Hvis jeg ikke står djævelen imod, vil det meget snart komme til at stå galt til med mig.
Jeg ved, han er min modstander, og hvis jeg ikke våger, eller er i forsvarsstilling, vil han sikkert, om end måske langsomt sejre over mig, og Guds værk vil blive hindret.

Hvis du er et sandt Guds barn, er du ingen undtagelse fra regelen. Satan vil stå dig imod, vil udfordre dig, -men husk: i Kristus vil du altid kunne mere end sejre!

Jeg takker Gud, at han på et tidligt stade i mit åndelige liv åbnede mine øjne for, hvad djævelen formår, og derefter viste mig mit ansvar, og hvad jeg kunne gøre som en ny skabning i Kristus Jesus ved at stå fjenden imod.

Jeg føler, Gud vil, jeg skal bruge mit liv til at forkynde denne sandhed, såvel som selv gøre brug af den.
Jeg er blevet frygtelig fristet, plaget, ja drevet til fortvivlelse og har følt mig "svigtet" af Gud, men ved hans nåde er jeg blevet oprejst igen i Jesu Kristi navn, har stået djævelen imod, og har fået lov til i Jesu navn at sejre over ham.

I mange kristnes liv forekommer der smertelige erfaringer, som kun kan forstås, når vi ser dem i det lys, som ordene fra 1. Peter 5, 8-9 kaster over dem.

8 Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; v9 stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.

Og ud fra disse ord ses det klart at djævelen og hans hærskarer af hjælpere, utrætteligt, ondskabsfuldt og med overlæg efterstræber den troendes liv.
Hvor mange indvendinger der end bliver gjort mod en sådan tale, så står det dog fast, hvad der står skrevet i Guds bog:

1. 1. Peter 5
v8 Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; v9 stå ham imod, faste i troen, 
I sandhed, befalingen om at være på vagt er givet, fordi der er fare på færde.
"vær ædru, vær årvågen, vær hurtig". Tro ikke at Gud eller nogen anden vil gøre din del, du må bruge dine øjne, opøve din sans til at skelne, handle som en soldat, der bruger alle sine evner og anvender al den magt han er udstyret med.
Vær ædru, vær årvågen fordi , læg mærke til dette ord fordi.
Se også Lukas 22-25
v22 En dag gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og han sagde til dem: »Lad os tage over til den anden bred af søen.« De lagde så fra land. v23 Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. v24 De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. v25 Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?«

læg mærke til den truende tone Jesus taler i, og hans sorg over, at hans diciple ikke havde den samme opfattelse af sagen som han. 

En befaling.
Det er lige såvel en befaling at stå djævelen imod, som det er en befaling at blive fyldt med Helligånden og elske hverandre.
Enhver troende, der kender noget til Helligåndens fylde, vil ved forskellige lejligheder blive stillet over for en situation, som kræver nødvendigheden af at stå djævelen imod.
Gudslivets fremadskriden i os, kan ikke fortsætte uhindret, uden at bringe os i forbindelse og kamp, med de sataniske styrker, der hersker i denne verdens mørke.
Djævelen er altid vor modstander, han er aldrig vor ven, skønt han vil udgive sig for at være det.
Han vil aldrig være ude af virksomhed, skønt der kan vær rolige tider imellem hans angreb.
Djævelens karakter har ikke på nogen måde forandret sig. Han er stadig en løgner, en morder, en efterligner, og optræder i en hvilken som helst skikkelse, der passerer for tilfældet.

Almindeligvis tænker man ham ikke gående omkring som en brølende løve, men han går omkring, han er stadig på færde. Når det er sådan, som apostelen taler om til hedningerne, at satan også påtager sig skikkelse af en lysets engel, så er faren så meget større, og vi behøver i endnu højere grad de opladte øjne, genløste viljer og modige hjerter og at være iført Guds fulde rustning, som er blevet sikret os af ham, som på Golgata sejrede over denne verdens fyrste, afvæbnede magter og myndigheder og stillede dem åbenlyst til skue, idet han triumferede iver dem.

Jeg møder mange kristne som på alle måder søger at undgå at komme ind på dette spørgsmål om djævelen.
Ja, han eksisterer, det tror de, og han er virksom, det vil de indrømme, men når jeg f.eks. siger til dem: Stå ham imod, eller jeg kommer med en udtalelse som denne: I Jesu Kristi navn, modstår jeg djævelen, når han vil have mig til at gøre dette eller hint, da siger de: nej det overlader jeg til Herren at gøre, jeg er selv for svag til at stå ham imod. Djævelen er alt for stærk for mig.

Men Guds ord taler ikke sådan.
Det siger: Vær stærk, stå op, drag dit sværd, stå imod, vind sejer?
Læs hvor du vil i det nye testamente, og du vil altid finde der menneske, der har iført sig Kristus, som en, der tør stå djævelen imod, idet han regner med den sejer, Jesus vandt på korset.
Dette er ikke noget, der kun er muligt for stærke karakterer. Det er en stilling, ethvert Guds barn må indtage, da han ved et hvert skridt fremad på vejen vil blive udfordret og møde modstand fra onde ånder, hvis fyrste er djævelen selv.

Gud erklærede djævelen krig efter hans første bedrag over for mennesket, og 1. mosebog 3:15 viser enhver, der tror på ordet, at intet uden fjendskab kan eksistere, mellem dem, der er fødte af Gud, og modstanderen.

v15 »Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.«.

Lammets 12 apostle regnede med det.
De 70 blev på særlig måde udsendt i denne krig og fik lov til at erfare kraften i det navn, der er over alle navne.
Således også med de apostle og profeter, der blev kaldet efter at Herren var borttaget til himmelen. De havde den usynlige verden klart stående for det indre øje, og vidste, at deres kamp ikke var imod kød og blod.

Så indtrængende som muligt ønsker jeg at sige, at der er mere i dette, end de fleste kristne er villige til at indrømme.

Både min egen og andres personlige erfaringer har tvunget mig til at se dette i øjnene. Jeg blev ikke født på ny for at jeg skulle tabe i denne kamp, men for at jeg skulle sejre, og hvis jeg vil, kan jeg.
Men lukker jeg øjnene for disse ting, vil jeg ingen sejer få. Du kan foretrække at være uvidende, - nægte at tage imod åbenbaring af noget, som Guds ånd vil vise dig, og du vil udsætte dig for fare.

Næst efter at være blevet frelst ved det dyrebare Jesu blod tror jeg ikke, der er nogen sandhed, der er mere vigtigt at kende, hvis vi skal få en frugtbar tjeneste for Herren, end sandheden om djævelen, og hvorledes vi kan modstå ham i Jesu navn og kraft.

Men gør du det?
Lad ikke dette råd være upåagtet!
Lad dig udruste til denne kamp, - bliv stærk i Herren! Vov at se sagen i øjnene og sig at hvad det så end kan komme til at betyde at stå djævelen imod og sejre, så vil du det.

Sløvhed .
Nogle af de mest iøjnefaldende erfaringer i mit tidlige kristenliv med hensyn til sløvhed fik jeg, mens jeg var forretningsmand. Jeg blev ofte anfaldet af en særlig sløvhed eller døsighed, som gjorde det vanskeligt for mig at arbejde.

Selv om jeg kæmpede imod det, fordi jeg tænkte, at det var en slags ladhed eller måske træthed, der kunne skyldes forkert kost, kom jeg dog ikke igennem, som jeg ønskede.
I virkeligheden var jeg en gåde og en byrde for mig selv, for når jeg allermest behøvede at være vågen, var jeg ofte meget søvnig, og når jeg behøvede hvile, og prøvede på at få det, arbejdede min hjerne helt unormalt.
Til andre tider, var jeg hverken træt eller modløs, men der kunne komme et frygteligt tryk over mig, det var ligesom noget, der lå i luften, noget der virkede deprimerende på mig, forstyrrede mig, og nedsatte min arbejdsevne.
Det er nok vejret, tænkte jeg, der er måske torden i luften.
Ja, vejret får skyld for mange ting, som djævelen står bag ved.

Efs. 2:2
som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.

Jeg håbede, at morgendagen ville bringe en lettelse, men hvis den gjorde det, var den kun midlertidig.
Langsomt men sikkert kom trykket igen, og tyngden var over mig.

Jeg havde et vist kendskab til sandheden om djævelen, men det faldt mig ikke ind, at han kunne røre mig, uden at jeg vidste det.. 

