Stormagterne kæmper en Kamp på Liv og Død. Det gør også den Stormagt, der hedder Kirken. For Kirken er en Stor-magt, større end de andre. De andre kæmper for sig selv, for deres egen Existens. Kirken er en Stormagt, for dens Mål er noget meget større. Den kæmper for Menneskehedens Sjæl. Kæmper den for sig selv, er den dødsdømt. Du er ikke til for din egen Skyld - og Kirken er ikke til for sin egen Skyld. Tænker den på sig selv, i Stedet for på sin Gerning, så lad Russerne komme og tage den.

Dengang jeg var Barn, da tog jeg ganske enfoldigt Historien om de 10 Jomfruer som en Understregning af, at hvis vi Men-nesker ikke omvender os til Herren, så går vi fortabt. Det er sikkert ganske rigtigt, at også dette ligger i Historien. Der er mange andre Retninger inden for Kirken end Vækkelsesretningerne, som har deres fulde Berettigelse. Men der må også altid være Vækkelse inden for Kirken. Der er noget meget alvor-ligt galt ved den Kirke, som ikke kender til det Vidnesbyrd: „Du må blive dig din Kristendom bevidst; du må overgive dig til Gud med alt, hvad du har og er; Gud kalder dig til Om-vendelse, til at tage Afsked med dig selv i en mystisk Viljes-akt; hvis du ikke omvender dig, kan du ikke indgå i Guds Rige. Har du for Alvor hørt R.åbet: Brudgommen kommer, og går du ham så ikke i Møde, da skal du vide, ynkværdige Sjæl, at på Opstandelsens Morgen skal det ende med dig foran en lukket Dør. Og vel er det sandt, at Guds Barmhjertighed er bundløs, men netop derfor er den Alvor for ham; skyder du den fra dig, skal du opleve, at Barmhjertighedens Gud er ubarmhjertig netop af Barmhjertighed. Thi Dramaet på Golgatha var blodig Virkelighed og ikke et Teaterstykke, man kan gå til eller blive fra efter Behag."

Jeg gentager: Sådanne Toner må altid lyde i den Kirke, der hegner under Kristi Navn. Men se, nu er det ofte sådan eller kan blive sådan, at man kan indbilde sig, at Kristendommen det er. en Sag mellem Gud og mig. Har jeg givet Gud mit Hjerte, så ved jeg, at jeg er en troende Kristen og har mine Synders glade Forladelse for Blodets Skyld, det, der betalte for mig. Og så kan man gasse sig i opbyggelige Stemninger om, at nu har man Gudskelov sit på det tørre, og de andre må jo selv om, hvordan de vil klare deres. Det, der har rystet mig allermest i den Historie, Vorherre fortæller os i Dag, det er den Ting, at de alle faldt i Søvn. De sløsagtige Jomfruer kunde jo nok slumre ind ud fra en over-fladisk Laden stå til: det klarer sig nok altsammen. Men de omhyggelige Jomfruer - de har ladet sig overrumple af deres Følelse af, at de havde jo deres Sager i Orden. Nuvel, de slap jo med ind, men de måtte lade deres Kammerater i Stikken. Brudgommen fik en søvndrukken Modtagelse. Og Historien en-der med disse dumpe og famlende Lyde af små svedige, panik-slagne Pigehænder, der fingererer ved en lukket Port - og den hårde Stemme indenfor, - og det er den barmhjertige Guds hårde Stemme: Sandelig, jeg kender jer ikke.

Det er en streng Historie som så mange af den milde Frel-sers. Det eneste opbyggelige ved den er, at den ikke er opbyg-gelig.
Det er jo nemlig vor Situation, den handler om. Kan I ikke høre det? Den råber ned til os fra Skyen: Hvad sagde jeg? Et bittert og tungt, et evighedsalvorligt: Hvad sagde jeg? Der var 10 Jomfruer, og de faldt alle i Søvn. Bare fordi det trak noget ud med min Genkomst, faldt hele min Kirke i Søvn. For det er jo Sandheden om os. Og den gælder lige fra Paven til Sognepræsten i Vedersø: Vi er faldet i Søvn, fordi det har trukket ud med Herrens Genkomst; det vil på jævnt Dansk sige, at Kristus er ikke levende nok for os, og det, vi forkyn-der, er Forkyndelse i Stedet for Virkelighed. Der var en Læge i Midtjylland, der ved et Selskab mellem troende Mennesker rejste sig og foreslog: Skal vi drikke Hitlers Skål! Det var nu længe før 9. April. En Del af Selskabet protesterede, og da råbte Lægen: Der er Hundredtusinder, der er rede til at give deres Liv for Hitler, hvor mange af jer Kristne vil gøre det for Kristus?

