Hvis du prøver at udregne statistisk hvor stor en succes Jeremias var, så får du nok et komma tal med mange nuller. Han fejlede med at nå folket, med de royale og endda med de religiøse på hans tid, de ville intet have med ham at gøre. Alt var en fiasko for Jeremias. Den eneste han havde succes med at behage var Gud, men udover det var han en komplet fiasko.

Idag vil jeg tale udfra temaet “Ti sekel og en skjorte” som vi finder det I Dommerbogen kap. 17. Jeg læser kapitlet og derefter læser jeg et stykke fra hhv. Kapitel 18 og 19 så baggrunden for historien står klart i vores hukommelse. “v.1: I Efraims bjergland boede en mand, der hed Mika”. Her får I lidt af baggrunden. Der var opstået en situation, hvor amoritterne havde nægtet og forhindret folket fra stammen Dan adgang til Jerusalem, og de pressede dem op på bjerget Efraim. Det er en sørgelig ting når Guds folk tillader verden, at presse dem ind i en akavet situation. De var således ude af stand til at nå Jerusalem og ud af dette dilemma opstår den situation vi ser her: 

Dommerbogen 17:1-18:6 

v1 I Efraims bjergland boede en mand, der hed Mika. v2 Han sagde til sin mor: »De elleve hundrede sekel sølv, som blev taget fra dig, dem har jeg; det er mig, der har taget dem. Nu skal du få dem tilbage. Du udtalte en forbandelse, som jeg selv hørte.« Da sagde hans mor: »Herren velsigne dig, min søn!« v3 Han gav sin mor de elleve hundrede sekel sølv tilbage, og hun sagde: »Disse penge helliger jeg hermed Herren, og jeg overdrager min søn dem til at få lavet et udskåret og støbt gudebillede.« v4 Han gav sin mor pengene tilbage, og hun tog to hundrede sekel sølv og gav dem til en guldsmed, som lavede et udskåret og støbt gudebillede. Det kom til at stå i Mikas hus. v5 Denne Mika havde et gudshus. Han lavede en efod og en husgud, og han indsatte en af sine sønner til præst hos sig. 

v6 På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt. 

v7 I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér. v8 Denne mand forlod byen Betlehem i Juda for at slå sig ned, hvor han kunne komme til det. På sin vandring kom han til Mikas hus i Efraims bjergland. v9 Mika spurgte ham, hvor han kom fra, og han svarede: »Jeg er en levit fra Betlehem i Juda; jeg er på vandring for at slå mig ned, hvor jeg kan komme til det.« v10 Mika sagde til ham: »Bliv hos mig, og vær fader og præst hos mig. Jeg vil give dig ti sekel sølv om året og holde dig med klæder og kost.« v11 Levitten tog imod tilbuddet og blev boende hos manden, der behandlede den unge mand som en søn. v12 Mika indsatte levitten som sin præst, og den unge mand blev boende i Mikas hus. v13 Og Mika sagde: »Nu ved jeg, at Herren vil vise mig godhed, for jeg har fået en levit til præst.« 

k18v1 På den tid var der ingen konge i Israel. 

På den tid søgte danitternes stamme sig en arvelod, hvor de kunne bo. For hidtil var der ikke tilfaldet dem noget land som arvelod blandt Israels stammer. v2 Derfor udvalgte danitterne af deres slægt fem tapre mænd fra Sor'a og Eshtaol og sendte dem af sted for at udspionere landet og skaffe sig oplysninger om det. De sagde til dem: »Gå ud og skaf oplysninger om landet.« Mændene kom til Mikas hus i Efraims bjergland og overnattede dér. v3 Dengang de var i nærheden af Mikas hus, havde de genkendt den unge levits stemme. De tog derind og sagde til ham: »Hvem har bragt dig hertil? Hvad laver du her? Hvorfor er du her?« v4 Så fortalte han dem, at sådan og sådan havde Mika gjort mod ham, og at han havde ansat ham som sin præst. v5 De sagde til ham: »Spørg Gud, så vi kan få at vide, om vores ærinde vil lykkes.« 

v14 De fem mænd, som havde været ude at udspionere egnen omkring Lajish, sagde til deres brødre: »Ved I, at der i et af husene her er en efod, en husgud og et udskåret og støbt gudebillede? Nu forstår I vel, hvad I skal gøre!« v15 De gik derhen og kom til den unge levits hus, Mikas hus, og hilste på ham. v16 Mens de seks hundrede bevæbnede danitter blev stående ved porten, v17 gik de fem mænd, som havde været ude at udspionere landet, op og tog det udskårne billede, efoden, husguden og det støbte billede. Præsten stod ved porten sammen med de seks hundrede bevæbnede mænd. v18 Da de fem mænd var gået ind i Mikas hus og havde taget det udskårne billede, efoden, husguden og det støbte billede, sagde præsten til dem: »Hvad er det, I gør?« v19 De svarede: »Ti stille! Læg hånden på munden, og følg med os! Bliv fader og præst hos os! Vil du hellere være præst for én mands hus end for en stamme og slægt i Israel?« v20 Da blev præsten glad, og han tog efoden og husguden og gudebilledet og sluttede sig til dem. 

Der har vi så historien. Dette er ikke en del af den faktiske historie i Dommerbogen men en samling af nogle fortællinger der hjælper os til at forstå de sociale betingelser der var gældende i denne periode, da enhver mand gjorde ”hvad han fandt for godt” og der ingen konge var i Israel. Vi forstår, at Mika var ude af stand til at nå Jerusalem, så derfor, måske endda af gode hensigter, besluttede han sig for at bygge et duplikat af templet på sin egen grund. Han byggede det han mente ville være passende for bygningen og lavede instrumenterne til tabernaklet, dette inkludere: Efoden, men også nogle ting som han havde anskaffet sig fra folkene omkring ham; terafimen, idolerne som Gud havde forbudt. 

