"Gud talte alle disse ord: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset". 2. Mosebog 20:1
De to stentavler, som Moses bragte ned fra Sinais bjerg efter mødet med Herren, står stadig centralt i den bibelske åbenbaring af Guds karakter og hans vilje med mennesker.
De ti bud blev givet specielt til Israel under den gamle pagt, men som kristne under den nye pagt erkender vi, at vi ikke kan stå relativt overfor de ti ord, som er indridset i sten med selveste Guds finger. Både profeterne, Jesus og apostlene forholder sig konkret til dem, som normerne for Guds moralske og etiske orden.
Budene er så universelle i deres karak-ter, at stort set alle mennesker finder budene - især i forholdet til næsten - indlysende og sande, og de har haft en enorm indflydelse i den vestlige civilisation, og selvfølgelig især i kirkens historie. Her er Dekalogen blevet flittigt brugt i oplæringen af kristne, fx i Luthers Lille Katekismus og Store Katekismus, i Calvins systematiske teologi Institutes of Religion eller som grundlaget for udarbejdelsen af en kristen etik, som fx Aksel Valen-Senstads glimrende bog Kristen Etik.
Dekalogen er hovedoverskrifter, som fremstiller prioriteterne og det bibelske mønster, som alle mennesker er kaldet til at leve deres liv efter. Først i vort forhold til Gud og dernæst i forholdet til medmennesket.
Først frelse - så lov
Dekalogen må først og fremmest ses som en del af Guds frelseshistorie. Den blev givet til det jødiske folk som grundlaget for Guds pagt med Israel, efter at Gud havde ført jøderne ud af slaveriet i Egypten. Så før den store Lovgiver på Sinai taler inde fra ilden og udråber de ti ord til Israel, så har folket oplevet ham som den store Befrier.
Før folket fik loven, stod de allerede i et forhold til Herren og havde erfaret hans kærlighed. Loven var en gave fra Guds nådige hånd. Det var ikke et middel til blive tilgivet. De troende under den gamle pagt blev ikke frelst, fordi de overholdt loven, men fordi de i tro, tillid og ydmyghed overgav sig til Gud og hans frelsesgerning og åbenbaring, som den kom til udtryk i tiden før Kristus. De håbede og ventede med længsel på at se Guds løfter opfyldt. Davids indstilling var den, som Gud søgte og anerkendte, ja, som altid søger: “Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (Salme 51:19).
Så det er ikke en despot, der taler fra et røgfyldt bjerg, men en Befrier, der ønsker at Hans folk skal blive ved med at være frie og som ikke ønsker, at folket igen skal ende i fangenskab. Som er besluttet på at bevare folket midt blandt fjender og igennem dette folk at bringe velsignelse til hele verden. Ser vi kun røg, torden og lyn og tænker vi kun på loven som en stram og streng spændetrøje, så går vi fejl i byen. I forgrunden står ikke lovens strenghed som en moralistisk eller legalistisk vej til frelse, men kaldet til frihed, Det bliver gentaget igen og igen i Det Gamle Testamente.
Israel skal lytte til Guds love, gentage dem og huske dem, følge og adlyde dem, holde fast ved dem - og det vil resultere i, at de vil “leve". At de vil blive ved med at være frie, få fred og et langt liv. Og modsat, hvis de forkaster Herrens bud, så vil de ikke finde fred. (Læs især 5. Mos. kap. 4 og 28-30)
Guds manual
Gud er vor Skaber - derfor er han også den perfekte til at være Lovgiver, for han kender os ud og ind og ved, hvad der er til vort bedste. Dekalogen er en meget grundlæggende del af Guds manual for livet levet Coram Deo, Foran Guds ansigt. Heri fortæller Skaberen, hvordan vi bedst fungerer i den skabte orden.
Når vi ignorerer eller overtræder Guds bud, så ødelægger vi noget grund-læggende i os selv. Guds lov er ikke noget, som tilfældigt er sammenstrikket ud af ingenting, fordi Gud ikke havde noget bedre at foretage sig end at plage Israel. Nej, den fremstår ud af Gud selv og åbenbarer Hans egen karakter. I loven tegner Gud et selvportræt. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Hvorfor ikke? Fordi Gud ikke gør det. Fordi han taler sandt. Fordi der ikke er løgn i ham, der er vejen, sandheden og livet. Fordi hans ord og løfter står fast. “Du må ikke stjæle". Hvorfor ikke? Fordi Gud er giveren af alle gode gaver.
