Da Gud drev mennesket ud af Edens have, drev han mennesket bort fra sit ansigt, og siden da har intet menneske nogen sinde set Guds ansigt. Men mennesket længes altid efter Guds ansigt! Læser vi Bibelen igennem, ser vi, at de rigeste velsignelser, mennesket har modtaget, og de dybeste længsler, menneskehjertet har huset, altid har haft med Guds ansigt at gøre. Hvor ofte hører vi ikke dette suk til Gud: »Lad dit ansigt lyse over os - lad dit ansigt lyse over din tjener« (Salme 4:7 og 31:17)? Der gives intet større lys, end når Guds ansigt lyser over et menneske, og der er intet dybere mørke, end når Guds ansigt er vendt bort fra os. 

Bibelen begynder med at skildre, at mennesket blev drevet bort fra Guds ansigt. Den slutter med at sige, at de atter skal se hans ansigt. Midt imellem disse to yderpunkter har vi Golgata, og det var der, spørgsmålet om, hvorvidt Guds ansigt skal lyse over os eller være vendt bort fra os, blev afgjort.

Hvad er Golgata andet end dette ufattelige: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor har du vendt dit ansigt bort fra mig? Hvorfor er jeg i denne forfærdelige ørken, hvor du er borte, min Gud?« Himmelen lukkede sig over Herren, da han hang på sit kors - Guds ansigt lyste ikke længere over ham - den dybe, forfærdelige ensomhed og gudsforladthed sænkede sig over hans sjæl - »Å, om jeg kunne finde ham ... men går jeg mod øst, da er han der ikke, mod vest, jeg mærker ej til ham, jeg søger i nord og ser ham ikke, drejer mod syd og øjner ham ej« (Job 23:3, 8 og 9). Ingen har kendt til gudsforladthedens gru som vor Frelser! Det var gudsforladtheden, der knuste hans hjerte.

Han havde anet, hvad det var, han gik imod. I Getsemane begyndte gudsforladthedens mørke at sænke sig over hans sjæl. Gud begyndte at vende sit ansigt fra ham, og han begyndte at ængstes såre og bad under stærkt råb og tårer: »Er det muligt, da lad denne kalk gå mig forbi.« I mere end 30 år havde det ubrudte samfund med Faderen været hans hjertes hemmelighed. Faderens favn havde altid stået ham åben. Atter og atter havde Faderens røst lydt over ham med disse vidunderlige ord: »Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag.« Og nu skulle alt dette tages fra ham!

Vi taler om kendsgerninger, og dog er vi ude af stand til at skildre, hvad det var, der skete, da Faderen vendte sit ansigt bort fra Jesus, thi ingen af os har blot tilnærmelsesvis kendt til et sådant ubrudt samfund med Faderen som det, Jesus levede i stund for stund - derfor har heller ingen af os kendt til en sådan lidelse over tabet af Faderens velbehag som Sønnen. Hvor frygteligt, at han, der fra evighed af havde hvilet i Faderens skød, skulle miste alt dette - virkelig miste det, virkelig være forladt af Gud - det var ikke et skuespil, ikke noget, der var sat i scene - det var virkelighed! Han tog deres plads, som Gud havde vendt sit ansigt bort fra - den plads tog han, for at Guds ansigt atter kunne lyse over os, over dig og mig!

»Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« I dette forfærdelige råb ligger alle de velsignelser, der er blevet os til del, gemt. Fordi han blev forladt af Gud, skal vi aldrig mere være forladte af Gud. Fordi Guds ansigt vendte sig bort fra ham, skal det lyse over os! Sæt din fod fast på denne sikre grund! Har du nogen sinde været fristet til at tro, at Gud har forladt dig og vendt dig ryggen? Har du aldrig været fristet til at tro, at Gud har opgivet dig, trukket sig tilbage fra dig og skilt sig fra dig? Hvis ikke du har kendt denne fristelse, så er jeg lige ved at ønske, at du må komme til at kende den! Thi jeg tror ikke, man virkelig lærer det fuldbragte værks værdi at kende uden at have kendt til denne, den forfærdeligste af alle fristelser! Hvad var det, satan forsøgte med Adam og siden da med alle Adams børn, med dig og mig? Hvad var det andet end at søge at komme ind imellem Adam og Gud, imellem dig og Gud? Og lykkes det satan at komme ind imellem os og Gud og sætte sig fast i den stilling, da er alt håbløst, da er det ude med os. Men hører du Herren til, da kan satan ikke komme ind imellem dig og Gud. Da har du altid et svar til alle hans anklager, al hans fordømmelse, alt mismod og mørke, enhver følelse af gudsforladthed og fortvivlelse, og dette svar er Jesu råb, da mørket sænkede sig over ham: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Lyt til dette råb, og forstå, at nu vil Gud aldrig forlade dig - aldrig!

Golgata er en åben dør til Guds ansigt, og den dør kan aldrig lukkes mere. Det er alene på grund af Jesu Kristi kors, at Guds åsyns lys nu stråler over hans børn. Hvis du vil lade dette være din tros hvilepunkt, vil alle andre ting komme i orden, og alle dine problemer blive løst et efter et. Jeg siger ikke, at vi ikke kan komme til at opleve, at vor synd og dårskab kaster en skygge over Guds ansigt - vi må erkende, at vi undertiden bedrøver ham og kaster en skygge over hans åsyn - vi må erkende, at vi kommer til kort, og vi må bekende det - og når vi erkender det og bekender det, da oplever vi atter, at hans ansigt ikke er vendt fra os, og vi hører ham sige: »Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig!«

- »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Jeg er så taknemmelig over, at det ikke er de sidste ord fra korset. Det var et frygteligt råb, der steg op til Gud fra mørket, men senere lød der nogle andre ord: »Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd!« Nu er Kristus atter tilbage i det ubrudte samfund med Faderen. Sejren er vundet, værket er fuldbragt, fjenden er slagen, grunden er lagt! Alt, hvad satan nu siger til os om, at Herren har forladt os, opgivet os, forkastet os, o.s.v., er ikke sandt - alt, hvad han siger i denne retning, er løgn! Det kan være, du ikke i øjeblikket føler, hvor vidunderligt dette er, men som mange af Guds mest hengivne tjenere kan også du snart være i det dybeste åndelige mørke, hvor det er, som om alle mørkets fyrster har lejret sig om din sjæl og ustandselig råber i dit øre: »Gud har forladt dig, Gud har forladt dig!« Og da vil du til fulde have brug for dette uudsigeligt herlige, at Kristus i hine mørke langfredagstimer gik ned i det dybeste dyb af gudsforladthed, for at du aldrig skulle blive forladt af Gud. Hans bitre råb og hans triumferende råb lød for dig og for mig! Dette er i sandhed et langfredagsbudskab! Han har sikret os Guds åsyns lys for evigt! Aldrig, aldrig behøver en eneste af os at bære gudsforladthedens uudholdelige byrde. Han bar den for os alle!

Lad os derfor fryde os over, at vi har en åben himmel, vundet til os af vor velsignede Frelser. Lad os sammen prise Gud, fordi hans ansigt er vendt til os, og hans åsyns lys omstråler os! »I skal se himlene åbnede,« sagde han til Natanael. Lovet være hans navn!