De tjener ved en Helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske, således som Gud tilkendegav Moses det, da han skulle indrette Tabernaklet: “Se til," sagde han, “at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget" Hebr. 8, 5.

Med tilladelse fra: ESCA FORLAG, box 1092, 1510 Moss, Norge, bringer vi her den fantastiske virkeligheds beretning om fundet af: PAGTENS ARK.

Oversat fra norsk til dansk v/Henning Sørensen.

      PAGTENS ARK      Indledning.

        The Phrofetic Telegraph. No. 78 January 1996                                 Fra Arthur & Rosalind Eedle.                         Oxleigh, Langham Rd, Mumby, Alford, Lincs, LN 13 9SQ, England. Phone/Fax: 01754 872539.

I november i fjor da jeg skrev Phrofetic Telegraph 73, afsluttede jeg med at nævne den mulige opdagelse af Pagtens Ark i Jerusalem.

Siden da har jeg haft muligheden for at følge dette op, og har fundet noget, som synes at være det endelige bevis. Mit tidligere referat indeholdt nogle fejl. For eksempel var jeg gået ud fra, at det var Jonathan Gray, som gjorde opdagelsen, mens det faktisk var Ron Waytt fra Nashville, Tennessee. Jeg beklager denne fejl, som opstod på grund af, at det var meget sparsomt med information, som var tilgængeligt for mig for kun to måneder siden. I dette nummer af The Telegraph (et tidsskrift) vil jeg gerne dele fakta som de blev fortalt af Jonathan Gray i en kirke i London, lørdag 7 oktober 1995 - en video vi nu har set - og også som fortalt af Ron Wyatt i Nashville.

Det som havde gået mig helt hus forbi, var datoen. Pagtens Ark blev fundet 6 januar 1982.

Det blev holdt hemmeligt efter en anmodning fra Israels regering. Selv om jeg ikke kan påstå at have al “inside information", har jeg forstået, at der netop blev givet tilladelse til, at gå ud med fundet, men ikke stedet for det, og at dette er året, da fundet af Arken og dens indhold (de to lovtavler) vil blive gjort kendt i hele verden.

Før jeg begynder på den forunderlige historie om fundet, må jeg påpege, at hele hændelsen har været ledet af mirakler. Gud har sat Sit segl på denne mest hellige af alle genstande fra gamle tider og vist, at den har stor betydning i den tid, som kommer nu, enten i gerning eller i forbillede. Og den virkning det vil have på jødedommen verden over, er umulig at forestille sig. 2. Mosebog 37, 1-15.

Fundet

Beretningen begynder i 1978. Ron Wyatt svømmede i søen ved Askelon - en af de gamle filisterbyer. Han stødte sin tå ind i noget, og fandt ud af, at det var kanten af en stor krukke. Videre undersøgelser afslørede, at det var en krukke kananitterne brugte til at begrave sine døde i, noget arkeologer længe havde ledt efter uden at finde. Da disse nyheder blev overbragt antikvitets bestyreren i Jerusalem, blev han begejstret. Hændelsen viste sig tilsyneladende "tilfældigt" at blive midlet, som skabte en forbindelse, som senere skulle tjene en større hensigt.

Mirakel nr. 1 og 2.

En kort tid efter stod Ron og talte med antikvitets bestyreren lige overfor klippen, som er kendt som Golgata (hovedskallestedet).

Pludselig mærkede han, at hans arm rakte frem, han pegede og sagde:

"Der er Jeramias Grotte - den sumpdynge - Pagtens Ark må være der." Antikvitets bestyreren svarede spontant:

"Du må finde den."

Men Ron var overrasket over sig selv. Han havde ikke haft Arken i tankerne, og kunne ikke forstå, hvorfor han havde sagt det han sagde. Dette var mirakel nummer et. Og antikvitets bestyrerens entusiastiske respons, og at Ron blev bedt om at finde Arken, var mirakel nummer to. At en udlænding skulle få til opgave at finde Arken, var meget usandsynlig, siden dette er den mest hellige og eftersøgte genstand i den jødiske verden.