Men som du ser så var der ikke desto mindre en længsel efter at gøre det bedste han kunne med de midler han havde til rådighed. Så han tog en lille smule af verden og en lille smule fra Israel, som han havde fået åbenbaret af Gud og så blandede han dem sammen indtil han fik noget som han mente kunne behage Herren. Men så blev han selvfølgelig mere lykkelig end hvad ord kunne udtrykke, da en ung præst fra Bethlehem i Juda, kom forbi. Han var Levit, hans mor var fra stammen Juda, skønt han selv var Levit, så havde Gud givet tilladelse, gennem Moses, til at han måtte gifte sig ind i andre stammer og at de må tilslutte sig andre stammer. 

Denne unge man brød sig ikke om livet som det var i Juda. Han havde behov for, og han havde lyst til, at vandre og en ”kløe i foden” så han drog ud for at se om ikke han kunne gøre livet bedre for sig selv. Han følte at det var godt, at være Levit, men mente også, at der burde følge nogle muligheder med til dette, og så kom han til Mikas hus. Her ventede han og her blev han inviteret ind til at være præst. Mika slog en handel af med ham »Bliv hos mig, og vær fader og præst hos mig. Jeg vil give dig ti sekel sølv om året og holde dig med klæder og kost.« . Nu står der ”klæder” men det skal forstås, at på dette tidspunkt gik folk i det der kaldes en gelavia, en lang slags natdragt næsten, det er ikke det rette ord, men noget der minder om. Og han gav ham et sæt klæder, mad og 10 sekel per år. 

Det var en god aftale for levitten, så han bestemte sig for at blive hos Mika og indgå i denne mikstur af afgudsdyrkelse, sådan var situation i Mikas hus. Men så kom folket fra stammen Dan forbi. Det var meningen at de skulle have fjernet amoritterne, men da de viste sig at være for besværlige, måtte de finde nogen der var nemmere, at håndtere. Og så kom de, som du har læst, til Mikas hus og Levitten sagde til dem, at de ikke skulle holde sig tilbage. Og de opdagede, at folket her var efter Sidons ved Lajishs skikke. De var fredelige og der var ingen til at beskytte dem og derfor mente de, at dette var et godt sted at plyndre land fra. Da de havde fået informationerne om landet fra den unge Levit, mente de, at det ville være godt, at sikre sig hans assistance. 

Så de trængte ind i Mikas hus, tog alle de ting han havde lavet, hvilke var kostbare, da et af disse havde kostet mindst 200 sekel. De tog det hele, gjorde det til deres eget og tog Levitten. Det virker ret hårdt mod Mika, men bemærk at Levitten fint klarer at omstille sig til dette. Det er utroligt så fleksibel denne mand er og hvor nemt han tilpasser sig disse ændringer uden større rationalisering undervejs – Så snart han indså, at det var langt mere vigtigt, at tjene en hel stamme end bare én mands familie og at han kunne betjene mange flere, så kunne han genkende viisdomen i dette og retfærdiggøre det. Uden nogen større belastning på sit intellekt, så kunne han foretage denne justering og holde sig for munden, mens de stjal alt hvad Mika havde lavet til tabernaklet. Ikke desto mindre var han jo en viis mand, i stedet for at placere sig ved fronten af gruppen, hvor han ville være i fare, eller helt bagerst, hvor der var lige så farligt, så placerede han sig lige i midten, sådan at, hvis Mikas tjenere kom efter ham, så var han i sikkerhed med soldater på alle sider. Hvad skal vi kalde dette, og hvordan relaterer det til vores generation? Vil jeg gå over stregen, hvis jeg her taler om nyttemoral (utilitarianism) og ”hensigtsmæssig kristendom” et kort øjeblik? Jeg vil gerne påkalde jeres opmærksomhed til det faktum, at i dag er den herskende filosofi Pragmatismen. I forstår hvad jeg mener med pragmatisme. Pragmatisme betyder, at hvis det virker, så er det sandt. Hvis det har succes er det godt. Og prøven af alle skikke, alle principper, al sandhed og alle såkaldte undervisninger er: Virker de? Ifølge pragmatismen, så er de største fiaskoer af alle, nogle af de mænd Gud har æret mest. 

Tag som eksempel Noa som var en stor og mægtig skibsbygger. Hans primære hverv var dog ikke skibsbyggeri, det var at prædike. Han var en forfærdelig fiasko som prædikant. Hans kone og deres 3 børn og deres koner var alt hvad han havde. Syv konvertitter på 120 år ville du jo ikke kalde særligt effektivt? De fleste Missions bevægelser ville kalde missionærerne tilbage, langt tidligere. Som skibsbygger vil jeg mene, at han gjorde det godt, men som prædikant var han en fiasko. Og når vi så går ned gennem årerne kommer vi til denne mand Jeremias. Han var en effektiv prædikant, men ineffektiv i forhold til at opnå resultater. Hvis du prøver at udregne statistisk hvor stor en succes Jeremias var, så får du nok et komma tal med mange nuller. Han fejlede med at nå folket, med de royale og endda med de religiøse på hans tid, de ville intet have med ham at gøre. Alt var en fiasko for Jeremias. Den eneste han havde succes med at behage var Gud, men udover det var han en komplet fiasko. Og så fortsætter vi til en anden velkendt person, Herren Jesus Kristus, der udfra alle disse standarder var en komplet fiasko. Han havde aldrig held med at organisere en kirke eller starte en kirkeretning. Han fik aldrig startet en skole. Han fik aldrig oprettet en Missions bevægelse. Han fik ikke udgivet en eneste bog. Det lykkedes ham aldrig at bruge nogle af de værktøjer som vi i dag synes er så effektive; Jeg er ikke sarkastisk, de er meget effektive. Og vores Herre prædikede i 3 år, helbredte tusinder af mennesker, brødfødte tusinder af mennesker, og da det hele var overstået var der 120... 500 til hvem han kunne vise sig selv efter sin genopstandelse. Og den dag han blev taget til fange sagde en mand til ham ”Selv hvis alle andre forlader dig, så er jeg villig til at dø for dig”. Han så på denne ene mand og sagde ”Peter, du kender ikke dit eget hjerte. Du vil benægte mig 3 gange inden hanen galer her til morgen”. Så alle mænd forlod Ham og flygtede. Efter alle standarder brugt af vores generation, så var vores Herre en fiasko. 

