Skal menigheden rykkes bort før den store trængsel?

(Karmel kronik, nr. 13. 6004 e. Adam.)

Af Johan Henrik Jørgensen:

For en tid siden fik undertegnede tilsendt et brev som var kommet til Karmel institutet. Det var fra en abonnent som understegede med; " En som er vældig glad i Karmel bladet". Vedkommende skrev bl.a.: "Jeg har netop siddet og læst det sidste kapitel i profeten Daniels bog, og studeret forfærdeligt på hvad som kan ligge i dette som står i vers 11-12 om de forskellige dage: 1290 dage i vers 11, og 1335 dage i vers 12. Det kan næsten se ud som om menigheden må gennem en del af trængselstiden, siden der står: salig er den som bier og når frem til--.

Jeg har bestandig troet at menigheden skal rykkes bort før trængselstiden på nogen måde har gjort sig gældende...

Så langt citatet fra brevet, spørgsmålet var da om undertegnede muligvis kunne skrive lidt om dette i Karmel bladet. Det skal jeg nok forsøge at gøre, selv om det allerede er nogen tid siden jeg modtog spørgsmålet.

Men da vil jeg først gøre opmærksom på at i Karmel Israel nyt nr. 3. 2001 havde jeg en artikel om disse mystiske "dage" i Daniel 12, med titlen:

Er det mulig at tidsfæste begivenheden og Jesu genkomst?

Jeg regner med at de fleste abonnenter tager vare på Karmel bladene og derfor turde henvise til denne artikel, da jeg her ikke kan gentage alt hvad jeg skrev der. Imidlertid skal jeg komme lidt tilbage til disse "dagene" i slutningen af artiklen.

Men nu til sagen direkte:

At disse mystiske tidsangivelser i Daniels bog skulle føre tankerne hen på NT-menigheden og dens oprykkelse, kan jeg ikke helt forstå. Det burde være klart at Daniels profetier angår Israels folk og land, og Israels Messias i forhold til sit folk i det kommende riget for Israel. Kapitlerne 10, 11 og 12 udgør en enhed i det profetiske afsnit, det sidste syn, og den sidste profetiske åbenbaring Daniel fik, som i tid sigter fra Daniel egen samtid og nære fremtid, og videre fremover, lige til begyndelsen af det kommende messianske Riget for Israel.

Det er altså vigtigt at være klar over at det er Israel som er fokus hele tiden, og at disse kapitler hører nøje sammen. Engelen som åbenbarede sig for Daniel, og som formidlede denne åbenbaring til ham, styrkede den aldrende profet, , som var blevet helt magtesløs ved dette vældige syn. Daniel fik høre disse trøstefulde ord fra engelens mund:

Frygt ikke Daniel! For fra den første dag du vendte dit hjerte til at vinde forstand og ydmyge dig for din Guds åsyn, er dine ord blevet hørt. Og på grund af dine ord er jeg kommet.....Nu er jeg kommet for at lade dig vide hvad som skal hænde dit folk (=Israel!) ved dagenes ende.

Altså sigter dette syn og denne profetiske åbenbaring til "dagenes ende", hvilket er det samme som "denne tidsalders ende", Mat. 24,3. Her er det vigtig at være klar over at der er en væsentlig forskel mellem en tidsalder gr. AION og en husholdning gr.: OIKONOMIA i Skriften. Fra skabelsen af de første mennesker, 1. Mos. 1,1 og indtil verdensbranden, Åb. 20,9, er der tre tidsaldre, men syv frelseshusholdninger.

En tidsalder kan rumme flere husholdninger. Den nuværende tidsalder strækker sig fra Noahs tid og lige til Jesu genkomst i herlighed for at oprette sit Rige. Når diciplene spørger Jesus om hvad tegnet skal være på Hans komme og "denne tidsalders ende", så er det de sidste syv profetiske år umiddelbart forud for hans genkomst i herlighed det gælder, som jeg snart skal nævne lidt mere om.

I Daniel 12.11-12 altså de to vers som var foranledningen til spørgsmålet om tiden for NT- menighedens oprykkelse, da får vi et glimt lige ind i begyndelsen af den kommende tidsalder, som forøvrigt består af bare en husholdning , nemlig det kommende Messianske Rige, "retfærdighedens" husholdning. Disse to vers sigter nemlig til selve etableringsfasen af dette herlige, forjættede Riget for Israel.

Det er indlysende at det er overordentlig vigtigt at have Åndens lys over Skriftens lære angående Israel, Messias og Riget for Israel, som er de centrale temaer i GT`s  profetord.

Når andre - ikke jødiske - folkeslag omtales i GT, så sker dette altid i deres relation til Israel og det jødiske folk, og selve kriteriet for Skriftens omtale af de andre folk og Herrens handling med dem, er dette profetiske princip og denne guddommelige lov: Velsignet være den som velsigner dig (,nemlig Israel!) og forbandet den som forbander dig. 4.Mos. 24,9. 1.Mos. 12,3 og 27,29.

Dette princip er aldrig blevet ophævet, men gælder fremdeles og for al fremtid!

