Fra "Herren kommer".
Af Lars Eritsland.

Selve udtrykket »den store trængsel« er kun brugt én gang i Bi­belen. Det er i Åb. 7,14-15a:  »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel.« 

Sagen derimod er omtalt flere steder. Profeten Daniel taler om, at der i endetiden skal komme en trængselstid,  »som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til.«  (Dan. 12,1) Jesus bruger omtrent de samme ord, når han taler om tiden lige før sin genkomst:  »For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens be­gyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme.«  (Matt. 24,21)

Hvad den store trængsel skal bestå i, siger Luk. 21 noget mere om. Men mest udførligt er trængslen skildret i Åbenba­ringsbogen, dels i billedtale, dels i ligefrem tale.

Her tegnes for os to sider af den store trængsel. For det første:  Menighedens trængsel under verdens vrede.  For det an­det:  Verdens trængsel under Guds vrede.
Dette er andre steder to sider af samme sag. Paulus skriver, at det er retfærdigt for Gud at gengælde dem, der volder hans folk trængsel, med trængsel (2. Tess. 1,6).

Denne dobbelthed vil præge den sidste tid stærkere end nogen anden epoke. Det er i særlig grad  »straffens dage«  (Luk. 21,22).

I nærværende kapitel skal vi se på menighedens trængsel un­der verdens vrede.

Inden vi behandler dette spørgsmål, må vi tage stilling til et andet spørgsmål, som rejser sig: Skal menigheden ikke rykkes bort før den store trængsel?
Der er mange forkyndere, som indtager dette standpunkt, og man får indtryk af, at det har mange tilhængere også i menighe­derne. Dog synes det at være mere udbredt i frikirkelige kred­se.

Hvad bygger man da denne lære på? Der er nogle skriftord, som ofte anføres. Åb. 3,10: »Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jor­den.«

Endvidere siger Jesus i Luk. 21,36:  »Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske.«  Endelig henviser man gerne til 2. Tess. 2,6-7, hvor Paulus skri­ver om, at det, der holder igen, først må fjernes, før  »den lovløse«  kan åbenbares. Det må dreje sig om den levende menig­hed, siger man. Når den er taget bort, er der ikke noget tilbage på jorden, som kan holde de antikristelige kræfter tilbage. Da har de frit løb, og så kommer Antikrist og den store trængsel.

»Herren tager sin due bort, før hans vrede bryder frem.« Det er også almindeligt, at man finder paralleller i Det gamle Testamente. Både Noah og Lot bliver anført som eksempel på, at Gud tager sine bort, før dommen kommer. Ligeså nævner man gerne Israels udfrielse af Egypten som eksempel på det samme.

I Åb. 12 har mange fundet det sikreste udsagn om, at de tro­ende bortrykkes før trængslen. Johannes ser en kvinde, som han skildrer med menighedens symboler - solen, månen og tolv stjerner. Hun føder et drengebarn, som skal vogte alle folke­slag med et jernscepter. Dragen er klar til at sluge barnet, men det bliver bortrykket til Gud og hans trone. Kvinden flygter ud i ørkenen til et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan leve der i tolv hundrede og tres dage, dvs. tre og et halvt år, den antikristelige trængselstid.

Dette kapitel i Åbenbaringsbogen, som fortolkningsmæssigt er et af de vanskeligste, udlægger man da som følger: Kvinden er den nominelle menighed, altså de navnkristne. Drengebar­net er de sande kristne, Kristi brud. Bruden bortrykkedes alt­så, mens de navnkristne lades tilbage i den store trængsel.

Det vil føre for vidt at gå ind på alle de fortolkningsproble­mer, som rejser sig i forbindelse med disse skriftsteder - gan­ske særlig det sidste, Åb. 12. Derfor vil jeg nævne mit syn på disse spørgsmål ganske kort uden at kunne argumentere for det her.

1. At tolke »solkvinden« som symbol på den verdsliggjorte navnkristendom er at gøre vold både mod symbolikken og de ligefremme ord i kapitlet.

2. At de troende ikke er bortrykket inden den store trængsel fremgår af Åb. 13,7, hvor det siges, at dyret fik givet magt til at føre krig mod de hellige og sejre over dem.

3. Ifølge 1. Tess. 4,15-17 vil bortrykkelsen af menigheden og den første opstandelse komme samtidig. I Åbenbaringsbogen ser vi, at den første opstandelse kommer ved afslutningen af den antikristelige trængselstid (Åb. 20,4-6).

4. Hvem drengebarnet i Åb. 12 er, når det ikke er den tro­ende menighed, er der delte meninger om. De fleste mener, at det er Jesus Kristus selv. For mit vedkommende tror jeg snare­re, at det er en martyrskare fra begyndelsen af den store træng­sel. Den er skildret med Jesus Kristus som forbillede eller grundbillede, for den får hele hans lidelse og sejr.