Spørgsmålet vi når frem til er dette: Hvad er standarden for succes og med hvad vil vi dømme vores liv og vores tjeneste? Og her er så spørgsmålet du må stille dig selv ”Er Gud målet, eller midlet?”. Og du må bestemme dig meget tidligt i dit kristne liv, om Gud er dit mål eller dit middel. Vores generation er parat til at ære enhver persons succes, uanset om han har besvaret dette spørgsmål eller ej. Så længe de får tingene gjort eller klarer opgaven, eller ”det virker jo, ikke det han gør?”, så er vores generation parat til at sige ”Dette bliver man jo nødt til at forholde sig til”. 

Og således må vi spørge os selv, helt ved udgangspunktet af vores tjeneste ”Har vi tænkt os at være Levitter der tjener Gud for 10 sekel og en skjorte?”. Tjene mænd i Guds navn, hellere end at tjene Gud. For skønt han var Levit og udførte visse religiøse ritualer, så ledte han efter en plads. En plads der ville give ham den anerkendelse, en plads der ville give ham den accept, en plads der ville give ham den sikkerhed, en plads hvor han kunne skinne gennem de værdier der betød noget for ham. Hele hans forretning betod i at tjene i religiøse aktiviteter, så det blev jo nødt til, at være et religiøst job. Han var meget glad, da han så at Mika søgte en præst. Han havde allerede bestemt sig for, at han var 10 sekel og en skjorte værd, og var derfor parat til at sælge sig selv til den der ville byde dette. Hvis én anden end Mika havde budt mere end dette, så havde han solgt sig selv til den person. Han havde sat en pris på sig selv og han så sine religiøse aktiviteter som et middel til at opnå et mål og ligeledes Gud, som et middel til at opnå et mål. 

For at kunne forstå indvirkningerne af dette i det 20. århundrede så må vi gå 100-150 år tilbage i tiden til en konflikt der angreb Kristendommen. Efter store vækkelser i Amerika med Finney, hvor Guds Ånd på herlig vis var blevet udøst over visse dele af vort land, kom der et åbent angreb mod vores tro i Europa. Darwin havde fremsat en teori om udviklingslæren og visse filosoffer havde integreret denne, som en del af deres filosofi og teologer havde påført den til Skriften. Så ca. i 1850 kan du sige, at et åbent angreb mod Guds Ord begyndte. Satan havde aldrig angrebet Guds Ord direkte, men nu var jagtsæson erklæret for igangsat, jagtsæson mod Bogen, jagtsæson mod Kirken og Voltaire havde udtalt, at i hans levetid ville han nå, at se Biblen ligge og samle støv på et museum, den ville blive totalt ødelagt af de argumenter han fremsatte imod den. Hvad var effekten af alt dette? Datidens filosofi blev humanisme. Og du kan definere humanisme på denne måde: Humanisme er et filosofisk standpunkt, der erklærer at målet med enhver eksistens er mennesket lykke. Begrundelsen for al eksistens er mennesket lykke. Ifølge humanismen så drejer frelsen sig blot om at dræne livet for alt det lykke du kan. Hvis du er farvet af en mand som Nietzsche, der siger at ”Den eneste sande tilfredsstillelse her i livet er magt og magt retfærdiggører sig selv”, og til syvende og sidst så er verden bare en jungle. Og derfor så er det op til mennesket selv, at være lykkeligt, at blive magtfuld og blive magtfuld med alle til rådighed stående midler. For det er kun i denne tilstand af magt, at man kan være lykkelig. Dette vil med tiden medføre en Hitler, der tager Nietzsches filosofi, som hans opererende principper og rettessnore og siger til sit folk ”Vores skæbne er at herske over verden”. Derfor er alle midler vi kan tage i brug, vores frelse. 

En anden vender sig om og siger ”Nej, Det er rigtigt at målet er, at vi skal blive lykkelig, men ikke ved at herske over andre, men ved sensuelle nydelser”. Med dette har du den type eksistentialisme der karakteriserer Frankrig den dag i dag, og så har givet startskuddet til det vi i Amerika kalder ”beatnicism” og til den overvældende sensualisme i vort land. Siden mennesket dybest set er et pattedyr, hvis højeste øjeblikke af ekstase findes i hengivelse i kropslig nydelse, så er frelsen simpelthen at finde, den mest eftertragtede måde at tilfredsstille denne del af mennesket på. Så dette blev effekten af humanismen, at målet med al eksistens er mennesket lykke. John Dewer, en daværende amerikansk filosof, der satte præg på uddannelsessystemet, overbeviste underviserne om, at der fandtes ikke absolutte standarder og at målet med uddannelse simpelthen bestod i at lade barnet udtrykke sig selv, udvide forståelsen af sig selv og finde sin lykke i at være nøjagtigt, hvad han gerne ville. Så fik vi kulturel lovløshed, hvor enhver gjorde ”hvad han fandt for godt” i sine egne øjne og Gud ikke herskede over os. Ifølge disse mennesker er Biblen modbevist, forbudt og ikke en autoritet, Gud er fjernet fra tronen. Han findes ikke, og derfor er målet med alting vores lykke. Individet skal indstifte standarderne for sin egen lykke og fortolke dem. 

Religionen blev dog nødt til at eksistere, fordi der var mange mennesker der levede af den, så de måtte finde en måde hvorpå de kunne retfærdiggøre deres eksistens. Så tilbage i 1850 blev kirken inddelt i 2 grupper. Den ene gruppe var de liberale, der accepterede humanismen og prøvede at finde en vis relevans ved at ligge noget som dette til deres generation ”Ha, ha... Vi ved ikke om der er en Himmel, ej heller om der findes et helvede, men vi ved dette: Du skal leve i ca. 70 år! Vi ved, at man nyder gavn af poesi, høje tanker og noble hensigter. Derfor er det vigtigt, at du kommer i kirke om søndagen, så vi kan læse noget poesi, vi kan give dig nogle principper og regler du kan leve efter. Vi kan ikke sige noget om, hvad der sker efter du dør, men vi kan sige det her: Hvis du kommer hver uge, betaler og hjælper til og bliver hos os, så sætter vi støddæmpere på din vogn og så bliver rejsen langt mere komfortabel. Vi kan ikke stille nogle garantier om, hvad der sker når du dør, men vi siger at hvis du følges med os mens du er i live, så bliver turen bedre og du mere lykkelig.”. Og dette blev essensen af liberalismen. Det har simpelthen ikke dybere indhold end, at du kan prøve med lidt sukker i kaffen og se om ikke det forsøder tilværelsen for en stund. Det er alt hvad den har at sige. 

