Krig og uro, vold og mord, sult og nød, tornadoer, oversvømmelser, jordskælv...kun lidt af dette er af ny dato. Alligevel står dagens generation over for nye og vanskelige udfordringer: miljøproblemer, genmanipuleringer, vejrforandringer, fødevare-epidemier m.m. Mange lægger også mærke til, at vort samfund er i færd med at gå bort fra grundlæggende moralske værdier.
Mange føler sig små og magtesløse, men skal vi slutte med at stille spørgsmålet -Hvorfor sker alt dette?
Bag denne udvikling findes der en årsag. De gode nyheder er, at der også findes en løsning!
Vi snakker ikke om de løsninger, som bliver præsenteret af dagens politikere eller religiøse ledere. Historien viser os, at til trods for fredsforbund, samarbejdsaftaler og gode planer hører magtlysten og begæret, som ligger i menneskenes hjerter, ikke op.
Der foregår en kamp mellem godt og ondt, men den vil få en ende! Bag den kaotiske virkelighed findes der en plan, som vil blive gennemført.
Bøgernes bog, Bibelen, har noget helt konkret at sige om den situation, vi lever i. Den taler specielt til dig, som søger en forklaring, og som ønsker at vide, hvad fremtiden vil bringe!
Bibelens profetier har indtil dags dato aldrig slået fejl! Derfor tror vi, at de sidste profetier også vil gå i opfyldelse.
I Johannes Åbenbaringen finder vi en række profetier, som nu er i færd med at gå i opfyldelse! Disse skal vi nu se nærmere på.
Det første budskab
Der står, at disse tre budskaber er givet af engle. Det græske ord for „engel" er „ angelon ", og betyder budbærer.
De tre engle er derfor en symbolsk fremstilling af mennesker, som arbejder i harmoni med Guds vilje, og som med kraft vil forkynde dette budskab, det „evige evangelium", for verden.
Det Evige Evangelium
Hvad er så det „evige evangelium"? Jo, det finder vi kort beskrevet i Bibelen, i Johannes evangeliets 3. kapitel og 16. vers. Her står der:
„Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh. 3,16)
Vi kender alle Bibelens historie om Adam og Eva, som var ulydige og spiste af den forbudte frugt. De var blevet advaret og vidste, at de skulle dø. Bag denne tilsyneladende enkle fremstilling skjuler der sig en dyb tragedie, som forplantede sig til hele menneskeracen. Bibelen bekræfter, at syndens løn er døden ( Rom. 6,23) og vi snakker her om en evig død. Gud, Skaberen, er kilden til alt liv, og da vore forfædre valgte at trodse Guds advarsler, forlod de ham, som er Livet. Men Gud elsker menneskene.
Han valgte at tage den retfærdige dødsdom på sig selv. Han sendte sin Søn, Jesus Kristus, som var villig til at gennemgå en evig døds lidelser for os. Selv om Jesus var Gud, kom han som et menneske. (Joh. 1,1-3 + 14. vers, og Fil. 2,5-8). Som et menneske skulle han prøves i alt i lighed med os. Eftersom han skulle stille sig i vort sted, var det kun ved at leve et retfærdigt liv uden at synde og uden selv at være skyldig, at han kunne tage vor straf på sig. Kristus overvandt ALLE fristelserne med Guds kraft. (Heb. 2,17-18). Det er kun ham, der har gjort det. (Rom. 3,23.). Til sidst gav han sit liv på korset for at udfri dig og mig fra den evige død. For der står:
„Og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt." (Heb. 9,22)
Derfor er det op til dig og mig i tro at tage imod Jesu offer. Hvis du ser på dig selv som en synder, så kan du blive fri for syndebyrden ved at komme til Jesus. Bibelen siger det sådan:
„Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed" (1. Joh. 1,9),
og enhver, som i tro tager imod denne retfærdighed, vil blive frelst. Er det ikke gode nyheder?
Frygt Gud og Giv Ham Ære
Men livet stopper ikke, når vi har sagt JA til Jesus. Da begynder livet med Kristus. Da vil det ses i vort liv, at der er sket en forandring med os. Bibelen siger, at vi vil blive forvandlet ved fornyelsen af vort sind. (Rom. 12,2). Det er det, der sker, når vi siger JA til Jesus, og Helligånden får indpas i vort sind. Da vil vi - med Helligåndens hjælp - følge det, Gud viser os, og ikke gå vor egen vej. Da vil karaktertræk som kærlighed, glæde, fred, godhed og venlighed vise sig i vore liv i stedet for hidsighed, vrede og begær... (Gal. 5,16-26) . Dette klarer vi ikke selv, men med Guds hjælp vil vi klare det. Derfor, at give Gud ære betyder at åbenbare hans karakter i vore egne liv og på den måde gøre ham kendt for vore omgivelser. Jesus har givet os et eksempel, og nu er det op til os - med Guds hjælp - at fortsætte hans mission ved at åbenbare hans karakter i liv og lære. (1. Pet. 2,21 og Ef. 3,10).
