I lang tid har jeg undret mig over et problem, som har eksisteret i menigheden i årevis - og det bekymrer mig meget. Problemet er, hvorfor er det så svært for kristne at bede?
Skriften viser os tydeligt, at svaret på alt i vores liv er bøn kombineret med tro. Apostlen Paulus skriver, "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak." (Fil 4:6). Paulus fortæller os, "Søg Herren angående alle områder i jeres liv, og tak ham på forhånd for at han har hørt dig!"
Det Paulus lægger vægt på er helt klart: Bed altid først! Vi skal ikke først bede, når vi har prøvet alle andre udveje så som - først at gå til en ven, derefter til en pastor eller rådgiver for til sidst at ende på vores knæ. Nej - Jesus fortæller os, "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." (Matt. 6:33). Vi må gå til Herren først - før vi prøver alt andet!
Det er hjerteskærende at læse alle de breve, som bliver sendt til vores organisation fra kristne, som er nedbrudt. Ødelagte familier, ægtefæller bliver skilt, mennesker som i mange år har vandret trofast med Herren lever nu i frygt og nederlag. Alle er de blevet overmandet af - synd, depression, verdslighed, begær og år for år bliver deres problemer bare værre og værre.
Men det som ryster mig mest i deres breve er, at meget få af disse kristne taler om bøn. De vender sig til bånd, bøger, rådgivere og terapier af enhver slags - men de har stort set aldrig tid til bøn. De bekymrer og irriterer sig og har altid en mørk sky hængende over sig, fordi de ikke har noget svar på deres problem.
Hvorfor er det så svært for kristne i krise at søge Gud for alle deres behov? For hele Bibelen er fyldt med en lang række af vidnesbyrd om, at Gud hører råbene fra hans børn og at han svarer dem kærligt:
• "Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp." (Salme 34:16)
• "Når de retfærdige råber, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler" (vers 18)
• "Og dette er den frimodighed vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om." (1 Johs. 5:14-15)
• "... Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er." (Jakob 5:16)
• "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I f, når I tror." (Matt. 21:22)
• "... de retskafnes bøn har hans velbehag." (Ordspr. 15:8)
• "Herren... han hører retfærdiges bøn." (vers 29)
• "Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn." (Salme 102:18)
Lyt til hvordan David roser sig: "Den dag jeg råbte, svarede du mig, du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke." (138:3). David sagde, "Jeg prøvede dig Gud! I alle mine prøvelser, vendte jeg mig ikke til nogen anden. Jeg søgte kun dig - du hørte mig og svarede mig, gav mig styrke til det slag jeg stod i!" "I din ånd råbte du, og jeg reddede dig; skjult i tordenen svarede jeg dig..." (81:8).
Disse løfter og vidnesbyrd er bevis for Guds omsorg. Der er så mange varierende svar, at jeg ikke kan forstå hvordan så mange kristne kan overse dem!
Men når det gælder bøn, så giver Bibelen os mere end løfter, den giver os også advarsler, når vi negligerer bøn: "Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor ..." (Hebr. 2:3). Det Græske ord for negligere, betyder her "at det ikke vedkommer os; eller at vi tager det meget let."
Indholdet i dette vers er en diskussion om ting, som har med vores frelse at gøre - og bøn er en af dem. Gud spørger, "Hvordan kan du forvente at undgå ruin og ødelæggelse i de mørke tider som kommer, hvis du ikke har lært at have fællesskab med mig i bøn? Hvordan vil du forvente at høre og kende min røst til den tid, hvis du ikke har lært min røst at kende i dit lønkammer."
Jeg tror at Gud er dybt såret over mangelen på bøn blandt sit folk i dag. Jeremias skriver: " Glemmer den unge pige sit smykke eller bruden sit bælte? Og dog har mit folk glemt mig i dage uden tal." (Jer. 2:32).
Her er mit store spørgsmål - det som jeg simpelthen ikke kan forstå: Hvordan kan Guds eget folk - som konstant er under angreb fra helvede, og som står ansigt til ansigt med fristelser fra alle sider - gå uge efter uge uden at søge ham? Hvordan kan de bekende at de elsker ham og tror på hans løfter, men alligevel forsøger de ikke at drage nær til hans hjerte?