Fra "På vej til Guds fremtid"
Fra afsnittet, "Endetidens tegn under opmarch".
Af Per Flacké.
(Side 48-58)

Vi er vant til at mene, at den store fare for Guds menighed først og fremmest kommer udefra, fra en afkristnet og antikriste­lig kultur. Den skyller jo mange steder som en flodbølge ind over os og truer kirkens eksistens som kristen kirke. Og det er i høj grad relevant at tænke sådan. Når presset udefra bliver stort nok, opleves det som en bestandig trussel mod tro og liv. En kristen, der har lært at frygte og elske Gud, ved, at han hurtigt kan komme i farezonen. Den vantro verden er fuld af kræfter, som vil tage Gud fra os. Dette pres udefra vil tage til og få verdensomspændende dimensioner i de sidste tider.

I Bibelen læser vi dog om noget, som er endnu farligere: Det, som vil ødelægge Guds kirke, kan komme indefra. Der er sagt om Israels udmarch: Det vanskeligste for Gud var ikke at få Israel ud af Egypten, men at få Egypten ud af Israel (se 4. Mos 11,4-6). De farligste trusler kommer nemlig indefra, fra kræfter som arbejder i Guds eget folk. Og derfor kan Satan bedre angribe kirken indefra end udefra.

I århundreder har denne fare været repræsenteret ved de falske profeter. De var en uhyggelig virkelighed allerede i den gamle pagt. Ikke mindst er det profeten Jeremias, der tager kampen op:  " ... fra profet til præst, alle handler løgnagtigt. De vil helbrede mit lem­læstede folk, de siger letsindigt: 'Fred, fred!', skønt der ikke er fred" ( Jer 6,13f).

Der er mennesker, som står frem med falsk autoritet:  "Profeterne profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke sendt dem, jeg har ikke givet dem befaling og ikke talt til dem. Løgnesyner, falske spådomme og svig ud af deres eget hjerte profeterer de for jer"  ( Jer 14,14). Og profeten Ezekiel siger, at deres ord stammer fra frem­mede og urene kilder:  "Lyt ikke til profeternes ord! De profeterer for jer, men de forblinder jer; syner forkynder de ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund"  ( Jer.23,16). I saftige billeder karakterri­seres de som vægpudsere, men væggen, de pudser, skal vælte ( Ez 13,10ff).

Jesus tager et kraftigt opgør med den dødelige fare, som de fal­ske profeter repræsenterer. Især advarer han om dem i sin store eskatologiske tale (Mark 13). Det er tydeligt, at ikke mindst dette bliver et endetidstegn, hvor også tegn og undere hører med i bille­det:  " ... der skal fremstå falske kristus' er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud"  ( Mark 13,22f).

Jesus peger med stærke ord også på, hvor vanskeligt det kan blive at skelne mellem de falske profeter og de, som har deres budskab fra Herren:  "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve"  ( Matt 7,15).

Der opstår let en forvirrende situation, når de for en ydre betragtning er som får, dvs. de påberåber sig at være får, som hører til Guds hjord. Udvendig ser de ud som får og kan derfor træde frem som vin­dende personligheder i sandhedens og kærlighedens tjeneste. Den bagvedliggende virkelighed er derimod en helt anden: Indvendig er de glubske ulve, som ud fra egen interesse søger at vinde disciple, splitte menigheden og fordærve dens tro ved deres falske budskab.  "Tag jer i agt!"  siger Jesus.

Jesu advarende ord blev fulgt op af Paulus. I den gribende afskeds­tale til ledelsen af Efesosmenigheden advarer han dem:  "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer"  ( ApG 20,28-31).

Vi mærker hele tiden fremtidsperspektivet. Der er no­get forude:  "For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter"  ( 2. Tim 4,3f).

Apostlen Peter trækker forbindelseslinjen fra den falske profeti i den gamle pagt til vranglærerne, som vil optræde i den nye pagts menigheder:  "Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæg­gende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem"  ( 2. Pet 2,1ff).

Vi mærker en stor sorg og nød hos apostlene i forbindelse med det ødelæggende, som de ser vil komme. Ja, mere end det: Der kaldes til åndskamp. For bag de falske profeter og bag vranglæren står der fremmede åndsmagter. Disse forførende åndsmagter skal skilles ud fra det, som har med Guds ånd at gøre. Det skal ske ved, at budskabet prøves. Er det i overensstemmelse med det budskab om Kristus, de har modtaget ved apostlene ( 1. Joh 4,1-3; 1. Kor 12,3)? I denne forbindelse er der også givet en nådegave til at  "be­dømme ånder"  (1. Kor 12,10).