At leve med Kristus og at åbenbare hans karakter i vore liv indbefatter meget. Jesus siger det sådan:
„Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!" Og: „Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!" (Matt. 16,24 og Joh. 14,15)
Den, som i tro har taget imod Jesus, vil glæde sig over at holde hans bud. Guds bud udtrykker, hvad Gud står for, og disse ti punkter har Gud givet, for at vi skal vide, hvordan vi skal forholde os til Gud og til hverandre. I Bibelens første brev af Johannes bliver vi sat på prøve på denne måde:
„Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: „Jeg kender ham," og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede." (1. Joh. 2,3-6)
Derfor: At frygte Gud indbefatter også at adlyde Gud.
Når vi virkelig forstår, hvor meget Jesus har ofret for at frelse os, så vil det være en glæde at holde Guds bud. Da drejer det sig ikke længere om lovtrældom, men vi gør det i kærlighed og taknemlighed til Gud, som elskede os først.
Da Jesus for op til himmelen, sagde han til sine disciple:
„Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft.". (Ap.G. 1,8)
Den samme kraft er tilgængelig for os. Derfor, akkurat som Jesus måtte hente kraft fra Gud for at sejre over synd, sådan kan vi også vinde sejr over enhver fristelse, som møder os. (Joh. 5,30 og 1. Kor. 10,13) . En Kristi efterfølger vil ikke bare være ordets hører, men også dets gører. Troen vil komme til udtryk i gode gerninger. Livet/gerningerne vil være i harmoni med Guds vilje. (Jak. 1,22 og 2,14-26 samt 1. Joh. 2,29) . Bibelen gør det klart, at Helligånden bliver givet til dem, som adlyder Gud (Ap.G. 5,32) , og det er netop Helligånden, som hjælper os til ikke at synde. Bibelen giver os dette løfte:
„Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham; ja, han kan ikke synde, fordi han er født af Gud." (1. Joh. 3,9 og 2. Peters brev 1,4)
Når vi tør tro på dette løfte, vil vi erfare, at vi får hjælp til at sejre over enhver fristelse, som møder os. Da har vi den stærkeste på vor side. Jeg håber, at du også vil erfare dette samarbejde mellem menneskelige og guddommelige kræfter, for det er noget vi alle må erfare, dersom vi vil ære Gud i livets forskellige sysler.
„Men," siger du: „Dersom vi glemmer Guds hjælp og falder i fristelse, hvad så? „ Da er det os, der har glemt hans hjælp, og ikke modsat. Da må vi klynge os til Jesus på ny. Han vil gerne tage imod og tilgive enhver angrende synder. Helligånden vil opfordre os til at indse vor synd, angre, bede om tilgivelse og tage imod frelsen i Jesus Kristus på ny. Bibelen siger det sådan:
„Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens." (1. Joh. 2,1-6)
Disse ord har været til stor opmuntring for dem, der har følt sig helt fortabte. Hvis du er en af dem, skal du vide, at Jesus altid er rede til at tage imod dig. Men der er heller ingen anden vej til frelse. Vi må alle gå gennem Jesus Kristus for at blive frelst. Derfor siger Jesus:
„Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6)
At forkynde „ det evige evangelium" og „give Gud ære" indbefatter altså ikke kun, at vi på et eller andet tidspunkt har taget imod Jesus som vor personlige frelser, men at vi lever dagliglivet sammen med Kristus og åbenbarer hans karakter i vore liv. Når vi samarbejder med himmelske kræfter på den måde, får vi den hjælp, vi behøver for at være levende vidner for ham, og ved hans nåde vil vi være rede, når Kristus snart kommer for at hente sine børn.
Bibelen opfordrer os også til at ære Gud i vore legemer. I 1. Kor. 6,19, står der:
„Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!" (1. Kor. 6,19)
Er det ikke lidt tankevækkende, at vor krop er sammenlignet med et tempel? I det Gamle Testamente var templet indviet til Gud. Sådan skal vi også indvi vore liv til Gud. Den fine krop, som Gud har givet os, skal vi - med Guds hjælp _ på bedste måde prøve at tage vare på. Vi må tilbage til naturens enkle lægemidler: frisk luft, sollys, fysisk motion, sund kost, god hygiejne, tilstrækkelig søvn og hvile, afhold, rigelig tilførsel af rent vand og tillid til Gud.