Mirakel nr. 3

For øvrigt måtte Ron rejse tilbage til staterne, og der gik et helt år, før han kom tilbage sammen med to andre, for at begynde udgravningen. Da han igen mødte antikvitets direktøren, fik han at vide, at stedet tilhørte en araber og en europæer. Han behøvede begges tilladelse for udgravning af stedet.

Overraskende nok fik han tilladelsen uden at nogen af dem spurgte, om hvad han ledte efter. Dette var mirakel nummer tre.

Udgravningen begynder

Og så, i 1979, begyndte det besværlige og langsomme job med at fjerne tonsvis af opsamlet skrot. Udgravningen skete mere eller mindre lige foran "Hovedskallen", og meget nær Gordons grav. De begyndte på toppen af haven. De fjernede ømfindigt og stille læs på læs med mudder, og kom til slut over et udspring, hvor de opdagede tre pælehuller, som var hugget ud i klippen. Hver af disse huller var ca. 33 cm ² i omfang og omtrent 90 cm dybe. Videre havde hvert hul en plug (en klods) i toppen med et fingerhul således, at den let kunne tages væk. Hvad de havde fundet var ganske åbenbart. Det var stedet for korsfæstelserne. Træpælene blev sænket ned i hullerne, som kunne lukkes igen med en klods, til der var brug for dem.

Bag disse pælehuller var klippefronten. På en højde på ca. 3,6 m, var der indhugget hylder, hvor de satte den korsfæstedes forbrydelser ind. Den midterste var tydeligt den mest betydningsfulde og reserveret for de værste forbrydere. Vi læser, at Pilatus beordrede dem til at skrive: "Jesus af Nazaret, jødernes konge", noget som kraftigt provokerede Kaifas og Sandhedrin, men de havde ingen autoritet til at forandre det.

Indimellem i mudderet fandt de flere mønter. Ingen af dem var fra senere tid end år 130 e.Kr., og dette beviste, at stedet senere blev dækket over og forsumpede. Denne dato passer godt med historien, fordi den endelige ødelæggelse af Jerusalem, kom efter Bar-Cochba optøjerne i år 132-135 efter Kristus.

De videre udgravninger på dette niveau, åbenbarede rester af en bygning, som målte tolv meter ud fra klippefronten og var ca. seks og en halv meter bred. Bygningen havde været konstrueret over det midterste pælehul, og var sandsynligt et kapel, brugt af tidligere kristne, som ærede stedet for Mesterens store offer. Denne ide fik større betydning, da man opdagede en stor cirkelrund sten på gulvet i bygningen. Stenen var ca. 4 m. i diameter og 22,5 cm. tyk. Det var kendt, at sådanne stene blev brugt til at dække gravhuler med. Men denne var gedigen.

Der blev gjort undersøgelser ved indgangen til hulen, som var kendt som "Gordons grav". Den blev opdaget i 1882 af general Gordon, da han var på vej hjem fra sin historiske kinesiske kampagne. Han var ikke fornøjet med det traditionelle korsfæstelses sted; Den Hellige Gravs kirke, som blev grundlagt af Dronning Helena, Konstantin den stores mor.

Siden kirken var indenfor bymurene, kunne den ikke kvalificeres som stedet for korsfæstelserne ifølge skriften. Men "Hovedskaldstedet" var lige udenfor Damaskusporten ved vejen, som ledte til Samaria, og opfyldte dermed alle betingelserne. Hans søgning ledte ham til at opdage stedet, hvor Jesus faktisk blev begravet.

Som jeg sagde, blev der gjort undersøgelser ved indgangen til denne grav, og der blev fundet to huller med 4 metes mellemrum, hvor metalstokke blev sat ind for at forsegle graven. Metalstokken til højre manglede, men den venstre var der fremdeles, og viste med al tydelighed, at være blevet revet over af en vældig kraft.

Her var det klare bevis for, at den store sten, som blev fundet i kapellet, var den samme sten, som dækkede indgangen til Jesu grav.

