Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet.
Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme. Den, der former en gud og støber et gudebillede, har ingen gavn af det. Nej, alle tilhængerne bliver til skamme, håndværkerne er kun mennesker. Lad dem blot træde samlet frem, de skal alle gribes af skræk og skam.
Smeden fremstiller en økse ved essen. Han former den med hammeren, og han bearbejder den med sin stærke arm. Bliver han sulten, taber han kræfterne; får han ikke vand at drikke, bliver han træt. Snedkeren spænder sin målesnor ud, han tegner omridset med stiften og bearbejder det med stemmejernet. Med passeren ridser han det op og giver det menneskeskikkelse, et menneskes herlighed, der skal bo i et hus. Han fælder cedertræ, han tager sten-eg og grå-eg, som han lader gro op blandt skovens træer. Han planter cedre, og regnen giver dem vækst.
Det bruger mennesket som brænde. Han tager noget af det til at varme sig ved; han tænder bål og bager brød. Han laver også en gud og kaster sig ned for den, han fremstiller et gudebillede og tilbeder det. Halvdelen brænder han op, og på halvdelen steger han kød, spiser det og bliver mæt. Han varmer sig og siger: »Ah, jeg bliver varm, jeg ser ilden.« Af resten fremstiller han en gud som sit gudebillede. Han tilbeder det og kaster sig ned for det. Han beder til det og siger: »Red mig, for du er min Gud!«
De forstår ikke, og de indser ikke, for deres øjne er lukket til, så de ikke kan se, og deres hjerter ikke kan fatte. Han lægger sig det ikke på sinde, han har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods.«
Den, der har med aske at gøre, ham har et vildledt hjerte forført. Han redder ikke sit liv, for han siger ikke: »Der er jo løgn i min højre hånd!« (Esajas 44, 9-20)