Herrens vredes dag er ikke kommet endnu, men den nærmer sig med hast. At jorden skal brændes op og himlen rulles sammen, som det klart er forudsagt i Bibelen, kommer uophørligt tættere på.
Gud har advaret menneskeheden i århundrede om, at hele universet skal gå op i flammer. En mægtig kosmisk storbrand vil få skaberværket til at blive tilintetgjort.
Ifølge Bibelen er en nedsmeltning uundgåelig; det er kun et spørgsmål om tid. Særligt forudsiger den, "...Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. (2. Peter 3, 10).
I klare vendinger er menneskeheden blevet advaret om at forberede sig på den rædsel, at naturen går i opløsning under frygtelige krige og elementernes rasen. Gud siger, at menneskeheden ikke vil stoppe sit forcerede kapløb om kernevåben, og han forsikrer, at det vil ende med en global nedsmeltning. Enhver anti-atom stemme i denne nation prædiker uforvarende det samme budskab som den Almægtige Gud. I Åbenbaringens Bog kapitel 18 er det forudsagt, at en storbrand vil komme over jorden på mindre end en time. Det er kun Gud, der holder disse destruktive kræfter tilbage for at give tid til, at ethvert hungrende hjerte kan svare på hans sidste kald.
Gud giver ikke afløb for sin vrede på nuværende tidspunkt, fordi han har travlt med at udføre sin nådesmission. Der er ingen vrede i Gud, når han er i gang med at invitere menneskeheden til at blive forsonet med sig. I selveste dette øjeblik tilskynder Gud alle sande troende til at invitere alle til at modtage hans frelse. Gud har en længsel efter at frelse menneskeheden fra syndens magt og syndens konsekvens. Nu taler han med blid stemme. Hans budbringere sender nu dette fredsbudskab rundt til alle folkeslag. I Guds hjerte er der et overvældende ønske om at frelse mennesker mod den kommende vrede.
Guds indtrængende kald er nu en bønfaldelse. Han elsker mennesker. Det er ikke hans ønske, at noget menneske skal gå fortabt i synd. For at nå målet, bruger Gud alle midler — hans kald kan høres overalt: i radioen, på TV, fra talerstole, på gadehjørner. Alle steder, 24 timer i døgnet, kommer denne glædelige invitation nonstop. Der er ikke en tænkende person i dette land, som ikke har hørt budskabet om, at Gud er kærlighed; at han længes efter at frelse menneskeheden med det samme. Vi kunne alle gå til grunde foran Gud, som et møl i flammerne. Men Gud har ingen tilfredsstillelse i at se de onde gå til i død og ulykke. Han har ingen glæde ved at ødelægge sådan en sølle fjende. Han ville hellere, at alle mennesker tog imod hans tilbud om fornyet kraft. En Gud, som har al magt til at ødelægge mennesker i helvede, spørger kærligt, "Hvorfor vil I dø?"
Guds værdighed vil ikke tillade ham at bevise sin majestæt og magt ved at ødelægge svage og ubetydelige fjender. Du har misforstået Gud, hvis du tror, han er ude på at få dig ned med nakken. Han sendte sin egen søn for at dø på et kors, og viste dermed menneskeheden, at han ikke ønsker at dømme nogen til døden, men at han hellere vil frelse og helbrede.
Gud er villig til at frelse og hjælpe dig, men er du villig til at blive hjulpet? En ting kan du være sikker på: en dag vil din livløse krop ligge i en kiste foran grædende familie og venner. Den kiste er ikke afslutningen. Som alle andre på jorden, skal du se døden i øjnene og få et sidste glimt af livet. Du kan forsøge at skubbe den tanke væk, men du kan ikke ændre virkeligheden. Faktum er, at den dag kommer, hvor jorden bliver skovlet over den lille kasse, du er lagt i, og at gartneren vil plante din grav til. Du vil blive tvunget til at gøre plads for en ny generation. Alt syn, følelser, al kærlighed og latter, alle tårer og fristelser vil ende i din grav. Og hvad ville det hele have betydet, hvis du i dette liv, har kastet Kristi kærlighedsgave tilbage i synet på ham? Er der noget i dette liv, der betyder så meget, at det er en evighed uden håb værd?
Tænk på manden som dør i sin synd. Den ødelagte sjæl genopstår for at se Kristus, dommeren, i øjnene. Vil døden automatisk rense hans sjæl? Vil ormene æde syndens råddenskab bort? Vil han pludselig fremstå i et forvandlet, evigt legeme, som er fri af alle de gamle lænker? Vil han på en eller anden måde opstå hellig og ren, og uden alt fortidens støv? Aldrig! Der er ingen magisk forandring i døden for synderen. Han vil opstå præcis som han døde — som en slave. Synderen dør og beholder alle sine synder for sig selv. De hemmeligheder han tog med sig i graven, vil alle blive afsløret på Dommens Dag. Sjælen dør aldrig — og det gør synden heller ikke. Synden dør kun på Golgata.
Hvorfor ser syndere på døden med sådan en selvtilfredshed, som om de vil opstå friske og nye i evigheden?