Det var en stor sten, som skriften siger, en, som det ville kræve mange mænd for at rulle tilbage op ad skråningen til venstre for graven.

Men hvem det end var, som flyttede stenen, gjorde dette uden at fjerne den 5 cm. tykke metalstang.

Med andre ord, det var en engels værk, som vi er blevet fortalt, "rullede stenen bort." Stenen kunne vanskeligt rulles til højre, siden en stenblok var bygget ind i sporet, sandsynligvis for at stoppe stenens bevægelse når den blev rullet på plads.

(Herodes Den Stores grav, var netop fundet i Jerusalem, og hans sten målte bare 135 cm. i diameter. Nøjagtig en trediedel af stenen, som Josef fra Arimatea havde lavet for sin grav).

Så langt i udgravningen, havde man fundet konkrete bevis for, at dette var stedet for korsfæstelserne, og at den tidlige menighed byggede et mindekapel over pælehullet og stenen.

Det var allerede kendt, at hovedskaldstedet var det traditionelle sted for begravelser for både muslimer, jøder og kristne, og at i gamle tider blev kriminelle stenet til døde her.

(I Mishna bliver det kaldt: Beth ha-Sekelah, som betyder "Steningshuset".) Det var her Stefanus blev stenet. Stedet var også kendt for sine offentlige henrettelser af jødiske kriminelle. Så sent som i begyndelsen af det 20. århundrede plejede jøderne at spytte mod højen, kaste stene og forbande "deres nations ødelægger". Alt dette er klare bevis for, at dette var det rette sted for Kristi korsfæstelse og begravelse.

Men videre undersøgelser viste også et andet vigtigt faktum. Inde i det midterste pælehul, det som blev brugt til Jesu kors, fandt de en revne på den venstre side. Her var det bevis for jordskælvet, som opstod det øjeblik Jesus døde. Dette fund var af en overordnet vigtighed, men blev ikke værdsat til fulde før meget senere.

Udgraverne havde endnu ikke fundet indgangen til nogen hule, som kunne huse Arken. Arbejdet var udmattende og gik sagte, mens lastbil efter lastbil med skrot, blev fragtet bort.

To år gik, og de tre mænd var trætte og ganske modløse. På denne tid gravede de en ganske smal grøft langs klippefronten, og der var bare plads nok til, at en mand kunne grave ad gangen. Så de gravede hver sin gang, mens de andre to tog et hvil på højen over.

Englen som åbenbarede sig Mirakel nr. 4.

Pludselig en dag, mens Ron Wyatt gravede i bunden af grøften, så  han op, og der stod en vældig høj mand klædt i typiske arabiske klæder.

"Gud velsigne dig, Ron Wyatt, for det du gør!" "Hvem er du? Hvordan ved du, hvad vi gør?" "Jeg ved alt." "Bor du her omkring?" "Nej, det gør jeg ikke." "Hvordan kender du mit navn? Hvor kommer du fra?" "Jeg er akkurat kommet fra Syd-Afrika, og er på vej til Det Nye Jerusalem. Gud velsigne dig!"

Ron hoppede op, i det manden gik derfra. Da han kom til toppen af grøften, spurgte han de to andre hvilken vej manden tog. De havde ikke set nogen mand. Da forstod Ron, at en engel var blevet sendt for at sætte mod i dem. Dette var mirakel nummer fire.

Mirakel nr. 5.

Med fornyet entusiasme gravede de til de kom til et sted, hvor de fandt tegn til en huleindgang. Dette var i januar 1992, og fire år efter Ron forklarede antikvitets direktøren om Jeramias mudderhave. De åbnede hurtigt hulen, men den var for lille til, at nogen af dem kunne krybe ind. Derfor gav de en fakkel til en lille dreng, som var sønnen til araberen, som var medejer af stedet. Han klatrede ind, men kom hurtigt ud igen, hvid som et spøgelse.

