Fra hæftet "Sandheden tro - om forkyndelsen i dag."
Artikel af Jens Olsen.
(Som pdf-fil her.)

Mennesket tænker altid forkert om Gud 
Det religiøse i menneskets natur er en side (og vel den væsentligste) ved dette, at mennesket er skabt i Guds billede. Det er menneskets naturlige religiøsitet, der sætter det i stand til at erkende Guds eksistens og at have et personligt forhold til Ham. Gud skabte dog ikke mennesket således, at det ikke kunne andet end at søge ham, men således, at det frivilligt kunne binde sin vilje til ikke at ville andet end Guds vilje. Ved syndefaldet blev mennesket forledt til at løsrive sin vilje fra Guds vilje til at ville sig selv, og derved blev også menneskets religiøsitet vrangvendt, så mennesket blev sit eget religiøse centrum. 

Det er derfor så afgørende at gøre sig klart, at når synden er trængt igennem til hele den menneskelige natur, så gælder det også den religiøse side. Vi farer altså vild, hvis vi i vore tanker om Gud og i vort Guds-forhold i det hele taget lader os lede af vor naturlige religiøsitet. Sand viden om Gud og ledelse til et sandt Gudsforhold (dvs. under Guds nåde) får vi alene i og gennem Den hellige Skrift; men vi farer også let vild, hvis vi tager en sandhed fra Skriften og bygger videre på den ved brug af vor logik og vor religiøsitet. 

Mennesket tænker altid forkert om Gud! Både vor logik og vor religiøsitet fører vild i det stykke. Når vore studier i naturen lader os forstå, at naturfænomenerne i den skabte verden sprænger logikkens rammer, hvor meget mere da ikke Skaberen selv. Og også alle vore religiøse tanker om Gud er forkerte, fordi vor religiøsitet er i syndens vold. 

Derfor må vi hente vor viden (og ikke bare en vis inspiration) om Gud, både hans natur og hans gerninger til frelse, ét eneste sted: i Den hellige Skrift. Og bemærk i den forbindelse: Her som altid gælder det: Skrifttroskab er ikke knyttet til enkelte skriftsteder, men til hele Skriften. Guds Ord er, hvad der står skrevet og hvad der også står skrevet. Luthers kendte princip for Bibel-tolkning - "at lade Skrift tolke Skrift" - beskriver han selv omtrent sådan: "Man ved først, hvad Bibelen siger om en sag, når man har læst og sammenholdt alt, hvad der står i Skriften om denne sag". 

Når vi skal tale om almenreligiøsitetens farer, er det nærliggende til en begyndelse at forsøge at pege på nogle træk, der er karakteristiske for den almindelige, menneskelige religiøsitet. Grundtrækkene er de samme i alle religioner og kulturer, for de er frugter af menneskets faldne natur; men vi skal prøve at pege på nogle af de former og udtryk, der kendetegner almenreligiøsiteten, sådan som den ytrer sig indenfor rammen af den kristne kirke: 

Religiøsitetens Jesusbillede 
Den fromme religiøsitet (som Jesus kalder hykleri, fordi den ikke ser sandt på sig selv), kan nok respektere Jesus som lærer, religiøst ideal, profet, moralist, en særligt Gudbenådet mand - og den kan have brug for ham og elske ham som ven og rådgiver og vejleder, og som den, der giver nærhed og tryghed. 

Men den vil ikke vide af eller have noget at gøre med Jesu stedfortrædende offerdød (dvs. en personlig stedfortræder) og soning for synden (dvs. den personlige synd). 

Religiøsitetens Gudsbillede 
Almenreligiøsitetens Gudsbillede kan beskrives omtrent sådan: Gud er god - han er villig, ja, ivrig efter at tilgive synd. Derfor bliver han glad, ja, måske endda smigret, hvis et menneske vender sig til ham og beder om tilgivelse. 

Men - at Guds vrede er over al synd og ugudelighed - at Gud lod al min synd ramme Jesus og således udøste sin vrede over ham for at kunne være nådig mod mennesket - at Guds kærlighed ikke umiddelbart er over mennesket, men at Guds kærlighed er i Kristus, og med ham som mellemmand - og at det alene skyldes Guds nådige indgriben i et menneskes liv, at det får kaldet og omvendelsens mulighed, og endog at det vil omvende sig; - det vil den ikke høre tale om! 

Det er karakteristisk for almenreligiøsiteten, at den taler om Guds kærlighed til mennesker som noget, vi alle ejer umiddelbart, fordi vi er mennesker. Men når Jesus siger: "således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn ... " (Joh.3,16), så betyder det ikke bare, at dette viser hvor højt Gud elskede verden, men det betyder først og fremmest, at her ser vihvordan Gud elskede verden. I Jesu Kristi forsoningsdød på Golgata er et menneske under Guds kærlighed - og kun der. Vi kan samle den bibelske lære om Guds kærlighed således (selvom det ikke er et direkte bibelcitat): 

Den, der har Sønnen har livet, og Guds kærlighed bliver over ham; men den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet, og Guds vrede bliver over ham. 

Religiøsitetens syndsbillede 
Almenreligiøsiteten betragter synd som fejl og mangler, "noget dumt noget, man fik gjort", en sygdom i sjælen, en større eller mindre brist i den gudsskabte og gudbilledlige natur. Synd er derfor noget, man gør, tænker eller siger, på trods af det, man egentlig inderst inde vil. 

Men: den fornægter, at synden er blevet det dybeste, inderste og mest egentlige i menneskets natur - trængt igennem, så Guds-billedet er blevet så forvrænget, at menneskets inderste trang og higen ikke er efter Gud, men efter mennesket selv ­og at når mennesket synder, handler det efter sin natur. 

Jeg vil gerne i den forbindelse anføre et par korte citater fra Aksel Valen-Send­stads bog "Farvel til religionen". 

"Religiøsiteten vil altid være kendetegnet ved, at den omtolker sand­heden om menneskets synd og skyld og oprør mod Gud. Synd, javel. Men ikke syndenatur. Fejl og mangler, javist. Men ikke nogen forvrængning af gudsforholdet eller viljen " (s.79).
Og
"Når vi ikke har fået et åndeligt klarsyn for, hvor grundlæggende og radikalt synden har grebet fat i vor natur og helt igennem bestem­mer over os, kan vi heller ikke have åndeligt klarsyn for, hvor stort og hvor totalt afgørende evangeliet om Guds nåde er" (s.74).

Hvad religiøsiteten lægger vægt på 
*Alle mulige kristelige og kirkelige aktiviteter. 
*At værne moralen og rejse institutioner, der bygger på det kristne menneskesyn. 
*Varme og gode fællesskaber, hvor mennesker føler sig accepteret og omsluttet.
*Følelser. Når man beder, gælder det ikke bønnen som sådan, men hvad man føler og oplever under bønnen. Når man læser i Bibelen, er det ikke for at blive oplyst og overbevist om, hvad der står skrevet, men man er optaget af, hvad man føler og oplever, og hvilke tanker man får, når man læser i Den hellige Skrift. 

Men: Det eneste, der er Guds sande åbenbaring til frelse - det ene fornødne, som Guds ord taler om, det er man overfladisk og ligegyldig overfor. 

Spørger man sådanne religiøse mennesker, om ikke ordet om korset, Kristi soningsdød for vore synder, er vigtigt, så får man som svar (og tonefaldet afspejler dyb undren over et sådant spørgsmål), at det jo selvfølgelig er det vigtigste (!) men alligevel er det hele tiden alt det andet, man taler om! 

Lad mig også her citere lidt fra Aksel Valen-Sendstads bog "Farvel til religionen":

"Kristne mennesker bliver så engagerede i "positive" aktiviteter, at de ikke lægger mærke til, at det, de bruger deres tid på, ikke drejer sig om det ene nødvendige, og hvad det hele drejer sig om for en kristen. Forkyndelsen genspejler også denne skade. Den tager sit udgangspunkt i mennesket, og hvad det tænker og føler, og bliver så ved det. Den fromme snak og den tomme religiøse kliche- og slag­ordsprædiken træder i stedet for en fordybelse i Guds Ord og proklamationen af evangeliet. Kristi kors er som "Kanaans sprog", ler ligesom ikke passer til det moderne menneske. Det skærer i ens øren. Og de fromme religiøse er tilfredse med at høre denne udvandede snak, for de har mistet sansen for, hvad Guds Ord lærer os og vil os. De vil netop have det, som tilfredsstiller deres religiøse overfladiskhed og ligegyldighed i deres forhold til Gud" (s.74-75).