Tænk over det.
Jeg kunne i almindelighed se, hvorledes han fik fat i andre og langsomt vandt sejr over dem og bedrog dem, men mig, nej jeg var sikker nok, for jeg nævnte ham ofte i mine bønner. Imidlertid hændte det en dag efter en periode med nedtrykthed og mangel på energi, at jeg kom til at læse noget om ladhedens og sløvhedens ånd.
Vel, sagde jeg til mig selv, der er altså ånder, der luller os i søvn, sløver vore sanser, holder vor energi fangen og modsætter sig det normale livs udfoldelse.

Jeg sprang op på mine fødder, som en, der pludselig blev vågen, og råbte: Så vil jeg ikke have mere af dette, det er fra djævelen, og i Jesu Kristi navn, står jeg disse ånder og deres magt over mig imod!

Virkningen var meget slående. Øjeblikkelig mærkede jeg forandring. Bedraget var afsløret. Den nødvendige kraft til at stå imod, var blevet givet mig af Herren, og ved ham, og ved troen på hans navn, var de onde ånders magt i denne periode brudt.

Jeg husker, hvor vidunderlig klar min hjerne blev til at udføre mit arbejde. Ja til tider kunne jeg gøre det så godt, at mine foresatte gjorde bemærkninger om det.

Hundreder gange senere i livet har jeg stået imod på samme måde over for andre angreb, og jeg har oplevet slående beviser på befrielse i nogle af de mest desperate og sørgelige tilfælde af konflikter, der kan komme i kristenlivet.

Djævelen er en virkelighed, hans anslag er mig ikke ubekendte.
Jeg har mødt hans åndsmagter for ofte til, at jeg kan ignorere dem.

Lad dem, der vil. Lægge denne sag fra sig som værende uden betydning og vige uden om kampen. Jeg må stå på det åbenbarede ord, og se det klart i øjnene, at satan stadig er min modstander, at han stadig er i virksomhed over for mig, - og over for dig, - at han går omkring og søger, hvilket vil sige, at han virkelig omhyggeligt søger, om det en dag kan lykkes ham at finde nogen, som ikke er på deres post, for at få dem i sit garn, og opsluge deres liv, få deres vidnesbyrd til at forstumme og standse deres bønner, hvis han ikke ligefrem kan få dem ført ud i et dybt fald.

Sindet .
Vi kommer her ind på et område for satans aktivitet, som synes ar være vokset betydelig de senere år.
Jeg kan henvise til et stort antal kristne, som har mistet deres åndelige balance og er blevet anbragt under forskellig behandling.

Nu er det langt fra mig at sige at alle disse tilfælde er resultat af onde ånders direkte påvirkning, men nogle er.
De som i tro er blevet befriet ved at tage imod sandheden, er tilstrækkelig bevis herfor.
Sindet har altid været en fæstning, som djævelen har kæmpet for at erobre.

Vi læser: Denne verdens gud har forblindet de vantros tanker. 2. kor. 4.4

At få de forkerte tanker, gale indtryk, eller en eller anden ide, som sætter sig fast i sindet, bringer djævelen i virksomhed, og ved onde ånders hjælp begynder han et løgnens og bagvaskelsens felttog, og det for det meste på basis af en del af sandheden.

Tykke bind kunne fyldes med optegnelser om de næsten ufattelige måder, hvorved Guds børn er blevet draget ind i en hvirvel af satanisk bedrag. At de var Guds børn, frelste dem ikke fra dette. I mange tilfælde, var det fordi de ikke var rodfæstede i den kristne tros grundsandheder.

Jeg kan nævne navne på mennesker, som i sin tid var ledere i kristne kredse, men som ikke desto mindre blev bedragne. At dette er blevet tilladt, hører til hemmeligheden i lidelsens mysterium, og kun det guddommelige forsyn ved hvorfor, men der er tilfælde, hvor svaret og løsningen findes i disse ord:
Jeres modstander, djævelen, går omkring, - søger hvem han kan opsluge.--- 
Stå ham imod faste i troen.

Det er på tide vi ser stillingen i øjnene.
I den kristne kirke findes et så stort antal af mentale og fysiske vrag, at det må få os til at overveje meget nøje og spørge, om ikke Golgata har noget at sige os med hensyn til dette, noget der ikke er blevet lagt tilstrækkelig vægt på.
Jeg tror, der er sådan.

Det kan ligefrem skrige i en, når jeg tænker på disse bundne sjæles lidelser.
Men det er ikke tilstrækkelig at sukke og klage, vi må handle.

Golgata har testamenteret os et frihedsbrev og et kampmiddel, som vi må bruge, og vi kan ikke sige, at der ikke er nogen befrielse for disse mennesker, før vi har gjort hvad der står i vor magt for deres udfrielse fra mørkets magt, der har forblindet og besat dem. ( i nogle tilfælde behøves disse menneskers egen medvirken, for at der kan blive fuld udfrielse.)

Vi kan ikke nøjes med at kaste ansvaret på Herren og sige: Hans vilje ske, - og så selv være færdig med sagen.
Det er hans bestemte vilje, at djævelen skal stås imod og af os.
Prøv det, og se hvad der sker. Stå fjenden imod, og klyng dig til Jesu Kristi sejer over ham.
Jeg ved om tilfælde hvor ingen bedring indtraf i sådanne menneskers tilstand, før end djævelen blev afsløret, og et angreb blev foretaget på ham i Jesu navn.

For mig er kristenlivet et liv på en slagmark. Byttet bliver taget på troens slagmark.
Rustningen, skjoldet og sværdet, hvorfor er alt dette givet til os, hvis ikke det var til kamp? Bruger vi sværdet over for vore venner?
Men det ser ud til at nogle hellere vil gøre alt andet end at stå djævelen imod.
De vil modstå Herrens vidner, og modstå alt hvad der krydser deres egne planer og hensigter.
Men at adlyde den guddommelige befaling, der vil frelse dem fra djævelens garn og sætte dem i stand til at befri andre, det er ikke noget for dem.

Jeg ville ikke skrive således, hvis jeg ikke så den frygtelige ødelæggelse, der kan komme, hvis man fornægter denne sandhed..

Nogle er ved at vågne op til at se virkeligheden i øjnene gennem de smertelige erfaringer, de gør i deres hjem eller i den menighed de tilhører. Men lad os ikke vente, til vi er blevet indviklet i satans garn, før vi søger at få at vide, hvordan vi skal modstå ham. Der er ikke grund til frygt. Frygt er et af fjendens yndlingsvåben.

og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne; ( Fil. 1:28).

Bliv stærke i Herrens kraft. Hans kraft er tilstrækkelig.
Det nye menneske i Kristus er i stand til at gøre alt, hvad der er befalet af ham.
Husk, der bliver ikke sagt til os, at vi skal bede Herren gøre det for os, men at vi skal blive stærke i Herren, faste og urokkelige i troen, dygtige til at modstå fjenden, som er den uforsonlige stedsevarende fjende af ethvert dyrekøbt Guds barn.

Den farlige slummer.
Om de troende dog kunne blive vækket op af den farlige slummer, og komme ud af deres falske sikkerhedshavn.
Til hvad nytte er det at sige, at fordi du er i Kristus, kan djævelen ikke røre dig, når kendsgerningerne er, at mange troende lever i nederlag?

Naturligvis, - hvis vi i sandhed er i Kristus, så er vi skjulte med Kristus i Gud (kol. 3:3). Men venner, dette må leves. Hvis vi drager omsorg for kødet, vil vi synde. Hvis vi giver plads for djævelen, er nederlag sikkert, og så betyder det ikke noget, om vi med vor forstand erkender, at der er noget, der hedder "at være i Kristus". Hvert øjeblik, hvor vi er vågne, kan vi overrumples af djævelen, og var der nogen grund for apostelen til at sige: "Giv ikke djævelen rum", hvis det var sådan, at han ikke kunne røre os?

Naturligvis kan han, hvis vi vil lade ham gøre det., både når vi er uvidende om det, og ellers, men at undskylde sig med uvidenhed, er ikke noget forsvar. Guds Hellige Ånd er villig til at undervise os om alt, hvad vi behøver at vide.
Men hvis vi ikke vil tillade ham det, vil vi forblive uvidende om, hvad djævelen kan finde på, og bliver et let bytte for hans list.

