Omvendelse og dåb hører sammen for den, der vælger at blive kristen

Da spostlen Peter talte til en stor menneskemængde, gjorde budskabet et stærkt indtryk på forsamlingen: Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: 'Brødre! hvad skal vi gøre?' Peter sagde til dem: 'Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synderes forladelse, så skal I få Helligånden som gave'," Ap.g. 2,37-38.

Peter opstillede to betingelser over for disse mennesker, der gerne ville være kristne:
1. Omvend jer
2. Lad jer døbe

Flere tusinde tilhørere fulgte opfordringen: "De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til", Ap.g. 2,41.

Kun én dåb med vand

I kristne forsamlinger praktiseres der to helt forskellige dåbsformer. Den ene består i at præsten stænker lidt vand over hovedet på dåbskandidaten, som regel et spædbarn eller et meget lille barn. I den anden dåbsform døber præsten kun den, som har erfaret en omvendelse og selv beder om at blive døbt. Og han sænker personen helt under vandet og løfter ham op igen.

Spiller det nogen rolle, hvilken af disse to helt vidt forskellige dåbsmetoder, vi vælger for os selv eller vore børn? Guds ord giver et meget klart svar: "Én Herre, én tro, én dåb", Ef. 4,5. Fordi det her siges, at der kun findes "én dåb", er det selvsagt vigtigt, at vi finder ud af hvilken dåb der er den rigtige. Og det vil vi så se lidt på i næste afsnit.

Dåben er en pagt, en overenskomst, som to parter bliver enige om.
Apostlen Peter skriver: "... der er et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse", 1. Pet. 3,21. Ifølge disse ord, er dåben "en god samvittigheds pagt med Gud". En pagt består af en overenskomst mellem to parter, Gud og mennesket.

Kan et spædbarn overveje og bestemme sig for at indgå en overenskomst med en anden part? At stille spørgsmålet er i grunden det samme som at besvare det. Bibelen selv udtrykker, at små børn ikke kender forskel på godt og ondt. Om dem som skulle komme ind i det jordiske Kanaan, står der: "... eders børn som i dag ikke kender forskel på godt og ondt, de skal komme derind", 5. Mos. 1,39. Børnebestænkelsen kan derfor ikke være den dåb Bibelen taler om.

Omvendelse og tro er en forudsætning for at blive døbt
Ofte sker det, at den der opfordres til en tage imod den bibelske dåb, indvender: "Jeg er ikke god nok til at deltage i en sådan hellig handling! Jeg må vente til jeg lever et bedre liv!" Til det er der kun at sige, at dåben ikke er for de fuldkomne. Vi skal se, at den tvært imod er for den, som symbolsk vil begrave sine synder og begynde et helt nyt liv. Men Jesus stiller én bestemt betingelse for dåb: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst", Mark. 16,16. Apostlene døbte derfor kun de, som troede. En interessant beretning i Bibelen illustrerer dette:

Apostlen Filip stod i en vogn sammen med en etiopisk hofmand og underviste ham om evangeliet. Filip må have fortalt ham om dåben, for da de kom til et sted, hvor der var vand, sagde hofmanden: "Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt? Læg mærke til hvad Filip svarede og hvad resultatet blev: "Filip sagde: 'Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske'. Han svarede og sagde : 'Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn'. Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham", Ap.g. 8,36-38.

Apostelen døbte kun byens "mænd og kvinder"
Filips forkyndelse skabte en stor vækkelse i Samaria: "Filip kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem; og skarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn, han gjorde", Ap.g.8,5-6. Forkyndelsen førte, sammen med miraklerne, til store resultater, for de var "alle som én optaget af det, Filip sagde".

Fordi mange troede og blev omvendt, skulle der afholdes dåb. Men hvem var det så der blev døbt? "Men nu, da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder", Ap.g. 8,12. Kun de som ville slutte en god samvittigheds pagt med Herren, troende mænd og kvinder, blev døbt af Filip.

Hvorfor blev børnene i denne by ikke døbt? Svaret er enkelt og glædeligt: Jesus velsigner små børn som bringes til ham, og Guds rige tilhører dem. De behøver altså ikke dåb. Evangelieberetningen fortæller os disse fakta: "Derefter bar de nogle små børn til ham, for at han skulle lægge hænderne på dem og bede; men disciplene truede ad dem. Da sagde Jesus: 'Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig; thi Himmeriget hører sådanne til'. Og han lagde hænderne på dem og fortsatte så sin vandring", Matt. 19,13-14.

Ikke et ord om dåb af spædbørn eller små børn! Og her var der da ellers alle tiders anledning til at introducere denne dåbsform, dersom det var den Jesus anså for den rigtige dåb!

Bibelsk dåb symboliserer en begravelse og en opstandelse
Martin Luther skrev engang: "Dåben hedder på græsk 'baptismos' ... et ord som bruges, når man sænker noget ned i vandet, så dette går hen over det", Luthers reformatoriske Skrifter, side 64. Denne udtalelse leder uvilkårligt tanken til Bibelens ord: "Nej langtfra! vi, som er er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderen, således skal også vi leve et helt nyt liv", Rom. 6,2-4.

Ved dåben blev vi begravet med Kristus, står der. Når vi sænkes ned i vandet, er det et billede på det som sker i vores indre; vi begraver det gamle syndige liv. Vi bliver så derefter løftet fra vandgraven for at "leve et helt nyt liv" i Kristus.

Om Johannes Døberen læser vi: "Men også Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, dordi der var rigeligt med vand dér; og folk kom derhen og lod sig døbe", Joh. 3,23. Johannes behøvede så meget vand, at han kunne sænke den, han døbte, ned i vandet og rejse ham op igen. Kun sådan kunne dåben symbolisere en begravelse og en opstandelse.

Bibelsk dåb er vejen til Guds familie
Om Jesu dåb læser vi: "Derefter kommer Jesus fra Galilæs til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: 'Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!' Da svarede Jesus og sagde til ham: 'Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde hvad ret er!' Så giver Johannes efter. Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: 'Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag'," Matt. 3, 13-17.

Først nægtede Johannes at døbe Jesus. Han vidste jo, at dåben symboliserede begravelsen af det gamle syndige liv, og Jesus havde jo ikke nogen synd at begrave! Men Jesus er vort eksempel, og eksemplet måtte være fuldstændigt, også hvad dåben angår.

Da Jesus var blevet døbt kom erklæringen fra Himmelen: "Denne er min Søn, den elskede!" Fordi Jesus viste os vejen, har vi lov til at tro at når også vi indgår denne pagt med Gud, erklærer han os for sine børn.

Vi læste, at på pinsedagen blev tre tusinde døbt efter Peters tale, og de blev lagt til den troende skare. Og der står videre: "Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse", Ap.g. 2,47.

Da Paulus blev omvendt, blev der sagt til ham: "Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, og lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!", Ap.g. 22,16.

Mon ikke også Herren siger det samme til dig, som læser disse linier: Omvend dig og lad dig døbe til dine synders forladelse".