Vi hører meget om håb - fra politikere, fra utallige bøger, fra dvd og andre medier. Men de budskaber vi bliver tilbudt synes ikke at have nogen langtidsvirkning.
Vi bliver måske opmuntret af det vi hører i disse budskaber. Og jo, vi føler os forfriskede og håbefulde for en stund. Men det vi bliver tilbudt, er ikke et varigt håb, og snart sygner det hen.
Hele verden sukker efter et urokkeligt håb. Lige nu er det indre råb fra menneskeheden på kloden: "En eller anden hjælp mig. Giv mig et håb - et der holder."
Vi længes efter at høre nogen prædike et kraftfuldt, livs-forvandlende budskab om håb. Vi ønsker et budskab, som vil løfte os op over al vores frygt og alle vores problemer, noget som vil give os et fundament af urokkeligt håb.
Mange vidunderlige bøger er blevet skrevet af mennesker, som har bevaret håbet gennem rædselsfulde tragedier og modgang. Deres vidnesbyrd opmuntrer os og opløfter vores tro. Men igen, vores håb svinder bort hver gang en alvorlig prøvelse viser sig i vores egne liv. Lidelsen vi gennemgår overgår den urokkelige tro vi troede vi havde. Hvorfor?
Håb er ikke en følelse. Sig mig, hvor mange gange har forventningen om noget godt svigtet dig? Hvor mange gange er dit menneskelige håb blevet knust? Hvor ofte har du følt som apostlen Paulus, som sagde, da han befandt sig midt i en hvirvelstorm på havet, " Til sidst svandt ethvert håb om vores redning. " "Ap. Ger. 27, 20).