Og forførelsen og fornægtelsen skal i en sådan grad forøges frem mod Jesu genkomst, at Jesus i et tungt øjeblik stillede disciplene følgende spørgsmål:  "Men når Men­neskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?"  ( Luk 18,8). Der ligger både sorg og alarm i det spørgsmål.

Lad os se lidt på situationen i dag. Det er ikke for meget at sige, at vi befinder os i de falske profeters guldalder. Den skjulte, næsten umærkelige forførelse i vor tid gør, at vi befinder os i det, som er kaldt "forvekslingens øjeblik".

William Booth, Frelsens Hærs grund­lægger, sagde det sådan:" De sidste tiders store fare bliver religion uden Helligånden, kristendom uden Kristus, religiøsitet uden genfødelse, politik uden Gud, himmel uden helvede."

Udviklingen ser ud til at gå i to "retninger". På den ene side er der den liberale, bibelfor­nægtende teologi, som søger at tilpasse Guds ord til fornuften og tidens trend på livssynsmarkedet. Men som Goethe siger: "Den, som gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enke."

På den anden side har vi den yderligtgående og sværmeriske åndsbølge, hvor man også løsner båndene til åbenbaringsordet i Skriften og lukker op for oplevelser og åbenbaringer, som ikke hviler på en klar og sund udlægning af Ordet fra Guds mund.

I mange kirker og menigheder over hele kloden ser vi en tiltagende vildfarelse og fornægtelse i troens sager, lige fra de teologiske uddannelsessteder og langt ned blandt fodfolket. Der skal mod til at se dette endetidstegn i øjnene og så stille sig frem og  "kæmpe for den tro, som en gang for alle er overdraget til de hellige"  ( Jud 3).

I den brede  økumeniske  bevægelse - repræsenteret ved  Kirker­nes Verdensråd  - ser vi i hvilken retning, udviklingen går. På denne arena har man i mange år forsøgt at opbygge en "spiritualitet", hvor kirkernes arsenal af opfattelser og åndelige potentialer skal spille sammen med ikke-kristne religioner og ideologier. Bekendel­seskirken og løgnekirken skal stå sammen side om side i respekt for hinandens egenart. Sådan skal de repræsentere et berigende man­gefold. Alle tilkaldes for at give deres bidrag sådan, at der kan op­bygges et verdensomspændende kirkefællesskab, uden at man må sige et klart og offentligt nej til vranglæren. Det ville nemlig splitte den enhedsideologi, man ønsker at bygge fællesskabet på.

Dette medfører, at budskabet, som går ud til verdens kirker, i bedste fald minimeres til kompromiser, som i stor udstrækning mangler bi­belsk klarhed og kraft. Resultatet bliver et falsk budskab, som ikke mindst går ud til unge, sårbare kirker. De har ofte ikke oparbejdet et teologisk værn, som gør dem i stand til at modstå et lærernæssigt forfald. Når selveste Kirkernes Verdensråd med dets ideologiske prestige står som garant, får dette naturligvis en vold­somt legitimerende effekt, som der skal stor teologisk bevidsthed og stor åndelig kraft til at modstå.

Et vigtigt bidrag til nedbrydningen af traditionel historisk kri­stendom i den økumeniske bevægelse er den dialog, som bliver ført med de fremmede religioner. Denne dialog har ikke på nogen måde været bygget på Skriften som eneste norm for lære og liv. Dette har ført til en synkretistisk  (synkretisme: sammensmeltning af religio­ner, ideologier m.v. - o.a.) mangesidighed, som ikke bare har vist det teologiske forfald i verdens kirker, men også har inddraget den ikke-bibelske religiøsitet, som verdensreligionerne repræsenterer.

Hele dette lærermæssige forfald og den synkretistiske sammenblan­ding af bibelsk og ikke-bibelsk spiritualitet kan vi allerede spore i en række moderne evangeliseringsmetoder.