"Hvad er det, som er derinde? Hvad er det som er derinde?" spurgte han, men nægtede at fortælle nogen hvad han havde set.

Hullet blev udviddet, så det var stort nok for Ron til at krybe igennem. Klokken var 14,00 den 6 januar.

Ron opdagede, at han var inde i et stort rum, som målte ca. 6,6 m. Fra indgangen til bagvæggen, var der ca. 4,2 m. bredt og 2,4 m. højt under taget. Der, lige foran ham, var hellige genstande fra Salomos tempel.  Brændofferalteret, skuebrødsbordet og røgelsesalteret.  Disse var dækket med huder, hvor der var blevet placeret tømmerlægter over, og over disse igen var der bunker af sten.

Men Ron opdagede, at bag i hulen var der placeret noget andet, som var bygget ind i væggen således, at bare toppen var synlig. Mens øjnene vænnede sig til mørket, gik det op for ham, at han så på to keruber med udstrakte vinger over Nådestolen.

Det var Pagtens Ark!

Ron faldt sammen og besvimede. Han var ikke ved bevisthed i 45 minutter. Da han kom til sig selv, krøb han ud og fortalte om opdagelsen. Antikvitets direktøren blev informeret, og han skyndte sig til udgravnings stedet, og begyndte at gå ind i hulen. Men da han gjorde det, kollapsede hans ryg, og han måtte fragtes til sygehuset, hvor han forblev lam i næsten to uger. Senere hørte man ham sige, at han aldrig ville prøve at gå ind i hulen, hvor Pagtens Ark var igen. Dette var mirakel nummer fem.

Mirakel nr. 6.

Ron tog et polaroid kammera ind i hulen, og fotograferede Arken. Ved fremkaldelsen viste det sig, at billedet var tåget, ikke over det hele, men kun der hvor Arken var. Da prøvede han at bruge et 35 mm. kamera, men da disse billeder blev fremkaldt, var de også tågede. Da blev et videokamera brugt, og effekten var den samme. Noget mærkeligt skete for at hindre verden i at se Arken. Dette var mirakel nummer seks. Jeg har nu fået set billederne fra videoen, og alt er helt klart, bortset fra der hvor Arken hviler, og foran den er en gylden dis. Ron har lavet en skitse af hvad han så, og keruberne har menneskelig form, med vinger spredt ud over Arken.

Mirakel nr. 7.

På dette tidspunkt bestemte en jødisk embedsmand at standse alt arbejde på stedet. Dette var et alvorligt slag, og Ron og hans venner bad om, at Gud måtte ophæve bestemmelsen. Bønnen blev besvaret næsten med det samme, for manden fik et hjerteanfald og døde. Dette var mirakel nummer syv.

Mirakel nr. 8.

En anden mand viste stor nysgerrighed for hvad der skete. Han prøvede at udfritte Ron, om hvad han gjorde og hvordan han arbejdede, men Ron nægtede at give nogen informationer. Men denne mand var meget udholdende, og fulgte efter arbejdstemaet i al hemmelighed, til han til sidst fandt ud af, hvad de holdt på med. Han indkaldte til en pressekonference næste morgen kl. 09,00, hvor han var forberedt på, at råbe hemmeligheden ud til alle. Men næste morgen kl. 08,00, blev han fundet i en blodpøl i en sidegade. Han var blevet skudt af PLO for en helt anden sag. Dette var mirakel nummer otte.

Da de jødiske autoriteter fik at vide om fundet, blev de sat i en vældig vanskelig position. I landet boede der religiøse ekstremister, som ikke ville lade sig stoppe af nogen ting, hvis de bare kunne få Arken at se og vide, at den var ægte.

Der havde allerede været forsøg på, at sprænge klippemoskeen; arabernes hellige plads, som hviler over stedet, hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak. Moskeen ligger på tempelpladsen, og mange jøder ville gøre hvad som helst for at få den fjernet således, at de kunne få bygget et nyt tempel op på stedet. Opdagelsen af Arken ville være den største hændelse til at anspore dem, men det ville resultere i en "hellig krig" i midtøsten med utænkelige grusomheder og ødelæggelse.

