"I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud." (Ef 3:12).
Guds børn har et af de største privilegier som nogensinde er skænket menneskeheden. I frihed og frimodighed har vi ret til at forstyrre vor Herre på et hvilket som helst tidspunkt.
Vor himmelske far sidder på en trone i evighedernes evighed, og ved hans højre hånd sidder hans søn, vor velsignede Herre og frelser, Jesus. Udenfor denne tronsal er der porte, som åbner sig for alle dem som er i Kristus. På et hvilket som helst tidspunkt - dag eller nat, døgnet rundt - kan vi passere forbi de vogtende engle, serafer og alle de himmelske hærskarer og frimodigt gå ind igennem disse porte og nærme os vor fars trone. Kristus har sørget for direkte adgang til faderen for os, så at vi kan modtage al den barmhjertighed og nåde som vi trænger til, uanset hvordan vore omstændigheder er.
Sådan har det ikke altid været. I det Gamle Testamente havde ingen personer adgang til faderen, med undtagelse af nogle få. For eksempel ved vi at Abraham nød et vist mål af adgang til Herren. Denne fromme mand blev kaldt Guds ven, han hørte fra Herren, han talte med ham, han havde samfund med ham.
Men alligevel forblev selv Abraham "udenfor forhænget." Selv om han var Guds ven, så havde han aldrig adgang til det allerhelligste, hvor Gud boede. Det åndelige forhæng som skilte dem var endnu ikke blevet revet itu.
På et punkt i Israels historie erklærede Gud at han ville tale til profeterne igennem drømme og syner: "Da sagde Herren: "Hør mine ord ! Er der en profet blandt jer, giver jeg mig tilkende for ham i et syn, taler jeg til ham i en drøm." (4.Mos. 12:6).
Dette var en meget begrænset adgang til Gud. Men, igen var der en undtagelse: Moses, Israels leder. Gud sagde om ham: "Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses, han er den betroede i hele mit hus, ham taler jeg med ansigt til ansigt, ligefremt og ikke i gåder, han får Herrens skikkelse at se" (4.Mos. 12:7-8). Lige som Abraham, talte Moses med Gud, og Gud talte med ham. Han tilbragte fyrre dage i Herrens nærvær indtil hans ansigt skinnede. Moses havde åbenbart adgang til en hel del.
Men resten af Israel havde ingen kendskab til den form for adgang. Herren sagde til dem: "Der skal være et stadigt brændoffer som I skal bringe, slægt efter slægt, ved indgangen til åbenbaringsteltet for Herrens syn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig, og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels børn..." (2.Mos. 29:42-43). Ingen havde tilladelse til at gå ind i det allerhelligste, hvor Guds nærvr var. Bare ypperstepræsten havde tilladelse til at gå ind, en dag om året, på soningsdagen. Derfor måtte folket bringe sine ofre til døren til tabernaklet. De kunne kigge ind gennem døren, men de kunne ikke se noget klart, de kunne bare undres over Guds majestæts herlighed som opholdt sig derinde.
Igen var dette en yderst begrænset adgang. Det var som om Gud sagde til dem: "Kom til min yderdør, og jeg vil møde jer der, så kan vi snakke." De blev ikke inviteret indenfor. Herren talte til dem inde fra tabernaklets dør. Kan du forestille dig at måtte kommunikere med en nær ven på denne måde?
Indvendig skilte et forhæng det hellige fra det allerhelligste. Når ypperstepræsten nræmede sig forhænget skælvede han sikkert, det var meget frygtindgydende at have adgang til Guds herlighed. Om du bare gjorde en eneste uren handling i hans nærvær, da ville du falde død til jorden, Guds hellige nærvær tålte overhovedet ingen form for synd.
Hvilken ærefrygtindgydende begivenhed soningsdagen må have været. På den dag samlede alle Israels børn sig rundt om indgangen til tabernaklet. Det var den samme dør, hvor Gud havde givet Miriam dom fordi hun stillede spørgsmålstegn ved Mose' lederskab, og til Datan og Abiram fordi de have gjort oprør mod Moses.
Nu stod mængden i ærefrygt mens Aron, ypperstepræsten, gik ind i dette mystiske værelse for at møde den almgtige Gud. De havde fået illustrationer om hvad der foregik derinde, men de var tavse af forundring: "Hvordan er det derinde? Har Herren en synlig skikkelse? Er hans røst som den frygtindgydende stemme, som vi hørte ved Sinai bjerget? Er han god og mild, eller er han skræmmende?"
Selv David, Israels kære salmist, havde begrænset adgang til Gud. Skriften siger at han samtalede med Gud. Han kendte Herren som sin forsvarer, sin tilflugt, sin bevarer, sin styrke, ingen fortalte mere majesttæisk eller kraftfuldt om Gud end denne mand gjorde. Men selv om det var sådan, så havde David ikke det samme privilegium til at gå ind i det allerhelligste sted. Gennem hele salmernes bog, taler David om at længes og hungre efter Gud. Han råbte og anmodede om at måtte komme indenfor forhænget men han opnåede det aldrig: "Dyb råber til dyb..." (Sal. 42:8).
Salomon udtrykker også denne utilfredsstillede længsel efter at nå ind til Herren: "Min elskede stak hånden gennem hullet, og mit indre skælvede. Jeg stod op for at åbne for min kæreste; mine hænder dryppede af myrra, mine fingre dryppede af flydende myrra ned over dørslåen. Jeg åbnede for min elskede, men min elskede var forsvundet; han var væk, og jeg blev ude af mig selv, jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke." (Hjs. 5:4-6). Her er den guddommelige længsels sprog: "Jeg søgte ham, jeg længtes efter ham, jeg ville have ham. Men jeg kunne ikke finde ham."