Forfatteren af Hebræerbrevet skriver til sine læsere, "I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere." (Hebr. 5, 12). Dette er stærke, frimodige ord. Men hvem er det egentlig forfatteren henvender sig til her? Hvem er det han irettesætter her? Hebræerbrevet viser os, at han taler til troende som er blevet oplært i den bibelske sandhed. Med andre ord, de som Hebræerbrevet var stilet til havde været under oplæring og havde lyttet til prædikener fra mange salvede pastorer. Tænk på at disse kristne havde lært:
-
Om Jesus som ypperstepræst og hans forbøn for dem ved Guds trone. De kendte hans invitation til at komme ind foran Guds trone og finde barmhjertighed og nåde. De havde lært, at en overnaturlig ro var til rådighed for dem, hvis de ville blande tro med det hellige Ord, som var blevet prædiket for dem.
-
At Herren bliver følelsesmæssig bevæget over deres skrøbeligheder. Og de vidste, at Kristus var blevet fristet i alle ting, som de blev det, men dog var uden synd. Og at Gud desuden havde sendt to engle til at tjene Jesus da han var i nødens stund- derfor Herren ville også sende engle til dem. "Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen." (1, 14).
-
De var blevet formanet, "Hold fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os (indtil enden)." 3,6). Og de havde modtaget klare advarsler om hvordan vantro bedrøver Helligånden: "Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud." (3, 12).
Al denne sunde lære findes i de fire første kapitler af Hebræerbrevet. Men i kapitel 5 henvender forfatteren sig til forsamlingen:
"Om dette har vi meget at sige, men det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde." (5, 11-12).
Tænk over hvad forfatteren siger her. Han fortæller sine læsere, "På nuværende tidspunkt burde du være et grundfæstet eksempel for dine børn. Din tro burde være stabil. Du skulle ikke længere klage og brokke dig i dine prøvelser, men i stedet villigt tage del i Kristi lidelser. Du burde ikke være brændende det ene tidspunkt og så pludselig kold når fjenden kommer ind over dig."
Jeg spørger dig, taler dette ord til dig? Tænk på alt det som denne generation af kristne er blevet undervist i. Hvor mange gudstjenester vi har deltaget i, som har udfordret os til at stole på Herren i alle ting? Hvor mange gange vi har hørt Guds vidunderlige løfter prædiket for os? Hvor mange trosstyrkende møder har vi taget til os? Hvor ofte er vi blevet velsignet af budskabet om Guds trofasthed? Og hvor ofte har vi alligevel hurtigt mistet pusten når en prøvelse kommer?
Massevis af mennesker i menigheden i dag er godt undervist, fyldt af bibelsk sandhed og har erfaring i at vurdere prædikerne. Det er så sandelig os, som forfatteren af Hebræerbrevet henvender sig til. Og han fortæller os, "På nuværende tidspunkt burde I være lærere ved jeres eget eksempel, men i stedet bølger jeres tro op og ned i kampens hede."