Dette kan ske langsomt, og sådan går det for det meste.
Det er få mennesker, der styrter ned med et brag.
Djævelens angreb foregår for det meste i det skjulte. Og gemmer sig bag noget "naturligt", eller legemligt. Våg og vær rede til at stå imod.

Hvis djævelen ikke kan fange dig på det kødelige område, vil et højt åndeligt stade ikke undgå hans efterstræbelser.
Han er dygtig, og han har 6000 års erfaring i at sætte fælder for de hellige.
Det blev klart for mig en dag, da det gik op for mig, at satan med stor dygtighed finder på, og organisere planer mod de troende og mod menigheden, og dem søger han daglig at virkeliggøre.

List - anslag, hvad menes der i den hellige skrift med disse ord, hvis de ikke netop skal beskrive den aktivitet for os, som udfoldes i den usynlige verden, og som ikke vil lade sig standse af, hvad der kommer i vejen, hvis den kunne hindre den Almægtiges planer med hans børn.

Jeg siger ikke, at Guds suverænitet er begrænset. Djævel, eller ingen djævel, Gud vil nå sine hensigter til sidst, men, og der er et men, satan kan hindre og sinke, og han gør det.
Ikke enhver troende, som er død, er gået bort efter et sejrende liv, men det kan lade sig gøre. Paulus gjorde det, og det er herligt at tænke på, at han som engang blev hindret af djævelen, (1.tess. 2, 18), til slut kunne skrive: Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet, og bevaret troen. (2. tim. 4, 7).

Hvilken lettelse at vide, at skønt jeg i enkeltheder ikke kender noget til djævelens planer imod mig, så kan jeg dog i og ved Kristus vinde over ham på ethvert punkt, hvis min stilling er rigtig.

Derfor er det meget vigtigt, at vi som princip vælger at være imod djævelen og hans planers udførelse. Erklær det åbent, og vær så på vagt.

Naturligvis, hvis du er et åndeligt spædbarn. Og ikke kan kæmpe i et åbent slag, vil Herren beskytte dig fra de angreb, som sjælefjenden har planlagt imod dig. Men nogle er spædbørn, som ikke burde være det (hebr. 5.12).

Hvis du modnes og samarbejder med Herren, vil du opdage, at du befinder dig på en slagmark og du vil forstå, hvad der menes med ordene: vær ædru- vær på vagt- våg og bed.
Skønt vi lever i kødet, strider vi dog ikke efter kødet, vi kæmper, står imod, og sejrer.

Så vil du ikke være i tvivl om djævelens eksistens.
Du vil iføre dig Kristus, tage troens skjold og åndens sværd og gå ud i striden.
Du Timoteus, strid troens gode strid, - lid ondt som en god Jesu Kristi stridsmand. (2. Tim. 2,3)

Kære ven. Livets og sejrens herre kan sætte os i stand til dette, og som vi bliver i stand til at tåle det, vil Han lede os fremad, og være med os, og i os i slaget.
Hvis ikke det var sådan, var der grund til frygt, men fordi, han der er i os, er stærkere end den, der er i verden, kan han, når han får vor udelte samtykke, vise sin suverænitet, og hans triumferende liv vil komme til syne i os. 
Bed ham om undervisning, regn med, han er med dig, og vov at tro, at alle dine fjender må vige for disse almægtige våben: Hans kors, hans blod, hans død (åb.12,2). 

Gud, triumferende i dig, hvilket evangelium.

Sværdet - Guds ord.
Besejret af Kristus på Golgata. Ja, takket være Herren, det blev satan, og det er grundvolden vi bygger på, men der er mere,- han blev besejret ved Kristus i dig! Stå ham imod, og bevis det! Hvid du er født af Gud, er du født til at sejre (1. Joh. 5,4).

Men hvorledes skal jeg stå imod? Vil du måske spørge.
Vi har Jesu Kristi eget eksempel at se hen til, da han blev fristet i ørkenen. Han brugte sværdet. Sværdet er ordet. Jesus citerede ordet, han råbte ikke blot til sin far, men han vendte sig imod djævelen, med det hellige ords autoritet. Han drog sværdet, og brugte det. så forlod djævelen han for en tid, indtil den sidste kamp fandt sted på Golgata, hvor alle helvedes magter samlede sig, og blev besejret.

Jesus tilkaldte ikke engle, han viste ikke den magt, som var hans ret som Guds søn, men han gjorde akkurat hvad vi alle behøver at gøre, han brugte ordet. For ham, var det endeligt og tilstrækkeligt, at bruge det sande Guds ord.
Han kendte ordet. Han regnede med dets tilstrækkelighed og brugte det mod djævelen. Han henvendte det ikke til sin far, brugte det ikke for at blive vederkvæget i sin egen sjæl.

Djævelen havde sagt: Der står skrevet, men Jesus sagde mere end det, han sagde: "Vig fra mig satan, for der står skrevet".

Læg mærke til dette, han talte til djævelen og bød ham at gå. Det kan hænde, du en dag må gøre det samme. 
Tag ikke let på disse ting. Helligånden advarer os imod at være letsindige, - han siger:

Vær ædru, vær betænksom, brug ordet ærbødigt og alvorligt. Det vil udrette, hvad det siger.

Til alle tider har satan prøvet at vriste sværdet ud af hånden på de troende. Du kan aldrig med sikkerhed anvende, hvad du tvivler på.

Begynd at tvivle på, at Guds ord er inspireret af Guds ånd, og du vil lide nederlag, når du møder djævelen.
Et digts eller musikstykkes inspiration er begrænset, skriftens inspiration er ubegrænset og evig.
Ordet er den almægtiges ord og er ikke undergivet nogen ufuldkommen menneskelig begrænsning.
Derfor vil det udrette, hvad det siger, og at tro ringere om det, vil være at tvivle på den almægtiges sanddruhed.
Mangfoldige mennesker har forladt sig på det, sat livet til for det, og fundet, at det var sandt.
Teologiske spidsfindigheder og hjernespind er til ingen nytte. Din sidste tilflugt må blive bogen, hvor det står skrevet. 
Se vel til, at du ikke mister sværdet, lad dig gennemtrænge af ordet. 

Nogle mennesker siger: Men jeg er frelst, derfor må jeg være sikker.
Ja, det er en del af sandheden.
Over for mange af Guds folk har en storm fået lov at bryde løs? hvorfor?
Intet træ bliver dybt rodfæstet, med mindre det bliver udsat for stormen.
Intet skib regnes for fuldt sødygtigt, før det har bestået sin prøve i uroligt vejr. Peters
tro blev prøvet i djævelens sold, og din kan også blive det.

Du er fortabt.
I en tid med anfægtelser, er det ikke usædvanligt, at fristeren kommer og fortæller dig, at du er fortabt, og det kan være, at du i den grad er gået i stykker, at du halvvejs tror på det.
Du prøver på at komme på benene igen, men det er som om alle dine teorier er borte som avner for vinden. Alt synes at være røvet fra dig, du kan ikke engang huske de skriftsteder, som var særlig dyrebare for dig, og hvis du kommer i tanker om dem, synes de blot at dømme eller håne dig.
Mørkets magt angriber dig, - men der kan komme noget godt ud af det, for nu lærer du i sandhed at forstå, at din frels ikke afhænger af dine gerninger, men er af nåde.

Hvad kan man gøre i en sådan tilstand?
Jeg ved, hvad jeg gjorde, jeg tog bibelen, løftede den op, og sagde: Jeg tror på denne bogs Gud, og alt hvad den siger til mig som genløst menneske, tager jeg imod og står fast på, skønt jeg intet føler. Jeg fornægter alle djævelens løgne om mig. Jeg tror, hvad denne bog siger, at hvis nogen er i Kristus, da er han en ny skabning. Jeg er i Kristus, ikke fordi jeg fortjener at være det, eller føler det, men fordi, han tog imod mig, da jeg kom.
Jeg ved, jeg er kommet, og at jeg har livet (1. Joh. 5,13).  
Det er vidunderligt, hvad et sådant standpunkt i tro kan udrette. De levende kræfter fra Gud bliver sat i bevægelse?. - dette er at stå djævelen imod.

Et nederlag.
Men på et senere tidspunkt kom der måske et nederlag i dit liv.
Du havde endda været ganske sikker på at dette punkt kunne du aldrig falde. Men uden at du rigtig har mærket det, har sjælefjenden undergravet din fæstning, - måske ved et underfundigt angreb på dine følelser og tilbøjeligheder.
Gradvis kølnedes din bøn, og dit vidnesbyrd mistede sin friskhed. Det blev mekanisk og kraftløs, skønt du ikke ville indrømme det over for andre.