Når det gælder NT-menigheden, så er det overordentlig vigtig for os at have Åndens lys over de Bibelske sandheder angående denne ved troen udkaldte forsamling, som vi alle troende i denne tid tilhører. Dette kan vi imidlertid ikke tage op her i sin fulde bredde. Foreløbig understreger jeg bare flg.:

Sandheden om NT-menigheden, dette folk som skulle udkaldes ved et himmelsk kald, til en himmelsk stilling i Messias, vil vi lede forgæves efter i hele GT, og dermed selvsagt også i profeten Daniels bog, og forøvrigt også i de fire evangelie Skrifter. Grunden er simpelthen at NT-menigheden var en hemmelighed i Guds råd fra evige tider, lige til Han i sin visdom åbenbarede denne store hemmelighed for sin tjener, apostlen Paulus, som var det dertil udvalgte redskab, Ef. 3,3-9. Kol.1,25-27.

For øvrigt er hovedhensigten med denne artikel - iflg. nævnte problem for vedkommende abonnent - at klargøre tids indholdet mellem NT-menighedens oprykkelse og "den tid som er fastsat for enden" Daniel 8,19. Men først lidt om forholdet mellem Israel og NT-menigheden generelt:

NT-menigheden: Et folk af hedninger for Guds navn:

Dette folk, som altså var en hemmelighed fra evighed af, men som apostlen Paulus fik guddommelig åbenbaring om, skulle bestå både af jøder og af hedninger som tog imod det budskab om frelse som han og de andre apostle forkyndte, og som derefter er blevet forkyndt - og fremdeles forkyndes - i verden, og som kaldes evangeliet om Guds nåde (, som ikke må forveksles med evangeliet om Riget, som blev forkyndt af døberen Johannes, af Jesus selv og Hans disciple indtil Hans død og opstandelse!). Fra først af bestod Menigheden bare af frelste jøder. Men da frelste hedninger efterhånden kom til at representere det store flertal af dette (himmelske) folk, som der tidligere ikke var givet nogen åbenbaring om, nævnes det i Ap.Gr. 15,14 ,som "et folk ud af hedningerne for Guds navn". Og når dette folks talmæssige fylde er nået - dette tal som alene Gud selv kender, og som kaldes "hedningernes fylde": Rom. 11,25., skal Herren Jesus Messias, rykke sin fuldendte menighed op til sig for at fri fra den kommende vrede: 1.Tess. 1,10 og 4,13., flg. 1.Kor. 15,51-52., d.v.s. den kommende store Herrens vredes dag, som skal ramme jorden i endens tid (="denne nuværende onde tidsalders ende"),se f.eks. Sef. 1,14-18. Åb. 6,12-17.

NT-menighedens udkaldelses tid - Hvornår?

Ud fra Romerbrevets udsagn om Israels delvise forhærdelse (NB: ikke forkastelse!), Rom. 11, 25-26, da sker udkaldelsen af NT-menigheden netop i tiden da Israels folk, jøderne, er i en tilstand af delvis forhærdelse, hvilket er tiden fra apostlenes dage og fremdeles. Men af de mange tidens tegn vi nu klart ser i lys af profet ordet, skønner vi at vi hastigt nærmer os tiden da NT-menigheden - dette folk Han skulle udtage sig af folkene - er fuldtalligt. Og skal fuldendes ved bortrykkelsen!

De 69 "uger" og den 70.:

Denne Israels profetiske "forhærdelses tid" er væsentlig sammenfaldende med den parentetiske tid mellem de første 69 og den 70., profetiske "åruge" for Israel og Jerusalem. Dan. 9,24 flg. De første 69 "uger" udløb da "den Salvede (=Messias, Jesus) stod frem som Davids store Søn og Israels store konge: Luk. 19,37-44. Dette skete på den sidste dag af de 69. "uge", nemlig da Han red ind i Jerusalem. Den store konges stad, på et Æselfole iflg. profet ordet, Sak. 9,9, blev mødt med den messianske hilsen: Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Mat. 21,9. (jfr. Salme 118,25-26.)

Dermed var de 69 "uger" definetiv udløbet! Men i Dan. 9,26 står at efter de (7+) 62 "uger", altså efter de (totalt) 69 "uger" skulle Den Salvede udryddes og intet have. Få dage derefter blev Han også - følgerigtig - korsfæstet (, det er: udryddet, menneskelig set!). Så skulle det - iflg. samme vers - komme en tid af udefineret varighed, som skulle indebære Jerusalems og templets ødelæggelse ved "en kommende fyrstes folk (det er romerne!) , og som videre blev karekteriseret som en tid med "oversvømmelse", nemlig af fremmede folk i landet, og fast besluttet krig og ødelæggelse skulle blive landets og folkets lod indtil enden, d.v.s. indtil begyndelsen af den 70. Uge, hvis karekteristik er givet i vers 27. Men pointe i vor aktuelle sammenhæng er flg.; Denne u identifinerede tid, mellem udløbet af den 69. "uge" og den (endnu fremtidige) 70. "uge", som skulle være en tid da Israels folk var "delvis" forhærdet, og landet og staden (Jerusalem) skulle oversvømmes af fremmede, og krig og ødelæggelse, trængsel og nød blive det jødiske folk tildel, har hidtil vedvaret i nær 2000 år. Men i løbet af disse hidtil nær 2000 år, medens jøderne har været i trængsel, adspredt blandt folkene, har Herren opnået to væsentlige triumfer i verden, som må anerkendes som historiens guddommelige undere:

1. Han har bevist sin trofasthed og sin guddommelige magt ved at bevare sit udvalgte folk Israel gennem al nød og trængsel i hele denne lange tid, medens ondskabens fyrste, Satan, med hele sin onde åndehær uafladelig, og med alle midler, har forsøgt at udslette dem. Det jødiske folks bevarelse er en absolut nødvendighed for at Herren skal kunne indfri alle sine herlige løfter om den nye pagts velsignelser og det messianske Riges herlighed og frelse, ikke bare for Israel, men gennem Israel til alle jordens folk, i det kommende Fredsrige efter at Han først har dømt og fjernet alle den ondes børn fra jorden på grundlag af dommen for sin herlighedstrone ved sin genkomst: Mat. 25,31 flg. Og når Herren har sejret så langt, og det profetiske ord er gået i nøjagtig opfyldelse hidtil, så ved vi med 1000% sikkerhed at det som endnu tilbagestår, skal gå ligeså korrekt i opfyldelse, og til fastsat tid.
2. Den anden guddommelige triumf i denne onde verden i disse sidste nær 2000 år efter Jesu første nærvær på jorden, er at han ved sin Hellige Ånd har bevist sin magt ved at udtage en forsamling af mennesker som har troet på det frelsens budskab som for jøder er en anstød, og for hedninger en dårskab, 1.Kor. 1,21-24, nemlig evangeliet om Guds nåde for enhver - af ethvert folk - som tror. Han demonstrerede sin almagt ved stadig gennem hele NT-menighedens udkaldelsestid - at lægge nye sjæle til de troendes forsamling, ved forkyndelsens "dårskab", til trods for alle Satans listige udfald, med forfølgelse, forførelse, vranglære, fristelse og verdsliggørelse for at hindre Herren i at opnå at føre mennesker til tro, bevare dem for sig og gøre sin Menighed fuldtallig (,hedningernes fylde", Rom. 11,25.) iflg. sin plan,  dette tal som alene Gud kender, og som nu viselig snart er fuldt!

Derefter...:

Den frelses husholdningsmæssige plan fra aposteltiden af og lige til afslutningen af det messianske Rige, da har Herren kort og koncist skitsceret for os i Ap.Gr. 15,13-18, nemlig ved Jakobs vidnesbyrd på apostelmødet i Jerusalem:

Brødre hør på mig! Simon (Peter) har fortalt hvordan Gud fra først af at udtage af hedningerne et folk for sit navn (det er: ECCLECIA = en udkaldt forsamling, nemlig NT-menigheden!). Og med dette stemmer profeternes ord overens, som det står skrevet:

Derefter vil jeg vende tilbage og igen opbygge Davids faldne hytte (= det Davidstiske dynasti, ved Israels store Konge, og Davids store Søn, Jesus Messias, Luk. 1,31-33!) Det nedbrudte af den vil jeg igen opbygge, og jeg vil genrejse den (Hvorfor?) for at resten skal søge Herren, ja, alle hedningefolkene som mit navn er nævnt over. Så siger Herren, han som gør dette som han har vist fra evighed af.

Hedningernes frelse:

Hedningernes frelse er klart forudsagt i GT. Men ikke-jøders frelse er i GT ikke altid fremstillet som en konsekvens af Israels frelse. Det er derfor ikke underligt at de troende jøder i Menighedens første tid reagerede på at hedningerne tog imod frelsen, jfr. Peters erfaring med romeren Kornelius og hans families frelse, Ap.Gr. 10, og ligeså Paulus og Barnabas virksomhed blandt hedningerne, og de andre troende jøders reaktion på dette. Men da de var blevet overbevist om at Den Hellige Ånd var faldet på hedninger ligesom på jøder, slog de sig til ro og priste Herren for at han også havde givet hedningerne omvendelsen til livet. Ap.Gr. 11,18.

Imidlertid opstod der strid iblandt dem om et andet den gang aktuelt problem, nemlig om hvorvidt hedningerne som blev omvendt skulle måtte omskæres og holde Mose lov eller ikke. For at dette spørgsmål skulle blive afklaret, blev der sammenkaldt til et møde af apostlene og menighedens ældste i Jerusalem, som refereret i Ap.Gr. kap.,15. På dette møde var det altså ikke spørgsmålet om hedningernes frelse principielt som var oppe til debat, men hvorvidt det måtte forlanges at de holdt Mose lov. Da Peter havde holdt sit indlæg, og vidnet om hvad han havde oplevet i Kornelius`hus, tog Jakob ordet og vidnede som ovenfor siteret, drevet af Den Hellige ånd.

Friheden fra loven gjaldt for øvrigt ikke bare hedningetroende, men ligesåvel troende jøder i denne husholdning, noget Paulus senere underviste de troende forsamlinger om i sine breve, især i Romerbrevet og Galaterbrevet.