Og nu, er filosofien i tidsånden humanisme, det ultimative mål med al eksistens er mennesket lykke. Der er en anden gruppe af mennesker der har taget den anden ende af broen imod de liberale. Dette er min flok: Fundamentalisterne. De siger ”Vi tror på Helligåndens indblæsning af Skriften! Vi tror på Jesu Kristi' Guddommelighed! Vi tror på Himlen! Vi tror på døden, begravelsen og genopstandelsen af Kristus! Men husk på, at tidsånden stadig er humanistisk. Og humanismen siger, at målet er menneskets lykke. Humanismen er som en gift, den gennemsyrer alle steder. Humanisme er en infektion, en epidemi – Der kommer overalt. Så der gik ikke lang tid før fundamentalisterne kendte hinanden på, som de sagde, ”Vi tror på disse bibelske sandheder!”. De var stort set alle mænd der havde mødt Gud. Men ser du, der var ikke langt imellem sætningen ”Det er disse ting der gør os til fundamentalister”, før den næste generation sagde ”Sådan bliver vi fundamentalister: Tro på Helligåndens indblæsning af Skriften! Tro på Kristi' guddommelighed! Tro på Hans død, begravelse og genopstandelse! Og derved bliver du en fundamentalist!” Og så gik der ikke længe før vores generation oprandt, hvor hele Guds frelsesværk er reduceret til, at man gav intellektuel accept til nogle få doktriner. En person blev betragtet som værende kristen, hvis han kunne sige ”uh huh” til 4 eller 5 spørgsmål. Hvis han vidste, hvor og hvornår han skulle sige ”uh huh”, så ville en eller anden vende sig om, klappe ham på skulderen, trykke ham i hånden, smile bredt og sige ”Broder, du er frelst!”. Så det kom hertil, hvor frelsen ikke var mere end en accept af en plan eller en formel og målet med denne frelse var mennesket lykke, fordi humanismen havde inficeret. Hvis du analyserede fundamentalismen i kontrast til liberalismen, sådan som de har udviklet sig, for jeg påpeger ikke et specifikt tidspunkt i verdenshistorien, så ser det sådan ud: Den liberale siger at målet med al religion er mennesket lykke her i livet, mens fundamentalisten siger, at målet med al religion er at gøre mennesket lykkeligt når han dør. Men igen! Målet med al religion blev proklameret som værende menneskets lykke. Og hvor den liberale siger ”Ved sociale ændringer og politisk organisation vil vi fjerne alkoholismen, vi vil fjerne narkomanien, vi vil fjerne fattigdomen. Og vi vil skabe en ny Himlen her på jorden og gøre dig glad mens du lever!”. Liberalisterne startede dette arbejde, blot for at blive forfærdeligt chokeret over første verdenskrig og dernæst bragt i knæ af anden verdenskrig, fordi det så ud til at de ingen vegne kom. 

Og så har vi fundamentalisterne, der er på den samme bølgelængde af humanisme. Her finder vi noget ala ”Acceptér Jesus så du kan komme i Himlen”! Du vil jo ikke ned i det gamle ulækre, vamle, stinkende brændende helvede når der er en smuk Himlen deroppe! Kom til Jesus så du kan komme i Himlen!”. Denne appel kunne gives i lige så høj grad til selviskhed. Der er en måde hvorpå man kan give en invitation til synderne, der for verden lyder nøjagtigt, som hvis man ville hente en hel aftens løn hos værkføreren uden nogensinde, at have arbejdet for ham. Humanisme er, efter min mening, den mest dødelige og katastrofale af alle filosofiske vammelheder der er krybet ud fra gitteret over helvedes dyb. Den gennemsyret så stor en del af vores religion og den står i totalt kontrast til sand Kristendom! Uheldigvis bliver det sjældent opdaget. Og her finder vi Mika der ønsker sig et lille Tempel, og han vil gerne have en præst, og han vil gerne have bøn, og han vil gerne have tilbedelse for »Nu ved jeg, at Herren vil vise mig godhed« DET ER SELVISKHED! OG DET ER SYND! Og Levitten der kom forbi faldt direkte for det! Fordi han ønskede en plads! Han ville have sine 10 sekel og en skjorte og hans mad! Og så for at han kunne få, hvad han ønskede, og Mika kunne få, hvad han ville have, så solgte de Gud! For 10 sekel og en skjorte! OG DET ER ALLE TIDERS BEDRAG! Og det er det bedrag vi lever i. Og jeg kan ikke se, hvordan Gud skulle kunne bringe vækkelse over det! Vi må vende tilbage til Kristendommen, som er i direkte kontrast til den stinkende humanisme, som har gennemsyret vores generation, i Jesu' navn. 

Jeg er bange for, at det er blevet så diskret, at det kommer ind alle steder. I sin essens er det dette: Et filosofisk postulat, der siger, at målet med al eksistens er menneskets lykke, det er blevet glaseret med evangelikanske termer og Bibelsk doktrin indtil det punkt, hvor Gud regerer i Himlen alene for menneskets lykke, Jesus Kristus var inkarneret for menneskets lykke, alle englene eksisterer for mennesket... Alt er for menneskets lykke! Og jeg erklærer for jer, at dette er ukristeligt! Er mennesket ikke lykkeligt? Skabte Gud ikke mennesket for at være lykkeligt? Jo. Men som et bi-produkt, og ikke det primære produkt. 