Eller kan ske, at du gjorde for meget ud af dine erfaringer og for lidt ud af Kristus selv? Hvordan det nu end var, du faldt, og skyerne samlede sig, og du indhylledes ligesom ind i dem.
Så hviskede fristeren: hvad med dine erfaringer og dit vidnesbyrd? Det var altså løgn altsammen! Du er en frafalden! Du har begået den utilgivelige synd! Der er forbandelse over dig, og det ville være fuldstændig latterligt af dig, at afholde møde, da du jo er en hykler!

Sådan lyder djævelens hånlige hvisken til dig, og du tror ham, fordi noget af det han siger , måske er sandt.
Hvilken kval, og du kan ikke blive den kvit.

Å, jeg vil bekende, siger du, og hvis det er synd, der har været din vanskelighed, og du kan komme tilrette på denne måde, da er det en sikker vej ud i friheden, men det gør dog ikke altid himlen så klar, som du havde tænkt.

Gjort tavs.
Jeg har kendt mennesker, der har tilbragt megen tid på deres ansigt gør Gud, og søgt befrielse, og som også har bekendt deres synd for andre. Men selv om man forsikrer dem nok så meget om Guds udelte og absolutte tilgivelse for fortid, nutid og fremtid, så kan de dog ikke få virkelig fred.

Jeg kender en mand, der tilbragte 16 år på dette stade, og jeg tror, han var lige så frelst, som jeg selv.
Djævelen blev ved med at minde ham om en bestemt ting, hvor han, som han sagde, havde modstået lyset, været ulydig mod det lys, han havde. En frelst mand, men gjort tavs, uden vidnesbyrd, uden lovprisning, fordi han ikke ville se sandheden om djævelen i øjnene.

Er du gjort tavs?
Da hør! Tilgivelsen for dine synder afhænger ikke af din bekendelse, men af hans nådes rigdom.
Dette er den opstandne Herres budskab. Dersom bekendelser og Jesu kristi blod ikke giver dig fred (det skulle de gøre) så husk, og må Herren hjælpe dig at huske, at djævelen er en anklager. 

Ja, disse uophørlige stemmer, der kommer fra de onde ånder i denne mørke verden. Hvor mange sjæle har ikke lidt under disse anklager i årevis, og i mange tilfælde, fordi de ikke stod imod. 
Men hør! Herren lukkede dæmonernes mund, han tillod dem ikke at tale.

Mark.1.34:
Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var. 
Jeg har kendt mange, der i Jesu navn har vovet det, og de er blevet herlig fri.

Nedbrudt helbred.
Jeg husker et tilfælde, hvor en missionær måtte forlade sin arbejdsmark på grund af nedbrudt helbred, der var en følge af en hel række djævelske anklager imod ham.
Den stakkels mand, han var næsten ødelagt og plaget til fortvivlelse.

Der var særlig én ting, der bestandig blev gjort til grund for anklagen. - men der er tilgivelse, sagde jeg, du har jo bekendt det åbent, som du burde, og nu må du hvile på den kendsgerning, at Jesu blod renser fra al synd, ikke nogen synd, men al..

Det lettede for ham et stykke tid, men anklagen kom igen, og drev ham næsten til vanvid.
Broder, sagde jeg. Du vil aldrig blive fri for dette, hvis du ikke vender dig mod djævelen i Jesu navn.
Er det ikke for dristigt? - kan det ikke gøre det, når jeg beder til Gud? Spurgte han. Men du har jo bedt, mindede jeg ham om, og du fik det ikke bedre af den grund.

Det, der behøves i dette tilfælde er, at du står djævelen imod!
Fortæl ham, at han er en løgner, og at Kristus sejrede over ham på Golgata, og at du siger amen til alt hvad det betyder. Ignorer ham så, eller sig til ham, at han er en slået fjende, og gå så fremad i tro på, at Gud er med dig.

I sin nød, faldt manden på knæ, han handlede, han stod imod. Han sagde: djævelen er besejret, og jeg siger amen til det. Han blev slået på Golgata, og det regner jeg med, og han har ingen del i mig. Jeg er genløst ved Jesu dyrebare blod og regner med, at jeg er fri.
Denne mand blev en af de mest virksomme arbejdere, jeg har truffet, fordi han vovede at bruge åndens sværd på denne måde.

Min ven, disse ting er virkelige! Hvor står du? Hvad gør du, for at rækkerne kan fyldes med mennesker, der kæmper ifølge hans kraft, som virker mægtigt i dem?

Kender du noget til, at den opstandne Herres kraft er mægtig i dig?
Er du fyldt af Kristus i hans kraft, såvel som i hans ydmyghed og mildhed?
Lev ikke et ensidigt liv. Ydmyghed og mildhed er dyrebart, men lammet var også en løve. 
På korset i svaghed, i dig i kraft.

Forandring af indstilling
En dag kom jeg indenfor på et besøg hos en af mine venner, og jeg fandt ham sengeliggende. Hvad er der i vejen med dig, spurgte jeg.

Så fortalte han mig om sine stadige sygdomsanfald, og det er næsten altid når jeg vil gøre et eller andet for Herren, tilføjede han.

Min ven, sagde jeg til ham. Det ser ud for mig, som om du behøver at bruge Åndens sværd noget mere.
Det er ofte sådan, at Helligånden på forhånd giver os et eller andet ord, der skal hjælpe os, når vanskelighederne møder os. Det kan vi så gå i kamp på, og han venter, vi skal bruge det.
Da vi havde talt lidt sammen, forlod jeg ham.

Senere fortalte han mig følgende:
Jeg syntes ikke om, hvad du fortalte mig forleden dag, jeg tænkte : Å, ja det kan måske være godt for ham, men han har ikke fået min torn i kødet. Men da du var gået, blev det alligevel ved at lyde til mig: Sværdet, brug sværdet!
Lad mig se, hvad var det så for et ord, Herren gav mig i morges? Jo, det var dette: De blev stærke efter svaghed (hebr 11,34). 
Det slog mig, jeg havde glemt det. Nu syntes Herren at sige til mig: Hvad vil du have, min styrke, eller din egen svaghed?

Jeg havde aldrig tænkt på dette på den måde før, men nu forandrede jeg min stilling, for naturligvis ønskede jeg hans styrke. Jeg kaldte på min hustru, og da hun kom ind sagde jeg: Giv mig mit tøj, kære, jeg skal op. 
Nej det skal du ikke, svarede hun, det er du ikke rask nok til!
Men jeg var sikker på, at jeg måtte handle, så jeg klarede mig selv, og klædte mig på.

Herre, jeg tager imod din styrke, i stedet for min svaghed, sagde jeg.
Jeg gik til en sporvogn, idet jeg stadig gentog disse ord og så op til Herren, for at han skulle bekræfte for mig, at jeg handlede rigtigt.
Jeg tog hen og udførte den tjeneste, som jeg skulle udføre, før jeg blev syg, og derefter kunne jeg gå hjem, og det var mindst tre engelske mil. Ære være Gud.

Min ven havde taget imod det, som Helligånden ville undervise ham om, og modstod djævelens forsøg på at holde ham tilbage, idet han vovede at regne med en anden styrke end sin egen.
Og sådan blev han i stand til at udføre det, som ellers havde været umuligt for ham.
Han stod djævelen imod.

Tænk på hvad Paulus gjorde, da han blev besværet af kvinden med spådomsånden. Apostlen kendte den ret, han ejede i Kristus, og brugte den. Ordet fortæller os ikke, at han råbte til sin far i himlen om hjælp, men der står, at Paulus vendte sig, og sagde til ånden: Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende, og den for ud i samme stund (Ap G 16,18).

Jeg kæmper for stadig fornyelse og åbenbaring af det triumferende kristusliv i dem, som er forenet med ham. Således som Helligånden vil lede det i hvert enkelt tilfælde i de forskellige omstændigheder.

Det, der virker lammende, er at man ikke tror at det er nødvendigt at stå djævelen imod, når der dog rundt omkring findes så mange eksempler på, at kristne synker ned i satanisk hængedynd.