Da vil vi få en bedre livskvalitet, både på det fysiske, psykiske og det åndelige plan.
At tage vare på vor krop på bedste måde er også en måde at ære Skaberen på. Det bør enhver Kristi discipel gøre noget ved. røst:
Hans Doms Time er Kommet
Bibelen siger, at før Jesus Kristus kommer igen, vil det være afgjort, hvem der vil blive frelst, og hvem der vil gå fortabt. Det er egentlig os selv, som bestemmer hvilken gruppe, vi skal havne i. Bibelen fortæller, at Jesus nu er ypperstepræst i den himmelske helligdom, hvor han går i forbøn for os. For at forstå den tjeneste, han gør for os deroppe, har vi fået en model, som vi kan studere: Den jordiske helligdom, som vi kan læse om i det Gamle Testamente. Paulus kalder den „afbilledet og skyggen af de himmelske ting". (Heb. 8,5) . Den var altså en model i miniature af den himmelske helligdom. Dette kan du læse om i Hebræerbrevets 8. og 9. kapitel.
I model-helligdommen på jorden gjorde præsten i den første afdeling tjeneste hver dag. Den kaldes „det hellige". Kun en dag om året gik han ind i den anden afdeling; „det allerhelligste". I den gammeltestamentlige helligdomstjeneste havde folket symbolsk overført sine synder (gennem offerdyrs blod) til helligdommen. På denne specielle dag, „den store forsoningsdag", skulle helligdommen renses fra synderne, som havde tilsølet den. Det var en dommedag. (Læs 3. Mosebogs 16. kapitel) . Synden blev symbolsk renset ud af helligdommen, og ikke længe efter kunne de fejre deres næste højtid: „Løvhyttefesten". Løvhyttefesten var en glædes- og takkefest.
Eftersom den gammeltestamentlige helligdomstjeneste var et billede på det, Jesus skulle udføre i den himmelske helligdom, er det tydeligt, at en dommedag også måtte finde sted her før „glædesfesten", når Jesus samles med sine børn.
Profeten Daniel fortæller om denne dommedag - denne „renselse" (retfærdiggørelse) af den himmelske helligdom.
I Daniels bog, det 8. kapitel og 14. vers, får vi at vide, at tiden, da denne domshandling skulle begynde, var fastsat. Dette stemmer med vor overskrift: „Hans doms time er kommet" . Hvornår kom denne bestemte „time"/tid? Daniel fik at vide, at der skulle gå 2300 dage, og så skulle denne domshandling begynde.
I profetisk tid er 1 dag = 1 år (Ezek. 4,6), så vi snakker om en lang tidsperiode på 2300 år.
Lidt senere i Daniels bog får vi begyndelsestidspunktet for profetien (læs Dan. 9,25). Historien fortæller os, at begivenheden, som skulle være startskuddet, fandt sted om foråret i år 457 f. Kr.
Regner vi 2300 år fremover, ender vi omtrent i midten af 1840-tallet. Ifølge profetien var det da, „den store forsoningsdag" i himmelen skulle begynde.
Bibelen siger, at dommen skal begynde med dem, som har bekendt sig til at være Guds børn (1. Pet. 4,17) . Deres navne bliver gennemgået og deres liv prøves i lyset af Guds lov, som findes i den anden afdeling i helligdommen: „det allerhelligste". (Heb. 9,3-4)
På gammeltestamentlig tid måtte al synd være bekendt og opgjort før den store forsoningsdag kom, så den kunne sones.
Sådan må vi også nu lægge al synd frem for Gud, medens det endnu er nådens dag, sådan at Jesus kan sone vor synd. Når „dommedagen" i himmelen afsluttes, er nådetiden forbi
Dette vil ske, lige før Jesus kommer igen som Frelser og Konge. Jesu blod vil kun have haft mulighed for at rense dem, som har bedt om det _ dem, som har angret og bekendt deres synd og fået tilgivelse gennem Jesus Kristus. De andre vil gå fortabt. Selv om Jesus også har ønsket at frelse dem, har de ikke taget imod frelsens gave. En dag vil det blive for sent, og selv om Gud er ked af det, kræver retfærdigheden, at de bliver dømt efter deres gerninger. Der står, at de vil blive tilintetgjort med ild og svovl. (Åb. 20,12 og Åb. 21,8)
Nu er Jesus i himmelen. (Joh. 14,1-3 og Ap. G. 1,8-11) . Ingen ved, hvornår Jesus afslutter sin ypperstepræstelige tjeneste og domsproces der. Ingen ved, hvornår vi kan miste livet. Derfor har vi ikke nogen tid at spilde. Det er nu , det er nådens dag. Det er nu , Gud kalder på dig til at vende om og i ydmyghed lægge al din synd frem for Jesu fødder.
„Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort", siger Jesus. (Joh. 6,37)
Sådan er han. Du kan altid komme til ham. Han vil tage imod dig, og give dig fred, Sin fred, en fred og tryghed, som verden ikke kan give! (Joh. 14,27) . Vil du tage imod dette tilbud? Det er op til dig, men du skal vide, at du aldrig behøver at angre det, dersom du svarer JA på dette spørgsmål. Husk på Bibelens ord:
„Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie" (Joh. 8,36), og „hvor Herrens Ånd er, dér er frihed!" (2. Kor. 3,17)
Lad os ikke være slaver under Satan og syndebyrden i vore liv, men med Guds hjælp rive os løs og blive frie i Kristus. Da er vi gået over fra døden til livet. Lad os tage denne beslutning nu, mens det endnu er nådens dag! (Mere om dette emne i videoen: Endetidsbudskabet, som vil give vækkelse og dele verden i to lejre!...og i den annoncerede bog „Konfrontation").
Den sidste del af det første budskab, som nu skal forkyndes med klar røst, lyder sådan:
Tilbed Ham, Som Har Skabt Himmelen og Jorden og Havet og Kildevældene
Bibelen fortæller, at Gud skabte himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, på seks dage og hvilede på den syvende dag. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den. (1. Mos. 2,1-3) . I det fjerde bud i Bibelen, i 2.Mosebogs 20. kapitel, versene 8-11, finder vi hviledagsbudet. Der finder vi den samme opfordring til at tilbede Skaberen . Hviledagen, som Bibelen kalder sabbatten, er sat til side, for at vi på en speciel måde skal tage tid til at tilbede, ophøje og blive bedre kendt med Skaberen . Vi kan blive bedre kendt med Gud gennem studiet af hans ord og ved at beskue skaberværket. Selv om naturen er i færd med at blive ødelagt, er der fortsat meget smukt at se på i naturen. Jo mere man bliver kendt med skaberværket, jo mere vil man værdsætte Skaberen. Ja, der er så meget flot i naturen, at man kan blive helt betaget. Betragt et lille insekt, en blomst, en hund eller et menneske. Alt er skabt så fantastisk pænt og hensigtsmæssigt!
Det er trist, at nogen er begyndt at tvivle på, at Gud er Skaberen. I 1800-tallet fremsatte Charles Darwin sine teorier om arternes oprindelse. Desværre er mange mennesker faldet for denne menneskeproducerede udviklingsteori, som stadig gennemsyrer undervisningsmaterialet på skoler og universiteter.
Lad os ikke ophøje skabningen og menneskenes vildledende teorier om livets begyndelse, men ophøje og tilbede Skaberen, som skabte i seks dage og hvilede på den syvende dag for ca. 6000 år siden. Han har skabt alt så fantastisk flot for os. Hvis du fortsat tvivler på, at Gud er Skaberen, så luk dine øjne en hel dag, og du vil forstå, hvor meget synet betyder for alle de bevægelser, vi gør. Sådan er alle lemmerne vigtige, for at vi skal fungere optimalt. Og til slut: Lad os takke Gud/Jesus Kristus for livet. Bibelen siger det sådan:
„Og han er før alt, og alt består ved ham." (Kol. 1,17; Joh. 1,1-3, + 14. vers og 1. Mos. 1,26)
Hvis alle havde taget tid til at tilbede Gud på den dag, som han har sat til side til hellig brug, ville der ikke have været mange evolutionister og fritænkere i dag! Gud har rige velsignelser til alle dem, som vil tilbede ham i ånd og sandhed.
Det andet budskap
"Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: "Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Åb. 14,8
Faldet, Faldet er Babylon
Hvem er „ Babylon ", „ det store Babylon " og skøgen "?