Det var den gode mand, der er så beundret af vor tids forvirrede filosoffer, derude i Afrika, Dr. Schweitzer, velsign hans hjerte, han er et geni. En filosof, doktor, musiker, komponist – uden tvivl et geni. Men Dr. Schweitzer er ikke mere kristen end denne rose og han ville betragte det, som en personlig fornærmelse, hvis han blev kaldt kristen. Han ser ikke Kristus som havende nogen relevans for sin filosofi eller sit liv. Dr. Schweitzer er humanist. Dr. Schweitzer sad på kanten af en båd, der var på vej ud af floden Congo, på vej mod hans forskningsstation. Her observerede han belgiske embedsmænd der med deres store rifler skød efter krokodillerne der lå på bredden af floden. De var mesterskytter. De brugte disse dumb-dumb kugler der eksploderer inden i krokodillen, sådan at dyrene bliver sendt flyvende op i luften pga. sammentrækningen af muskler. I spørger, ”Hvordan ved du så meget om det?”, jo til min skam, så gjorde jeg netop dette på Nilen. Vi lagde krokodillerne i poser, talte dem og satte små snore på vores rifler så man kunne se, hvor mange vi havde skudt. Et kolossalt spild af liv! Og det var her, at Schweitzer så essensen af sin filosofi. Og ved du hvad? der er 3 ord: Respekt for liv..... Respekt for liv. Krokodille liv, menneskets liv og andre former for liv. Min ven, George Kline, der sad med os i sidste uge og som nu er på vej tilbage til Gabon var kun omkring 50 – 60 mil væk fra Dr. Schweitzers station. Dr. Schweitzer er så overbevist om sin filosofi, at han ikke steriliserer sin klinik. Han har den mest beskidte klinik i hele Afrika, fordi bakterierne jo også er liv og han vil ikke gøre skade på de gode bakterier ved renselsen af de dårlige, så han lader dem alle bo sammen. Hans klaver gik i stykker. Nogen havde sendt ham et klaver. Mr. Kline, en ekspert i at spille klaver og en reparatør af disse drog over for at besøge Dr. Schweitzer og Schweitzer sagde ”George, tror du at du kan fixe mit klaver?”, han svarede ”Det skulle ikke undre mig, lad mig prøve”. Så han tog bagbeklædningen af og til sin forbavselse opdagede han en kæmpe rede af kakerlakker. Med den karakteristiske amerikansk entusiasme og ildhu begyndte George at trampe på alle disse kakerlakker, for at ingen måtte undslippe. Og den gode doktor kom ud, hans hår stod ret op pga. vrede og han råbte ”Stop det der nu!”, ”Hvorfor? De ødelægger dit klaver?”, ”Han sagde, ”Det er iorden, de er bare tro mod deres natur”, så kom én af de unge ind og sagde ”Det er iorden Hr. Kline” og han rakte ned og meget nænsomt samlede dem op, puttede dem i en lille pose og tog dem ud i junglen hvor han slap dem løs. Her ser vi en mand der tror på sin filosofi, respekt for liv. Fuldstændigt hengivet til den! Uden vaklen! Selv når det kommer ned til en kakerlak eller en bakterie. Ser du det? Det er humanisme, det er konsekvent. 

Nu spørger jeg så: Hvad er filosofien bag mission? Hvad er filosofien bag evangelisme? Hvad er filosofien bag enhver kristen? Hvis du spørger mig, hvorfor jeg drog til Afrika, så kan jeg fortælle, at det var primært et forsøg på at forbedre på Guds retfærdighed. Jeg synes ikke, at det virkede rigtigt, hvis nogen skulle ryge i helvede uden at have haft chancen for at blive frelst. Så jeg drog der til for at give de stakkels syndere en chance for at komme i Himlen. Nu har jeg ikke sagt det med så mange ord, men hvis du analysere det jeg netop sagde, ved du så hvad det er? Det er humanisme. Jeg brugte simpelthen Jesus Kristus' ressourcer som et middel til at forbedre menneskers tilstand af lidelse og ulykkelighed. Og da jeg ankom til Afrika, så jeg, at de var ikke fattige, dumme, små hedninge der rendte rundt i skovene for at finde nogen der kunne fortælle dem, hvordan de skulle komme til Himlen. De var Monstre i Synd! (eng: Monsters of inequity!). De levede i udtalt og totalt oprør mod Gud og med langt større viden om Ham end jeg havde kunnet drømme om! De fortjente helvede! Fordi de helhjertet nægtede, at vandre efter deres samvittighed og det lys, som loven på deres hjerter gav dem, og det vidnesbyrd som naturen gav dem og den sandhed som de kendte! Og da jeg opdagede dette kan jeg forsikre dig for, at jeg var så gal på Gud, at jeg ved én anledning i bøn fortalte Ham, at det var en utroligt lille ting Han havde gjort, at sende mig her til Afrika! Da jeg kom der så fandt jeg ud af, at de vidste alt om Himlen og ikke ønskede at komme dertil, at de elskede deres synd og ønskede at blive i den! 

Jeg drog derud drevet af Humanisme. Jeg havde set billeder af spedalske, jeg havde set billeder af folk med mavesår, jeg havde set billeder af de indfødtes begravelser og jeg ville ikke at mine medmennesker skulle tortureres i helvede i al evighed efter sådan en elendig tilværelse her på jorden. Men det var der, i Afrika, at Gud begyndte at rive sig igennem dette lag af humanisme i mig Og det var den dag i mit sovekammer med døren låst, at jeg kæmpede med Gud. For der var jeg ved at forstå, at det folk jeg troede var udvidende og ønskede at vide, hvordan man kom i Himlen og tryglede ”Vil nogen ikke komme og undervise os?”, faktisk ikke gad tage sig tid til at tale med mig eller nogen som helst anden. De havde ingen interesse i Biblen og ingen interesse i Kristus og de elskede deres synd og ønskede at blive i den. Og jeg var kommet til det tidspunkt og det sted i mit liv, hvor jeg følte at det hele var en skændsel og en hån og at jeg var blevet fuppet! Og jeg ville hjem! Der, alene i mit sovekammer, fortalte jeg Gud med ærlighed, hvad der var i mit hjerte, og det virkede for mig som om Han sagde ”Ja, vil Verdens Dommer ikke gøre det rette? Hedningene er fortabte og de kommer i helvede, ikke fordi de ikke har hørt evangeliet. De kommer i helvede, fordi de er syndere der elsker deres synd! Og fordi de fortjener helvede. Men.... Jeg sendte ikke dig til Afrika for dem. Jeg sendte dig ikke for deres skyld.” Og jeg hørte så klart som jeg nogensinde har hørt, dog ikke med en fysisk stemme, men et ekko af Alle tiders Sandhed, der fandt sin vej ind i et åbent hjerte. Jeg hørte Gud sige til mit hjerte den dag, noget som dette: ”Jeg sendte dig ikke til Afrika for hedningenes skyld, jeg sendte dig til Afrika for Min Skyld.... De fortjener helvede! Men Jeg elsker dem! Og jeg led helvedes pinsler for dem!!!! Jeg sendte dig ikke derud for dem, JEG SENDTE DIG DERUD FOR MIG!... Fortjener jeg ikke belønningen for mine lidelser? Fortjener jeg ikke dem, som jeg døde for?” Og det vendte det hele på hovedet!!! Det ændrede det hele!!! Og det gjorde det hele rigtigt!!! Jeg arbejdede ikke længere for Mika og 10 sekel og en skjorte! Men jeg tjente den levende Gud! Jeg var der ikke for hedningens skyld, jeg var der for Frelseren der led helvedes pinsler for mig, som ikke fortjente det. Men Han fortjener dem. Fordi han døde for dem. 