Ap.Gr. 15,13-18 - Amos 9,11-12:

Tilbage lidt til den gang forvirrende forhold, nemlig hedningernes frelse set i lyset af GT` s profetord om at dette skulle ske som en følge af det jødiske folks frelse, som igen skal ske i forbindelse med Messias indtagelse af Davids trone i Jerusalem og oprettelsen af det messianske Rige. Men nu stod altså Jakob frem på apostelmødet i Jerusalem og sagde, under henvisning til Peters vidnesbyrd ang. Hedningernes frelse:

Med dette (,nemlig at hedningerne havde taget imod frelsens budskab) stemmer profeternes ord overens.

På apostlenes tid var jo slet ikke Messias rige kommet, og derfor var jo hedningernes frelse dengang et problem for troende jøder, som nævnt. Men når Jakob står frem og taler til forsamlingen der, så er det Den Hellige Ånds budskab som formidles gennem ham. Vi skal mærke os at han begrunder sin konklution med at citer fra Amos 9,11-12. Men han citerede ikke dette sted ordret! I de foregående vers taler Amos om Israels adspredelse blandt alle folkeslag på grund af folket syndige færd, og om at alle syndere blandt folket skulle dø, men at de retfærdige skulle blive frelst. Og så begynder Amos 9,11 således:

På den dag (, nemlig på den dag da Israels rest skal frelses!) vil jeg genrejse Davids faldne hytte...

Så kan en spørge:

Er det ikke sitat fusk, og at gøre vold på Guds ord? Er det ikke at lægge noget til, eller at forandre på et profetisk udsagn, og dermed komme under Herrens egen, alvorlige dom, Åb. 22,18-19?

Nej, aldeles ikke! For her er det - vel at mærke - ikke Amos` egne ord som citeres, ej heller Jakobs personlige mening som mål bæres, men Den Hellige Ånds eget budskab! De hellige profeter - deriblandt selvfølgelig også Amos - talte, drevet af Den Hellige Ånd, 2.Pet. 1,21. Men Herrens apostle - som Jakob, Herrens broder, havde en central plads blandt dem - talte også drevet af Den Hellige Ånd! Paulus siger det således i 1.Kor. 2,12-13.:

Men vi har ikke fået verdens ånd, men den Ånd som er fra Gud, for at vi skal kende det som Gud i sin nåde har givet os.

Og dette forkynder vi, ikke med ord som menneskelig visdom har lært os, men med ord vi har lært af Ånden. Vi tolker Åndelige ting med åndelige ord.

Hvilken relevans har dette til Jakobs citat af Amos 9,11-12?

Jo følgende:

Amos 9,11-12 er i dybeste forstand ikke Amos egne ord, men Den Hellige Ånds ord! Tilsvarende er heller ikke Ap.Gr. 15,13-18 Jakobs ord, men Den Hellige Ånds ord! Og da Den hellige Ånd er den egentlige forfatter af så vel Amos 9,11-12 som af Ap.Gr. 15,13-18, ligesom Han er alt Guds Ords egentlige forfatter, så har Han en ubestridelig myndighed og en soleklar ret til at gengive et af sine egne udsagn med en varierede ordlyd når hensigten er at uddybe Ordet, eller formidle en tillægsåbenbaring, som f.eks. at kaste lys over en sandhed som i GT tid var en hemmelighed, nemlig - som i dette tilfælde - sandheden om NT-menigheden, denne forsamling af troende som skulle udtages (væsentlig) af hedningefolkene i tiden mellem Jesu første komme og Hans genkomst for at oprette og for at genrejse "Davids faldne hytte". Derfor inspirerede han Jakob til at indlede og fremføre citat fra Amos med et "derefter" nemlig for at understrege sandheden om at dette folk skulle udtages af hedninger, først skulle udtages. Derefter - efter at dette var sket, og dette folk var fuldtallig og fuldendt - skulle også Jesus Messias komme igen for at oprette sit Rige og regere jorden ud fra Davids trone i Jerusalem.

Også dette sidste - at Han "skulle vende tilbage" - var et nødvendigt og naturligt tillæg til Amos 9,11 den gang. Det var nemlig heller ikke åbenbaret i GT., at Messias skulle komme to gange, først èn gang i fornedrelse og derefter èn gang i herlighed. Profeterne havde til fulde og i klar-tekst talt om så vel Hans lidelse som Hans herlighed og Rige. Men de forstod ikke tids forholdet mellem "korset" og "kronen", da dette altså ikke den gang var åbenbaret, 1.Pet. 1,10-11. Netop derfor talte da Ånden gennem Jakob om genrejsningen af "Davids faldne hytte" som havde med Hans genkomst at gøre. Men at hedningerne da - når han vender tilbage til Sion - skal komme og søge Herren og Hans frelse i Jerusalem, og for at hylle og tilbede Ham, var gentagne gange omtalt af GT`s  profeter, og vel kendt for enhver jøde som havde læst Skrifterne (TANACH)

Skal så NT-menigheden være representeret på jorden i "denne tidsalders ende"?