Fordi han er forsynets og velsignelsens Gud, og ved, hvad vi har behov for.
Det er værd at bide mærke i hyldesten til Herrens lov - eller Guds undervisning og oplæring generelt - i Salme 19 og 119, som giver et indblik i lovens hensigt og natur som en velsignelse til folket, bud, der giver indsigt, visdom, vejledning, trøst og opmuntring.
Ti bud på frihed
I de første tre bud ønsker Gud at beskytte os ved, at vore liv bliver forankret solidt hos ham alene, fordi han alene er Kilden til et velsignet og lykkeligt liv. Al åndelig velsignelse flyder fra ham. Vi er skabt af ham og til at have fællesskab med ham. Ved at knytte sig til ham erfarer vi det, vi var skabt til. Han advarer os mod vores hang til afguder, som jo netop altid fører os bort fra Gud.
Det fjerde bud fortæller os noget grundlæggende sandt om vores plads i naturens orden. Seks plus én dag er indgraveret i vor menneskelige natur. Vi fungerer bedst i en sabbatsrytme. Gud kalder os ud af rotteræset, ud af et neurotisk, hektisk forbugersamfund for at give os tid til at takke og meditere over Kilden til vort liv og frelse.
Med det femte til det niende bud ønsker Gud at værne og udvikle vort forhold til medmennesket og samfundet generelt. Budet om at ære sin far og mor fortæller os, at anarki, kaos og opløsning vil råde, hvis der ingen respekt mere er overfor myndighederne, både i hjemmet, i kirken og i samfundet. Gud ønsker også at værne om vores nabos ægteskab og familie, om hans ejendele og ry og rygte. At bryde disse bud vil betyde at vores liv og samfundslivet generelt ikke vil kunne udfolde sig, som Gud ønsker det.
Det tiende bud ligesom opsummerer det hele ved at pege mod hjertets indre begær. Misundelsen, vi så hurtigt nærer mod næsten, utilfredsheden over vor egen livssituation sat op imod andres, vrede mod Gud selv. Dette får os til at gribe efter ting, som ikke er vores, og som ikke vil bringe os lykke og glæde. Gud ønsker i stedet at plante nøjsomhedens sæd i vort hjerte, så vi - mætte i ham - kan sige “Herren er min hyrde, mig skal intet fattes".
Langt fra de ti bud
Men ser vi dette liv efter Guds vilje - i vort eget liv? I kirken? I samfundet generelt? Hvilke følger får det for et samfund, der har løsrevet sig selv fra Skaberen og Frelseren og istedet bliver afhængige af tørre brønde, der ikke giver liv? Hvilke resultater får det, når vi forsøger at presse så meget underholdning, fritidsaktiviteter og arbejde ind i hver dag, at alt flyder sammen til en stor pærevælling af stress og jag, uden at vi stopper op for at reflektere over livet? Hvilke konsekvenser har det for et samfund, der ikke ønsker at beskytte det svage og forsvarsløse foster - ja, hvor vores respekt for de fattige og nødlidende nærmest kun forbliver en tilfældig eftertanke i ny og næ?
Hvilke konsekvenser har det, når der ikke sættes alt ind på at bevare ægteskabets bånd, men de fleste i stedet nærmest finder det naturligt at bryde det og endda møder så udbredt forståelse, ja anerkendelse og respekt. Hvilken pris må vi betale, når vi, sammen med medierne, skadefro finder så dyb tilfredsstillelse i at se skallen pillet af politikere og af kendte eller mere uskyldige “ofre", så deres gode ry og rygte bliver ødelagt for altid? Vi tåler ingen helte eller forbilleder mere. Ja, selv vores nærmeste har vi svært ved at unde større opmærksomhed end vi selv. Hvad bliver overskriften på vores liv, hvis vi bliver ved med at begære og altid finder græsset grønnere et andet sted, så vi aldrig slår dybe rødder hos Gud og så sjældent finder virkelig hvile og trøst og tilfredshed hos Jesus?
