"Og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden." (1. Johs. 5, 6).
Fro flere år siden blev jeg inviteret til at deltage i et vækkelsesmøde i en forstadskirke uden for New York City. Folk havde været helt vilde over en 'succesfuld kampagne', som var blevet afholdt af to unge mandlige evangelister. Til sidst valgte jeg at tage til et af deres møder, og jeg fik en plads oppe blandt lederne. Men jeg anede ikke, at jeg skulle komme til at opleve noget helt forfærdeligt!
Folk havde kaldt dette par for et 'kraftfuldt evangelistteam.' Den ene prædikede og den anden sang og spillede på orglet. Men da mødet begyndte, og jeg sad og observerede disse to unge mænd, så var der noget inden i mig som begyndte at røre på sig. Jeg følte mig utilpas.
Før den unge prædikant begyndte sin tale, så hidsede han tilhørerne op. Han havde en kasse fyldt med smukke gaver, som han hver aften delte ud til den, som havde flest gæster med. Det var brødristere, radioer og miksere - selv en cykel på den sidste aften!
Hans prædiken var ikke andet end den ene mere spændende beretning efter den anden. Tilhørerne elskede det - men jeg fik kvalme! Nu talte utilpasheden i mig højt og tydeligt: "Dette er ikke fra Gud - det er af kødet! Der sker noget ondt. Helligånden er ikke her. Disse to evangelister er homoseksuelle - og de bedrager alle!"
Jeg havde kvalme den aften og sørgede helt ubeskriveligt - men det var alt sammen på grund af, at Ånden arbejde i mig! Pastoren var helt vild med det store antal mødedeltagere, at han havde droppet al dømmekraft! Og folk elskede dette kødelige show fordi de havde gjort sig selv åndeligt blinde - de fulgte simpelthen bare pastoren!
Få år senere så jeg disse to evangelister i en lufthavn. Denne gang bad Åndens vidne mig om at konfrontere dem. Vi hilste på hinanden, og så - uden ondskabsfuldhed i min stemme - sagde jeg, "Jeg ved hvad I to drenge er - I er bøsser. Vær venlig at lade være med at spotte Herren! Gå ud og få jer et andet job. Gud vil ikke lade jer slippe af sted med dette skuespil. Jeg ønsker ikke at blive nødt til at afsløre jer!"
Min advarsel så ikke ud til at have nogen virkning på nogen af dem. Få år senere var jeg i Canada til en mødekampag-ne. En sen aften, efter et møde, var jeg sulten. Så min vært kørte mig til en afsides restaurant en halvtimes kørsel fra hvor vi var. Da vi kom ind i restauranten, hvem så vi sidde der ved et bord og underholde to meget feminine mænd? Det var de to unge evangelister! Hvor blev de chokeret, da jeg gik forbi deres bord. De vidste, at de var blevet afsløret!
Ikke længe efter dette blev de afsløret og de forlod tjenesten. Helligånden bekræftede hvad han havde vist mig flere år tidligere! Men hvad der skræmte mig mest ved dette, var alle de pastorer i store menigheder, som havde inviteret disse unge mænd til at tale, uden at interessere sig for hvad de var. Ingen af dem havde Ånden som vidne til at afsløre det hele!
Ved en anden lejlighed var jeg inviteret til at høre en såkaldt 'power-evangelist', som afholdt seks ugers møderække i en stor pinsekirke i en by i Sydstaterne. Denne gang kom min kone Gwen og jeg ind på balkonen uden at blive lagt mærke til af nogen - og hvilket show vi så!
Evangelisten kom frem, klædt i en rød paillet-jakke, som en der underholdt i en natklub. Tilhørerne klappede da han blev introduceret. Jeg var forbløffet over dette - og straks vendte jeg mig mod Gwen og sagde, "Skat, han er det mest forlorne, som nogensinde har stået på en prædikestol!"
De første fem minutter spankulerede han rundt på scenen og jokede og smigrede tilhørerne. Så gik han ned blandt tilhørerne og kyssede nogle af kvinderne og bønfaldt mændene om ikke at være jaloux. Jeg tænkte ved mig selv, "Han er en showman. Han kender overhovedet ikke Gud!"
Også hans prædiken indeholdt den ene utrolige beretning efter den anden - og tilhørerne var lamslåede! Han sagde, "Jeg sad hos frisøren, da vicepræsidenten pludselig kom ind og satte sig i stolen ved siden af mig. Han vendte sig mod mig og til min overraskelse kendte han mit navn. Han sagde, "Bror Billy Bob, præsidenten og jeg har hørt om alle dine store møder. Kig venligst forbi næste gang du er i hovedstaden."
Jeg vendte mig mod Gwen og sagde, "Skat, han lyver! Han fortæller fede løgnehistorier!" Men alle klappede og var helt oppe at køre. Den gråhårede pastor åd det hele råt. Og den store tilhørerskare mæskede sig i alle disse skandaløse løgne!
Gwen og jeg forlod stedet - og hele vejen ud til bilen måtte jeg holde mig på maven. Det var ikke en fysisk smerte. Det var nærmere en indre murren, en uforklarlig smerte. Det var Åndens vidne igen, som viste mig forskellen mellem det hellige og det profane (blasfemiske)!
Gud havde givet denne pastor hvad han higede efter: en fyldt sal og mange tilhørere. Men det havde kostet ham Åndens vidnesbyrd! Han var blindet - havde mistet alt dømmekraft! Enhver Åndsfyldt person, som levede et helligt liv i den menighed, havde genkendt bedraget indenfor de første fem minutter - og var gået deres vej! Disse havde det indre vidne fra Ånden - og de kunne ikke holde ud at være i selskab med denne mand!