Resultatet blev, at det Israelske Parlament bad Ron om, at bygge en dør til hulen, dække den med jord, og plante krat for at skjule stedet. Og sådan har det været i de sidste fjorten år. Jeg har ingen anelse om, hvad den Israelske regering har planlagt for dette år, men om de bestemmer sig for, at publisere fundet af Arken, må jeg lure på hvad der vil ske. Vil Herren tillade det? De mærkelige hændelser indtil nu indikerer, at Gud endnu er meget interesseret i bevaringen af Hans hellige "møbler".

Mirakel nr. 9.

Men selv om vi er kommet så langt, slutter historien ikke her. Jeg nævnte tidligere, at der var en revne i klippen på venstre side af det midterste pælehul, en revne forårsaget af et jordskælv. Det var først da Ron Wyatt undersøgte Pagtens Ark mere detaljeret, at han forstod, hvad han så på.

Lige over den venstre side af Nådestolen, er der en stor revne i taget, og i denne revne findes en rigelig mængde med størknet menneskeblod. Videre findes der på Nådestolen en stor mængde med størknet blod. Da der blev foretaget målinger, blev der fundet ud af, at revnen i pælehullet ledte ned til revnen under, og således var det muligt for blodet at rende igennem.

Det vil blive husket, at EFTER at Jesus var død, og jordskælvet rystede klippen, stak en romersk soldat Herren i siden med et spyd. Antageligt gik spydet ind i Herrens hjerte eller milt, fordi "blod og vand" strømmede ud. Herren var død af et knust hjerte, knust af pinen ved at bære vægten af denne verdens synd. Hans død havde ikke været en normal død for en, som blev korsfæstet. De to tyve havde fået sine fødder brækket, for at påskynde døden, som var nødvendig for at følge jødisk lovgivning, at ingen skulle forblive der over Sabatten, som skulle starte kl. 18,00 samme dag.

Derfor rystede Gud Fader klipperne, for at bane vej således, at Hans Søns blod kunne flyde fra spydsåret, gennem den nylavede revne og ned på selve Nådestolen. Nu, bare tænk over dette en stund. Jeramias havde lagret (gemt, red.) Arken i hulen omtrendt seks århundreder f.Kr., og han vidste ingenting om begivenhederne, som skulle ske på langfredagen.

Romerne, som huggede pælehullerne ud, vidste absolut ingenting, om hvad som lå under deres fødder heller ikke, at de pladserede det midterste hul på dette eksakte rigtige sted.

Og før Herren var død, var der absolut ingen mulighed for blod at dryppe igennem, for der fandtes ingen sprekke.

Men disse utrolige sammentræf skete faktisk. Ja, de ER et sammentræf, fordi alt måtte SAMMENTRÆFFE nøjagtigt, for at det skulle ske, men det var aldrig nogen menneskelig plan - det var helt igennem et værk af Gud i Himmelen, som kendte enden fra begyndelsen, og sørgede for, at det hændte på denne måde.

Dette er mirakel nummer ni, og det er "miraklernes mirakel". I brevet til Hebræerne læser vi: "For det er umuligt, at blod af bukke og okser kan borttage synder,... men et legeme dannede du for mig... Se, jeg kommer - ...- for at gøre din vilje, Gud". "...men med sit eget blod gik Han ind i helligdommen en gang for alle, og fandt en evig forløsning." (Hebr. 10, 4-7 og 9,12).

Ingen af Det Gamle Testamentes offer var i stand til at tage synd bort. Kun Guds Søns blod kunne gøre det. Men Israels børn blev akcepteret, som et resultat af deres offer ved tro på Guds talte ord og offerlovene.

Fordi Jesus var offerlammet lige fra jordens begyndelse, ved Guds forudviden, kunne Han akceptere sit folks offer, FØR Kristus kom ind i verden.

Golgata var historiens midtpunkt. Den så fremefter. Vi så tilbage. Begge handler i tro, den ene i forventning, den anden mindes.

