"Alle skal skælve for mig, havets fisk, himlens fugle, de vilde dyr, alle krybdyr, der kryber på jorden, og alle mennesker på jorden. Bjergene jævnes med jorden, klippevæggene falder, og alle bymure styrter sammen." (Ez. 38, 20).
Der er et ildevarslende skriftsted i Bibelen, som er en kilde til trøst for mange kristne. Det er Mattæus Evangeliet kapitel 7 vers 22 og 23: " Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: "Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!"
Dette er en trøst for alle som kan sige, "Det kan ikke være mig. Jeg har aldrig profeteret. Jeg har aldrig kastet dæmoner ud eller gjort mægtige gerninger." Faktisk har jeg aldrig mødt en eneste kristen som nogensinde har følt, at dette skriftsted var til ham eller hende. Men det er en advarsel fra Kristi hjerte som ingen troende kan sidde overhørig. Det omfatter alle som nogensinde har spist af Livets Brød eller drukket Åndens vin. Det er henvendt til alle som har deltaget i nadveren eller blevet undervist i Guds Ord.
Hør Lukas 13, 25-27: "Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! - så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!" Talte Kristus hovedsageligt til fordærvede helbredelsesprædikanter eller karismatiske hyklere i dette skriftsted? Nej. De, som er nægtet adgang til Mesterens hus findes blandt de, som er blevet godt bespist og undervist, de som har spist åndeligt brød og drukket åndelig vin i Guds nærvær.
Disse advarsler er bevis nok på, at det er muligt at helbrede de syge og kaste dæmoner ud, og stadig ikke have et nært forhold til Jesus. Det er muligt at gøre mægtige gerninger i hans navn, at bygge kirker og tjenester, at evangelisere og ofre og stadig ikke kende ham som man burde kende ham. Det er muligt at "spise" hans ord og drikke hans levende vand, at høre åbenbarende sandhed, og stadig ikke komme ind i hans nærheds kraft.
Hvad var overtrædelsen hos de som blev nægtet adgang til Mesterens hus (Jesus kaldte dem lovbrydere)? Her er svaret: De skælvede ikke under Kristi hellige nærvær! Djævle skælvede, men de gjorde ikke. Jorden rystede, bjergene smeltede som voks, mure brast sammen - men de stod i hans nærhed uden at bøje sig, uden at være sønderknuste. De nægtede at blive lutret, formet og dannet som leret i pottemagerens hånd; eller blive overbevist.
Salmisten David råbte, "Skælv for Herren, du jord, skælv for Jakobs Gud." (Salme 114, 7). Da Israel mistede sin gudsfrygt og ikke længere skælvede i Guds nærhed, blev hun skamløs, selvcentreret og ond. Hendes præster blev "varm luft". Profeten Jeremias nedskrev Guds anklage mod sit folk: "For Israels hus og Judas hus er troløse mod mig, siger Herren. De fornægter Herren og siger: »Det gør han ikke!Ulykken rammer ikke os, hverken sværd eller sult får vi at se. Profeterne taler hen i vejret, de har ikke ordet i sig. Men det skal gå dem selv på den måde!«... Dette folk har et genstridigt og trodsigt hjerte de fjernede sig fra mig og gik deres egne veje... Som en kurv fyldt med fugle er deres huse fyldt med falskhed; derfor er de store og rige, tykke og fede. De tager let på onde handlinger: De fælder ikke retfærdig dom, retfærdig dom for faderløse, så det går dem godt, fattiges ret forsvarer de ikke... profeterne profeterer løgn, præsterne rager til sig, og mit folk elsker det sådan!" (Jer. 5, 11- 31). Gud spurgte dem, "Frygter I mig ikke, siger Herren, skælver I ikke for mig?" (5, 22). De skælvede ikke fordi deres hjerter var vendt mod rigdom og ikke mod hans nærhed.
Jeg vil ikke skælde ud på Guds folk, men jeg må kommentere på den respektløshed der er så fremherskende i Guds hus. Hvor er ærefrygten, majestæten, en skælven i Guds hellige nærhed? Hvor vover vi at kalde universets konge for "farmand"? (eng. Daddy, red.) Hvorfor kommer vi ind i hans ophøjethed med vores beskidte kødelige pjalter og klapper ad ham i stedet for at falde ned for hans fødder?
Da Esajas kom ind i Guds nærhed så var han ydmyg og grebet af frygt. Da Herrens herlighed fyldte templet, skjulte selv seraferne deres ansigter med deres vinger. En af dem råbte, "Hellig, hellig er hærskarers Herre..." (Esajas 6, 3). Vagterne ved døren flyttede sig ved lyden af hans stemme. Esajas gemte sit ansigt i sine hænder og råbte, "Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber..." (6, 5).
Hvad siger dette dig og mig, når en hellig Guds profet må tilstå synden i ham selv når han bliver bragt ind i Herrens strålende nærhed?
I tre uger sørgede Daniel, bad og fastede og tilstod sine og Israels synder. Da viste Herren sig i sin herlighed. Hans ansigt lyste, hans øjne var som ild og hans arme og ben skinnede som poleret bronze. Hans stemme fik jorden til at ryste. Det var ikke "farmand", der stod foran ham! Daniel var ikke kongens barn som bad om velsignelse. Ingen klappede, "... men en stor rædsel faldt over dem... " (Daniel 10, 7). Daniels knæ gav efter. Han sagde, "Da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden." (Daniel 10, 8-9).
Hvad fortæller det dig og mig, når en elsket Guds mand ser Herrens flammende blik og ikke kan holde sig oprejst eller holde sit hoved oppe?
Hvor er det dog forskelligt fra i dag. Vi hører vores velkendte prædikanter prædike deres kraftfulde taler og vi klapper. Ved en karismatisk konference gav tilhørerne evangelisten en fem minutters stående ovation ved afslutningen på hans prædiken. Burde tilhørerne ikke have været på deres knæ i Guds hellige nærvær? Burde vi ikke skælve når han kommer og dømmer synd? Burde vi ikke blive fuldstændig drænet for vores selvretfærdige styrke og skulle vores menneskelige kræfter ikke forsvinde fra os?
Men hvor - i hvilket møde - finder du kraftesløse knæ og kristne som råber, "Ve mig"? Hvor er den menighed eller konference, hvor man ikke længere ser på taleren, men i stedet ser Kristi flammende øjne og hører hans stemme, som får vores hjerter til at skælve? Hvor ser Guds folk sit fordærv og falder på deres ansigt, slået af hans tilstedeværelse?
Det er sandt, at vi frimodigt kan komme ind i Guds nærhed med lovprisning og taksigelse. Men det betyder ikke at man kan være overfladisk eller anmassende. Darius, en hedensk konge, havde mere respekt for Herren end mange moderne kristne. Han erklærede, "Vær hilset! Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende."(Daniel 6, 25-28). Vi skulle skælve og frygte for hans almægtige majestæt og storhed - ikke fordi det er sat op imod os, men for os! Vi skælver på grund af tilstedeværelsen af så stor en kraft, som er åbenbaret på vores vegne og som udfrier os.
Det Guds barn, som virkelig kender ham, udvikler en øget fornemmelse af hans majestæt og storhed. Han bliver mindre optaget af velsignelser og rettigheder og mere betaget af hans nærhed. Skødesløshed viger for værdighed. Tilfældighed og det uformelle viger for ærbødighed og hellig agtelse.
Jeg vil komme med tre vigtige udsagn vedrørende kraften i Kristi nærvær - en negativ og to positive: