"Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke;
og min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses." (Hebr. 10, 35-39).
Disse vers var adresseret til nogle af de mest forulempede, prøvede og lidende kristne på jorden. Disse kære hellige havde vandret trofast i gudfrygtighed. De var omvendte og ventede på Herrens komme. De kendte Kristus som deres ypperstepræst og havde levet i tro. De var grundfæstede i Herren. De holdt fast i deres vidnesbyrd uden at vakle. De stolede på Gud, som var trofast og løfternes Gud.
Disse troende havde også taget alle advarsler mod frafald til sig. De vidste at troende, som synder med vilje efter af have erkendt sandheden kunne falde fra og blive 'opslugt af fjenden'.
At vide dette var en vigtig del af deres tro, fordi de fra begyndelsen af havde lidt under forfærdelige forfølgelser. De var genstand for hån og latterliggørelse, under konstant skændsel. De led under alle slags trængsler. Ikke alene blev de udsat for karaktermord af de onde, men også deres ejendom blev konfiskeret så de blev ramt af fattigdom. Og sidst, men ikke mindst, blev deres ledere smidt i fængsel så de blev efterladt uden en hyrde.