De for ud på havet i skibe, drev handel på vældige vande, blev vidne til HERRENS gerninger, hans underværker på dybet;
Han bød, og et stormvejr rejste sig, bølgerne tårnedes op; mod himlen steg de, i dybet sank deres mod; de blev grebet af rædsel i ulykken, de tumled og ravede som drukne, borte var al deres visdom." (Salme 107, 23-27).
I denne salme er stedet, hvor al visdom er opbrugt, et skibsdæk i et oprørt hav. Vældige bølger løfter skibet op mod himlen, for derefter at lade det falde ned i dybet. Kraftige vinde kaster det frem og tilbage, sådan at sømændene ikke kan finde fodfæste. De raver rundt som berusede mænd.
Skibets sejl er revet itu og hænger i laser, og den ene kraftfulde bølge efter den anden hamrer mod skibssiden. Sømændene må kæmpe bare for at holde fast. Det ser ud som om det er slut nu og de er fuldstændig fortvivlede. De er hjælpeløse, sårbare overfor elementernes rasen og ude af stand til at frelse sig selv.
Disse sømænd er kommet til et sted, hvor al visdom er opbrugt. (engelsk: et sted kaldet 'Wit's End'. Et dansk udtryk kunne være: der, hvor man ikke ved sine levende råd). Det er en tilstand, som plager de kristne af og til. Det betyder ganske enkelt, "at have mistet eller udtømt enhver mulighed for at udtænke en udvej." Eller sagt på anden måde: Der hvor alle menneskelige evner og muligheder er udtømt. Der er ikke nogen udvej, ingen hjælp, ingen udfrielse uden hos Gud selv"