»Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!« (Matt 7,21-23). 

To påstande fremsættes, og vi får et billede af de to grupper mennesker der fremsætter dem. Den første gruppe henvender sig ærbødigt til Jesus på den dag, dommens dag, og tiltaler ham »Herre«. Sandsynligvis er det rettroende mennesker. Og de kan yderligere henvise til »fine papirer« eller åndelig erfa­ring. De har profeteret i Jesu navn, de har uddrevet dæmoner i Jesu navn, og i Jesu navn har de gjort store undergerninger. Herren afviser intet af det de fremfører, og det bør vi heller ikke gøre. Vi kan derfor forvente at der selv i vor tid er mange (7,22) mennesker som bruger de rette ord og alligevel ikke er ægte disciple. En af de mest tragiske sider af dette er at disse mennesker anser sig selv for at være ægte troende. De forven­ter tydeligvis at få adgang til det fuldbyrdede rige.

Det forekommer selvfølgelig at mennesker der forsøger at bruge Jesu navn til forskellige formål, bliver afsløret længe før den sidste dom. I ApG 19 ser vi for eksempel at Skeuas' syv tåbelige sønner bliver afsløret som de charlataner de er. De bliver straffet ved at en særlig aggressiv dæmon kaster sig over dem og mishandler dem hvorefter den jager dem hen ad gaden. Enten nu eller på dommens dag vil falsknerne blive af­sløret. Til den tid vil Jesus fornægte dem: »Jeg har aldrig kendt jer.« Han vil støde dem fra sig: »Bort fra mig, I som be­går lovbrud!« 

Hvad er da det egentlige kendetegn på den sande troende, den ægte Jesu discipel? Det er ikke en højrøstet bekendelse, det er heller ikke spektakulære åndelige triumfer eller insiste­ren på stor åndelig erfaring. Det som først og fremmest kende­tegner ham, er derimod lydighed. Sande troende gør deres Fa­ders vilje, i overensstemmelse med deres bøn: »Ske din vilje som i himlen således også på jorden.« De kan ikke glemme at Jesus i begyndelsen af Bjergprædikenen sagde: »Den, der bry­der blot et af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Him­meriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloge s og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget« ( Matt 5,19- 20). Og derfor praktiserer de lydig­hed. Faderens vilje gøres ikke blot til genstand for beundring, drøftelse, lovprisning, diskussion. Den udføres. Den gøres ikke til genstand for teologisk analyse, ej heller fremhæves den for sit høje etiske niveau. Den udføres. Testen er også for­muleret i det berømte skrift Didake fra det andet århundrede, hvori det siges: »Men ikke enhver der taler i Ånden, er profet, ikke medmindre han gør efter Herrens vilje.« 

Der er flere måder hvorpå man kan bedrage sig selv når det drejer sig om åndelige ting. Det er for eksempel muligt at have en enestående åndelig oplevelse og at varme sig ved dens glød, men det sker måske på bekostning af en vedvarende ån­delig erfaring og en vedholdende praktisk lydighed. Jeg hørte engang om en mand der havde hvad han selv anså for en særlig udgydelse af Guds velsignelse over sig. Han følte sig hensat sammen med Paulus til den tredje himmel. Så ekstraor­dinær var begivenheden at han nedskrev det hele i en beret­ning som han kaldte Min Oplevelse. Månederne gik, og han blev ligegyldig med åndelige ting. Til at begynde med bevare­de han formen, og ved forskellige lejligheder trak han sit manuskript frem for at vise det til besøgende. Men eftersom månederne blev til år, blev selv gudsfrygtens form opgivet, og hans oplevelse lå glemt i en støvet skuffe. Mange år senere kom en præst på besøg. Manden der mente at han kunne im­ponere sin gæst, råbte op til sin kone at hun skulle komme ned med Min Oplevelse. Hun ledte forskellige steder indtil hun fandt det medtagne manuskript, og svarede: »Jeg er ked af det, min ven, men der er gået møl i din oplevelse.« Ja netop, man­den havde lullet sig ind i en uansvarlig åndelig apati ved at køre i frihjul på erindringen om en oplevelse han havde en­gang.

I Matt 7,21-23 ser vi imidlertid en anden form for selvbe­drag. Den skyldes ikke så meget at den pågældende har lullet sig ind i åndelig apati, som at han tror at en højlydt bekendel­se og overnaturlige, næsten magiske formuleringer og ople­velser kan gøre det ud for sand åndelighed og ægte gudsfrygt. Lydigheden forsømmes. Presset fra det spektakulære har ude­lukket den gradvise indordning under Faderens vilje. Efter­som han ser ud til at opnå resultater øjeblikkelige resultater, føler han at han er tæt på den sande tros kerne. Hans succes­barometer stiger: Gud må altså velsigne ham. Derfor vil Gud da også have forståelse for at han ikke altid har tilstrækkelig tid til bøn, selvransagelse og anger og omvendelse. Det er re­sultaterne der tæller. Hvis man bøjer sandheden lidt, skyldes det udelukkende at ens bagland har behov for at høre visse ting. Og er det klogt at løbe risikoen for at jage sådanne til­hængere bort ved at tale om den smalle vej? Ligesom det kan lykkes en korrupt leders nærmeste medarbejdere at overbevise sig selv om at deres sag er vigtigere end deres etik, således overbeviser disse udadvendte religiøse mennesker sig selv om at deres succes-orienterede spektakulære sejre er vigtigere end et nøgternt og lydigt discipelforhold. 

Selvfølgelig kommer ingen ind i Himmeriget på grund af sin lydighed; men der er heller ingen der kommer ind i Him­meriget uden lydighed. Det er sandt at mennesket bliver frelst af Guds nåde ved tro på Kristus; men det er lige så sandt at Guds nåde i et menneskes liv uundgåeligt resulterer i lydig­hed. Ethvert andet syn på nåden gør den billig og forvandler den til noget uigenkendeligt. Billig nåde prædiker tilgivelse uden omvendelse, menighedsmedlemskab uden streng menig­hedstugt, discipelskab uden lydighed, velsignelse uden forføl­gelse, glæde uden retfærdighed, resultater uden lydighed. Har der i hele kirkens historie overhovedet været en generation med så mange navnekristne og så få virkelige (dvs. lydige) kristne? Og hvor navnekristendom tilsættes en spektakulær bekendelse, er den særlig tilbøjelig til at frembringe sin egen falske sikkerhed.

(Fra "Men jeg siger jer" af D.A.Carson - Credo Forlag 2000 - Shafan 28-10-10)