"Skøgen" beskrives i Åbenbaringsbogens 17. kapitel. Hun har mange kendetegn, for at hun skal være let at identificere. Måske kan det i første omgang lyde hårdt, men alligevel: Alle Bibelens kendetegn passer på den katolske kirke. Der er helt sikkert mange gode, oprigtige mennesker i dette kirkesamfund, og det er ikke dem vi vil „til livs". Alligevel føler vi et kald til at advare både dem og andre medmennesker imod det system og flere af de læresætninger, som dette system bygger på. Baggrunden for denne advarsel er, at vi ikke kan få læren til at passe med Bibelens klare ord, og desuden fordi Bibelens kendetegn på „skøgen" passer på denne magtfaktor. (Åb. 17,1-6)
Et af kendetegnene beskrives sådan:
„Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder." (Åb. 17,5)
Den katolske kirke betegner sig selv som moderkirken. I et brev til alle biskoppernes konferencer på verdensplan skriver kardinal Joseph Ratzinger : „Det må altid være klart, at den ene, hellige, katolske og apostoliske universelle kirke ikke er en søster, men moderen til alle kirker ." ( The Daily Telegraph, 4. sept. 2000). Sådanne udtalelser er med til at bekræfte, at den katolske kirke er opfyldelsen af Åbenbaringen 17,5.
En frygtelig tilstand i den religiøse verden er beskrevet i det andet englebudskab. Bibelen åbenbarer, at „skøgen", eller „det store Babylon", vil forføre verden gennem sine ubibelske doktriner eller „ sin berusende vin" . Måske det største bedrag, som den katolske kirke har begået gennem tiderne, er, at den har ændret Guds ti bud, sådan at katekismebudene på flere punkter er anderledes end i Guds ti bud, sådan som vi finder dem i 2. Mosebogs 20. kapitel, versene 3-17. Desværre har de lutherske kirker også accepteret de falske bud i deres katekismus og har forført folket med falske bud. (Vi kommer mere tilbage til dette punkt under afsnittet „Guds segl eller dyrets mærke".)
Babylons Berusende/Utugts Vin
Den katolske kirke eller „skøgen" (Åb. 17,5) har også indført mange andre ubibelske læresætninger, bl.a. tilbedelsen af jomfru Maria samt læren om sjælens udødelighed, som også viser sig i New Age og i spiritismen. I dag godtager flere kirkesamfund spiritismens læresætninger. Troen på spiritistiske fænomener åbner døren for ånder, som fører vild, og lærdomme, som stammer fra onde magter. Indflydelsen fra onde engle vil blive mere og mere mærkbar i de forskellige kirkesamfund, efterhånden som vi går mere ind i endetiden. (5. Mosebog 18,10-12 og 2. Tess. 2,9). Læs mere om dette i traktaten „Maria åbenbarelser".
* Nadveren
Den katolske kirke lærer, at nadverbrødet og vinen bliver til Jesu bogstavelige legeme og blod, når præsten løfter disse op i luften og velsigner dem, og at de ofrer („dræber") Jesus på ny hver gang, de spiser nadverbrødet og drikker vinen. Derfor kaldes det messeoffer. Dette er en af de store vederstyggeligheder, som den katolske kirke har indført. Bibelen siger derimod, at Jesus blev ofret én gang for alle, og at nadveren skal være til minde om det, Jesus gjorde for at frelse os. (Heb. 9,24-28 og 1. Kor. 11,23-26)
Der er meget, som tyder på, at den frafaldne protestantisme også vil godtage den katolske nadverpraksis i nær fremtid.
* Fælleserklæringer
Vi har ganske kort fortalt lidt om nogen af de falskheder (den berusende vin), som lidt efter lidt har sneget sig ind i andre kirkesamfund. Det er trist at opleve, at de lutherske kirker og den katolske kirke den 31.oktober 1999 skrev under på en fælleserklæring angående retfærdiggørelseslæren. Mange mennesker i den lutherske kirke ved ikke engang, hvad denne overenskomst går ud på, så det er magteliten i kirkerne, som har bestemt dette gennem de store kirkeråd hen over hovedet på folket. Denne fælleserklæring siger blandt andet, at vi samtidig er syndere og retfærdige. Bibelen siger derimod, at når vi har taget imod Jesu retfærdighed, er vi ikke længere syndere, men retfærdige. (1. Joh. 1,9) . Og desuden, hvis vi hele tiden er syndere, ville ingen blive frelst, for der står, at intet urent skal komme ind i Guds rige, og Jesus kom for at frelse menneskene fra synd og ikke i synd. (Åb. 21,27 og Matt. 1,21)
* Retfærdiggjort gennem sakramenter?