Må Gud hjælpe os, til at gøre hvad vi kan, for at få disse på fode igen.
Lad mig gentage, det er Guds gerning, men det er Gud i os i den triumferende Kristi person, som vil vise sin magt og stadfæste sin myndighed.

Nedtrykthed.
Kender du noget til nedtrykthed? Jeg formoder alle gør det til en vis grad.
Djævelen har en stor praksis på dette felt.

Lad mig komme med et personligt vidnesbyrd.
Det var i de mørke dage under verdenskrigen 1914-18. Der var intet, der var let, undtaget dette ene, at synke ned i modløshed. Vi kæmpede os igennem de lange uger og måneder, i vore bønner var der meget lidt ånd, og der var masser af lejligheder for djævelen til at gøre od nedtrykte.
Jeg sad en aften foran ildstedet med mit hoved i hænderne, tvivlende om mange ting, og forfærdet over andre.
Min datter var seks år, hun kom hen til mig og sagde: Far, hvad er der i vejen?
Jeg kan ikke forklare dig det, svarede jeg. 
Far, sagde hun alvorligt, det er djævelen, du skulle ikke tage imod det.
Jeg var alt for nedtrykt til at jeg kunne more mig over den lille, men denne sætning blev for mig som et lysglimt fra himlen, det er djævelen, tag ikke imod det.
Nej, sagde jeg til mig selv, det vil jeg heller ikke, og jeg rejste mig op, og kendte mig så fri i min ånd, som jeg måske aldrig før havde været.

Har dette noget at sige dig? Måske vil det få det en dag, så vil du forstå, at nu behøver du at høre denne sætning, og at du må modstå djævelen der gør brug af de forhåndenværende omstændigheder og prøver at få dig ned i mørket.
Kære ven, når situationen begynder at virke lammende på dig og gøre dig hjælpeløs, så vær på vagt. Gud kan lægge en byrde på dig, men djævelen vil overbebyrde dig.
I det første tilfælde er du i stand til at sejre i Herren, i det sidste vil du blive en plage for dig selv og dine omgivelser.
Misforstå mig ikke, du vil ikke altid være i stand til at smile, men du vil være i stand til at sejre i Kristus.

Sejr forudsætter, at du er i vanskeligheder, og vanskeligheder må du undertiden have i en eller anden retning.
Modløshed angriber mennesker på mange forskellige områder. Vær derfor ædru, brug din omtanke, din hjerne er blevet genløst lige så meget som dit hjerte.
Bliv fornyet i dit sinds ånd, forstå hvad Guds vilje er.
Det vil kræve tro og udholdenhed, men bliv ved med at søge at komme til klarhed angående Guds vilje med dig, og hvis du vil gøre det, vil det skærme dig mod en mængde anslag, djævelen havde udtænkt imod dig, og du vil blive stadig frugtbar i Herrens tjeneste.

Ude af stand til at stå imod.
Måske noget af det værste, der kan hænde dig er, hvis du er ude af stand til at stå djævelen imod, skønt nødvendigheden af at gøre dette er netop meget påkrævet.
Mange oplever dette, nogle fordi de ikke våger, andre fordi de er ligegyldige eller uvidende. Det er i hvert fald noget fristeren arbejder på, skal ske, og det forklarer mange ting i det kristne arbejde, som ellers ville være uforståeligt.
De, som er uvise nok til at ignorere disse spørgsmål, står i en klasse for sig, men der er dem, som befinder sig på et område, der er genstand for satans stormende angreb og langsomt giver efter for trykket, indtil slaget er tabt, og sjælen er hjælpeløst ude af stand til at handle.

Ikke i alle tilfælde nås dette punkt, men lad mig fortælle om nogle få, som dog nådigt fik hjælp fra Herren til igen at gribe troens skjold og sværdet, som de havde tabt.

Det første tilfælde er en mand, der har meget lys over disse ting, angående fjendens virksomhed, og som kan tale om det med stor kraft og klarhed. Da han er ivrig efter at sprede evangeliet, rejste han til et andet land, og blev her i forfærdelig grad overbevist om, hvilken magt det onde havde over folket. Atmosfæren var så ladet med modstandsånder, at enhver tvivl, han nogen sinde kunne have haft om deres eksistens og virksomhed, nu var bandlyst.

Her var i sandhed "satans trone". Han var som ved at kvæles åndeligt, og han havde hårdt brug for at bede og stå imod.
Og han gjorde det, på sine knæ og sine fødder. Han plejede at gøre dette hjemme i England, når han stod i arbejdet sammen med sine venner, og når han havde deres opmuntrende "amen" at lytte til.

Men her var han ensom. Dagene kom og gik, og hver ny dag syntes at bringe nye vanskeligheder og konflikter.
Farefulde situationer opstod, skuffelser mødte ham, "østenvinden" blæste med en skarphed, han aldrig før havde erfaret, og alt var tilsyneladende imod.

Idet han håbede mod håb, på at strømmen ville vende sig, arbejdede han videre.
Måske prøvede han at udføre Helligåndens arbejde med sin forstand, - en almindelig fejl hos mange - men langsomt svækkedes hans modstandskraft, og han følte sig omringet. Ingen af hans omgivelser forstod ham, de mærkede kun, at der var noget galt, alt var forvirret og mørkt for ham selv.

Hvis man prøvede at fortælle ham om, hvad han selv havde sagt om disse ting, hvorledes han havde talt om vejen til sejer i sådanne omstændigheder, ville han blot synes, at alt dette var rigtig nok, når man sad i en lænestol hjemme i det gamle England, men her var det anderledes.
Han bad. I det mindste prøvede han på det, men himlen var som kobber.
Han græd både indvendig og åbenlyst, og djævelen fortalte ham, at det var en stor fejltagelse, at han var kommet derud, hvad der gjorde kvalen endnu større.

Der hændte ting, som jeg ikke kan omtale, vanskelighed hobede sig oven på vanskelighed. Det var onde dage.
Stå djævelen imod, ville nogen sige, men det var det, han ikke kunne, og hvis han kom til at tænke på det, ville han sige, at det ingen nytte var til, men at sige sådan er naturligvis katastrofalt.

Hvad var der sket? Manden var overvældet, hans ånd var indhyllet, som i en tåge ved en usynlig magt.
Hans vilje til at handle var i visse retninger bundet, han var en lammet mand, eller som en, der var en afmagt nær.
At dø, ville i sandhed være en befrielse og en let vej ud af dette.
Hvad David erfarede på det materielle område, erfarede denne mand på det åndelige.
En dag kom en ven på besøg, og læste Rom.8,2 for ham: Livets ånds lov, frigjorde mig i Kristus Jesus fra syndens og dødens lov.

Som en, der vågnede fra en søvn, sagde han: Amen, læs det igen.
Det blev gentaget, og idet han bekendte, at han uden at vide det, havde ligget under for en "dødens ånd", blev han ved, i tro at gentage dette, og andre skriftsteder, og blev herligt udfriet. - Dette er at stå djævelen imod.
Vi er ikke altid i stand til at forstå, hvorledes sådanne ting hænder, men det sker.

På mere end én måde, kan også en Herrens tjener blive overvældet i sin ånd, hæmmet af djævelen, tabe slaget, og blive opgivende på vejen, i en meget lang tid under en "dødens ånds" magt.

Kender du i nogen grad til dette?
Hvis du går det, vil du ikke dømme, eller tale nedsættende om nogen, som er i denne tilstand, men bede og hjælpe, så han kan komme ud i lyset igen. Lyset er der, men der er et dække over det.

Ånden kan blive levende igen, viljen kan blive fornyet, manden kan blive "gravet ud".
Men måske ønsker Gud dig til at bruge bønnens spade, og troens skovl.
Hvis han gør det, må du ikke undslå dig!

Lad mig berette om et andet tilfælde.
Det er om en anden arbejder, udpræget dygtig, og ivrig udholdende i striden.
Han har bragt evangeliet fra dør til dør, har talt i hjemmene og landsbyerne, på gadehjørner og i kirker, og sjæle er blevet frelst og velsignet.
Djævelen var ude efter at få dette standset, og han gjorde det.

Idet han benyttede sig af ønsket om at se resultater, tegnede han et strålende billede af vidunderlige ting, som var ved at ske, men det som således foregøgledes manden, og som han troede var fra Gud, skete ikke.
Langsomt kom han derfor ind i mørke og tvivl og tabte derved kraften til at stå imod i en atmosfære af forvikling og forvirring.