Verden kors­fæstede Jesus. Men dragen, Satan, slugte ham ikke af den grund. Han er ved Guds højre hånd som sejrherre. På samme måde vil de, som følger Jesus efter, lide trængsel og død, men de bliver ikke opslugt af dragen. Sejrende bliver de bortrykket til Gud (v. 5). Og i himlen siges det om dem:  »De har besejret ham (Satan) ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. De havde ikke livet for kært til at gå i døden.«  (Åb. 12,11) De sejrede ved at dø, som Lammet - Kristus - sejrede.

Ser vi på løftet i Åb. 3,10 om at blive bevaret i prøvelsens time, som kommer over jorden, siges det jo også her, at de tro­ende skal ind i trængslen for der at blive bevaret. Det samme gælder ordet i Luk. 21,36 om at få styrke til at undslippe det, som skal ske. Her er der ikke tale om at komme uden om, men om at komme velbjærget igennem. Det norske bibelselskabs 1978-oversrettelse gengiver ordene sådan:  »Bed om kraft til at komme velbjerget fra alt dette, som skal ske.«

Paulus taler klarest om dette i 2. Tess. 2,1-3. Menigheden er tilsyneladende blevet opskræmt over et budskab om, at Jesus kunne komme når som helst. Apostelen er ikke ophav til et sådant budskab. Nar det gælder vor Herre Jesu Kristi komme og menighedens samling med ham, må de ikke opfatte det som apostelens lære, at Herrens dag er lige forestående.  »Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenba­res«, siger han (v. 3). Bortrykkelsen kommer med andre ord ef­ter at Antikrist er kommet.

De, som lærer, at Jesus kommer og henter sine før trængsels­tiden, har svært ved at komme til rette med dette ord i Skriften. Men de tolker det gerne sådan, at de skelner mellem udtrykket Herrens dag, som, de siger, er et fast udtryk for dommens dag ved tidens afslutning, og udtrykket  »Vor Herre Jesu Kristi kom­me, og hvordan vi skal føres sammen med ham«  (v. 1). Det sid­ste var for apostelen bortrykkelsens dag før trængselen.

Dertil er at sige, at hvis man begynder at læse noget mellem linierne, som ikke står på linierne, kan man få det til at betyde hvad som helst. Den form for tolkning bør overlades til svær­merne.

Vi må med andre ord gå ud fra, at menigheden skal blive på jorden under den store trængsel. Der er ingen klare ord i Skrif­ten, som siger, at Guds folk tages bort for trængselen. Derimod er der klare ord, som taler om, at Gud har sit folk på jorden i trængselstiden (Matt. 24,21-31; Åb. 7,14; 13,7-10 og 18,4).


Menighedens trængsel under verdens vredeAt være genstand for verdens mishag og vrede er egentlig noget ganske normalt for menigheden. Jesus nævner dette nærmest som et kendetegn på den rette discipelstilling (Joh. 15,18 ff). Men de ydre udslag af verdens antipati mod levende kristendom kan variere stærkt. Det hører med til kristendommens breddevirkninger i folkelivet, at den præger folks menneskesyn og retsopfattelse. Under sådanne forhold vil selv de afgjorte modstandere i deres modstand blive præget af tolerance og hu­manitet. - Men efterhånden som kristendommen mister sit tag i folket, vil modsætningerne skærpes og mulighederne for frik­tion øges.

I den sidste tid vil der ikke blive levnet menigheden livsrum i verdenssamfundet. Åb. 13 omtaler en krig mod menigheden, som tager sigte på at udslette den. Dette er egentlig ikke noget enestående i kirkehistorien. Forfølgelserne i det første århund­rede under Nero og Domitian havde samme målsætning. Også i det tidligere Sovjet-Rusland forsøgte man det samme et halvt hundrede år, uden at det lykkedes.

Det enestående ved den sidste antikristelige trængselstid er det omfang og den intensitet, som forfølgelsen antager.

Ophavet til denne sidste trængselsstorm mod menigheden er Satan, verdens fyrste. Den leder, som gennemfører den, er hans udvalgte redskab, Antikrist - sammen med det  »andet dyr«,  den falske profet (Åb. 13,11).

De midler, der anvendes i denne sidste fase af kampen, er især følgende fire:
1. Vranglære eller falsk profeti.
2. Forførende tegn.
3. Social boykot.
4. Blodig forfølgelse.