Fælleserklæringen siger også, at troende er helt retfærdige, fordi Gud tilgiver dem deres synder gennem ord og sakramente. Men vi kan ikke få tilgivelse og blive retfærdiggjort ved gerninger (sakramenter). Dette er katolsk og stammer fra koncilet i Trent i 1500-tallet. Hvorfor er lutheranerne gået tilbage til Rom på dette vigtige punkt? Dåben og nadveren, som er en del af de såkaldte sakramenter, er symbolske handlinger. Vi må ikke sætte noget imellem Kristus og os, som kan frelse eller retfærdiggøre os. Det er kun ved at gå direkte til Jesus Kristus med vor synd, at vi kan blive retfærdiggjort.
* Spædbørnsbestænkelse
Fælleserklæringen siger også, at „mennesker, som hører og tror, bliver retfærdiggjort gennem dåben". Nu ved vi, at bestænkelse af vand på spædbørns hoveder er indgangsbilletten til både den katolske og den lutherske kirke. Men et lille barn kan ikke have nogen egen tro. Det er heller ikke rigtigt, at andre kan tro for dig. Bibelen siger, at troen kommer af forkyndelsen af Guds ord, og den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. (Rom. 10,17 og Mark. 16,16) Dåben er en god samvittighedspagt mellem Gud og mennesker (1. Pet. 3,21) , og et lille barn kan ikke forstå hvad pagtsindholdet går ud på. Enhver må først høre evangeliet forkyndt og så tage stilling til, om de vil indgå denne gode samvittighedspagt med Gud eller ikke. Desuden er bibelsk dåb en begravelse i vandet , hvor man symbolsk begraver det gamle liv i synd og står op til et nyt liv med Kristus (Rom. 6,3-6) .
Charta Oecumenica
Fælleserklæringen er et forvirrende dokument og ikke et „så siger Herren" . I senere tid har de store lutherske og katolske organisationer i Europa, CEC (Conference of European Churches) og CCEE (Catholic Bishops` Conference of Europe) slået sig sammen om et nyt fælleskirkeligt dokument, som hedder Charta Oecumenica . Dette dokument er på flere punkter næsten en kopi af den katolske kirkes og jesuitternes planer fra 1995. (Fra Jesuitternes generalforsamling 1995). Referat fra denne generalforsamling viser, at de går ind for fuld kirkelig enhed. Det er vel unødvendigt at nævne, at de vil have denne enhed ind under den katolske kirkes paraply. I Charta Oecumenica får vi gentaget næsten det samme. Der står: „Indtil vi når målet af fuld kirkelig enhed , har vi til hensigt at arbejde sammen i alle sager, hvor ingen dybe overbevisnings-forskelle kræver, at vi handler separat". For at opnå dette vil de optage en DIALOG med andre kirkesamfund, hvor andre kirkesamfund kan fortælle om det, de tror på. Siden skal de forsøge at samle sig om det, de kan have fælles, og lade uenighederne ligge. Men en sand Kristi discipel vil også tage de prøvende sandheder op og i bøn til Gud bede om hjælp til at komme i harmoni med Guds vilje på alle områder.
Charta Oecumenica går også ind for at „fremme økumenik i kristen uddannelse, i teologisk uddannelse og i uddannelse udover dette". Hvordan skal vi beskytte vore unge mod en sådan ensrettet økumenisk/katolsk præget massiv påvirkning?
Charta Oecumenica vil også bruge bønnen til at samle kristenheden under økumenikkens fane. De siger det sådan: „ At bede sammen er selve økumenikkens hjerte ." Det er vigtigt at bede til Gud, men vi forstår, at der er en bestemt strategi bag sådanne bønne-partner-engagementer.
Charta Oecumenica går ind for en „ fælles evangelisering og mission i Europa" , og de skal ikke evangelisere for at „stjæle" medlemmer fra andre. De, som godtager Charta Oecumenica, skriver under på, at de ikke skal opfordre mennesker til at forandre deres kirkelige medlemskab . Hvis man skal følge denne taktik, er friheden til frit at forkynde og at kalde folk ud fra „Babylon" borte. Dette må vi advare meget stærkt imod! I og med Charta Oecumenica er religionsfriheden i fare! Vi går imod utrolig vanskelige tider! Det er tydeligt, at de favoriserer de store magtblokke indenfor kristenheden, og de siger, at det er vigtigt at skelne mellem kirkesamfund og sekter. Lad os hellere slutte os til Paulus, som fulgte den vej, som blev kaldt for en sektlære (Ap. G. 24,14) , end at lade disse magtblokke binde os ind i deres økumeniske og katolske mønster.