Hvor let er det ikke i en sådan tilfælde at tabe modet og lade stå til, og tro at alt er bedrag, og som følge heraf at holde op med at bede, blive ligegyldig i arbejdet og næsten bære sig ad, som en der ikke har med Gud at gøre.
Nogle begynder i en sådan situation at søge tilbage til verden for at finde nogen lindring, men der findes ingen tilfredsstillelse eller fred for dem der.

Nej, Gud må frigøre, og han ønsker også at bevise, at hans barn kan blive fri igen endog fra en så ond fjende, som efterligner Guds Ånd.

Du skal blive befriet, sagde jeg til ham. Djævelen vil blive nødt til at vige, og i Jesu Kristi navn, og ved hans nåde, skal du blive fri igen, så du atter kan blive et vidne om Golgatas kraft.

Hvilken befrielsens suk, der kom fra ham ved denne bemærkning: O Gud skal have tak, at der er nogen, som tror, at det kan blive godt igen med mig, for jeg har været bange for at jeg skulle miste forstanden ved at tænke på det.

Priset være Gud, oprejsningen kom, og en vigtig tjeneste inden for Guds rige kom til at nyde godt af det.

Ja, det er tilgivelse og oprejsning, ære være Gud, og de dybe lektier, der læres i en sådan svær tid, kan virke med til, at den som før besejrede tusinder, nu skal komme til at besejre titusinder.

Kold og livløs
Nu et tredje tilfælde: Denne mand har sat liv i mangt et møde og bragt røre i ikke så få sjæle ved sine ord; men nu ses han kun sjældent ved møderne og er da for det meste kold, livløs og utilnærmelig. Hvad er der i vejen? A, måske onde tunger har haft travlt med at kritisere ham; han bliver misforstået og talt ilde om. Vi siger, at sådan noget kan vi vente os; det hører til tingenes orden, at en Herrens tjener bliver behandlet på denne måde, - og desuden - kritik skader ingen. Men han havde ikke ventet, at djævelen ligefrem ville begrave ham under det, - og det har han gjort. Manden er langt nede, - nedtrykt, selvoptaget, uvis om mange ting og overvældet af en følelse af, at Gud har sat ham til side og ikke mere vil bruge ham i fremtiden.

"Å, det er nerverne," siger nogen, "han behøver en hviletid og forandring." Troligt nok er hans nerver angrebet, og han tager en hvile, - men han får ikke rigtig noget ud af det; thi det guddommelige livs strøm, som engang satte ham i stand til at stå djævelen imod, må igen bringes til at flyde, hvis han skal blive sådan forfrisket, som han behøver det. (For manges vedkommende er det således, at det legemlige helbred afhænger af, at ånden er åben over for Gud og fri til at samarbejde med Ham).

Hvis tårer, klage og hvile kunne have reddet ham, ville han gave haft det godt for længe siden, men fortvivlelsen er blevet til håbløshed, og håbløsheden er nu ved at blive katastrofal, - den håbløshed, som modstanderen altid er ude efter at få sjælene ned i.
Hvad kan der gøres for denne mand? Må han efterlades døende på slagmarken? 0, nej, det kan være, mennesker svigter ham; men Gud har ikke forladt ham der. Helligånden er ved hans side. Ordet "trøsteren" betyder netop en, som er ved hånden for at hjælpe, som vil køle den brændende pande, læge sårene og give trøst.

Hvor træt han er, kender ingen andre end Gud og han selv, og hvor usigelig nådig er ikke den Højestes omsorg i en sådan tid! Hvilken uendelig tålmodighed, hvilken øm medlidenhed, hvilken vidunderlig kærlighed! Ikke blot i en uge eller en måned, men i årevis vil Guds And arbejde, midt i mørke og kaos, indtil Han igen ser det bortkastede sværd i den lemlæstede hånd og et glimt af sejr i det tårevædede øje - og fjenden på flugt.

Det kan blive således. Sjælen kan have været langt nede i det dybeste mørke, men øjeblikket kan komme, da, skyerne spreder sig, og han vil få at se, at Gud er i stand til at fri ham ud af hans sørgelige tilstand. Men hvad hændte i dette tilfælde.

Viljen i funktion.
Det, som var den største vanskelighed i "slaget", var at få manden til at ville være fri og ikke alene ønske det. (Vi kan ønske en ting uden at ville den); men da det, punkt var nået, blev der virkelig fremgang, skønt det til at begynde med gik langsomt.

Han sagde: "Jeg vil, at Gud skal fri mig ud af denne tilstand, og jeg forlader mig på, at Han gør det!" Dette blev gentaget gang efter gang, særlig da "daggryet" igen var ved at blive fordunklet af mørke skyer. Alle detaljer kan ikke omtales; men jeg ved, at Guds Ånd pegede på forskellige ting i hans liv, som der måtte gå dom over.

Hovedpunktet var imidlertid, at han nægtede at opgive håbet og regnede med, at hans vilje skulle blive genløst. Langsomt åbnede sluseportene sig, og de levende vandstrømme begyndte igen at flyde i den tørre dok; ære være Gud! 0, hvilket herligt arbejde er det ikke at være Guds medarbejder i en sådan gerning!

Er du, kære læser. i en tørdok? Har de levende strømme, du engang bevægede dig i, trukket sig tilbage, så du næppe kan se en dråbe af dem mere? Opgiv da ikke håbet! Det gør Gud ikke! Sæt igen din vilje over på Hans side, læg roret om, regn med Gud, og sikkert, om end langsomt, vil du igen komme ud i den levende strøm, ligesom han gjorde, jeg nu har talt om. Det kan have varet en meget lille ting, som gjorde, at djævelen fik rum i hvert af disse tilfælde. Det er det i almindelighed. (Gal. 5, 9 og Jak. 3, 5b)

En tanke, en følelse, en stemnings betagelse, intet mere, men nok til, at det går galt. Hvis blot det var blevet opdaget og stået imod, da det nærmede sig som en lille prik i horisonten, - men nu fik det lov til at passere uhindret, - og et helt stort område blev "besat" og måtte vindes tilbage igen tomme for tomme.

Skal vi komme sådanne sjæle til undsætning - blive brugt af Herren til hjalp mod den onde fjende? Vi må! Men hvor djævelen dog modstår os på dette punkt og fortæller os, at det er ikke vort arbejde, eller at tilfældet er for vanskeligt, - eller han umuliggør næsten arbejdet for os, hvis vi ellers gerne ville gøre det, så vi lader os trykke ned af nøden i stedet for! - Skal vi ikke være på vagt overfor advarselen og lære den lektie. vi har foran os: at våge og bede og skelne mellem godt og ondt, således at vi kan modstå mørkets magt og iføre os lysets våben.

Til alle tider har mørkets magter sammensvoret sig for at overfalde menneskesjælen og ødelægge den, overalt ser det ud til, at djævelen mere end nogen sinde vil samle sine tropper mod fæstningen for at tage den med storm.

Har du aldrig grebet dig selv i at sidde og stirre ud i det tomme rum og halvvejs give dit samtykke til alt, hvad du "så" uden at tænke over, hvorfra disse ting kunne stamme?

Dette er en af fjendens nyeste frugtbare arbejdsmarker, og han arbejder udholdende på at nå sit mål. om han kunne få dig til at tro, at noget af alt det, som han foregøgler dig, stammer fra Helligånden, som "oplyser dig".

Mangen frygtelig erfaring er følgen af, hvad der er blevet sået og udklækket i sindet under en sådan passiv og ukontrolleret "grublen". Hvis du vil leve i sikkerhed, må. du vare meget agtpågivende her og lære hurtigt at sige nej, når fjenden er ved vinduet eller på dørtærskelen.

Ikke altid tyder noget på, at det stammer fra det onde. Fristeren spiller forskellige roller over for de forskellige mennesker. Hvis hverken store åbenbare synder eller småting har tiltrækning for dem, foregøgler han dem store "åndelige" syner, strålende ideer, vældige vækkelsesfelttog, i hvilke de selv er hovedpersonen. Og de tager imod "maddingen" uden at tænke. Det ser alt sammen så herligt ud, og hvor vil det ikke fremme Guds rige!