En farlig side af denne sag peger den tyske professor Peter Beyerhaus på, når han skriver, at vi står over for en "udvikling af en vildledt form for evangelisering, som - for at opnå slående, synlige resultater tager sin tilflugt til psykologiske metoder. Det ligner massehypnose, gruppedynamiske eksperimenter, eller endog ud­strålingen af parapsykologiske eksperimenter (parapsykologi: læ­ren om foreteelser, der går ud over, hvad man ellers ved om sjælens og naturens virksomhed, f.eks. tankelæsning, clairvoyance e.l. - o.a.), forklædt som Den Hellige Ånds værk. Nogle mennesker prøver også at trække tilhørere til sig ved at lokke med materielle goder eller give løfter om iøjnefaldende helbredelse eller jordisk lykke, som vil følge efter deres omvendelse."

Lad os også i denne korte skitse nævne den forfladigelse af det kristne frelsesbudskab, som er et resultat af den proces, der er i gang.  Det bliver mere og mere et overordnet mål at sætte kræf­terne ind i kampen mod den menneskelige nød i verden - sult, sygdom, krig, udbytning .

Dette er naturligvis en vigtig opgave for den kristne kirke, men når det sker på bekostning af det lodrette aspekt i den kristne frelseslære, bliver det en åndelig katastrofe. Kirkens primære opgave er nemlig at afhjælpe den dybe nød, som består i menneskets konflikt med den hellige Gud. Og den nød kan alene afhjælpes ved forkyndelsen af Jesu sonende død og sejrrige opstandelse. Det er alene på dette grundlag, kirken kan gå videre og i Kristi kærlighed afhjælpe den timelige nød.

Kampen om dette anliggende raser i dag i verdens kirker og i det kristne missionsarbejde. Vi står altså i og over for en åndskamp i hele kristenheden. Spørgsmålene presser sig på. Vil det læremæssige forfald og nyreligiøsiteten f.eks. finde hinanden? Her gælder det nemlig ikke bare den teologiske drøftelse af vigtige lærepunkter mellem konfessionerne. Nu gælder det selve fundamentet i en bibelsk kristendomsforståelse. Skal det komme til en bibelsk klarhed, står vi over for en åndskamp i forhold til de stærke forføreriske åndsmagter, som øger deres indflydelse i endetiden.

Det, som det i sidste ende drejer sig om, er dette: Hvor ligger den afgørende autoritet i kirken? Ligger den i mennesketanken der er  "som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden"  ( Jak.1,6)? Da bliver vi bytte for  "menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje"  ( Ef 4,14). Eller ligger den afgørende autoritet i Skriften som Guds evigtgyldige åbenbaringsord?

I sidste ende drejer det sig om selve kristologien, den kristne lære om Kristus. Det er Jesus selv, som har autoriseret Skriften for sin menighed som eneste norm for lære og liv. Det profetiske ord i GT står fast som Guds ord i den forberedende åbenbaring. Det var Jesu bibel, som han bestandig henviste til, mens han lærte folket og underviste disciplene ( Joh 5,39; Luk 24,27).  "Skriften kan ikke rokkes,"  sagde han ( Joh 10,35).  "Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket"  ( Matt 5,18). Derfor blev GT da også apostlenes bibel og et Guds ord, som de holdt sig til i alt, hvad de sagde og gjorde.

Hvad så med Det nye Testamente (NT)? Her findes den samme autoritet, som ligger i GT. Apostlenes ord får den samme enestå­ende autoritet, som kirken til alle tider har at bøje sig for:  "Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt"  ( 2. Pet 1,16-18; jf 1. Joh 1,1ff).

Og endnu mere: Jesus autoriserede apostlene som bærere af Guds ufejlbare ord. Og årsagen til, at de nu kunne frembære et sådant ord fra Herren selv, var Helligåndens inspiration:  "Men Talsmanden, Hel­ligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer om alt, hvad jeg har sagt til jer"  ( Joh 14,26; se også 16,12-15).

Derfor kunne Jesus sige om sine apostle:  "Den, der hører jer, hører mig"  ( Luk 10,16). Således bliver Skriften i sin helhed et inspireret åbenbaringsord fra Gud, som kirken til alle tider er forpligtet på ( Matt 10,20; 1. Kor 2,9f; Ef 2,20; 3,2ff; 2. Tim 3,15f; 2. Pet 1,20f).

