Jeg har et spørgsmål til dig: Hvad kan Guds folk gøre for at røre Guds hjerte i denne tid, hvor dommen er nær?
Vi ser naturlige katastrofer i et omfang som aldrig før: flodbølger, orkaner, brande, oversvømmelser, tørke. Jeg tænker på tsunamiens ødelæggelse (i 2004), som rystede hele verden, og på orkanen Katrina og jordskælvene i Indien og i Pakistan.
Jeg tænker også på den frygt og fortvivlelse, som er forårsaget af mennesker: begivenhederne i USA den 11. september 2001, konflikten mellem Israel og Libanon, atomvåben i hænderne på galninge. Selv de mest skeptiske kommentatorer siger, at vi allerede ser begyndelsen på 3. verdenskrig.
I denne stund truer islamister i flere og flere nationer med at de vil ødelægge kristenheden. Da jeg for nylig var i London, hørte jeg unge muslimske mænd sige i et radiointerview "Vores religion er ikke som den kristne. Vi vil ikke vende den anden kind til. Vi vil skære halsen over på jer."
Jeg spørger dig: Er kirken for kraftesløs til at gøre noget som helst i disse farlige tider? Skal vi bare sidde og vente på at Jesus kommer? Eller er vi kaldet til at gøre noget drastisk af en eller anden art? Når verden omkring os ryster, når menneskers hjerter svigter dem på grund af frygt, er vi da kaldet til at tage åndelige våben op og kæmpe mod modstanderen?
Over hele kloden, er der en følelse af nyttesløshed i forhold til at gøre noget ved problemerne. Mange føler, at verden har nået bunden af håbløsheden. Alkoholisme øges på verdensplan, og flere unge mennesker end nogensinde drikker sig fra sans og samling. Jeg ser en tilsvarende urovækkende tendens i menigheden, hvor materialismen tager over hos de kristne. Det budskab, deres livsførelse sender er, "Der er ikke noget håb tilbage. Gud har givet op."
Sig mig, skal det være Guds folks rolle i disse mørke tider? Skal Kristi efterfølgere gøre som resten af verden, og sikre sig en bid af kagen? Nej, aldrig!