Men for mangen en mand er det blevet til stor sorg, at han ikke vidste, hvilken indflydelse fristeren kunne have på indbildningskraften, og hvorledes han kunne optænde falsk ild i hjertet.
Prøv ånderne, der skjuler sig bag ved dette at ville "risikere" store ting for Gud! - Nogle af dem kan være født af menneskelig ærgerrighed eller af fjendens gøglespil. Hvis han ikke kan få dig gjort kold, vil han prøve at narre dig.
Å, hvor er der mange farer! Men virkelig sejr og herredømme kan blive din del, hvis du vil våge og bede og ikke føle dig for klog til at tage imod undervisning.

Indtag din trosstilling i Kristus!
Det kan måske blive til hjælp for en eller anden, hvis jeg fortæller følgende: Det henhører under dette, at nogle fristes til at tage deres eget liv. Vi vil ikke her debattere det spørgsmål, men blot se på de faktiske forhold, som mange kender dem.

En ung mand, som jeg vidste. var virkelig frelst og levede et godt moralsk liv, fortalte mig, at han aldrig kunne barbere sig, uden at han blev fristet til at tage livet af sig. Med undtagelse af, at han ikke havde det så let i sit hjem og blandt sine arbejdskammerater - hvad der er mangen en kristens lod - var der ingen særlig grund til hans nedtrykthed og den daglige kamp, han gennemstred.

Jeg havde nogen erfaring på dette område og forstod, det var mørkets magter, der efterstræbte hans liv, og han blev meget lettet ved at høre, at der var noget at gøre ved dette. Da han selv havde bedt, men kun fået lidt lindring derigennem, bad han mig om at bede med ham, og jeg indvilligede. "Men, broder," sagde jeg derpå, "der er noget mere, som må gøres, end at bede til Gud. Han vil hjæpe dig, men du må indtage din trosstilling i Kristus og fortælle fristeren, at du står ham imod i Jesu navn, og at du nægter at adlyde ham.

Dette var noget nyt for ham; men han gjorde det, og - ære være Gud - han blev befriet. Han var siden i stand til at barbere sig uden den ringeste frygt, thi djævelen var blevet afsløret som en morder og var blevet stået imod - og manden vidste nu, hvorledes han skulle behandle angreb i fremtiden og blev i stand til at hjælpe andre, der havde lignende vanskeligheder.

Jeg har omtalt denne hændelse ved mange møder og har sjældent fundet en forsamling, i hvilken der ikke var en eller anden, som var plaget af fjenden på lignende måde. Sædvanligvis blev angrebet gjort, når der var et tryk i hjemmet eller i forretningen eller efter et fald i synd, som var angret og begrædt, eller når der havde været skuffelser i tjenesten for Herren. Fristeren ville bruge et eller andet for at overtale manden til at tro, at det var bedre for ham at slippe ud af det hele.

Jeg takker Gud, at jeg kender Golgatas kraft i sådanne tilfælde, og hvad Gud ikke altid tager bort som svar fri bøn, det kan forsvinde ved at stå djævelen imod på grundlag af Kristi fuldbragte værk på Golgata.

Vanskelighed ved at bede.
Nu et par ord angående bøn. En hel del mennesker fortæller mig, hvor vanskeligt det undertiden er for dem at bede, og det falder også sammen med min egen erfaring. I det hele taget må vi indrømme, at når vi virkelig vil hengive os til bøn, da er det aldrig let. Dette, at vi er stillestående i bøn, kan have forskellig årsag, så som mangel på undervisning, snæversyn, selvoptagethed, eller at vi er slaver af bestemte metoder og naturligvis verdslighed.

Men bortset fra alt dette er der nogle slående skriftsteder, der gør det aldeles klart, at i den usynlige verden foregår der daglig en "spændende" kamp for at hindre svar på vore bønner (Daniel 10, 12-21). Dette er den vigtigste grund til. at bøn er vanskelig. Djævelen er imod den. Læs disse ord fra den hellige skrift og overvej dem nøje.

(Kol. 4, 12). "Han strider for eder i sine bønner."

(Ef. 6, 18). "Bed til enhver tid i ånden og vær årvågne i al vedholdenhed."

(Rom. 15, 30). "Strid i eders bønner for mig."

(Jak. 3, 16). "En retfærdigs bøn formår meget, når den er alvorlig."

(Kol. 4, 2). "Vær vedholdende i bønnen, idet I er årvågne."

(l. Pet. 4, 7). "Vær årvågne og ædru til bønner."

(Luk. 18, 1). "Men Han talte til dem en lignelse, at de burde altid bede og ikke blive trætte.

(Hebr. 5, 7). "Med stærkt råb og tårer frembar Han bønner og ydmyge begæringer."

Ja, der er mange flere steder, men læg blot mærke til disse ord, som giver udtryk for, at der må arbejdes udholdende, thi der er krig og modstand. De taler om, at påtrængenhed er nødvendig, at man må have mod, der ikke giver op og tro til det yderste.

Hvorfor må det være sådan? Fordi det menneske, som beder, arbejder i en verden, hvoraf hver tomme må vindes tilbage fra den ondes herredømme. Han ved, når et menneske forslår at bede virkningsfuldt, og han vil gøre sit yderste for at standse ham. I nogle afsnit af skriften har sproget ligefrem "militær" karakter, og man kan ikke
tage fejl af, at der foregår en virkelig kamp om, hvem der skal have herredømmet.

Hvad andet kan der menes med sådanne ord som disse: "Tag Guds fulde rustning på, så I kan modstå djævelens angreb." - "Tag åndens sværd," - "Skønt vi vandrer i kødet, strider vi dog ikke efter kødet. "Vore stridsvåben er mægtige for Gud til fæstningers nedbrydelse." Her er tale om krig, og lad os lægge os det på sinde, at fjenden ikke vil slippe noget, uden at han bliver tvunget dertil. Og han er så mægtig, at kun et menneske, der er iført Kristus, kan sejre over ham, og da kun på basis af den sejr, der blev vundet på Golgata.

Bøn er en af de mest virkningsfulde måder, sejren på Golgata kan komme til syne på, og den nævnes først af de to ting, til hvilke apostlene hengav sig (Apg. Gem. 6, 4), derfor vil der fra fjendens side blive lagt vældige hindringer i vejen for den.

Hvem kender ikke til at gå afsides for at bede og så opdage, at ens sind er næsten tomt - eller også fyldt af vanhellige tanker - eller man falder måske i søvn! Det er desuden forbavsende, hvilken mængde ting man kommer i tanker om, man skal have udrettet, når man ønsker at bede. Har du nogen sinde tænkt på, at dette kan stamme fra de onde magter?

Jeg synes altid, at det må have været djævelen, der var på færde hin nat i Getsemane, da disciplene faldt i søvn, medens Herren ønskede, de skulle våge med Ham. Jeg tænker, djævelen har fået dem til næsten at besvime af søvnighed, da Herren havde brug for dem.

Hist og her finder vi mennesker, der er så ivrige til at bede, så de kaster sig ud i kampen; men for de flestes vedkommende er der en alvorlig mangel på bøn. Hvis vi forstod den vældige, virkningsfulde kraft, bøn sætter i bevægelse, ville vi holde ud med den til det yderste. Lad os huske, at det at tale og skrive om bøn er ikke det samme som bøn. Fjender bryder sig ikke om, hvor meget vi drøfter sagen eller giver den vort bifald, så lange vi blot ikke beder. En bog om bøn er god, - men den bedste og eneste vej til at lære at bede er at gøre det.

Gør det.
De mennesker, der er klar over bønnens store betydning, ved, at de vil blive angrebet på dette område, og de ved, at de må våge over, at de bevarer deres magt i bøn mere end noget andet. Hvor let går det ikke at miste den! Guds Helligånd hindres så let og bedrøves, så at det sker, at vor magt i bøn er borte, uden at vi rigtig er klar over det, før vi knæler ned eller stilles ansigt til ansigt med en situation, der fordrer øjeblikkelig adgang til og samarbejde med Gud - da åbenbares det.

Vi må huske dette, at mørkets magter sandsynligvis er mere ude efter at hindre bønnen end efter noget andet. Derfor lægger han planer om at få os blot et aldrig så lille skridt ud af vor stilling "i ånden". Et forkert blik, - en ærgerlig følelse, et hastigt ord, en eller anden bagatel - og den inderlige forbindelse er forstyrret.