Dette spørgsmål må - efter min opfattelse - besvares med et afgjort nej. Jeg skal nu nævne de væsentligste grunde til at jeg er overbevist om dette:

1. Angående de 70 år uger, Dan. 9,24-27: Samtlige disse angik Israel og Jerusalem, v. 24. Som nævnt tilbagestår bare den sidste 70.- "uge" fremdeles som uopfyldt. De 69 "uger" udløb - som nævnt - da Jesus red ind i Jerusalem, og blev tiljublet med den messianske hilsen: Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Dette var altså før NT-menigheden var en realitet. Og da den endnu fremtidige 70. "uge" også angår Israel og Jerusalem - og altså ikke NT-menigheden - så kan vi logisk slutte at Menigheden må være fuldtalligt, fuldendt og oprykket før denne sidste "år uge" kan begynde.
2. Hvem venter vi på? I 1.Tess. læser vi at vi, Hans menighed i denne tid, skal vente på hans Søn fra himlene - han som Gud opvagte fra de døde, Jesus, han som frier os fra vreden som kommer. Og i Tit. 2,12-13 står det at vi skal lægge vind på at leve sædelig, retfærdig og gudfrygtig medens vi venter på det salige håb og åbenbaringen af den store Guds og vor frelser Jesu Kristi herlighed. (v.13) Hvis det var således at Antikristen først måtte åbenbares i verden, hvilket er det profetiske signal til begyndelsen af "vreden som kommer", eller den nævnte 70. "uge" for Israel og Jerusalem, ville disse to sidste Skriftsord være meningsløse. For hvis det skulle være tilfælde, så måtte vi jo hellere have blevet tilskyndet til at give agt på Antikristens komme og hans åbenbarelse i verden!
3. 2.Tess. 2,6-8a:Og nu ved i hvad det er , det som holder igen, således at han (det er Antikrist, v.4!) først skal åbenbares når tiden for dette er inde. For lovløshedens hemmelighed er alt virksom, bare at den som holder tilbage, må blive taget bort. Da skal den lovløse åbenbares... Hvad - eller hvem - kan det da være som holder igen den gang, og som fremdeles i dag - ca. 2000 år derefter - holder igen? Det kan - efter min opfattelse - umulig være andet end Den Hellige Ånd som bor i Menigheden. I det øjeblik Menigheden rykkes op fjernes også Den Hellige Ånd fra jorden i den forstand Han er her nu. Derefter skal Han - ligesom i tiden før Menighedens dannelse - virke på menneskene fra sin bolig der oppe, efter at han med Menigheden, sin nuværende bolig i verden, er vendt tilbage til den himmelske helligdom!
4. Åb.3,10. I forbindelsen med budskabet til menigheden i Filadelfia: Fordi du har taget vare på mit ord om tålmodighed, vil jeg fri dig ud fra den prøvelsens time som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden. De som hævder at NT-menigheden skal ind i trængselstiden, mener her i dette ord at finde et klart bevis for at deres syn i dette stykke er ret. For en kan jo ikke "fries ud" fra noget man ikke først er kommet ind i! Logisk set må vi medgive at dette er en rigtig slutning. Men lad os et øjeblik betragte dette ord lidt nøjere. Det græske verbe, som her er oversat med "at tage vare på" - TEREO - betyder ganske rigtigt "at tage vare på", eller "bevare". I Judas 1. Er dette verbe brugt i betydningen at bevare: Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs broder - til dem som er kaldt, de som er elsket af Gud Fader og bevaret (af: TEREO for Jesus Kristus:... Men det vi skal mærke specielt m.h.t. Åb. 3,10, er at dette verbe er brugt to gange i dette vers. Når der videre står at han vil...fri dig ud fra den prøvelsens time (o.s.v....), så er det netop verbet TEREO (=tage vare på, bevare) som er oversat med "fri ud" (=udfri). Hvad har så dette at sige for den rigtige forståelse af dette vers? Det ser vi ved at oversætte TEREO med "bevare" begge de gange det forekommer i dette vers, således: Fordi de har bevaret (af: TEREO) mit ord om tålmodighed, vil jeg bevare (TEREO) dig fra den prøvelsens time som skal komme over hele verden, for at prøve dem som bor på jorden . Dette er efter mit skøn - den rigtigste og mest logiske måde at oversætte dette vers på. Men da bliver jo meningen en væsentlig anden! I stedet for at blive betragtet som et klart bevis for at Menigheden skal ind i den kommende trængselstid, bliver det jo et bevis for at den netop ikke skal ind i denne! For hvis den bliver bevaret fra denne særskilte prøvelse tid ,som skal ramme jorden umiddelbart forud for begyndelsen af den kommende tidsalder, så er det jo dermed godtgjort at menigheden IKKE skal ind i denne tid, men oprykkes FORUD for "denne tidsalders ende" det er forud for den 70. Og sidste profetiske "åruge" for Israel og Jerusalem indenfor rammen af "hedningefolkenes tider", Luk. 21,24.!
