Jesus sagde, "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer." (Johs. 14, 18).
Kristus sagde dette til sine disciple lige inden han gik til korset. Han samlede sine udvalgte en sidste gang til nadver inden han skulle korsfæstes.
Hvilken trist, sørgmodig flok disse mænd var. Deres eneste kilde til trøst på denne jord ville blive taget fra dem. Jesus var deres vejleder, deres lærer, deres glæde, fred og håb. Og nu skulle han fysisk forlade dem.
Disciplene må have tænkt, "Hvordan skal vi nu vide hvad vi skal gøre? Hvor skal vi gå hen for at høre Ordet om det evige liv? Han sagde, at vi skulle gå ud i alverden og prædike evangeliet i hans navn. Men hvor vil kraften og autoriteten komme fra? Vi har været afhængige af Jesus i alt dette. Vi har bygget alt op omkring ham. Han er Gud i menneske-skikkelse og nu forlader han os."
Selvfølgelig vidste Jesus hvad de tænkte. Og han vidste hvad de ville komme til at stå overfor: forfølgelse, trængsler, fattigdom, tab af alt, ødelæggelse af alt deres jordiske gods, at de ville blive slæbt for retten og blive tortureret for hans navns skyld.
Men jeg tvivler på, at de forstod Jesu ord til dem her: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer."
"Jeg vil aldrig lade jer stå i kampen alene. Jeg vil aldrig efterlade jer hjælpeløse eller magtesløse mod djævelens angreb. Jeg ved, hvad I kommer til at gå igennem. Men jeg kender Faderens plan for jer. Hvis I vidste og forstod det, vil jeres hjerter juble. I ville springe rundt af glæde nu, fordi jeg går til min Far."
"Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid... for den bliver hos jer og skal være i jer." (Johs. 14, 16-17).