En relativ lille ting kan røve vor magt i bøn og gøre det vanskeligt for os at tro. Jeg mener ikke, at vor adgang til Gud er lukket. Den er evig sikret os ved Jesu blod og Hans person. (Hebr. 10, 19. Ef. 2, 13 og 18). Vi må aldrig glemme, at Jesu blod renser os, og at blodet er det eneste grundlag, på hvilket vi kan komme frem for Gud; men vi kan miste vor magt i bøn.

Virkelig magt i bøn, at kunne klare situationer, som de rejser sig, er virkelig sjældent, og grunden er, at djævelen frarøver os noget, uden at vi mærker det. Hvor meget og i hvor lang tid han kan gøre dette, kender nogle af os af smertelig erfaring; men hvis vore øjne en gang er blevet åbnet for dette, vil vi være på vagt og omhyggeligt se efter, at vi ikke bliver draget ud af det "allerhelligste".

Denne modstand mod bøn vil også være en almindelig erfaring hos dem, som er sat sammen i tjenesten for Herren. Derfor er det ikke noget ualmindeligt, at missionærer så vel som hjemmearbejdere ofte undlader at komme sammen til bøn for rene bagatellers skyld.

Bed og beslut, at fjenden skal blive modstået på dette område, og at de, som behøver at bede sammen, må få lyst til at gøre det og blive i stand til det. Mangt et arbejde, der gøres for Gud, synes at mangle liv, fordi dette fællesskab i bøn mangler, og medens det er sandt, at Gud kan virke mægtigt gennem en enkelt sjæls bøn, har det dog stor betydning, når "to bliver enige" - ellers ville Herren ikke have nævnt dette. (Matt. 18, 19).

Sandheden er, at to, der er enige i bøn på jorden, kan sætte styrker i bevægelse, der ellers ikke ville komme det. Mangen en mand har måttet vente på, at hans hustru skulle samarbejde med ham i bøn, førend Gud kunne gøre visse ting, og omvendt har mangen en hustru måttet vente på sin mand. Det er ikke altid således, men man har ofte set tingene vende sig til det bedre, når en situation blev taget op i bøn af to eller flere, hvor en før havde kæmpet alene.

Jeg ønsker ikke her at komme med en afhandling om bøn, men jeg vil gerne sige, at jeg tror, ingen virkningsfuld bøn vil undgå modstand, og tusinder kan bevidne, at alle slags uvelkomne ting stadig hænder for at gøre virkelig bøn umulig. Det er simpelthen, fordi mørkets magter ustandseligt prøver at "slå ånden ihjel" og "kvæle bønnen", og indtil dette bliver erkendt, og han bliver stået imod, vil mange problemer med hensyn til bøn forblive uløste.

Afbrydelser og forstyrrelser.
En gudfrygtig mand sagde en dag til mig: "Vi bor på landet og har familieandagt hver dag, men jeg kan bære mig ad, som jeg vil, så er der altid vanskelighed ved at få alen gennemført. Der hænder ofte et eller andet, som gør, at vi må afkorte stunden, eller som gør det vanskeligt at bede."

Jeg svarede at det var jeg slet ikke overrasket over, men at det sandsynligvis var et værk af djævelen. Denne erfaring kunne suppleres med en mængde andre; men i hvor høj grad, djævelen vil "forstyrre" os, afhænger af, hvor levende vor bøn er, d. v. s. hvor stort indgreb den betyder i hans kongedømme.

Jeg kender to evangelister, der bor i samme by, og som bestemte, at de ville mødes til bøn, førend de gik ud til deres gerning, som bestod i hus besøg o.s.v. De fortalte mig følgende: "Vi kunne næppe få begyndt på vor bedestund, før en eller anden bankede på døren og anmodede os om at gå her eller der eller gøre dette eller hint, og undertiden kom de med en lang "forklaring", som det var vanskeligt at afbryde, - og skønt vi har bedt om, at vi må få stilhed til bøn, vedbliver dette stadig."

"Ja," sagde jeg; "men ved I ikke, at djævelen har udsendinge, gennem hvilke han kan indvirke på mennesker og få dem til at beslutte at besøge jer på forkerte tider og "oversvømme" jer med besøg, som det slet ikke var Guds plan, I skulle have?"

"Nej, det har vi aldrig tænkt på," svarede de; "men vi kan se, at der er noget om det. Hvordan skal vi forholde os til det?" - "Det kan være," sagde jeg, "at afsløringen af det vil gøre en ende på det; thi der er mange ting, der bliver tilladt af Gud for en tid for vor opdragelses skyld; - men hvis det ikke holder op, ville jeg i Jesu navn erklære, at jeg står imod de onde magter, der gemmer sig bag dette. Gør det, indtil Gud giver vished for, at det er den rette måde at handle på!"

Nogen tid efter fortalte disse evangelister mig, at de havde gjort, hvad jeg rådede dem til, og at de derefter havde oplevet, at de var blevet fri. Ja, allerede den næste dag tog de besøgendes antal af i den grad, at de andre, der boede i samme hus, lagde mærke til det.

Det må imidlertid ikke forstås således, at jeg giver sjælefjenden skylden for enhver vanskelighed i bøn. Der er menneskets egen natur at tage i betragtning. Vi kan være dovne og sløve eller give efter for en ligegyldig eller selvisk ånd og tænke, at vi kan udføre dette eller hint lige godt, enten vi beder eller lader være. Vi kan måske endda fristes til at sige, som verden siger: "Gud hjælper den, der hjælper sig selv." - men dette er ikke sandt.

Gud hjælper den, der forlader sig på Ham, og i det lange løb vil intet andet holde. "Thi hvad gavner det, et menneske, om han vandt den ganske verden, men måtte bøde med sin sjæl." Vi kan også gøre bøn til et supplement i stedet for til det fundamentale, hvilket er et meget stort misgreb.

Selvet i alle dets tusinder af skikkelser må fornægtes, viljen må være forankret i Gud, og vi må søge Hans ære; arbejdet må gøres i tro og tålmodighed, og Guds And må have lov at virke til stadighed i vort sind. Der kunne siges meget mere om dette: men her har jeg blot peget på bønnens forbindelse med den usynlige verden, som vi ved er opfyldt af onde åndemagter, hvis mål det er at modstå Gud og mennesker, idet de er hadere af hver sjæl, som beder, og står dem imod med alle de midler, der er til deres rådighed.

Bøn er en stilling så vel som en handling, og hvis man husker det, vil vi. ikke blive forbavset over, at vi undertiden kan fattes ord, mens vi venter for Guds ansigt. Vi må ikke tillade djævelen at bringe os ud af ligevægt, fordi vi ikke kan finde ord, hvormed vi kan udtrykke os. Et suk fra ånden i os kan udtrykke mere end en mængde ord.

Jeg tror, at en af de vigtigste ting, jeg har lært angående bøn, er at fremholde for Gud personer, byer, lande og nationer, idet jeg regner med, at Han vil lade sin vilje ske med dens, når jeg ikke har klarhed over, hvorledes jeg skal bede i enkeltheder. Uden tvivl er det det ideelle at bede afgjort inden for den grænse, den hellige skrift tillader os; thi der er jo troens faste klippegrund at stå på, - men hvis du finder, at din ånd ligesom rækker videre ud til folk og lande, og du ikke kan udtrykke dig på anden måde end gennem dybe sukke, så bliv ikke nedslået af den grund. Det største er, at vi er "bedende i ånden", og i rette tid kan da det, som måske i øjeblikket er dunkelt for vort sind, blive formet i ord på vore læber.

Stumhed.
Men disse "uudsigelige" sukke må ikke forveksles med den stumhed, som er følgen af, at vi lader fjenden "udslukke vor ild". Nogle mennesker gør aldrig andet end sukke, hvis de i det hele taget gør så meget, - men når bede mødet er forbi, er det forbavsende, hvor de kan få munden på gled.

I de fleste tilfælde beror deres "stumhed i bøn" på, at de lader mørkets magter hindre sig. Enten overvælder han dem med "følelser", fylder dem med frygt, eller i andre tilfælde kan han indvirke på deres hjerne på en sådan måde, at de ikke kan udtrykke sig i bøn. At disse ting kan overvindes, ved jeg. Ingen behøver at ligge under for denne frygtelige stumhed. Det guddommelige liv i os må give sig udtryk, og hvis sjælen skal besvare Faderens hjertes banken, må det ske ved bøn.

Derfor, når som helst der er lejlighed til det, bed da højt! Gør det, enten du står op, eller når du ligger på knæ! Da vil du lettere holde det ud!