Over hele verden er det oftest stillede spørgsmål lige nu: "Hvad sker der? Der er frygt og panik over alt. Økonomien vakler over hele kloden. Hvordan ser vores fremtid ud?"
Som Jesu efterfølgere ved vi, at det eneste svar vi kan stole på, findes i Guds Ord. Verdens eksperter - økonomerne, politikerne, akademikerne - indrømmer alle, at de er forvirrede. Ingen kan forklare hvorfor bobler brister eller hvordan vi kom fra højkonjunktur til et pludseligt sammenbrud.
Lad mig dele med dig, hvad Bibelen siger om det som kommer. I Skriften har Gud talt klart om, hvad vi skal forvente nu og i fremtiden. Ja, skræmmende ting sker, men de er alle forudsagt i Guds Ord. Disse profetier er ikke til for at skræmme os, men for at bygge et fundament af tillid hos os. Vores Herres Ord til os er det samme i går, i dag og til evig tid. Og selv nu sidder Herren som konge over de nuværende begivenheder.
Vi må begynde med at undersøge, hvad Gud sagde, der ville ske med mennesker og nationer, som vender sig væk fra ham. I 3. Mosebog beskriver Gud skæbnen for de nationer som enten adlyder eller fornægter hans Ord. I al sin væsentlighed er det følgende:
“I skal stole på Herren, jeres Gud, ære mit Ord og holde mine bud. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer, give jer fremgang og sende regn til jeres afgrøder. I vil ikke komme i gæld, tværtimod vil I være i stand til at låne ud til andre. I vil være i sikkerhed for jeres fjender. I vil ikke blive terroriseret eller komme i krig; der vil være fred i landet. Og ingen vil kunne skræmme jer."
“Men hvis I, jeres folk og jeres nation, nægter at ære mig - hvis I lader hånt om mine bud - så er der disse konsekvenser: Jeg, Herren, vil ydmyge jer og knække jeres stolthed. I vil spilde jeres kræfter, jeres styrke vil være nyttesløs og jeg vil fjerne jeres magt og prestige. Jeres fjender vil sejre over jer og udplyndre jer for alle jeres rigdomme. I vil blive forgældede, ikke långivere. Og pludselig vil I kende til terror og sorg."
“Se, Herren, Hærskarers Herre, fjerner fra Jerusalem og fra Juda støtte og stav - hver støtte, der er i brød, og hver støtte, der er i vand." (Es. 3,1).
Alt dette blev først profeteret til Israel, og det skete som Gud havde sagt - men det er stadig en advarsel til alle generationer. Europa, en hel verdensdel, har fjernet Guds navn. De praler af at Den Europæiske Union er sekulær (verdslig). "Vi har ingen Gud", siger de. Nu er Amerika på vej til at gøre det samme. Gud bliver lukket ude af vores skoler, retssale og lovgivende forsamling. Nogle steder er det forbudt at bede. Nu vælter de dårlige tider ind over Amerika idet vores finansielle system vakler, og der er ingen løsning i sigte.
Måske siger du, “Hvorfor skal vi mindes om alt det dårlige, som sker?" Vi skal høre det, for Guds folk må se at vågne op! Festen er forbi. Vi skal ikke længere bekymre os om, vi har den nyeste mobiltelefon eller computer. Som pastor ønsker jeg ikke, at nogen skal blive chokerede eller forvirrede når deres verden lige pludselig vendes på hovedet.
Sandheden er, at alle Herrens domme er frelsende. Han er som en mand, hvis alkoholiserede kone har drukket sig i hegnet. Han rusker hende og siger, "Vågn op." Når hun ikke reagerer, slår han hende på kinderne og råber, "Vågn så op. Jeg elsker dig" Hvis det ikke hjælper - når det synes umuligt at få hende til bevidsthed, så rusker han hende hårdt og græder, "Vågn nu op! Hvis du ikke kommer til dig selv, vil du dø i denne rus."
Lige nu ryster Gud den menneskehed, som hans Søn døde for at frelse. Men Gud gør det ikke i vrede, men af kærlighed. Han siger, "Jeg har sendt vægtere til at advare jer. Jeg har sendt profeter til at skære gennem tågen med klar sandhed. Men I har afvist mit Ord hver eneste gang. Nu må jeg virkelig ryste jer for at vække jer fra jeres sløvhed, som fører til ødelæggelse."