Bibelen siger, at det er menneskets lod en gang at dø, og efter det kommer dommen. Hvad hvis det ikke er en løgn, men virkelig sandt? Hvordan kan du stå overfor en Frelser i døden, som du stædigt har afvist i livet?
Gud beskriver tydeligt i sit Ord, hvad der venter dem, som benægter og afviser hans kald til omvendelse. Han beskriver regnskabets dag i uhyggelige vendinger og beder derefter kærligt menneskeheden om at komme væk fra dens vrede. Scenariet er enkelt, men rædselsvækkende. Guds Søn vil komme til syne i himlene, omgivet af en mægtig hær af engle, og han vil samle alle sine børn om sig og bære dem til en evighed med glæde og tilfredshed. Synderne, først de døde, siden de der er i live ved Hans genkomst, vil blive taget til det store hvide dommersæde. Bøgerne vil blive åbnet og den højtidelige domsafsigelse vil ske for de, som hoverede i deres overtrædelser, frem for at modtage hans frelses gave.
Så hvad hvis du ikke længere godtager Bibelen som sand? Hvordan kan du kategorisk benægte en bog, som bliver troet af de mest intelligente hjerner på jorden? Den bliver troet af utallige videnskabsmænd, verdensledere, filosoffer — så vel som af millioner af denne verdens indbyggere. Hvad nu hvis? Hvad nu hvis Bibelens Ord faktisk er sandheden?
"Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen." (Åb. 20, 11-12, 15). Krydshenvisning: Dan 12,2. Matt 25,41.
Du kan undslippe det kommende uvejrs raseri. Gud har beredt en metode, ved hvilken vredens børn kan blive fredens børn. Gud vil meget hellere blive æret ved frelsen af hellige end ved tilintetgørelsen af syndere. Han ønsker, at få alle fjender til at blive venner. Det er derfor den Himmelske Far elsker de homoseksuelle, narkomanerne, alkoholikerne, spillerne, de prostituerede, agnostikerne — enhver tænkelig slags synder. Han elsker dem alle så meget, at han forsøger at adoptere hver eneste af dem. Han forsøger desperat at retfærdiggøre dem, fjerne deres skyld, bortjage deres mørke og fjerne alle deres lænker.
Men Gud er ved at løbe tør for måder hvorpå han kan nå denne generation. I ulydighed bliver mennesket ved med at bygge vantros-barrierer. I stedet for at svare på Guds kærlige signaler, opbygger syndere et oprør og bliver næsten indignerede over hans forsøg på at frelse dem. Gud ved, at terror og frygt ikke vil betvinge en synder, og det er derfor han ikke truer nogen til at adlyde sig. Du må reagere på hans kærlighed med kærlighed. Men Gud har allerede forsøgt at nå syndere, både med vrede og kærlighed, men ingen af delene ser ud til at virke.
Jesus sagde, "Hvad skal jeg da sammenligne mennesker i denne slægt med? Hvad ligner de? De ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I græd ikke."(Luk. 7, 31-32).
Kristus afslører her to metoder, som Gud har brugt til at nå menneskeheden.
Klagesangerne og danserne. Johannes Døberen var en klagesanger. Han tordnede Guds vrede mod syndere, han kaldte dem slangeyngel. Han tordnede mod ægteskabsbrydere, horkarle og hyklere — ubarmhjertigt kaldte han på en ændring af folks livsstil.
Jesus kom med et anderledes budskab. Hans budskab var et kærlighedsbudskab. Han kaldte syndere for ven. Han var rar, kærlig, sympatisk, og han havde medfølelse for plagede mennesker. Ingen lovtrældom, ikke strenghed — det var kærlighed og glæde.
Men masserne ville hverken reagere på de sørgende eller på dansen. Jesus sagde, "I sagde, at I var frastødt af hård dommedagsprædiken. I sagde, I hellere ville høre om kærlighed og sympati, end om dom og fordømmelse. Men jeg kom og mødte jer på disse kærlige og milde betingelser, og I reagerede ikke alligevel. Hvad er der tilbage? Hvad mere kan Gud gøre?"
Den gennemsnitlige synder i denne nation har hørt nok om Evangeliet til at kunne frelse alle i Kina! Gud, hjælp den synder, som går til dommedag, fra Amerika! Det er bedre, at have levet i det Evangelie-fattige Afrika eller Rusland, end at have levet i et samfund, som er gennemtrængt af evangeliet, og dø som en Gudsfornægter.
Vil Gud snart beslutte at "gøre op med denne utro slægt, og børste støvet af sine fødder"? Det var det han sagde til sine disciple, at de skulle gøre, når byer og folk afviste budskabet om Kristi kærlighed. Gud, hjælp enhver selvbestemmende ikke-troende det øjeblik hans kærlighed viger for hans vrede! En terror som trodser enhver beskrivelse.
Hvordan kan noget intelligent menneske afvise dette kærlighedsoffer og frelsen fra selveste universets Skaber og ikke forvente der skal gøres regnskab en dag? Er intellektet så forkvaklet, at det kan regne ud, at der skal betales en straf for at bryde menneskers lov, men ikke at der skal straffes for at bryde Guds kærlighedslov?