Her ser vi altså den dybe spænding, ja, en stigende polarisering mellem løgnekirken og bekendelseskirken i dagens situation: Det drejer sig om det bibelske åbenbaringsords autoritet.

Skrift­autoriteten er helt grundlæggende for kirken, og det på dobbelt vis: Skriften driver kirken til en fuldttonende bekendelse af troen og et aktivt og forpligtende nej til vranglæren.  Der, hvor Skriften ikke længere forpligter os, tager forførelsen over . Og der, hvor de forførende åndsmagter tager magten, er det til sidst slet ikke mu­ligt at føre en sandfærdig dialog. Da er der i sin yderste konsekvens kun et alternativ: åndskamp på liv og død. Så får vi en kirkesplittelse, som nok er smertelig, men ikke til at undgå. Når bekendelseskirken ikke længere kan leve sammen med løgnekirken, går det mod et exodus for troens folk ( 1. Kor 11,18f; 2. Thess 3,6; Åb 18,4).

Sådan får situationen apokalyptiske dimensioner, og jordbunden forberedes for Antikrist: "Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighed­ens bedrag over dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens ånd over dem, så de tror på løgnen"  ( 2. Thess. 2,9-11).

Nogle vil udtrykke det så stærkt, at vi nu er midt i sådan en dramatisk endetidssituation. I alle tilfælde ved ingen i hvilken retning og med hvilket tempo, udviklingen går. Situationen er un­der alle omstændigheder svanger for det store frafald.

Vi kan ikke lukke øjnene for, at der også sker noget i vor kirke. Spørgsmålet fra slangen i Edens have dukker stadig op og iklæder sig tusinde forklædninger:  "Har Gud virkelig sagt?"
Uklarheder og tvetydigheder, når kirken taler, er som ugræs, der breder sig. Og skjulte og åbenlyse kompromiser i ord og gerning gør, at kraften og velsignelsen fra Gud kan forlade os.

Når begreberne hen ad ve­jen udhules, sker der noget. Dersom det klare, ligefremme, stærke budskab lidt efter lidt tilpasses folkestemningen, ruster sværdet i skeden.

Det har længe ulmet under overfladen. Fornægtelsen har fået lov til at leve sit skjulte liv; men nu bryder den gennem det tynde lag fernis af teologisk borgfred. Lærepluralismen er ved at tage magten i store dele af folkekirken. Og det ser ud til at foregå på dybt vand. Det ser også ud til, at destruktionen af tro og liv forelø­big i stor udstrækning foregår via etikken. Men det er nok uden tvivl et symptom på en bredere og dybere skade, der i næste om­gang dukker op til overfladen i sit fulde omfang, hvis Gud da ikke griber ind med en Åndens vækkelse. Skal vor kirke blive et instru­ment for troen eller for fornægtelsen? Ingen ved det, men der er grund til at frygte, og det er nødvendigt at komme op på barrika­derne.

Lad os samle det hele i følgende overvejelse: Vranglæren bør ikke længere opfattes som et skabende mangefold af opfattelser, som kan berige verdens store kirkefællesskab. Den radikale bibelkritik og bølgen af religionsblanderi, hvor kristendomsfremmed religiø­sitet skal sammensmeltes med kirkens tro, må afvises. De kan ikke bare føjes ind i kirkelegemet som legitime varianter af vor fælles tro. Der er forføreriske åndsmagter i dette, som nedbryder troen og livet.  "Deres lære vil brede sig som kræft"  ( 2. Tim 2,17).

Der er en åndelig dynamik i vantroen og fornægtelsen, som ikke bare kan mødes med et ja til  "den sunde lære"  ( 2. Tim 4,3). Bibelfremmed lære må også afsløres og mødes med et kæmpende nej ( 1. Tim 1,3). Får dette nej ikke lov til at leve sit naturlige liv i menigheden, så vil gode og evangeliske bevægelser kunne blive splittede, handlingslammede og åndeligt afkræftede. Ja, de ødelæggende virkninger kan blive så trykkende, at menigheden må isolere vranglæreren ( Rom 16,17; Tit 3,10; 2. Joh 7-10).

Samtidig skal den troende og bekendende menighed have lov til at holde sig til Jesu stærke løfte:  "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den"  ( Matt 16,18).
---------------------------------------------------
Klippet fra  Shafan.dk
Læs desuden:  "På vej til Guds fremtid."