De ti bud bliver med disse indledende spørgsmål også et spejl, som vi kan holde os selv og samfundet op imod, hvor vi kan se os selv, som vi virkelig er. Her bliver vi afsløret, ligesom Israel blev afsløret. Og det gælder også os. Sat op imod vore liv som syndere, mod stenhjertet, så antager loven et strengt ansigt. Den optugter os til at se vores afmægtighed.
Vi står virkelig med et problem. Hvis Gud i Dekalogen åbenbarer hvem Han er, og hvordan vi skal indrette vores liv efter Hans vilje, og vi så alligevel ikke formår at leve i den sandhed, hvad skal der så ske med os?
Ja, som Gud kom Israel til hjælp og befriede dem ud af slaveriet i Egypten, så kommer Gud os nu til hjælp med en langt større forløsning - nemlig i sin Søn, verdens frelser og forsoner. Gud selv stiger ned af Sinais bjerg og bliver født ind i denne verden under loven, som et menneske. Tre ting gør han, som får afgørende betydning i vort forhold til loven. Han frelser os, han giver os sin Ånd, og tolker loven for os.
Han frelser
Loven, som den blev givet på Sinai, var ikke nogen ideel ordning. Som et generelt udtryk for Guds vilje er den hellig, retfærdig og god, men som den står på stentavler peger den som resten af Det gamle Testamente også frem mod Jesus Kristus og det rige, som han introducerede. Jesus kom ikke for at nedbryde loven men for at opfylde den i den forstand, at han selv var det mål, som det pegede frem imod.
Jesus opfylder stedfortrædende loven for os med sit syndfrie liv, og derfor har loven heller ikke nogen fordømmende magt over os. Den angrende lovbryder bliver nu tilgivet af Lovgiveren. Lovens tyngende krav løftes af os, når vi findes i Kristus og han bliver vort liv og frelse. Han genopretter forholdet til os.
Han giver ånden
Men her stopper Jesu Kristi gerning ikke. For Han sætter os i stand til at adlyde ham og følge hans bud. Han ånder sit liv ind i os, vi får Den Hellige Ånd. De vidunderlige ord i Rom. 8:3-4 vil nu blive en realitet: Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.
Guds ånd kommer til os for at sætte os i stand til at leve det liv, som Herren har skabt os til, og som blandt andet Dekalogen beskriver. Så ikke længere skal loven skrives på dørstolperne og portene, ikke længere skal de sættes fast på panden og håndleddene (5. Mos. 6:8-9).
Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. (Jer. 31:31-33)
Jesus ønsker at ændre os indefra ved at skrive loven på vore hjerter i stedet for ydre krav, der kommer i form af Dekalogen skrevet på stentavler. “Det er nu lovens ideal og længsel at blive en indre lov skrevet på menneskets hjerte". (Kristen Etik, Bibelskolens 5. seminar).
Denne længsel fik loven helt tilfredsstillet i Jesus Kristus, og det vil den også blive helt og fuldt i os, når Guds-riget bryder fuldstændigt igennem ved tidernes ende. Ja, Himmeriget er allerede i gang med at indtage verden. Vi vil aldrig i dette liv nå den perfektion, som Jesus forkynder om i Bjergprædikenen. Vi lever i et spændingsfelt mellem Riget, der er ved at indtage verden og den fuldstændige overtagelse. Men vi kan allerede nu trække på Rigets ressourcer for at opfylde Jesu krav og lovens hensigt og mening, men der vil altid ligge foran os en dybere og højere retfærdighed, som venter på at blive praktiseret.
Derfor bliver budene også samtidig til løfter for de kristne. For vi lever i håbet om en dag, da vi ikke skal have andre guder end Den Treenige Gud. Hvor vi vil elske Jesus med hele vort hjerte, sjæl og styrke.
Målet for en kristen er med Dallas Willards ord at “blive den type person fra hvem lovens gerninger naturligt flyder". Budene betyder ikke bare, at vi regelret skal overholde “gør ikke" eller “gør dette", men at vi bliver den helhjertede person, som instinktivt med glæde “gør det" eller “ikke gør det".
Der er altid en fare ved en liste med ydre bud og regler, nemlig at vi kommer til at opfatte budene som noget statisk, der kan tilegnes i enhver situation, som vi kan bruge til at få konkrete svar på alle livets spørgsmål, men hvor vi samtidig nedtoner eller helt glemmer motiverne, formålet og ånden, som vi handler i.