Ser i det? Lad mig samle op: Kristendommen siger ”Målet med al eksistens er Guds Ære.”, Humanismen siger ”Målet med al eksistens er menneskets lykke.” Og den ene er født i helvede, glorificeringen af mennesket og den anden er født i Himlen, glorificeringen af Gud! Og den ene er en Levit der tjener Mika, og den anden er et uværdigt hjerte der tjener den Levende Gud, fordi det er den højeste ære i universet. 

Hvad med dig? Hvorfor omvendte du dig? Jeg vil gerne se nogle folk der begynder, at omvende sig på et Bibelsk grundlag igen. George Whitefield vidste det. Han stod på Boston Commons og talte til 20.000 mennesker og sagde ”Hør her syndere, i er monstre, Syndens Monstre! I fortjener helvede! Og den værste af jeres forbrydelser, er at forbrydere som jer ikke har haft indsigten til at se det!” Han sagde, ”Hvis i ikke vil græde over jeres synd og jeres forbrydelser mod en Hellig Gud, så vil George Whitefield græde for jer!” Den mand lænede sit hoved tilbage og hulkede som en baby. Hvorfor? Fordi de risikerede at komme i helvede? Nej! Men fordi de var ”Syndens Monstre”, der ikke engang indså deres synd eller brød sig om deres forbrydelser. Ser i forskellen? Forskellen er, at her har vi én der skælver fordi han ved at han bliver brændt i helvede. Og han har ingen forståelse af sin enorme af skyld! Og ingen føling med sine enorme forbrydelser! Og ingen forståelse af hans fornærmelser mod Gud! Han skælver kun fordi hans hud snart bliver svitset! Han er bange og jeg siger til jer, at frygt er godt til at forberede os til nåden, men det skal ikke stoppe der. Og Helligånden stopper ikke der. Det er grunden til, at ingen kan blive frelst førend de har omvendt sig. Og ingen kan omvende sig førend de er blevet dømt. Og dommen er Helligåndens arbejde, der hjælper en synder med at se sig selv som en kriminel foran Gud, som én der fortjener Guds vrede. Og hvis Gud ønskede, at sendte ham til det laveste niveau af helvede i 10 evigheder, så havde han fortjent det hele! Og hundrede gange mere. 

Dette er forskellen mellem prædikerne i det 20. århundrede, og John Wesleys prædikener. Wesley prædikede Retfærdighed og løftede Guds Hellighed op. Han ville løfte Guds Hellighed op, og Guds lov, og Guds retfærdighed, og visdomen i Guds krav! Og retfærdigheden i Hans Vrede! Og han ville vende sig til syndere og fortælle dem om deres enorme forbrydelser og deres offentlige oprør mod Gud og deres forræderi og deres anarki. Og Guds kraft ville nedsænke sig over forsamlingerne, og ved ét tilfælde har vi en troværdig rapport der fortæller, at da folk forlod stedet lå der 1800 mennesker på jorden, totalt bevidstløse! Fordi de havde fået en åbenbaring om Guds Hellighed og i det lys havde de set deres enorme synder og Gud havde gennemsyret deres tanker og hjerter så de faldt til jorden! Dette var ikke kun på Wesleys tid; det skete også i Amerika, New Haven, Connecticut, Yale. En mand ved navn John Wesley Redfield havde en tjeneste der kørte i 3 år ved New Haven. Kulminationen var møderne ved Yales Ball, det første af disse var i det 18. århundrede. Politibetjente havde en skik på dette tidspunkt, at hvis de så nogen ligge på jorden så lugtede de til ham. Hvis han lugtede af alkohol smed de ham i detentionen, men hvis han ikke lugtede af alkohol, så havde han ”Redfields sygdommen”. Og det eneste du behøvede at gøre hvis nogen havde denne sygdom, var at ligge ham et fredeligt sted indtil han kom til sig selv igen. Fordi, hvis det var en drukkenbolt, så forlod han alkohol. Hvis de var onde, så holdt de op med at være onde, hvis de var amoralske så forlod de deres amoralske liv, hvis de var tyve så leverede de det tilbage som de havde stjålet. For som de havde set Guds Hellighed og deres enorme synder, så havde Guds Ånd drevet dem ned i bevidstløshed under vægten af deres skyld! Og på en eller anden måde, i spredningen af Guds Ord, så omvendte syndere sig fra deres synd og kom til Kristus, og blev frelst. 