(Læs mere om dette i brochuren Charta Oecumenica ).
Skøgedøtre
Herved ser vi, at de lutherske kirker og andre kirkesamfund, som indgår overenskomster og underskriver fælleserklæringer med den katolske kirke og som holder fast ved falske læresætninger på vigtige punkter, er blevet „ skøgedøtre ", sådan som Bibelen beskriver det i Åb.17,5.
Første gang vi møder ordet „ Babel " og „ Babelstårn" , er i 1. Mosebogs 10. og 11. kapitel. Det var Nimrod, der herskede dengang, og det var under hans herredømme, at de byggede Babelstårnet.
„Babylon" var fra begyndelsen ensbetydende med oprør mod Guds overherredømme. Menneskene indtog den førsteplads, som kun tilhørte Gud. Babelstårnet blev bygget, for at menneskene selv skulle kunne nå op til Gud. „Babylon" blev på den måde mor til alle falske religioner, og religionen var, at de skulle frelses ved egne gerninger. Ugudelighed, magtkoncentration og forvirring opstod. Derfor forbinder vi „Babylon" med forvirring. Ordet „Babylon" betyder forvirring.
Byen „Babylon", som eksisterede ca. 600 år før Kristi tid, havde også mange af de samme kendetegn på frafald og forvirring. Denne „verdensmagt" undertrykte Guds folk, og Bibelen gav følgende opfordring til folket på den tid:
„ Fly ud af Babel, enhver redde sit liv, at I ikke skal omkomme for dets brøde! Thi det er hævnens tid for Herren, han øver gengæld imod det." „Vi ville læge Babel, men det lod sig ikke læge..." (Jer.51.6+9).
I udtrykket: „ Faldet, faldet er Babylon" (Åb. 14,8) bliver „Babylon" brugt symbolsk. Det fortæller om kirkesamfund, som engang har kendt sandheden, men som er faldet fra. Det er et billede på den åndelige korruption, som har fundet sted indenfor kristenheden. Gud retter en anklage og en irettesættelse mod en kristenhed, som er frafalden. De lutherske kirker er et godt eksempel på det. Martin Luther tog et kraftigt opgør med pavemagten på sin tid, men i dag har den lutherske kirke allieret sig med Rom på flere vigtige punkter. Vi har allerede givet nogle eksempler, men du vil snart se, at frafaldet strækker sig såre vidt.
Derfor er Babylon en beskrivelse af den falske menighed, som vil forføre folkene på jorden. Den falske babyloniske menighed er den katolske kirke, fordi den bærer Babylons kendetegn videre fra det gamle Babylon. De lutherske kirker er nu efterhånden blevet mere og mere lig „Babylon", og dermed en del af „Babylon". Bibelen indikerer, at faldet vil blive stort, både for den katolske - og den lutherske kirke, ... og alle som følger i samme spor ... Den nærmeste tid vil vise dette.
Trods det åndelige mørke og den fremmedgørelse over for Gud, som præger de kirkesamfund, som udgør „Babylon", findes fremdeles en stor del af Kristi sande efterfølgere i de kredse. Mange af dem har endnu ikke fået øjnene op for de specielle sandheder, som gælder vor tid. Ikke få er misfornøjede og længes efter klarere lys. Forgæves leder de efter Kristi spejlbillede i de kirkesamfund, de er knyttede til. Efterhånden som disse kirkesamfund fjerner sig mere og mere fra sandheden og knytter sig fastere til verden, øges forskellen mellem de to grupper. Til sidst vil der opstå et fuldstændigt brud. Tiden kommer, da de, som elsker Gud over alt andet, ikke længere kan opretholde forbindelsen med dem, som er...
„lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft". (2. Tim. 3,4-5) Bibelens opfordring til os i endetiden er derfor klar:
„GÅ UD FRA HENDE MIT FOLK!" (Åb. 18,1-4)
(Lær mere om fælleserklæringen og „ Babylon " i videoen: „ Joint Declaration ", af Reggie Wright.)
Enhed I Kristus
Den økumeniske (fælleskirkelige) bevægelse forsøger gennem kompromisløsninger og flertalsbeslutninger at mejsle nogle få punkter ud, som de er nogenlunde enige i, og så lader de andre prøvende sandhedspunkter ligge. Bibelen siger derimod klart, at Guds ord må være det, vi skal rette os efter. Da vil vi nå frem til en sand enhed.
