Israel var i en håbløs knibe. De var fanget med det Røde Hav foran sig og med bjerge på højre og venstre side. En vred Farao og hans stridsvogne var ved at indhente dem bagfra.
Det er en kendt historie, en du har hørt mange gange i dit kristne liv. Israels børn var ledt af Gud ind i en horribel krise, hvor de var omringet af en hård fjende. Det synes helt ufatteligt at Herren med vilje havde ledt sit folk ind på dette usikre sted. Jeg tror, at det er en beretning som er overordentlig vigtig for menigheden i dag, og især i denne tid.
Israel var fanget og tilsyneladende hjælpeløse. Og det medførte panik i hele Israels lejr. Mødre og børn græd mens de stimlede sammen om fædre og bedsteforældre. En gruppe rasende ældre opsøgte Moses og anklagede ham: “Var der ikke grave nok i Egypten? Du har slæbt os herud for at dø. Vi sagde til dig i Egypten, at du skulle lade os være. Det havde været bedre for os at være Faraos slaver end at dø herude i ørkenen!"
Jeg spekulerer på om Moses følte et øjebliks betænkelighed på det tidspunkt. Jeg forestiller mig ham falde på sine knæ, grædende, “Herre, hvad sker der? Hvordan kan dette være din vilje for os?" Men det ser ud som om Gud irettesatte Moses da han svarede, “Moses hvorfor råber du til mig?" (2. Mos. 14, 15).
Utroligt, i denne mørke stund udvirkede Gud et udfrielsens mirakel for Israel. Pludselig rejste vindene sig så mægtigt at de delte havet i to. Med en mirakuløs flugtvej foran dem, gik folket over havet på tør grund. Og da Farao og hans hær ville følge efter, væltede vandet ned over dem og druknede dem i det oprørte hav.
“Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses." (2. Mos. 14, 30-31).
Jeg beder dig indtrængende om at notere dig de følgende ord i disse vers, for de er selve kernen i mit budskab: “Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt... Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren." (14, 31- 15, 1 - min fremhævelse).
Da israelitterne så hvad der skete, brød de ud i sejrssang og lovprisning til Gud: “Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg hylde... Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er så mægtig og hellig, frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du?" (15, 2 og 11).