Men der var en forskel! Man prøvede ikke at overbevise en ”god” mand om, at han havde problemer med en ”ond” Gud. Men man overbeviste onde mænd om, at de fortjente vreden og harmen fra en God Gud! Og konsekvensen var omvendelse, der førte til tro, der førte til liv. Kære venner, den eneste grund – den eneste grund en synder har for at omvende sig: Det er fordi Jesus Kristus fortjener den tilbedelse, beundring, kærlighed og lydighed der kommer ud af denne synders hjerte. Ikke fordi han skal til Himlen. Hvis den eneste grund du havde til at omvende dig, kære ven, var at holde dig ude af helvede, så er du bare en Levit der tjener for 10 sekel og en skjorte! Intet mere! Du prøver at tjene Gud fordi Han vil gøre noget godt for dig! Men et omvendt hjerte, er et hjerte, der har set noget af størrelsen af hans forbrydelse, og nægte den retfærdige Gud, den tilbedelse og lydighed, som Han fortjener! 

Hvorfor skal en synder omvende sig? Fordi Gud fortjener den lydighed og kærlighed som han nægtede at give Ham! Ikke så han kan komme i Himlen. Hvis den eneste motivation for omvendelse, er at komme i Himlen, så er det intet andet end at prøve, at slå en handel af med Gud. 

Hvorfor skal en synder opgive al sin synd? Fordi han bliver udfordret til at gøre dette? Hvorfor skal han yde tilbagebetaling når han kommer til Kristus? Fordi Gud fortjener den lydighed som Han forlanger! 

Jeg har talt med folk der ikke har frelsesvished. De vil føle sig sikre, før de er villige til at forpligte sig til Kristus. Men jeg tror, at de eneste personer som Gud rent faktisk giver dette indre vidnesbyrd ved Sin Ånd og de eneste som er født af Ham, er dem der siger noget i stil med: ”Herre Jesus, jeg vil adlyde dig, elske dig, tjene dig, og gøre hvad du ønsker af mig, så længe jeg lever, selv hvis jeg kommer i helvede til sidst, simpelthen fordi du er værdig til at blive elsket, adlydt og tjent, og jeg prøver ikke at slå en handel af med dig!” 

Ser du forskellen? Ser du forskellen? Mellem en Levit der tjener for 10 sekel og en skjorte og Mika der prøver at bygge et tempel fordi ”Herren vil vise mig godhed”, og en person, der omvender sig til Guds Ære. 

Hvorfor skal en person komme til korset? Hvorfor skal en person tage imod døden med Kristus? Hvorfor skal en person være villig til, i identifikation, at gå til korset, ind i graven og op igen? Jeg skal fortælle dig det – Fordi det er den eneste måde hvorpå Gud kan få ære ud af et menneske! Hvis du siger, at det er fordi han får glæde, fred, velsignelse, succes eller berømmelse, så er det intet mere end en Levit der tjener for 10 sekel og en skjorte. Der er kun én grund til at komme til Korset, kære menneske, og det er fordi, at indtil du kommer til det sted hvor der er enhed med Kristus i døden, så svindler du Guds Søn for den ære han kunne få ud af dit liv. For intet kød får ære for Hans åsyn. Indtil du forstår det Helliggørende arbejde, som Gud gør ved HelligÅnden, når Han bringer dig i enhed med Kristus, i døden, i begravelsen og i genopstandelsen, så bliver du nødt til at tjene med det du har, og alt hvad du har er under en dødsdom: Menneskelig personlighed, menneskelig natur, menneskelig styrke og menneskelig energi. Og Gud får ingen ære ud af det! Så grunden til at du går til Korset er ikke at du kan få sejr, men du skal nok få sejr. Årsagen er ikke at du får glæde, men du skal nok få glæde. Men årsagen til at du omfavner Korset og presser igennem indtil du ved at du kan vidne som Paulus ”Jeg er korsfæstet med Kristus” (Gal. 2:20). Det er ikke, hvad du får ud af det, men hvad Han får ud af det, til Hans ære. På samme linie spørger jeg – hvorfor har du ikke presset igennem til at kende HelligÅnden i Hans fuldstændighed? Hvorfor har du ikke presset igennem til at kende Kristus i Hans fuldstændighed? Jeg skal sige dig det – fordi den eneste tænkelig måde hvorpå Jesus Kristus kan få ære ud af et liv, som Han har frelst ved sit dyrebare blod, er ved at fylde det liv så totalt, at Han kan leve sit eget liv igennem det. Det geniale ved vores tro, er ikke at vi skal gennemgå forskellige aktiviteter som en Levit der er hyret til at tjene Gud. Nej nej! Det geniale ved vores tro er, at vi kommer til det sted hvor vi ved, at vi intet kan gøre, og at det eneste vi rent faktisk kan gøre, er at præsentere vores legeme, som et redskab og sige ”Herre Jesus, du bliver nødt til at fylde mig. Og alt hvad der skal gøres, må gøres af Dig og for Dig.” Men ak, jeg kender så mange der ønsker at kende Gud i sin fuldstændighed, sådan at de kan bruge Gud. 

En ung prædikant kom op til mig fra Huntington, West Virginia. Han sagde ”Broder Reidhead. Jeg har en stor kirke. Jeg har et vidunderligt søndagsskole program, jeg har et radio-program og det er i vækst. Men jeg føler et personligt behov og en personlig mangel – Jeg har brug for, at blive døbt med den Hellige Ånd, jeg har brug for at blive fyldt med Ånden. Og nogen fortalte mig, at Gud havde gjort noget for dig, så jeg tænkte om du kunne hjælpe mig” Jeg kiggede på ham og ved du hvad? Han lignede MIG. Han så ud som mig. Og jeg så i ham, alt hvad der var i mig. Du troede måske jeg ville sige ”alt hvad der var i mig førhen”. Nej. Hør her kære hjerte; hvis du nogensinde har set dig selv, så ved du godt, at du aldrig bliver andet end, hvad du er. For i mig og mit kød er der intet godt (Rom. 7:18). Han så ud som mig. 

