Har du nogen sinde været nedtrykt? Har du været så bekymret og rundt på gulvet at du lå søvnløs om natten? Har du haft perioder hvor du har været så langt nede og bebyrdet, at ingen synes at kunne hjælpe dig? Har du været så nedtrykt, at du har haft lyst til at opgive det hele og følt at dit liv var én stor fiasko? Jeg taler ikke om en fysisk tilstand. Jeg henviser ikke til mennesker som lider af en kemisk ubalance eller er sindslidende. Jeg taler om kristne, som fra tid til anden kæmper med en nedtrykthed, som slår ned i dem som lynet fra en klar himmel. Deres tilstand kommer sjældent fra kun en enkelt kilde. Den kommer fra mange kilder. Til tider bliver de ramt fra alle sider, indtil de er så overvældede at de ikke længere kan se nogen udvej.
Hvis ovenstående beskriver dig og din situation, så er Salme 77 skrevet til dig. Den er skrevet for at vise vejen ud af din fortvivlelse og frygt. Denne salme er skrevet af en mand, som hedder Asaf, en levit af præsteslægten i Israel. Asaf var også sanger og gjorde tjeneste som Davids korleder. Tilsammen skrev Asaf elleve salmer. Og de er alle fyldt med retfærdig vejledning for Guds folk. Jeg kunne kalde denne mand en syngende prædikant. Asaf skrev Salme 77 efter at have været faldet i et dybt sort hul af afmagt. Hans situation blev så slem, at han ikke kunne trøstes. Denne Guds mand var så fortvivlet, at intet som kunne siges, kunne bringe ham ud af denne tilstand. Og Asaf selv kunne ikke mæle et eneste ord "Jeg er så fortvivlet at jeg ikke kan tale" (Salm. 77, 4).
Men Asaf var en bønnens mand. Vi ser dette i den samme salme, hvor han vidner: "Jeg råbte højt til Gud, og han hører mig" (Salm. 77, 1) . Jeg er sikker på at Asaf havde hørt Davids tilsvarende vidnesbyrd i Salme 34 "Hold dig fra ondt og øv godt, søg fred og jag derefter" (Salm 34, 15). David sagde tidligere i denne salme "Hylder Herren i fællig med mig, lad og sammen ophøje hans navn!.. Se hen til ham og strål af glæde, eders åsyn skal ikke beskæmmes." (Salm 34, 4, 6).
Asaf havde uden tvivl hørt Davids lignende beretning om hvordan han måtte flygte til Gath for at komme væk fra Saul. David måtte lade som om han var en landsbytosse for at slippe væk med livet i behold. Denne Guds tjener i exil følte sig så langt nede på det tidspunkt, følte sig så mislykket at han råbte til Gud. Han søgte Gud i sin pine, og David bevidner at han blev fuldstændig udfriet. Gud lagde derefter en sang i Davids hjerte. Vi ser at David beretter en ny sang i tro, til hans musikere i Salme 40. Selvfølgelig fandt denne sang sin vej til korlederen Asaf. Salmen deklarerer: "Jeg biede trolig på Herren, han bøjed sig til mig og hørte mit skrig." (Salm. 40, 1-2).
Som nationens lovsangsleder sang Asaf disse sange om udfrielse og bønhørelser. Han formidlede disse sandheder til Israel, arrangerede og deklamerede dem i sang, som leder for koret i en enstemmig stemme af tro. Faktisk revser Asaf i sin egen lovsang Israel for deres vantro. Han korrekser dem og fortæller dem at Gud ikke havde svaret på deres bønner på grund af deres synder (se Salm. 78).
Men nu stod Asaf midt i sin egen kamp. Bibelen fortæller os ikke hvad der var årsagen til denne mands nedtrykthed. Alt hvad vi ved er, at hans sjæl var så bebyrdet, at han overhovedet ikke kunne sove: "Jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min ånd vansmægter." (Salm. 77, 4). På dette tidspunkt skriver Asaf at han var skuffet over Guds tavshed: "Jeg gransker om natten i hjertet, grunder og ransager min ånd. Vil Herren bortstøde mig for evigt og aldrig mer vise nåde" (Salm. 77, 7-9). Det så ud som om Israels korleder konkluderede at Gud ikke hørte hans bønner.