Vi kan kort opsummere, at det grundlæggende kendetegn for almenreligiøsiteten er, at den har sig selv - mennesket - som udgangspunkt og centrum. 

Og dog: forsøger vi at beskrive almenreligiøsiteten ved konkrete træk, så er det, som om den smutter ud mellem fingrene ligesom våd sæbe; den omskaber sig en for at unddrage sig Skriftens afsløring. Derfor er det bedre at pege på dens modsætning: Den forkyndelse, der kasserer al menneskelig religiøsitet og alle menneskets gerninger, og som alene forkynder Kristi kors, Kristi forsoning som eneste grundlag for frelse og tro - blodets evangelium alene! 

Bibel tolkning 
Med et af Aksel Valen-Sendstads udtryk kan vi sige, at en almenreligiøs bibeltolkning kan kendes på, at "evangeliet ikke er tolkningsnøgle til bibel­teksten". 

Lad mig forsøge at illustrere, hvorledes en bibeltekst på den måde kan udlægges almenreligiøst. Det drejer sig om Matt 18,21-35 - lignelsen om den gældbundne tjener. 

Den almenreligiøse tolkning tager sit udgangspunkt i, at vi, som har fået så meget tilgivet, også må kunne tilgive vore medmennesker - og da især vore med­kristne - det lidt, de forsynder sig imod os. Tyngdepunktet lægges på en beskrivelse af, hvad vi bør (eller måske snarere burde) gøre, og prædikenen munder ud i en stærk appel og opfordring til alle kristne om at have et tilgivende sind. 

Men i virkeligheden er det jo ikke sådan, denne lignelses pointe skal forstås. Læses den i lyset af hele NT og med evangeliet (dvs. ordet om Kristi kors) som tolkningsnøg1e, så ser vi, at det, denne tekst beskriver, er en ussel synder, skyldig overfor Gud til evig dom og pine oguden noget som helst at betale med. Han til­bydes tilgivelse uforskyldt af nåde - men han har ingen ret syndserkendelse (han giver jo udtryk for, at han med tiden vil være i stand til selv at betale sin skyld, om blot Gud vil vise ham tålmodighed og give ham en ærlig chance). Og et sådant ubodfærdigt hjerte kan aldrig modtage Guds nåde i Jesus Kristus og blive genfødt. Det er det religiøse menneske, der ikke af hjertet kan tilgive sin broder, for han lever i et "noget-for-noget rige". Denne lignelse er altså ikke en alvorlig forma­ning til de kristne om at tage sig i nakken og tilgive hinanden. Den er en knus­ende og ubønhørlig dom over det religiøse menneskes ubodfærdige hjerte, og et kald til at omvende sig og komme til Jesus og modtage Jesu Kristi retfærdighed uforskyldt af nåde. For kun ved at leve i nåden (dvs. af dette evangelium) ejer man det genfødte hjerte, der indeholder et tilgivende sind. 

Der er altså i denne lignelse en stærk og alvorlig formaning til Guds børn, at de skal tilgive hinanden af hjertet! Men det er ikke en appel til kødet, for "tilgivelse af hjertet" er ikke en lovgerning, men en Åndens frugt. Lignelsens formaning er altså en opfordring til at "leve i Ånden og ikke følge kødets lyst" (Gal. 5,16). At følge kødets lyst er ikke kun at leve i synd; det kan sagtens være et dybt religiøst og moralistisk liv. Men at leve i Ånden er at leve i nåden, og det indebærer, at al tilgivelse er på forsoningens grund, både den tilgivelse man modtager, og den man rækker videre til andre. (Dette afsnit i Galaterbrevet (5,13-18) er netop at forstå som en udlægning af lignelsen i Matt 18,21-35). 

Farisæernes surdej 
Almenreligiøsitetens tema er altid, hvad vi skal gøre. Den er altid lovisk. Dens ver­sion af "evangeliet" kommer derfor til at lyde omtrent sådan her:

- Jesus (Gud) peger på vore mangler ("synder") og formaner os til at gøre noget alvorligt ved det. (Og vi beslutter os til at tage os sammen - det kaldes "omvendelse"). 

- Jesus (Gud) lover os hjælp og støtte og vejledning til at komme i gode situa­tioner og have lyst til at gøre det gode.