Han var ligesom en fyr der kom kørende i en stor Cadillac, i ved, en de siger på benzinstationen ”Fyld hende op, den højeste oktan!” Sådan så han ud. Han ønskede kraft til sit program. Men Gud er ikke et middel til nogens mål. Jeg sagde ”Jeg er frygteligt ked af det, men jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig”, han svarede ”Hvorfor ikke?”, jeg sagde ”Fordi jeg tror ikke du er klar” - ”Forstil dig, at du kommer op til mig med en stor Cadillac. Du har snakket om dit program, din radio-tjeneste, din søndagsskole og kirke. Og det er alt sammen meget godt. Du har gjort det fantastisk godt uden HelligÅndens kraft og salvelse.” Det var det, den kinesiske kristne sagde, da han kom tilbage til Kina og blev spurgt ”Hvad imponerede dig mest ved Amerika?” - Han svarede ”Jeg er målløs over alt det amerikanerne kan udrette uden Guds kraft”. Og han (den unge prædikant) havde opnået en hel del, ved egen indrømmelse uden Gud. Nu ville han have noget kraft til yderligere at kunne forfølge sine mål. Jeg sagde ”nej...nej... Du sidder bag rattet og du siger til Gud 'Giv mig kraft så jeg kan køre' Det vil ikke virke, du må glide over på passager sædet” Men jeg kendte banditten, fordi jeg kendte mig selv, så jeg sagde ”Nej, det vil ikke virke. Du må hellere kravle om på bagsædet”. Og jeg kunne se for mig, hvordan han rakte over og tog rattet ”Nej” sagde jeg, ”det vil aldrig virke med bagsædet”, jeg sagde ”Før Gud vil gøre noget som helst for dig, ved du hvad du så må gøre?” Han sagde ”Hvad?” - Jeg sagde, ”Du må stå ud af bilen, tage nøglerne med herom, åbne bagagerummet, give nøglerne til Herren Jesus Kristus og hoppe i bagagerummet, derefter må du smække døren og hviske gennem nøglehullet 'Herre – se. Fyld den med alt, hvad du ønsker og så kører du, det er i dine hænder fra nu af'” Det er derfor der er så mange, der aldrig kommer ind i Kristus fuldstændigt. Fordi de ønsker at være en Levit med 10 sekel og en skjorte. Der har tjent Mika, men de tænker, at hvis de bare havde HelligÅndens kraft, så kunne de tjene stammen Dan. 

Det vil aldrig virke. Aldrig. Der er kun en eneste vej for Gud til at bringe dig til det sted, hvor du i omvendelse bliver benådet til Hans ære. Og i sejr bliver du bragt til døden, sådan at Han må regere. Og i fuldstændighed kan Kristus så leve og vandre i dig. Din attitude er Herrens egen attitude, han sagde ”Jeg kan intet gøre af mig selv” (John. 8:28). Jeg kan ikke tale selv. Jeg laver ikke mine egne planer. Den eneste grund jeg har for at eksistere er Guds ære i Jesus Kristus. Hvis jeg sagde til dig ”Kom og bliv frelst så du kan komme i Himlen, kom til korset så du kan have glæde og sejr, kom og få HelligÅnden så du kan blive tilfredsstillet”, så ville jeg være faldet i humanismens fælde. Jeg vil i stedet sige til dig kære ven, hvis du er uden Kristus så kom til Ham og tjen Ham så længe du lever, uanset om du ryger i helvede bagefter eller ej, fordi han er værdig! 

Jeg siger til dig, min kære Kristne ven, kom til korset og slut dig til Ham i enhed i døden og træd ind i selve meningen med døden for selvet, sådan at Han må få ære. Jeg siger til dig kære Kristne, hvis du ikke kender HelligÅnden i sin fuldstændighed, så kom og præsenterer dit liv, som et levende offer og lad Ham fylde dig med sin Ånd, sådan at Han kan udrette sit formål og få ære ud af dit liv. Det er ikke, hvad du får ud af Gud, men hvad Gud får ud af dig. 

Lad os gøre op med alt dette engang for alle, med nyttemoralsk kristendom der reducerer Gud til et middel i stedet for det herlige mål, som Han er. Lad os komme med opsigelsen. Lad os sige til Mika, at vi har fået nok. Vi vil ikke længere tjene ham som præster for 10 sekel og en skjorte. Lad os fortælle stammen Dan, at vi er færdige. Og lad os komme til korset og kaste os selv for fødderne af den naglede Guds Søn og fortælle Ham, at vi vil adlyde Ham, og elske Ham, og tjene Ham så længe vi lever, fordi HAN ER VÆRDIG! 

To unge Moravianere hørte om en ø i West Indians, hvor en ateistisk Britte havde mellem 2 og 3000 slaver. Og denne ejer havde sagt ”Jeg lader ingen fra kirken, præst eller gejstlig, sætte sin fod på min ø.” Hvis han går på grund så hjælper vi ham ind i et separat hus indtil han må rejse, men han får aldrig lov til at tale med nogen af os om Gud. Jeg er færdig med alt dette nonsens. 3000 slaver, bragt fra den Afrikanske jungle til denne ø i Atlanter havet og der måtte de leve og dø uden at høre om Kristus. 

De to unge Moravianere hørte om dette. De solgte dem selv til den britiske ejer og brugte pengene de modtog fra deres salg, til at finansiere deres rejse. Britten ville ikke betale mere for dem end enhver anden slave skulle koste. De måtte selv betale for hele turen til øen, da han end ikke ville transportere dem. Da skibet forlod havnen ved Hamborg og var på vej ud i Nordsøen, var Morovianerne kommet fra Herrenhut for at sige farvel til disse to, der var først i tyverne. De ville aldrig vende tilbage igen, dette var ikke en 4 års tur; de havde solgt dem selv ind et livslangt slaveri. Simpelthen fordi de så kunne leve som slaver, og være som Kristne, der hvor disse andre var. Familien græd over dem for de vidste, at de aldrig skulle ses igen og de undrede sig over, hvorfor de ville afsted og stillede spørgsmålstegn ved, hvor viist det var. Da skibet havde aflagt en vis afstand til kajen og rebene blev rullet op stod disse to brødre skulder ved skulder. Den ene løftede hånden og råbte til kajen, de sidste ord der nogensinde ville blive hørt fra dem, ordene var ”MÅ LAMMET, DER BLEV SLAGTET; MODTAGE BELØNNINGEN FOR SINE LIDELSER!” Dette blev kaldet bag moroviansk mission. Og dette er den eneste grund til at eksistere. At lammet der blev slagtet, må modtage belønningen for sine lidelser.