Mirakel nr. 10.

Før Ron lukkede hulen, tog han noget af det størknede blod, som havde været bevaret uforstyrret i nærmest 2000 år, og gav det til et laboratorium, for at det skulle testes. Ved at bruge et elektronisk mikroskop var det muligt at finde kromosonindholdet i blodet.

Ron beskrev det hjemme i Nashville, og sagde, at normalt menneskeblod har 46 kromosomer, 23 fra hver af forældrerne. X-kromoson er hunkøn, Y-kromoson er hankøn. Alle 23 var tilstede fra moderen, men bare et kromoson var tilstede af Y-kromosonet som viste, at blodet tilhørte en mand, men at  HAN INGEN MENNESKELIG FAR HAVDE . Dette er mirakel nummer 10.

Herren havde bavaret blodet helt til mennesket havde teknologi til, at bestemme kromosonindholdet i blodet og dermed bevise, at Jomfrufødselen  ikke  er en myte, men et fakta.

Dette er de ti mirakler, som skete i forbindelse med opdagelsen af Pagtens Ark. Der kan findes andre, som jeg ikke har fået med mig, det ved jeg ikke.

Men sandelig er der blevet givet os nok til, at bringe os ekstra med bevis på vor Herres offer, og hvad det betyder, at  al evangelisering   må forandres til højeste gear.

Jeg ber´ om, at dette lille skrevne, kan blive et værktøj i så måde. Vær så venlig og føl dig fri til at kopiere det, hvis du ønsker det. Der er aldrig Copyright på nogen af vore papirer. Vi ber´ bare om, at der bliver lavet  komplette kopier  således, at tvetydigheder ikke opstår.

Da Ron Waytt ikke fik noget klart billede af Pagtens Ark, tegnede han den således som den så ud. Keruberne var fæstet til Nådestolen. Når englene løftede Nådestolen op, fulgte keruberne med.

Keruberne står ved siden af Guds trone (jordiske). de sidder ikke på toppen af den.

Midt over Nådestolen lyste Guds herlighed. (Se også 2.Mos. 25,10-22. red.)

Jeg vil nu gerne dele en anden nyhed i forbindelse med scenariet ovenfor. Jeg har en dyrebar ven og bror i Kristus, som er pensioneret, med doktergrad i medicin.

I en begejstret telefonsamtale med mig for en lille stund siden, fortalte han, at Ron Wyatts vidnesbyrd om kromosomerne, havde fået ham til at undre sig på, om det var muligt for nogen at have blod, som manglede så meget kromosonindhold. I det han både er en troens og handlingens mand, overgav han dette til Herren, og bad om et klart tegn på, at alt var i orden.

Ikke mange dage gik, før han tog "The New Scientist" op (et videnskabsblad) fra den 7 okt. 1995, hvor han fandt følgende overskrift:

                 "DRENGEN, HVIS BLOD IKKE HAVDE NOGEN FAR".               

Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne! Forfatteren, Philip Cohen, citerede en artikkel af David Bonthron og hans kollega ved Edinburgh University i "Nature Genetic" (volum 11, s.164), som forklarede, at en speciel treårig dreng var blevet fundet og hvis hvide blodlegemer bare havde to X-kromosoner, signalet fra en kvinde.

For at gøre en lang historie kort, gik de videre med at forklare, at den sandsynlige årsag var et selvaktiverende ubefrugtet æg, som senere var blevet befrugtet på en normal måde. Sæden ville da være kommet ind i kun en del af det delte æg, og dermed skabt en usædvanlig effekt.

Bonthron troede, at en del helt usædvanlige omstændigheder var sammenfaldet i en meget kort tidsperiode.

"Jeg tror ikke, at vi nogensinde får at se noget lignende" sagde han.

Her var der endnu et mirakel! Vor doktorven havde fået information om en meget sjælden tilstand, ja, men tidspunktet til artiklen i "The New Scientist" var en sand gave fra Gud.