Vranglæren vil i denne fase få sin specielle profet og organi­sator. Han vil sandsynligvis blive indbegrebet af alt, hvad der i Guds riges historie hedder falsk profeti. I den gamle pagt ledte falske profeter Guds folk til frafald den ene gang efter den an­den. Dette er stadig målet. Ligesom Antikrist, er den falske profet et menneske, men omtales også som et dyr (Åb. 13,11). Han korresponderer med menneskets materielle og animalske behov, men han er ukendt med det åndelige, som hæver men­nesket op over dyret (se Judas v. 17-19).

At dette dyr i menne­skeskikkelse stiger op af jorden, antyder hans diametrale modsætningsforhold til det himmelske. Hans budskab er lige så lidt som hans herkomst ovenfra. Det er på jorden, han har sine rødder, og derfra udgår hans visdom. Hans budskab bliver der­for et materialismens evangelium. Her er der ikke tale om ån­delige, usynlige værdier, men om klare kontante anvisninger på, hvordan man kan få mest muligt ud af livet på jorden. Den frelser, der forkyndes, er ingen himmelfaren, usynlig Kristus, men hans absolutte modsætning, en jordisk og »virkeligheds­nær« person, som lover praktiske, jordiske fordele til dem, der loyalt følger og dyrker ham (Åb. 13,12).

Men dyret af jorden skildres ikke i rovdyrham, som dyret af havet (Antikrist) bliver det (v. 2). Dette dyr ligner nærmest et lam (v. 11). Denne fremtoning kan altså virke mild og sagtmo­dig. Men dets røst er dragens - Satans. Mennesker kommer let til at hæfte sig ved den ydre fremtoning. Er den bare tiltalende, er de ofte klar til at sluge hvad som helst. Den leder, som giver de bedste timelige fordele, følger man gerne i tykt og tyndt uden at spørge for meget om ret og uret. - Guds Ånd minder os om, at det er budskabet, vi skal lytte til. Det er ikke nok, at den, der taler, ser ud som et lam. Spørgsmålet er: Hvad taler og lærer han? Er det den gamle slange fra Paradiset, endetidens drage, som taler igennem ham, da gælder det om at stå ham imod med Guds ord.

Den forkyndte vranglære vil også blive stadfæstet med store tegn og undere (v. 13). Hvordan dette vil forme sig, er det vanskeligt at sige noget om. Nogle har forestillet sig, at det bliver videnskabens fantastiske resultater, der tages i brug. De vil for menneskene tage sig ud som undere og jærtegn. - Dette er næppe sandsynligt. Videnskabelige resultater har forbavsende ringe evne til at bøje mennesker i ærbødighed og tilbedelse. Vi snappede ganske vist efter vejret, da de første astronauter steg ud på månen. Og endnu mere overvældede var vi, da de med ufattelig præcision landede på jorden igen. - Men allerede ved den tredje månefærd var vi blevet forvænt.

Alt, som kan forklares videnskabeligt, har vi en følelse af, at vi behersker, selvom vi ikke forstår en døjt af det. Vi har jo eksperterne til at beskæftige sig med det for os.

Det overnaturlige derimod har fremdeles en stor magt over menneskene. la, spørgsmålet er, om ikke den åndsforladte ma­terialisme gør menneskene endnu mere disponible for det over­naturlige. Når det religiøse behov fornægtes eller fortrænges, viser det sig i forvrænget skikkelse, og det kan komme med na­turkraftens styrke. Det er tilsyneladende det, der er ved at ske i folkelivet i den seneste tid.

Hvis videnskaben får held til at skabe liv, vil nok alle tæn­kende mennesker finde det uhyggeligt. Og man vil ikke tilbede nogen af den grund. Hvis det derimod skete på overnaturlig vis, som i Åb. 13,14-15, ville det virke stærkt på mange i reli­giøs retning.

Det tidligere Sovjet magtede ikke at gøre ateismen religiøs nok. Derfor kunne man ikke fremvise resultater af betydning trods en imponerende og uhyggelig kraftindsats mod kristen­dommen. Hitler var dygtigere i så henseende. Han havde mere af dyret, Antikrist, i sig end den russiske bjørn havde. Der­for var han i stand til at fremdrive en satanisk præget religiøsi­tet.

Antikrist selv og hans falske profet vil fuldt ud magte at skabe en religion, som er en materialistisk forvrængning af kristendommen. Også her synes tegn og undere at følge med til stadfæstelse af hans magt.

Jesus siger:  »..for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.«  (Matt. 24,24), sml. 2. Tess. 2,9 ff:  »Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag ... «

Her er et spørgsmål, som kan plage nogle troende: Kan Sa­tan virkelig gøre undere? Siger Skriften ikke, at Gud er den eneste, som gør undere? Se f.eks. Sl. 72,18.