5. Herrens dag - Jesu Kristi dag: I et studium angående NT-menigheden, og især m.h.t. tiden for denne forsamlings oprykkelse, er det af afgørende betydning at man har lys over udtrykkene "Herrens (vredes) dag" og "Jesu Kristi" dag. Ved overfladiske læsning kan det synes som om disse to "dage" står for eet og det samme, da Jesus Kristus (Messias) er identisk med Herren. Men faktum er at disse udtryk, disse to "dager" er af vidt forskellig karakter, og gælder derfor vidt forskellige endetids profetisk forhold. Når det gælder "Herrens dag", så er den til overmål omtalt I GT, og sigter i nærmeste forstand til den forfærdelige vredes og domstid som skal ramme jorden og dem som bor på jorden i endens tid. M.h.t. "Jesu Kristi dag", da er denne overhovedet ikke nævnt i GT, da den har med den store hemmelighed at gøre, nemlig sandheden om NT-menigheden og dens oprykkelse til herlighed. Åbenbaringen angående "Jesu Kristi dag" er derfor udelukkende en Ny.testamnetlig åbenbaring. Men sandheden om "Herrens Dag" er ikke bare en GT-åbenbaring, men profetierne om denne dommens tid over folkene er uddybet mere detalieret i NT, og især i Åb. Kap. 6-19. "Herrens dag" angår jorden og menneskene på jorden, medens "Jesu Kristi dag" angår N.T. menighedens oprykkelse og dens fremstilling for Faderen i den himmelske helligdom. Som nævnt er "Herrens dag" omtalt mange gange i "G.T."s  profetord. Her nævner jeg bare et sted, for at understrege denne dags forfærdelige karakter, nemlig Sef. 1,14-16: Nær er Herrens dag, den store. Den er nær og kommer med stor hast. Hør! Det er Herrens dag! Fuld af angst skriger da kæmpen . En vredens dag er den dag, en dag med nød og trængsel, en dag med omvæltning og ødelæggelse, en dag med mørke og mulm, en dag med skyer og skodde, en dag med basunklang og hær skrig mod de befæstede byer i og de høje mur tinder. Og fra NT, 2.Tess. 2,2.: Lad jer ikke så snart drive fra vid og sans. Lad jer ikke skræmme, hverken ved nogen ånd eller ved noget ord eller noget brev som siges at komme fra os, og som går ud på at Herrens dag allerede var lige forestående (dansk oversættelse) Den troende menighed i Tessalonika var blevet skræmt af falske lærere, som havde forkyndt at Herrens dag, med alt hvad den indebar af vrede og trængsel, allerede var begyndt. Det ser ud som om nogen til og med havde sendt breve til denne menighed om dette, og givet det ud for at være fra Paulus og hans medarbejdere, for derved at give det autoritet. Imidlertid advarer Paulus meget stærkt mod denne falske og urovækkende forkyndelse. Så fortsætter han at undervise dem om sandheden angående denne "dag", nemlig at den ikke kan komme før "syndens menneske", "fortabelsens søn", d.e. Satans falske messias, er fremstået på endetids arenaen, han som skal sætte sig i Guds tempel og kræve at blive tilbedt som Gud. Og han undertreger i fortsættelsen at dette ikke kan ske før "den som nu holder igen" d.e. Den Hellige Ånd og N.T. menigheden, som er Åndens tempel i denne tid, bliver taget bort (bortrykket). Når det gælder "Jesu Kristi Dag", så er altså det en benævnelse på den "dag" da Jesus skal komme i skyen for at rykke sin fuldtallige og fuldendte Menighed op til sig, og frelst stille os herliggjorte og fuldkomne for Faderen. Her et Skriftord også om dette: Og jeg er vis på dette at Han som begyndte en god gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fil. 1,6. Meningen med dette ord er at Jesus, som ved Den Hellige Ånd begyndte at udtage et himmelsk folk for sit navn på apostlenes tid, vil fuldføre og fuldtalligøre dette folk "indtil Jesu Kristi dag", d.v.s. indtil Jesus kommer for at rykke sin fuldendte Menighed op til den himmelske helligdom-- hvilket altså vil ske forud for "Herrens vredes dag"!
6. ... ved den sidste basun: Vi læser 1.Kor. 15,51-52: Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, i et øjeblik ved den sidste basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. Også her mener nogen at finde støtte for læren om at Menigheden skal ind i Herrens vredes dag. Denne "dag" er jo nærmere udlagt i Åbenb.,kap. 6-19, som nævnt. Og èn af de domsserier som skal ramme jorden, er jo nævnt som blæsningen af de 7 basuner, kap. 8-11. Når det i 1.Kor. 15,51-52 står at vi - NT-menigheden - skal opstå i uforgængelighed (d.v.s. alle indtil den tid hensovede i Kristus) og forvandles (d.v.s. alle de troende som lever på jorden når denne basun lyder), så gælder det Jesu genkomst i skyen for at oprykke sin Menighed, sammenlign 1.Tess.4,13 flg.! Derfor kan denne "sidste" basun aldeles ikke sigte til den sidste af de 7 basuner i Åbenbaringsbogen! Åbenbaringsbogens basuner er alle domsbasuner, og når den 7., basun blæses, Åb. 11,15, er det det guddommelige signal til at de første 