Den lille drengs kromosomer er ikke de samme som vor Herres, men er hvad Cohen kaldte for "delvis parthenogenesis" (parthenogesis er biologisters navn på jomfrufødsel), muligvis et menneske som eksisterer med en stor mangel i kromoson indholdet.

Og til slut. Hvad med de andre rapporterede sager om fundet af Pagtens Ark? Jeg har ventet med disse til slut, for ikke at ødelægge den sande historie  ved at indlede den med det falske.

Jeg synes det er interessant, næsten facinerende, at Stephen Spielbergs film: "Raiders of the lost Ark" skulle udkomme i 1981. Jeg husker, jeg så den, og tænkte på, hvad han prøvede at fortælle, siden han er af jødisk afstamning. De overnaturlige effekter han tillagde Arkens hellighed, havde paralleller til det virkelige fund.

Men sent i det år blev der annonceret af et andet team, at de havde fundet Arken i en hule i fjeldet Nebo, stedet hvor Moses så udover "det lovede land", lige før han døde.

Dette team inkluderede Tom Crotser, Jim Bollinger og atronauten Jim Irwin. Irwin var tidligere blevet interviuvet på BBC. TV. af Richard Baker, som spurgte ham:

"Hvad gør du nu?" Blandt andet svarede han: "Jeg hjælper til med at finde Pagtens Ark i Jordan." Men det var i juleudgaven 1981 af Far Eastern Berean, at citatet dukkede op, taget fra Straits Times of Singapore. Det sagde: "Vi fandt den tabte Ark."

Og så i januar i 1982 (på samme tid som Ron Wyatt brød igennem hulen), blev Tom Crotser interviuvet, og han viste fotografier af Arken. Videre var der en notits om dette i Jerusalem Post. Nu kan vi gerne spørge, hvordan Crotser var i stand til at anskaffe klare billeder, når Wyatt ikke kunne?

Jeg skal overlade til læserne, at tænke på dette spørgsmål. For øvrigt har jeg ikke personligt hørt noget mere om fundet i Mount Nebo uden, at det var fundet på et sted, som tilhørte både Vatikanet og Jordans regering. De sidstnævnte nægter hårdnakket, at nogen skal have flyttet fundet.

En amerikansk arkeolog ved navn David Lutz, kom med følgende erklæring:

"En rabbi fortalte mig, at dette fund ikke bare ville fremskynde bygningen af templet på Moriabjerget, men også signaliserede enden på Diasporaen, spredningen af det jødiske folk. Det ville være lige indflydelsesrigt, som Den Almægtiges udtalte ordre til det jødiske folk om, at drage hjem til det lovede land.

For kristne ville det være et klarsignal om slutningen på denne tidsalder, og begyndelsen på det Messianske kongedømme."

Det er ikke godt, at der er så stor spænding blandt mange folk, hvadenten de er jøder eller kristne. Man undres på, hvorfor timingen på Guds kalender er lige nu. Er vi kommet til historiens krydsveje? Og hvis vi er, da behøver vi at vide, hvilken vej vi skal tage.

Jeg har ingen mulighed for at forudsige, om Israels regering vil gøre noget lige nu, men fakta er allerede ude, og spredes hurtigt. Og dette i sig selv vækker opsigt. Det gør med os, hvad englen gjorde med Ron Wyatt - ansporer os til at gå videre, med endnu større vidgøre og være rede til Herrens genkomst.

Mange mennesker har lagt planer ud fra profetierne. Nogen siger, at meget genstår før Herrens andet komme, men ved at gøre det, ødelægger de anstændigheden i vor Herres ord:

"Våg og bed, for i ved ikke dagen eller timen - og igen siger jeg, VÅG!"

Tolkningen af profetier, specielt i den kristne tidsepoke, har aldrig været en enkel opgave. Og måske fratager vi os selv det vigtigste, at  "have olie på lampen"  (kanden) og gøre os rede. Hvem ved? Vi lever i dage med åndelig elektrisk spænding, og det er nødvendigt, at vi “elsker Hans åbenbaring", og “renser os selv, ligesom Han er ren:" 1.Joh. 3,3.