Åb. 13,15 siger, at dyret  »fik givet at ... «  Men hvem var det, som gav dyret denne overnaturlige magt? Svaret må være, at den kom fra dragen, dvs. Satan. Alligevel har Satan ikke sådan magt, uden at Gud lader ham få den. Jamen, kan Gud da virke­lig gøre sådan? Det spørgsmål vil mange rejse. Svaret må blive:

Ja! 2. Tess. 2,11 siger, at Gud sender  »vildfarelsens magt«  over verden som straffedom over dem, som har forkastet hans sand­hed.

Dette må Guds folk have for øje, når de star over for falsk lære, som bliver stadfæstet med undergerninger. Gud er ganske vist med i dette, men han er det til dom og i vrede mod dem, som ikke vil tro hans ord. Samtidig vil han dog også prøve og lutre sit folk. Se 5. Mos. 13,1-4.

Bevidstheden om, at det forholder sig sådan, tager frygten bort. Satan skal ikke skræmme os og gøre os mørkerædde med sine undergerninger, hvis de skulle komme. For han har ikke selv magt over dem. Derfor kan han ikke true dem, som er i Guds hånd, men kun dem, som Gud i sin vrede har sluppet.

Disse to midler: falsk profeti og sataniske undergerninger udgør de falske hyrdetoner, som vil lokke mennesker bort fra Kristus.

De to andre midler: social boykot og blodig forfølgelse - betegner den brutale vold og terror, som vil prøve at skræmme mennesker bort fra Kristus.

Den sociale boykot møder vi i Åb. 13,16-17: »Det (dyret af jorden) får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så in­gen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal.«

Med denne forordning bliver eksistensgrundlaget taget bort under dem, som ikke vil bøje sig og dyrke Antikrist som Gud. Uden det mærke, som siger, at man støtter det statslige antikri­stelige parti, får man ikke rationeringskort, heller ikke arbejds­tilladelse eller tilladelse til at sælge sine produkter.

Mærket er dyrets navn eller dets navns tal. At bære dette mærke vil, efter almindelig skik på Åbenbaringsbogens tid, sige at tilhøre dyret. Altså kan ingen kristen bære det mærke. Gud forbyder det med den strengeste domstrussel (Åb. 14,9-10). Da må de kristne hellere gennemgå trængslerne.

Op gennem tiden har mange arbejdet med at tyde dyrets tal, som er 666. Man har nogenlunde fået det til at passe på forskel­lige personer. Sidst har man hørt, at nogle finder det på artikler fra EU og af den grund fyldes med betænkeligheder. - Man bør næppe lægge vægt på sådanne tilfældigheder. I normale ti­der taler Gud ikke til sit folk i koder. De hører de ekstraordi­nære tider til, hvor der ikke kan tales og skrives frit.

At et navn også havde et tal var de gamle grækere indforstået med. Bogstaverne havde også talværdi. På samme måde i det hebraiske alfabet og delvis i det latinske. Havde man navnet, drejede det sig bare om at lægge bogstavernes talværdi sam­men. På den måde var det enkelt at finde tallet, når man havde navnet. Derimod kunne man ikke finde navnet ud fra tallet. Dertil er der for mange kombinationsmuligheder.

Dyrets tal er altså et tegn, som over for de troende skal an­give, at dette er Antikrist - men først, når han er kommet. Før han kommer, vil vi ikke få vejledning af dette mystiske tal.

Det sidste, fjerde middel er den blodige forfølgelse:  »Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets bil­lede.«  (Åb. 13,15)

I den første forfølgelsestid blev de kristne stillet over for val­get mellem at ofre til kejseren eller dø. Ofringen bestod gerne i at lægge nogle korn røgelse på offerskålen foran kejserens bil­lede. Denne lille handling satte skel mellem liv og død.

Lignende tider skal altså komme igen.

Det er diktaturets væsen til alle tider, som åbenbares her. Det kan i det lange 1øb ikke nøjes med at herske over menne­sker i ydre forstand. Det vil også have sjælen og herske over tanke og samvittighed.

Dermed sætter herskeren sig i Guds sted og giver sig ud for at være Gud. Det er jo kun Gud, som skal være herre over samvit­tighederne.

Det er ikke længe siden, at denne holdning kom ret klart til udtryk i visse kommunistiske diktaturer. Formelt var der i Sov­jet en lovfæstet ret til fri religionsudøvelse. Den forgik dog un­der vagtsomt opsyn fra statens side, og ingen havde lov til at virke frit for udbredelsen af sin tro, med mindre det drejede sig om den statsautoriserede ateisme.

Opdrog man sine børn i den kristne tro, kunne man miste dem. Staten tog børn fra forældre. Den ungdom, som lod sig konfirmere i kirken, måtte affinde sig med, at alle muligheder for en højere uddannelse var udelukkede.

De kristne under det kommunistiske regime har været igen­nem hårde prøvelser for deres tros skyld.

Bogen er udgivet på Dansk Luthersk Forlag, 1996