For 35 år siden lagde Gud mig på hjerte, at grundlægge et drengehjem i Amityville i New York på Long Island. Jeg følte stærkt, at Gud stod bag dette arbejde. Men efter bare halvandet år stilede myndighederne nogle umulige og strenge krav til hjemmet. De sagde, at vi skulle ansætte en psykolog på fuld tid, såvel som en rabbi eller en præst, hvis vi optog drenge, som var jøder eller katolikker. Vi havde ikke råd til at arbejde under disse forhold, så vi lukkede stedet.
Vi havde kun fået fire drenge ind i den korte tid, vi havde åben. Og efter vi lukkede, mistede jeg kontakten med dem. Jeg havde altid troet, at det foretagende var en af de største fejltagelser. I mere end tre årtier undrede jeg mig over, hvorfor Gud tillod, at vi gik i gang med den opgave.
Men i sidste uge modtog jeg et brev fra en mand ved navn Clifford. Han skrev følgende:
"Bror David, jeg var en af de fire drenge, som blev sendt til Amytiville for 35 år siden af Nassau County Children's Agency.
"Min far og mor var jødiske, men de gik fra hinanden, og min mor giftede sig igen. Hun var sådan en rebel, at hun sendte mig til en katolsk skole. Jeg kom ind i den katolske kirke da jeg var elleve år gammel.
"Umiddelbart efter blev mit hjem dysfunktionelt. Jeg skulle gøre rent, lave mad, passe min lillebror og min mor alt imens jeg passede en avisrute tidligt om morgenen. En gang måtte jeg bryde døren op ind til min mors soveværelse. Her fandt jeg hende liggende på gulvet med fråde om munden. Der lå mange tomme pilleglas omkring hende.
"Jeg kom i en stor katolsk katedral. Jeg skriftede, jeg havde gjort knæfald og bedt min rosenkrans. Men jeg var bange for Gud. Jeg var overbevist om, at han var ligeglad med mig.
"Hverken jeg eller min mor vidste, at socialarbejderen kom for at sende mig til dit drengehjem. Men jeg var desperat for at komme væk fra min stedfars mishandling, fra fattigdommen og min mors selvmordsforsøg. Så jeg fulgte med og endte i dit drengehjem.
"Dine medarbejdere var så kærlige og rare. De lærte os Bibelen at kende og tog os med i kirke. En dag tog de os med hen til en lille menighed, som holdt et teltmøde. Jeg var så bitter indeni og så modløs. Det var i denne lille menighed, at Helligånden begyndte at tale til mit hjerte. En nat kunne jeg ikke modstå længere. Alle disse års smerte, forvirring og håbløshed kom op til overfladen. Jeg følte, jeg skulle kvæles.
"Så hørte jeg prædikanten sige, "Jesus elsker dig." Jeg faldt på mine knæ og bad, "Gud, jeg er ikke sikker på du findes eller at du lytter til mig. Men hvis du findes, så tilgiv mig og hjælp mig. Jeg har brug for, at der er nogen der elsker mig. Fordi jeg er så bitter, så forkastet og fyldt af uro."
"Med det samme føltes det som om nogen hældte varm sirup på mit hoved, og det flød ned over min krop. Al bitterhed smeltede bort. Fra den dag af ejede Gud mit hjerte fuldt og helt.
"Bror David, det var 35 år siden. Nu har Gud kaldet mig til at prædike og han kalder mig til en fuldtids-tjeneste. Jeg fandt dig via Internettet. Dette takkebrev har rumsteret i mig i årevis. Jeg ønsker bare, at sige tak fordi du tog dig af mig. Du kender Guds kærlighed."
Denne mands brev beviser, at intet vi gør forgæves for Kristus. Dette drengehjem var ikke en fejl, fordi en fortabt og forvirret jødisk dreng opdagede Guds kærlighed der. Inden han kom til os, havde han kun kendt til frygt for Gud.
Hvor er det trist, at så mange millioner mennesker som Clifford vokser op uden at kende noget som helst til Guds kærlighed. De har aldrig haft kærlige forældre, så de ved ikke, hvordan de skal relatere til Guds kærlighed. De lever livet igennem i frygt, forvirring og forkastelse.
Men det er lige så tragisk, at rigtig mange troende, som har smagt Guds kærlighed, aldrig har lært hvordan de skal komme ind i hans kærligheds fylde. De kender læresætningerne om Guds kærlighed. De har ofte hørt prædikener om den, alligevel ved de intet om at blive bevaret i hans kærlighed.
Helligånden rørte for nylig min ånd omkring hans kærlighed. Han ledte mig til et skriftsted i Judas Brev: "Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv." (Judas 20-21). Da jeg læste disse vers, hørte jeg Helligånden hviske stille til mig:
"David, du er endnu ikke kommet ind i min kærligheds og glædes fylde. Teologien er rigtig nok - men du har ikke oplevet den utrolige glæde og hvile, som kommer af at bevare dig i min kærlighed. Indtil nu er det kun nået dig til anklerne. Men min kærlighed er et helt ocean, som du kan svømme i."
Bibelen er fyldt med sandheden om Guds kærlighed. Men der er stunder, hvor jeg tillader mig, at undre mig over, at Gud nogensinde kunne elske mig. Det er ikke fordi jeg betvivler hans kærlighed; det er mere en fejl fra min side i at bevare mig i den erkendelse og forsikring om hans kærlighed til mig.
Det er grunden til, jeg skriver dette budskab. Jeg ønsker, vi alle skal lære mere om hvordan vi bliver bevaret i Guds kærlighed.