Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby (Nazareth), og hans disciple fulgte med ham... og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? ... Og de blev forarget på ham. Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.(Markus 6, 1-2 og 5-6).
I det forrige kapitel havde Jesus udrettet vidunderlige mirakler. Han havde kastet en legion dæmoner ud af en besat mand. En kvinde blev heldbredt for blødninger, som havde plaget hende i årevis. En tolvårig datter af en synagogeforstander var blevet oprejst fra de døde. Når Jesus udrettede så mægtige mirakler, sagde han til de udfriede, "Din tro har helbredt dig." (Markus 5:34; se også 10:52; Matt. 9:22; Lukas 7:50, 8:48, 17:19, 18:42).
Men i det næste kapitel kom Jesus til sin hjemby, hvor han mødte den værste form for vantro. Byen Nazareth var der Jesus voksede op og der var der han levede i sine første tredive år. Nu var han kommet tilbage til sin hjemegn, for at være blandt sine egne, inklusive sin familie.
Indbyggerne i Nazareth kendte til Jesu mægtige gerninger. De havde hørt beretningerne om "hans hænders mægtige værk." Men for dem var det noget der skete andre steder - i andre byer, andre samfund, ikke i Nazareth.
Andre steder - kun en dagsrejse væk - jublede folk over Jesu mirakuløse kraft. Andre steder skete Guds mægtige værk, hvor folkemængderne flokkedes og mirakler skete. Andre steder var der en åndelig opvågning med nyt håb til de håbløse. Der var stor glæde i landet. Men for indbyggerne i Nazareth var det noget der skete andre steder.
Vi må forstå, at disse mennesker var kirkegængere, bibelelskende og inderligt religiøse. De elskede Guds Ord og sagde om Jesus, "Vi kender ham og hans familie. Han er et godt eksempel." Men de ville ikke erkende Kristus som Gud i menneskeskikkelse.
Faktisk var de åndeligt døde. De kendte Jesu rygte som udvirker af mirakler og mægtige udfrielser. Men de havde ingen tro, ingen forventninger. Andre stederblev Jesus mødt af en hunger, hvor folket sagde, "Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" (Johs. 6, 28). Sådanne spørgsmål blev ikke stillet i Nazareth.
Ingen i Jesu hjemby undrede sig, "Hvorfor oplever vi ikke det samme som de andre steder har gjort? Hvorfor kan vi ikke mærke Guds kraft her? Hvad skal der til for at vi kan få Guds Ånds berøring." I stedet forblev de selvtilfredse.
Min ven, dette er tragedien for mange kristne i dag, såvel som for mange menigheder. De hører om mægtige Guds gerninger andre steder, hvor mennesker oplever udfrielse. Men ingen spørger sig selv, "Hvorfor ikke her? Hvorfor ikke nu?"
En hel generation af evangelister er vokset op med erkendelse af Jesus som menneske. De ved, at han udvirkede mirakler mens han vandrede på jorden, og de ved at han udvirker mirakler stadigvæk på andre kontinenter. De ved han har frelst dem og at hans Ånd gør hans Ord levende i deres hjerter. Faktisk tror de på alt som er skrevet om Jesus i Bibelen. Men de har ingen erkendelse af Kristus som Gud her og nu i deres egne liv.
Ser du, vi kan vidne om vores forhold til Kristus, vi kan græde når vi tilbeder ham og vi kan sige at vi er Guds venner. Men der må komme et tidspunkt, midt i vores prøvelser og trængsler, hvor vi må lade ham være Gud for os - Gud over det umulige.
Skriften fortæller os at Herren ikke har nogen personsanseelse. Og han ønsker at gøre de ting samme for dig, som han gør for andre "andre steder." Men når troen bølger op og ned er Guds hænder bundne. "Og han (Jesus) kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. (Markus 6, 5).
Tag ikke fejl: Guds kraft var til rådighed i Nazareth. Jesus stod i deres midte, fyldt med mirakeludvirkende kraft. Han ønskede at udfri, heldbrede og forny - at gøre mægtige gerninger. Men han erklærede, "Jeg kan ikke arbejde her." Hvorfor? "Han undrede sig over deres vantro." (Markus 6, 6). Med andre ord - Jesus var chokeret. Han var overvældet over at hans egne folk ikke så eller hørte Guds værk, at de ikke ville acceptere andres vidnesbyrd. Så han gik derfra.
Herren vælger ikke at svare på vantro. Hans sørger når hans folk "Ikke huskede han magt." (se Salme 78, 42).