Her starter legalismen, som vi ser det i sin yderste konsekvens i farisæismens lovtrældom, hvor de lærde for at beskytte loven tilføjede en masse andre forskrifter, som kortlagde livet i alle mulige små detaljer - og de forestillede sig, at de ved ihærdighed og knofedt kunne overholde loven til punkt og prikke.
Radikale bud
Ved en overfladisk læsning af de ti bud kunne vi jo hastigt krydse et par stykker af. Jeg laver ingen gudebilleder, jeg slår ikke ihjel, og jeg respekterer da mine forældre. Og vi har lynhurtigt reduceret Guds etiske krav til vores egne begrænsede idealer, og vi er næsten lige ved at nikke samstemmende med den rige mand, der uden at rødme forkynder, at han har overholdt det hele fra sin ungdom af.
Men Jesus lader os ikke slippe så nemt. Han fremhæver nemlig de indre retfærdige holdninger, der skal ligge bag ved og styre vore ydre retfærdige gerninger. Uden de er til stede er det ikke sand retfærdighed. Og dermed er han med til at afsløre al vores hykleri og skuespil. “Du må ikke begå drab" - ok, siger Jesus, det kan godt være, at du ikke har slået nogen ihjel - men du har alligevel brudt dette bud, hvis du kalder din bror for en idiot.
Jesus koger desuden budene ned ved at fokusere på sindelaget som det centrale (Fil. 2:5). Alle bud, love, forskrifter og befalinger flyder i realiteten ud af de to store bud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind"....og “du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne." (Matt. 22:37-40, se også Mark. 12:28:34, Luk. 10:25-28). Det er et nyt bud, men ikke med et helt nyt indhold. Jesus henviser nemlig til to bud, der allerede fandtes i Det Gamle Testamente (5. Mos. 6:5 og 3. Mos. 19:18). Det dobbelte Kærlighedsbud integrerer alle de andre bud - ja, hele loven. Det er den nye befaling, Guds riges nye lov, essensen af kristen livsførelse og kristen etik. (se også Rom. 13:9, 1. Kor. 16:14, Gal. 5:14, Ef. 5:2, Jak. 2:8, 1. Pet. 3:8-12, 1. Joh. 4:7-10).
Dekalogen kan ses som en mere konkret udvidelse af Det dobbelte Kærlighedsbud: Først kærlighed til Gud (budene et til fire) og kærlighed til næsten (budene 5-10). De ti bud indeholder samme universelle principper, selvom Dekalogen samtidig specificerer disse principper til Israel, og vi derfor må læse dem i den kontekst.
Vi må ikke glemme, at Dekalogen tjente nogle helt specifikke frelseshistoriske formål under den gamle pagt, og det vil også få indflydelse på vores tolkning af dem, især omkring sabbats-budet. Taler vi om Guds evige lov, som gælder for alle til alle tider, så finder vi den udtrykt og opsummeret i Dekalogen. Men den er også udtrykt andre steder i Moseloven, i Kristi lov (1. Kor. 9:21, Gal. 6:2) og i naturloven (Rom. 2:12-16).
Budene i Dekalogen tages op i Det nye Testamente, men de tjener en anden funktion, end de gjorde, da de blev udtrykt under den gamle pagt. Dette må siges, så vi ikke ophøjer Dekalogen for meget på bekostning af resten af Guds ord. De ti bud er en meget bred opsummering og er næsten udelukkende negative formuleringer, der primært peger på, hvad vi ikke skal gøre. De lægger vægt på nogle ydre handlinger, mens de siger meget lidt om de indre motiver, hjertets indstilling og de dyder, som Jesus pointerede i Bjergprædikenen. Skal vi lukke op for den rigdom og den dybde, som ligger implicit i budene, så må de læses i konteksten af Jesu opfyldelse af dem i sit liv og hans fokus på hjertets indstilling. Ja, de må tolkes i lyset af hele Skriften.
Set i lyset af alt dette, så vil Dekalogen dermed ikke blive et symbol på det mosaiske som et lovisk system.
“Der er derimod tale om, at dekalogen i lyset af Det Nye Testamente og evangeliet er en åbenbaring af Guds vilje med hensyn til de grundlæggende forhold, som sammenfattes i kærlighedsbudet. Dekalogen giver i lyset af NT indhold og mening til kærlighedsbudet" (Aksel Valen-Sendstad i Kristen Etik.