Forestil dig situationen i Lukas kapitel 17: Jesus var på vej til Jerusalem idet tiden for hans korsfæstelse nærmede sig. Som han vandrede mellem Samaria og Galilæa, kom han til en unavngiven landsby. Uden for denne by sad ti spedalske som havde slået lejr der i elendighed og skam.
Ni af disse spedalske var jøder og en var samaritaner. Jøderne på den tid ville ikke leve sammen med samaritanere og ville slet ikke røre ved dem. Men den fælles elendighed havde tilsyneladende bragt disse ti sammen.
Hvis du nogensinde har sat dig ind i hvad spedalskhed er, så kan du forestille dig den uhumske tilstand de levede i. Hvad vi ser hver dag i New York er rædselsfuldt nok. På 41. Street nær ved nedkørslen til Lincoln Tunnelen er der nogle improvisoriske rønner langs vejen. Disse papskure er beklædt med laser af stof. Du ser beskidte og ødelagte madrasser, laset tøj og værdiløst affald som er stablet op omkring disse sørgelige "hjem". Det er en lille by fyldt med lus, kakkelakker, rotter, narkotika, alkohol, AIDS, sygdomme og konstante slagsmål.
Men tro mig - disse slumområder var paladser sammenlignet med de forhold som de spedalske levede under på Jesu tid! Disse mænd fik ikke offentlig bistandshjælp, ingen velfærd, ingen madkuponer, ingen lægehjælp og intet socialt sikkerhedsnet. De var fuldstændig opgivet af samfundet.De var hjemløse, udstødte - tvunget til at leve i en isoleret lejr uden for byen. Spedalske skulle ifølge loven opholde sig mindst 200 meter fra alle andre. Når folk kom forbi skulle de råbe, "Uren, uren!"
Alt efter hvor lang tid de havde været spedalske, havde de mistet fingre, tæer, ører, tænder, arme og næser. De var hudløse og deres kød rådnede. Stanken og synet af dem var ubærlig. Disse mænd tiggede, rapsede og spiste mad som andre ikke engang ville se på. De levede sandsynligvis af hvad de kunne finde på lossepladser.
Men det som pinte disse forkastede mest af alt var de minder, som plagede dem, om deres elskede pårørende som de måtte efterlade da præsterne havde erklæret dem for spedalske. De havde mistet deres elskede hustruer, og dejlige leende børn som de en gang boltrede sig med. De havde mistet deres hjem, arbejde, respekt og alt håb om at kunne bruges til noget. Nogle af dem havde sikkert været trofaste jøder som levede i den jødiske tradition. Men nu boede de uden for denne unavngivne by og levede en trøstesløs ensom tilværelse i ubegribelig skam og sorg.