Det var et Ord, der ramte i hvert Fald mig. Når Kirken har stået så forholdsvis svag mellem de fremstormende ny Reli-gioner, så skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os, Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste Klenodie. Det dyrebareste det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind - ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os. Romerne troede, at blot man slog dem ihjel, så var de døde. Men de Kristnes Blod var en Udsæd Man taler om Fritænkeriet, om den nye Kønsmoral, om Teknikkens Forbandelse, om de Unges Materialisme - det er altsammen betydningsløst, Søgelyset skal rettes mod os selv. Hine første Kristne stod i meget tilbage for os, de var fattigere, de var fulde af Overtro og manglede Indsigt i Lægevidenskaben, de var mådelige Prædikanter. Paulus f. Ex. led af den slemme, slemme Præstefejl, at han kunde aldrig blive færdig, han kunde (som de siger det i Jylland) ikke finde Amen, og Folk faldt. i Søn ved det, ja, der var en ung Mand, der nær var faldet ihjel. Men Kristus var den levende fulde Virkelighed for dem. Han havde kaldt en Storm af Ulykker ned over dem; også det Mod havde han; man hører somme-tider pæne Mennesker nuomdage sige: ja, vi tør godt vove noget selv; men det vil jo også komme til at gå ud over andre, og så lader de være med at gøre noget for disse andres Skyld. Kristus var en Kriger, han stod selv forrest i Slaget, men veg heller ikke uden om at drage sit Mandskab efter sig derhen, hvor Død og Kval og Lemlæstelse var Heltens Løn. Og de gik der. Uden Tøven. Stolte. "Såre glade ved at være vanærede for hans Navns Skyld." åh, mine kristne Venner, det er derhen, vi skal. Ikke for vores egen Skyld. Ikke for at sikre os en Billet til Parkettet i Himmerig. Men fordi vi jo dog er Kristne, hvor lunkne og søvnige Kristne vi så end er, vi er Kristne - d. v. s. vi har fanget Riget betroet.

Det Budskab, Kristus bragte Menneskeheden, det Offer, han gav for den - Hensigten med det var jo ikke at få en Del livsumættelige til at tegne sig en Salighedsforsikring. Paulus har ikke Ret i - så langt jeg da kan se - at vi Kristne var de ulykkeligste af alle Mennesker, hvis der ikke var mere end dette Liv. Jesus selv var forbavsende dennesidig. I hans Pro-gramerklæring hedder det: dit Rige komme, din Vilje ske som i Himlen så også her på Jorden. Disse Brudepiger, der har taget deres Lamper for at gå Brudgommen i Møde, det er just hans Menighed hernede, og at gå ham i Møde er denne Lig-nelses Udtryk for at være med i Kampen for hans Riges Grundlæggelse på Jorden. Derfor har Drachmann Ret i sin Vrede: Hvis vi Præster nøjedes med at udfærdige Vexler på Evig-heden, er vi ikke hans Præster, der aldrig skrev Vexler, men hvor han gik og stod og sad, indførte Evigheden her. Kristen-dommen var i Virkeligheden altid en ret uåndelig Religion. Tømrersønnen fra Nazareth svigtede, som den gode Jøde han var, aldrig Jorden - Jorden, skabt af Gud Fader, fordærvet af den Onde, men skabt af Gud Fader alligevel og med sit Mål i ham. Dette Mål var det just Sønnens Gerning at virkeliggøre. Altså må det siges så skarpt som overhovedet mu-ligt, at når himmelvendte Kristne klager over, at der prædikes Politik i Kirken, så, fører de ukristelig Tale. Jamen - "Politik hører vi i Radioen og læser vi i Aviserne; kan vi dog så ikke slippe for den i Guds Hus" Hvordan hører vi om den i Radioen? hvordan behandles den i Aviserne? I Guds Hus skal vi høre om Politik i Forhold til Guds Ord. Det er godt nok med at have sin Salighedssag i Orden og være viss i sin Tro og alt det andet, der hører Fantasiliv og åndsevner til. Men aldrig glemmer jeg, hvad min Ungdoms kære Lærer, Professor Geismar, engang fortalte: han havde deltaget i et stort kriste-ligt Friluftsmøde i Tyskland og efterhånden havde de talt sig selv og hinanden sådan op, at hele Forsamlingen følte det, som nu kunde de blot kaste sig på Knæ og bede, så vilde det vidunderlige ske, med Tungetale og Helligånds Udgydelse og Kristus i Sky. Da råbte en englænder tværs over alles Hoveder på dårlig Tysk: "Wir müssen Gottes Wille tun."

Verdensmagthaverne mødes med de såkaldt fromme Kristne deri, at der ikke må tales Politik i Kirken. Deri tjener Kirken dem gerne, så længe de fører en Politik, der ikke er Kristus fremmedartet. Men slår de ind på Veje, som Kristus har betegnet som dem, der fører stik mod Guds Vilje og derfor til Afgrund for Folkene, da var Kirken ikke Jesu Kirke, om den tav. Thi at tie over for Synden er at tale Djævelens Sprog. Når Kristus tordnede mod de Rige, når han hudflettede Fari-sæerne, var han jo inde på økonomiske og juridiske Gebeter. Når de Kristne nægtede at ofre til Kejserens Billede, var de ude i åbent Oprør. Gud nåde os, om vi ikke forstår, at just det er Kirken til: i hvert givet Øjeblik at aktualisere Evig-heden. Det vilde føre alt for langt i denne enkelte Prædiken at komme ind på Enkeltheder. Kun eet vil jeg nævne. Når der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings Skyld, er det kristeligt ret af Kirken at råbe: Dette er stridende mod Grund-loven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og Kirken må gå videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et kristent Folk, der sidder dådløst hen, når dets Idealer trampes under Fode, slipper Forrådnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.

Vort Folk! Vort Folk! Vi er jo en kristen dansk Menighed, og som Kristne kan vort Folks Skæbne jo ikke være os ligegyl-dig. Der er noget i Lignelsen i Dag, der slår hårdt til os ikke blot som: Kristne, men også som Folk. Et driftigt og vå-gent Folk på mange Områder, men i selve Existensspørgsmålene et løjerligt Det-skubber-sig-nok-Folk. Der lød et Råb ved Midnat. Det var ikke Brudgommen kommer; det var: Ulven kommer. Krigen brød ind over os. Og her havde vi ikke Olie i vore Lamper, og de, der skulde låne os, holdt sig af Vejen, som det altid går den, der i Tide kunde have draget Omsorg, men lod være. Hvor kan vi gennemisnes af Angst for, at det skal ende for det danske Folk med, at det som Frugt af sin Sorgløshed skal stå lukket ude foran Livets Dør, og Livets strenge Herre, der kræver Kamp og Offer af sine, skal svare på vort Råb: Jer kender jeg ikke. Men vi beder om, at der må blive lavet lidt om på Lignelsen - at der må undes os en Nådestund til at skaffe os Olie til Lampen.

Og lad os ikke tro på dem, der prædiker ene Selvopgivelse og Fordømmelse over os. Der er mange gode Tegn på, at det danske Folk er ved at vågne af sin åndelige Søvn. Om Folk med betændte Æresbegreber holder Foredrag og sender Pjecer ud, har det danske Folk dog holdt Hovedet klart. Og når det store Publikum i Det kgl. Teater hylder Ewalds Fiskervise, er det ikke blot et Bravoråb til den saltfriske Måde, den unge Skuespiller synger den på, er det ikke blot en Hilsen til den døde Digter for hans vaeldige Gave til Folket, er det ikke blot en Tanke af 2Erbodighed og Tak til den Kong Christian, der er vor Kong Christian - det er alt det, men det er også mere, det er en Tak til den danske Marine, der altid har vist sig værdig til Nationalsangens Ord. Og det er en Bøn om, at vi alle må vinde den ånd, der fyldte den gigtkrummede Dig-ter i hans Livs to højeste Øjeblikke, da han med „Kong Christian stod ved højen Mast" hastede mod en ærefuld Grav, og da han med Frelserens Hjælp hastede frem til noget derudover: „Udrust dig Helt fra Golgatha.

Og der tales mange hårde Ord om de Unge i vor Tid og nogle af dem med Rette. Men når det er sagt, så skal det og-så huskes, at der er en Ungdom, der er frisk og sund og handlekraftig og på sin egen smukke Måde har de højeste Idealer i Behold - en Ungdom, vi beundrer, ikke fordi den er ung, men fordi den er ung på den rigtige Måde, er tro mod sin Pige er hjemme i sit Arbejde og Gang på Gang giver Beviser på Uforsagthed og Tapperhed - rede til at sætte Liv og Lemmer og Ære på Spil for sit Land.

Kirken vil vække Danmark til at vågne nationalt, men den vil ikke for nogen Pris nøjes med den Opvågnen. En Natio-nalisme uden Kristendom fordømmer vi som et Onde. Der blomstrer et Had over Alverden, vildt, fortærende ondt. Kri-stus har lært os det store: med alle Evner og Kræfter at gå imod det onde uden at bade, uden at lade sig svække af Had. Kristus har lært os den dybe Forskel på retfærdig Straf og så Hævn. Når denne Krig har nået sit blodige Slut, vil Mør-kets Fyrste skrige på Hævn fra Gravene. Også vi kender Folk, der skal gøres op med, men det skal ske i Guds ånd og ikke i Djævelens. Måtte vi da være rede til hver især, som vi nu kan det på den Post, vi står på, og med de Evner, vi har - uden et Øjeblik at skele efter, hvad det kan koste os - at tage vor Torn for at hjælpe Jorden fremad mod hans Riges Komme og hans Viljes Herredømme her som i hans evige Himmel.