Så hvad er genstanden i Mount Nebo? Jeg anklager ikke Crotser for at lyve. Han fandt visselig noget. Men hvad er det? Mit gæt er, at han har fundet en kopi af den virkelige Ark, som er lavet i Jeramias dage, og gemt i hulen i samsvar med hvad, som er fundet i 2.Makkabæerne 2, 4-8. Hvorfor skulle Jeramias gøre dette? Fordi han var en mand med stor ære og integritet ind for Herren, og han levede blandt et folk, til og med hans eget folk, som var uærlig indtil benet. De ville holde øje med alt han foretog sig, og vide hvad han gjorde. Dette betyder, at NOGEN ville finde Arken og stjæle den. Jeramias ville ikke, at dette skulle ske. Så han lavede en forfalskning og tog den med til Mount Nebo. Senere er heller ikke denne forfalskning blevet fundet før fornylig.

Der er endnu en historie om Arken, som behøver at nævnes, før jeg afslutter dette skriveri. I 1992 skrev Graham Hancock en bog, publiseret af William Heinemann, som hed: "The Sign and the Seal" (tegnet og seglet).

Det er en opdatering på hans rejser i Etiopien på jagt efter Arken, som efter traditionen skal skjules af et folk, som har en tro, som er en mærkelig blanding af judaisme og kristendom. Hancock fik aldrig mulighed for at komme ind i bygningen, hvor denne Ark er skjult, og som er meget godt bevogtet af en munk, som hedder Abba Fameray.

Historien eller legenden siger, at kong Salomo fik en søn med dronningen af Saba. Han blev kaldt Menelech, og da Menelech var i slutningen af teenage årene, rejste han til Jerusalem. Han blev behandlet meget godt af kong Salomo som spurgte, hvilken gave han ønskede at tage med sig hjem. "Pagtens Ark", svarede han, noget som selvfølgelig fik en negativ respons. Menelech var ikke glad for at blive nægtet dette, og senere fik han nogen venner med sig, og stjal Arken i nattens mulm og mørke.

Arken blev transporteret til Etiopien, hvor den har været til denne dag. Denne historie er blevet fundet i leksikonet Britannica, og den lægger til, at Arken befinder sig i en by ved navn Axum.

Dette er en ganske usandsynlig historie, og det ville være meget pinligt for Israels børn, hvis Arken var blevet stjålet. Uden tvivl ville Salomo have startet en "hellig krig" for at få denne uvurderlige skat tilbage. Men nej. Dette er ikke nævnt nogen andre steder udover i Etiopien.

Så hvad er det de har i det land, som de vogter så nøje? Jeg tror det kan være en anden forfalskning, ikke taget i Salomos dage, men sandsynligvis i Jeremias dage eller der omkring.

(Ron Wyatt døde i august 1999, 66 år gammel)

Tilføjelse

På Jesu tid stod der et Tempel, som var bygget op igen. Var der kopier af Pagtens Ark, røgelsesalteret og brændofferalteret, og skuebrødsbordet i dette Tempel?                                          Udgiveren.

JESUS på korset. Revnen i klippegrunden, som nåede ned over NÅDESTOLEN.

Derved kom Jesu blod på  NÅDESTOLEN.  GUD havde sin mægtige plan, som nu er blevet kendt for os mennesker.

THI INTET ER SKJULT UDEN FOR AT ÅBENBARES; EJ HELLER ER NOGET BLEVET GEMT HEN UDEN FOR AT KOMME FREM I LYSET. Mark.4,22.

Vigtigt besøg i kammeret (Hulen).

Englen kom så hen til Ron, og fortalte ham, at ARKEN og STENTAVLERNE først skulle vises frem, lige efter en lov var blevet vedtaget i VERDEN, som skulle forsøge at tvinge menneskene til at tage DYRETS MÆRKE. (Joh.Åb. 13 kap.)