3,5 år af den 70. "åruge" er omme, og at Antikristen, "dyret", fra da af skal vise sit sande sataniske hadefulde, gudfjendtlige væsen aldeles utilhyllet, hvilket er skildret i fortsættelsen af Åbenbaringsbogen indtil kap. 19. Når det gælder "den sidste basun", 1.Kor. 15,51-52, så er det tindrende klart-- at den ikke er en doms basun, men en frelses basun!. Men hvorfor kaldes så denne sidstnævnte basun for "den sidste basun"? Hør: apostlen Paulus bruger ikke så sjældent billeder fra datidens romerske militærvæsen når han skal formidle åndelige sandheder. Når han i 1.Kor.15,23 taler om at i opstandelsen skal enhver opstå i sin egen afdeling så bruger han et ord fra militærvæsenet, nemlig det græske TAGMA, som bruges om en hær afdeling. Og når han i vers 52 taler om "den sidste basun", så er det også et udtryk som er hentet fra feltsproget. Når en hær afdeling skulle bryde op og forflyttes, blæstes tre gange i basunen. Første gang basunerne lød var det signalet til at teltene skulle tages ned, og der skulle gøres klar til afgang. Det andet stød i basunen var signalet til opstilling i de respektive afdelingers rækker. Tredie (sidste) basunstød, var signalet til afgang. Dette billedsprog kan anvendes således: Den første basun har lydt for enhver troende. Det skete da vi tog imod nådens evangelium og blev frelst. Fra da af blev vi udskildt fra verden og har fået hver vor plads som stridsmænd i Herrens hær, som i denne tid er Hans udkaldte Menighed. Også den anden basun har lydt for Guds folk i verden i dag. Vi har allerede fundet hver vor plads i rækkerne, og venter på Hans Søn fra himlene, som skal fri os fra vreden som kommer, 1.Tess. 1,10. Så sandt vi søger det der er deroppe, og er lydhør for at høre hvad Han har at sige i  sit Ord, er vi rede til afgang når det må være. Vi venter bare på: Den tredie og sidste basun, "Guds basun" (, ikke en engels!), 1.Tess. 4,16, der er Jesu egen røst, som skal lyde "som en basun", Åb. 4,1, når Han kalder sin Menighed op til sig med disse ord: Kom op her! Åb. 4,1.
7. Åb. 1,19 - en vigtig nøgle: Efter at Johannes havde fået det himmelske syn af den herliggjorte Menneskesøn, Jesus, Åb. 1,10-18, får han flg. pålæg af sin Herre og Mester: Skriv (1) det du så. (2) det som er nu og (3) det som skal komme efter dette. , v. 19. Dette er Åbenbaringsbogens nøglevers! Læg nøje mærke til denne tre deling: 1) Det Johannes havde set indtil v.19, var dette vældige syn af den opstandne og herliggjorte Jesus midt imellem de 7 guld-lysestager. 2) Det som nu er: Nemlig (profetisk) NT-menighedens udkaldelsestid, og hvad som skal ske med denne fra dens begyndelse og dens oprykkelse. Dette er det profetiske aspekt ved de 7 sendebreve til de 7 navngivne menigheder i den romerske provins Asien, begyndende med budskabet til Efesus menigheden, som profetisk afskygger Menighedens første epoke i verden, nemlig aposteltiden. Den 7. Og sidste epoke er afskygget ved budskabet til menigheden i Laodikea. Det åndelige mørke billede som skitceres af denne menighed, er karekktaristisk for Menighedens aller sidste tid i verden. Lige forud for oprykkelsen. I lys af tidens tegn, sammenlignet med dette budskab, skønner vi nok at dette er en karakteristik netop af forholdene af Menigheden i vor tid. Når som helst kan vi derfor vente at høre lyden af "den sidste basun", d.v.s. høre Jesu egen røst fra skyen råbe sit mægtige "Stig her op", Åb. 4,1. Så giver Åb, kap. 4 og 5 et himmelsk citruationsbillede, d.v.s. hvad som ses, og hvad som sker deroppe umiddelbart efter at NT-menigheden er hentet op fra jorden. Det som derefter følger, kap. 6 til og med kap. 19,10 er væsentlig en profetisk beskrivelse af hvad som skal ske på jorden i den 70. "åruge" for Israel og Jerusalem inden rammen af "hedningefolkenes tider" d.v.s. umiddelbart forud for Jesu genkomst i herlighed, som Kongernes Konge og Herrers Herre. NT-menigheden ses ikke på jorden i denne tid, da den - som det fremgår af Åbenbaringsbogens dispocition - er oprykket til himmelen før denne sidste profetiske 7-års-periode af den nuværende tidsalder, som ovenfor nævnt. Denne herlige begivenhed - Jesu genkomst og sejer over alt ondskabens væsen - som er den store klimaks som alle profetier angående Israel og Jerusalem peger frem til, er så skildret i kap. 19,11 flg. Så følger kap. 20,1-6 med en skildring af "dragens" lænkning i af grunden, det kommende Riget for Israel, og derefter, v. 7-15, Satans allersidste opstand, verdensbranden, den anden opstandelse og dommen over de fortabte døde, og endelig, kap. 21 og 22, en beskrivelse af de fuldkomne forhold på den nye jord, hvor alle ting er nye, og alt er fuldtonende harmoni!

