Da Daniels bog blev skrevet var Israel i fangenskab i Babylon. I kapitel 6, efter et langt liv i tjenesten, var Daniel firs år gammel. Denne gudfrygtige profet og forkynder havde overlevet to babyloniske konger, Nebukadnezar og hans søn Belsazzar. Nu tjente Daniel under kong Darius.
Gennem alle de år som Daniel havde været i tjeneste, havde han været en bønnens mand og her på hans sidste dage, havde han ingen planer om at sætte farten ned. Skriften siger ingenting om at Daniel var udbærndt eller mismodig, der skrives intet om at han havde en lille opsparing eller en lille hytte på landet, hvor han kunne tilbringe sine gyldne år uden nogen form for ansvar, tvært imod så var Daniel konstant i gang med noget nyt. Skriften siger at selv da denne mand var over 80 år, så rystede han helvede og gjorde djævelen rasende.
På det tidspunkt havde kong Darius forfremmet Daniel til det højeste embede i landet. Daniels embede ligestillede ham med to andre rigsråder, som herskede over fyrster og guvernører i omkring 120 provinser. Bibelen siger til og med at Darius foretrak Daniel frem for de to andre rigsråd. Han gav Daniel ansvar til at udforme regeringens politik og oplære alle hoffets nyansatte og intellektuelle: "Daniel udmærkede sig frem for de andre rigsråd, og satrappernekongen havde til hensigt at sætte ham over hele kongeriget." (Dan 6:4).
Daniel var øjensynlig en travl optaget profet, ingen kunne opfylde et så krævende arbejde uden at være travlt beskæftiget. Jeg kan meget let forestille mig det pres der var lagt på denne minister, med hans travle timeplan og tidskrævende møder.
Men intet kunne holde Daniel borte fra hans bønnestunder. Bøn vedblev med at være hans vigtigste opgave og den havde forrang frem for alle andre beskæftigelser, sagt på en anden måde: Daniel havde aldrig for travlt til at bede, tre gange om dagen sneg han sig væk fra alle sine pligter, byrder og krav som leder for at tilbringe tid sammen med Herren.
Daniel måtte ikke konsultere andre "fremgangsrige" ledere om, hvordan han skulle opfylde sit kald, han havde ikke brug for at besøge konferencer for at f åat vide, hvordan han skulle betjene de folkemasser, han havde omsorg for, han trak sig ganske enkelt bort fra alle sine aktiviteter og bad, og Gud svarede ham. Daniel modtog al sin visdom, ledelse, budskaber og profetier, mens han var på sine knæ.
Jeg tror Daniel er et eksempel for os om hvor vigtigt det er at have en pastor som beder i krise tider. Vi ser det i hans tidligere år, da Nebukadnezar herskede. På et tidspunkt havde kongen en urovækkende drøm som gjorde ham forvirret, oprørt og forpint. Han bad sine seere om at forklare drømmen for sig, men ingen kunne.
Dette gjorde Nebukadnezar rasende. Han sagde til sit hof: "I giver mig intet andet end dumme, tomme ord, I nøler for at vinde tid, men jeg vil have sandheden, jeg vil have svaret på mine dybeste længsler." Til sidst bestemte han at alle seerne skulle dræbes - astrologer, troldmænd, magikere, selv "vismændene," inklusive unge Daniel og hans tre gudfrygtige følgesvende.
Da Daniel hørte om denne dødsdom, indkaldte han til et møde med sine tre venner. Du kan være sikker på at denne forsamling ikke var der for at de skulle "stikke hovederne sammen" eller for at finde udveje, eller for at kortlægge de andre jøder, så at de kunne finde en overlevelsesplan. Nej, Daniel og de tre unge hebræer vidste at de måtte høre direkte fra Herren, så de gik ned på deres knæ og råbte til ham om nåde og åbenbaring.
Hvilken utrolig bøn Daniel fremsagde: "Lovet være Guds navn fra evighed til evighed, ham tilhører visdommen og styrken. Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger; han giver vismændene visdom og de forstandige forstand. Han åbenbarer det uudgrundelige og skjulte, han kender det, som er i mørket, hos ham har lyset sin bolig." (Dan 2:20-22).
På den tid var den gammeltestamentlige menighed på sit absolutte nulpunkt: Guds folk havde mistet sin sang, deres lovprisning var stilnet og nu var de i færd med at drive bort åndeligt set. Den utrolige velstand i Babylon havde grebet manges hjerter og Satan frydede sig sikkert over Israels tilstand . Og for at gøre tingene værre, motiverede han Nebukadnezar til at udstede dødsdommen over Daniel.
Da så alle isralitter, som var i fangenskab, hen imod Daniel,. Deres fremtid var afhængig af at han var i kontakt med Herren. De undrede sig: taler Gud til nogen endnu? Er nogen i stand til at tyde tiderne så at de ved hvad der skal ske? Hvem kan forstå Herrens hemmeligheder?"
Daniel vidste hvad det var som skete, og han kunne have handlet på mange forskellige måder. Han kunne have organiseret en stor march til kongens slot for at kræve retfrdighed for jøderne. Men ved du hvad, verden og helvede er ikke imponeret over folkeskarer, antal og demonstrationer. De er heller ikke imponeret over mega-kirker, med enorme bygninger og medlemskartoteker. De bliver ikke urolige over dygtige, veluddannede unge præster, som bruger meningsmålinger for at opnå resultater og som sprøger: "Hvilke emner ønsker du at vi skal undgå i vore prækener? Hvordan kan vi tilpasse os dig, for at du vil komme i kirken?"
Nej - den eneste måde denne verden overhovedet vil blive berørt på er ved ord, som afslører synden som bor i hjertet. Verden trænger til at høre rent Helligånds-inspireret ord som gør kort proces og giver svar til det tvivlende hjertes råb.
Jeg tror, at Nebukadnezar er et billede på den moderne menneskehed, som råber: "Jeg har kraft og indflydelse, jeg har alle de materielle ting som jeg overhovedet kunne ønske mig, alligevel har jeg ingen fred, jeg har spørgsmål og jeg trænger til at få svar på dem. I hævder alle at I taler på Guds vegne - intellektuelle, sekter, ja til og med gejstlige - dersom I ikke kan svare på råbet i mit hjerte, så har I ikke eksistensberettigelse og heller intet formål, da er I ubrugelige i dette samfund."
Da jeg for nylig var i Dallas besøgte jeg en forsamling, som annoncerede med at de var en "bydelskirke." Gudstjenesten var så uformel at den i højeste grad var uærbdig. Folk drak brus og gumlede snaks imens deres børn larmede rundt.
Gudstjenesten startede med en komisk sketch om hvordan man skal købe en bil, derefter sang lovsangskoret et par "overgangs" sange - kærlighedssange, som du ville have sunget til din kæreste. Til sidst gik præsten, dr. teolog, op med et lille stykke papir som indeholdt hele hans budskab, han talte i ti minutter om hvordan du skal trives på dit arbejde.
Denne menighed var blevet startet ved en undersøgelse i kvarteret om hvordan folk ville have det i kirken. Som et resultat var gudstjenesten udarbejdet til at være fuldstændig ikke-konfronterende. Men da jeg kiggede rundt i forsamlingen så jeg mænd og kvinder som øjensynlig havde dybe problemer og som trængte til svar. Teenagers ud som om de kedede sig. Mit hjerte brast for disse mennesker, alle trængte de til et ord fra himmelen, men alt de fik var støj, hvorfor? Mændene på prædikestolen holdt folk tilbage med tom snak, fordi de havde mistet kontakten med Gud.