I en hemmelig ceremoni, designet af Gud, salvede profeten Samuel David som konge af Israel. Samuel fortalte denne gudfrygtige unge mand, "Du er udvalgt af Gud til at regere over hans folk". Men det skulle blive en lang vej til tronen for David. Før løftet om hans salvelse gik i opfyldelse, måtte denne overgivne Guds tjener igennem mange tests og prøvelser.
Kun fem kapitler senere ser vi hvordan David flygter over bjerge ad støvede veje for at undslippe kong Saul, som ville dræbe ham. Hvilken ydmyg begyndelse for David, som var sådan en gudfrygtig mand, der elskede Gud. Nu løb denne tjener efter Guds hjerte, netop salvet, for sit liv. Jaget, hjælpeløs, hjemløs og alene. Davids eneste tanke var, "Jeg må ud af landet lige nu. Hvis jeg ikke kommer væk fra det område, som Saul regerer over, er jeg en død mand."
Han flygtede til den nærmeste grænseovergang, som var filistrenes by, Gath, som blev regeret af kong Akisj. Som David nærmede sig fjendens territorium, forsøgte han at lade som om han var en almindelig rejsende, i håb om at han ikke blev genkendt. Men han måtte have hørt to grænsevagter hviske til hinanden: "Er det ikke David, manden som dræbte Goliath? Israelitterne sang hans pris for at have nedlagt 10.000 af vore folk! Det ser ud som om, vi har skudt papegøjen. Lad os tage ham med til paladset og præsentere ham for kongen." David vidste da, at hans liv var i fare, fordi fjenden, filistrene, ville anklage ham for terrorisme. Han ville sandsynligvis blive slået sønder og sammen og trukket fra by til by for at blive udstillet for folket. Skriften siger: "David.. var såre bange for kong Akisj ." (1 sam. 21,12).
Som han blev ført til paladset, blev David så desperat, at han valgte, at lade som om han var sindssyg. Han forvrængede sit ansigt, rullede med øjnene og skummet stod ham ud ad munden. Filisterne må have være chokeret over at se denne, engang så mægtige kriger, lalle sanseløs rundt og skrige som en idiot. Jeg forestiller mig denne fjendtlige folkemængde spredes, mens David gjorde vilde fagter, kradsede på døre og angreb dem, som stod omkring ham.
På den tid var der stor angst for sindssyge mennesker, fordi man regnede med, at deres dæmoner kunne angribe en selv. Forestil dig denne kaotiske scene, der måtte have udspillet sig på paladset, da David blev bragt ind. Som han spillede sindssyg foran Akisj, rallende og savlende, råbte filisterkongen: "Få den mand ud. Han er en galning. Hvorfor bringer I den idiot ind i mit hus?"
Så David blev bragt tilbage til grænsen, hvor han fik besked på at forsvinde og aldrig vende tilbage. Pludselig sat fri idet han flygtede til hulerne i Adullam, skrev han salme 34 i taknemmelighed over sin udfrielse. I denne bevægende salme genkalder David sig minderne om sin tilfangetagelse og hvordan Gud friede ham ud af denne frygtelige prøvelse.
Jeg bliver nødt til at sige, at af alle 150 salmer, er denne min absolutte favorit. Den handler om Guds trofasthed i forhold til at udfri sine børn fra store prøvelser og kriser. David siger, Jeg råbte til Herren og han hørte mig og udfriede mig fra alle mine rædsler...En Herrens engel slår lejr, om dem, der frygter ham og frier dem... På retfærdige hviler hans øjne, hans øren hører deres råb...
Mange er de retfærdiges lidelser, men Herren frier dem af dem alle." (salm. 34, 4, 7,17 og 19) ( i dansk oversættelse er det vers 5,8,16,20). Bemærk, at David beretter i denne salme: "Jeg søgte Herren og han svarede mig. Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af hans trængsel frelste han ham." (salm. 34, 5,7). Jeg spørger dig, hvornår var det præcist, at David råbte til Herren? Det måtte være sket mens han spillede galning i Gath. Men han kunne absolut ikke have bedt indtrængende eller højt i filistrenes påhør. Dette bringer os til en anden sandhed omkring Guds udfrielse af os.