Men hvad så med de mystiske tal i Daniels Bog?

Da vedkommende abonnent havde visse problemer med de mystiske tidsangivelser i Daniel 12,11-12, nemlig 1,290 dage og 1,335 dage, skal jeg til slut kort kommentere disse så langt jeg tror det er mulig på det nuværende tidspunkt. Først:

De 1,290 dage: Daniel 12,11:

Fra den tid det stadige offer bliver afskaffet og ødelæggelsens vederstyggelighed bliver opstillet, skal der gå tusinde to hundrede og niti dage.

Lad mig straks understrege at når det gælder en detalieret udlæggelse af endetids begivenhederne, må vi fremdeles være varsomme, og ikke gå ud over det som kan fastslås ud fra det profetiske Ord. Først når endens tid kommer, altså efter NT-menighedens oprykkelse vil "de forstandige" kunne forstå detaljerne i endetids profetierne. Men dersom endetiden nu er nær - vi lever jo i NT-menighedens sidste dage. 2.Tim. 3,1-9 - så kan vi begynde at se konturerne også af de ting som endnu ikke er klart åbenbaret. Når det gælder de her aktuelle 1,290 dage, så ved vi i al fald med sikkerhed at det kronologiske udgangspunkt for disse dage er det stadige offerets afskaffelse, og opstillingen af den ødelæggende vederstyggelighed, v. 11, sammenlign Mat. 24,15-22. ,dermed og i lyset af Daniel 9,27 - kan vi fastslå at de 1,290 dage er at regne fra nøjagtig midten af "årugen" . Hele "årugen" er 2, 520 dage. Fra midten af "årugen" tilbage står altså 1,260 dage indtil Messias kommer igen til Israel i herlighed, Sak. 14,4; Mat. 24,30; Åb. 19,11 flg. Men med 1,290 dage kommer vi 30 dage, eller nøjagtig en profetisk måned, ind i det kommende messianske Rige, Det er det vi allerede nu med sikkerhed kan sige om disse 1,290 dage.

Men grunder man på hvad disse 30 dage efter Jesu herlige genkomst står for. For mig personlig går tankerne til den dom som skal finde sted for menneskesønnens herligheds trone i Josafats dal, som den første akt i Hans genkomst. Denne doms akt har såvel et nationalt som et individuelt aspekt, Joel 3,6-21; Mat. 25,31 flg., og den gælder alle de mennesker som lever på jorden på den tid, alle som har overlevet trængselstiden. Og det er i al fald indlysende, at denne dom ikke kan blive afsagt på èn gang, men vil strække sig over nogen tid. Disse 30 dage efter at Jesus har sat sine fødder på Oliebjerget, kan derfor stå for den tid det vil tage at fuldføre dommen for Hans herlighedstrone. Derfor er det - tror jeg - at Joel udtrykker sig flg.: Skare på skare samler sig i afgørelsens dal... Joel 3,19.

Om minde tanker om dette er ret, vil bare opfyldelsen vise. Sikkert er det at vi for længst er blandt den opstandne og herliggjorte skare, og at vi der og da åbenbares sammen med Ham i uforgængelighed, og at denne dom derfor ikke gælder os, men at vi tvært imod skal være Guds og Kristi præster, og regere med Ham i det messianske Riges gyldne tid på jorden.

De 1335 dage:

Ligesom i samme åndedrag som det himmelske sendebud talte om de 1290 dage, sagde han:

Salig er den som venter og når frem til et tusinde og tretifem dage.

Heller ikke denne tidsangivelse kan vi sige noget sikkert om, ud over at dette udgangspunkt synes at være det samme som for de 1,290 dage. Med 1,335 dage fra "årugen" midte, kommer vi frem til 75 dage, eller nøjagtigt 2,5 profetiske måned efter at Jesu har "sat sine fødder på Oliebjerget", eller, som Jesus selv skildrer denne begivenhed, Mat. 24,30:

Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og alle folk på jorden skal bryde ud i klageråb, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og stor herlighed.

Den umiddelbare fortsættelse lyder i vers 31:

Han skal sende ud sine engle med vældig basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vindretninger, fra himmelens ene ende til den anden.

De "udvalgte" i denne sammenhæng er de troende jøder som har overlevet trængselstiden, og som på den tid fremdeles findes ude blandt folkene over hele jorden. At de alle skal hjem, er i fuld harmoni med G.T.s profetiske ord. Jeg må her tænke på en af Israels årlige højtider. Basunblæsningens højtid, 3.Mos. 23,23-25.Denne højtid makerer for øvrigt nytår i den jødiske kalender, og kaldes i dag Rosh Hashana (=årets hoved, d.e. nytår.) Desuden Esajas 11,11. (Som sigter til tiden lige efter Massia`genkomst):

På den tid skal Herren endnu en gang række sin hånd ud for at føre tilbage resten af sit folk, de som bliver bjerget fra Assyrien og Ægypten og Patros og Etiopien og Elam og Sinear og Hamat og havets øer.

De 1,335 dage, Daniel 12,12, kan altså have med denne endelige indsamling af de adspredte jøder at gøre. Men foreløbig kan heller ikke dette med sikkerhed slås fast. Vi kan bare sige at så langt da er det en sandsynlig tanke.

Så var det mit håb og min bøn at det jeg her har skrevet angående forholdet Israel, N.T. menigheden, og især tidsforholdet mellem NT-menighedens oprykkelse og endens tid, må være en hjælp til klarhed, ikke bare for vedkommende abonnent som stillede spørgsmålet, men også for andre som kan have haft problemer med disse ting.

Refereret, efter bedste evne: E.L.K. PÅ GENSYN!

                                                                                                                                                                       www.yeshuattsion.webbyen.dk   yeshuatt@mail.dk