Gud kan ikke bruge nogen inden han har fået vedkommende til at stå på hellig grund. En hellig Gud må have hellige mennesker til at stå på hellig grund.
Hellig grund er ikke et fysisk sted, men det er åndeligt. Da Gud befalede Moses til at tage sine sko af fordi han stod på hellig grund, da talte han ikke om et par kvadratmeter jord, men han henviste til den åndelige situation.
Gud kaldte Moses fra en brændende busk og befalede ham:
"Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Tag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står, er hellig jord! (2 Mos. 3:5)
Stedet var helligt! Hvilket sted? Den åndelige tilstand som han endelig var nået til. Moses var nået til det sted i sin vækst, hvor Gud kunne komme igennem til ham. Han var nu der, hvor han kunne lytte. Han var moden og parat til at blive irettesat af en hellig Gud.
Lad være med at tro at Moses var den eneste der var på hellig grund, for det var hele Israel også, selv om de følte at der ikke var noget håb for dem. Jeg har aldrig troet at Gud ville holde en hel nation i slaveri, bare for at give Moses tid til at udvikle sig til en stor leder. Vores Gud har ikke personsanseelse. I disse hårde 40 år prøvede han israelitterne på samme måde som han prøvede Moses, ved kærligt at dømme dem, Herren drev israelitterne tilbage til hellig grund - tilbage til at hungre efter Jahve.
Da Moses var på toppen af bjerget, hvor han fik bortrevet alle sine rettigheder - det var det der mentes med, da han skulle tage sine sko af - da var Israel nede i dalen, hvor al deres menneskelige styrke blev taget fra dem. Moses ville ikke have nogen rettigheder; Israel, ingen styrke. Gud kunne ikke vise dem hans styrke på nogen anden måde. Den store "JEG ER" blev åbenbaret!