Jeg ønsker, at vise dig historiens mest tragiske menneske. Det er ikke Judas; det er ikke Herodes, det er ikke engang en gudsfornægter. Han var Davids søn, konge i Jerusalem og den sørgeligste og mest patetiske mand på jorden.
Læs venligst videre når jeg fortæller dig, om en gammeltestamentlig konge, som levede mange år før Betlehem og Golgata, og som gik glip af Kristus. Hvordan kunne han det, når han levede århundrede før Kristus blev født?
Kristus er åbenbaret gennem hele det Gamle Testamente. Faktisk er det hovedårsagen til at vi har det Gamle Testamente - det peger hen mod Kristus. Det var på vejen til Emmaus, at Kristus åbenbarede sandheden om sig selv i det Gamle Testamente, for to af sine disciple: "Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne." (Luk. 24, 27).
Vi hører af Jesu egen mund, at man kunne læse om ham lige fra Mosebøgerne til de profetiske bøger. Israels børn "spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus." (1. Kor. 10, 3-4).
Salomon drak også Kristi åndelige drik og spiste hans åndelige føde. For en tid bragte denne konge sin Elskede ind i sit kammer og glædede sig i hans kærlighed. Salomon havde været til Herrens festmåltid, han kendte hans kærlighed. Han havde stor visdom, og hans ånd havde rørt Sharons Rose og havde set Dalens Liljer. Han havde siddet i hans skygge med stor glæde. Han mærkede Kristi hånd under sit hoved, og hans højre arm omfavnede ham. Hans største fryd havde været selveste lyden af den Elskedes stemme.
Men der kom en tid, hvor den Elskedes stemme sagde, "Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke!" (Højs. 2, 10). Der er ikke noget at tage fejl af i dette budskab. Jeg ser det så klart! Salomon hørte Guds kald i Kristus. Et kald til tilfredsstillelse af hans sjæl med intet andet end åndelige drik og åndelig føde. Det var et kald til at gå videre end til begejstring over visdom, til at gribe fat i ham, som elskede hans sjæl og blive forvandlet i sit indre menneske.
Det var et kald til at få fjernet alle de små ræve i vingården, som ødelagde vinplanterne. Det var et kald til at række ud efter dybden, til åndelige grønne vange med guddommelig åbenbaring. Han blev kaldet at være blandt liljerne (Højs. 2, 16). Salomon fik at vide, "Når dagen bliver sval og skyggerne lange, vend da om, min elskede, som en gazelle, som en hjortekalv på duftende bjerge." (2, 17). Kom og tørst efter den Elskede, som hjorten tørster efter vand på Betels bjerg.
Hører Salomon Gud kalde ham til et liv i absolut overgivelse og udskillelse? Vil han rejse sig og forsage alt, som binder ham til verdslige ting, og tage tilflugt på bjerget sammen med Gud? Vil han svare på kaldelsen - på at komme med? To gange lød kaldet - "Rejs dig og kom med mig."
Vil Salomon vende sig fra dronningen af Saba og i stedet tage plads ved sin Elskedes fødder? Vil han forsage alle de gode ting, som Gud gav ham - æren, at være midtpunkt, alt pompen og pragten - og anse det som værende forfængelighed og fortrædelighed? Vil han svare på kaldet og søge ham, som hans sjæl elsker? Vil han kunne se, at selv de gode ting blegner ved siden af den Elskede?
Er Salomons hjerte virkelig henrykket over sin Elskede? Vil han blive oppe hele natten og længes efter ham? Vil han gå op på bjerget og svare på kaldet?
Der var et problem! Salomon var en mand fuld af begær! Denne Guds mand havde en strid kørende i sin sjæl. Han havde tusinder af små ræve til at løbe rundt i sin vingård og spise alt frugten - syvhundrede koner og trehundrede medhustruer: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder... om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem." (1. Kong. 11, 1-2).
Gud vil ikke lade sig spotte. Selvom denne Guds mand var det mest begavede menneske i verden, så forsøgte han at få det bedste af to verdener. Han ville have sin elskede Herre - og sine små ræve. Men synden går aldrig upåagtet hen. "Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været... Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren..." (1. Kong. 11, 4-6).
Det var det - i al sin hæslighed. Den Elskede sagde, "Kom med mig," og Salomon "var ikke fuldt og helt med ham."
Lad mig vise dig hvad der sker med manden, som går glip af sit kald fra Gud i Kristus Jesus! Disse levende skildringer burde ryste os i vores grundvold. Gud siger noget til os gennem denne tragedie. Bemærk den sikre nedtur hos en mand, som overgiver sig til kødet.