Bibelen er for enhed, men det må være enhed på et klart bibelsk grundlag. Det må være enhed i Kristus .
Jesus siger det sådan:
„Jeg beder, at I alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig." (Joh. 17,20-23)
Guds børn vil stå sammen og opnå enhed i og med Kristus. Enheden vil opnås efter Guds standard og ikke efter kompromisløsninger og flertalsbeslutninger, som ofte ikke er baseret på et „så siger Herren".
Gå Ud Fra Babylon
Bibelen beskriver tilstanden i endetiden sådan:
„Thi af hendes („skøgens") utugts harmes vin har alle folkeslagene drukket, og med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens købmænd er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed." (Åb. 18,3)
Dette er en dyster situation, men der er et lys i mørket. Gud har endnu et folk i „Babylon", og disse vil nu i endetiden få en kraftig opfordring. Der vil opstå en bevægelse, symboliseret ved en engel. Med vældig røst kundgør de „Babylons" synder. Og så lyder budskabet:
„Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager." (Åb. 18,4)
Denne kundgørelse, sammen med „den tredje engels budskab", udgør den sidste advarsel til menneskeheden. Hvis du anser dig for at være en del af Guds folk, bør du tage imod denne advarsel og gå ud fra den økumeniske forførelse.
Nu skal vi se på det sidste budskab, som skal forkyndes nu, lige før nådetiden afsluttes, og Jesus kommer igen.
Det tredje budskab
" Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver, der tager dets navn som mærke." Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus ." Åb. 14,9-12
GUDS SEGL ELLER DYRETS MÆRKE
„ Dyrets mærke" eller „ Guds mærke" - det er valget i de sidste dage. Det har at gøre med lydighed mod Gud eller mod mennesker. Gud har sit fysiske segl eller mærke i hviledagsbudet. Et mærke består af lovgiverens navn, titel og herskerområde. I hviledagsbudet står det således:
„Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." (2. Mos. 20,8-11)
Her står der, at lovgiverens navn er „ Herren ", lovgiverens titel er ham, som „ gjorde " (Skaberen), og lovgiverens herskerområde er „ himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem ". Denne tekst har den katolske kirke taget helt bort i katekismebudene. Dermed er teksten fjernet, som viser, at Gud er lovgiveren. Når det var gjort, har den taget sig den frihed til selv at være lovgiveren og dermed ændre budene sådan, som vi finder dem i katekismen. Men husk på Jesu egne ord:
„Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen." (Matt. 5,17-18)
Den katolske kirke har også fjernet det meste af teksten i hviledagsbudet, også den tekst, som siger, at vi skal tilbede Gud om sabbatten, Bibelens syvende dag, og ikke om søndagen, Bibelens første dag i ugen. Derfor finder vi bare denne lille tekst i den lutherske katekismus: „ Du skal holde hviledagen hellig. " Her står der ikke noget om hvilken dag, vi skal have som hviledag. Vi ser således, at den lutherske kirke også har valgt at følge den falske, menneskeproducerede hviledag, og ikke Bibelens hviledag.
Overførslen af hviledagen fra sabbatten til søndagen skete mere end tusinde år før reformatorernes tid. I dag kender meget få af de almindelige borgere til denne forfalskning, og mange holder søndagen som hviledag i god tro på, at dette er Bibelens hviledag. Men her har præsterne forført folket og ikke forkyndt ordet klart og rent, sådan som det står i Skriften.
„Men, hvilken dag er Bibelens 7. dag?" spørger du måske. I forbindelse med Jesu død, begravelse og opstandelse kalder Bibelen den dag, hvor Jesus døde for „beredelsesdagen" , eller „dagen før sabbatten" . Vi kalder den også for lang fredag. Den dag, hvor Jesus stod op fra graven, kaldes den første dag i ugen - vor søndag. Dagen mellem disse to dage kaldes „sabbatten", „den syvende dag" - lørdag. Jesus, som er sabbattens Herre, hvilede i graven om lørdagen og stod op til en ny arbejdsdag om søndagen. Derfor er søndagen ifølge Bibelen den første af de seks arbejdsdage i ugen (Luk. 23. 54-56).
Disciplene fortsatte at holde sabbatten som hviledag også efter Jesu opstandelse, dvs. i den nye pagt. Fordi Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid, så bør alle, som bekender sig til at være kristne, også i dag holde Guds og Kristi hviledag - sabbatten (Ap. gj. 16. 13; Ap. gj. 17. 2-3; Ap. gj. 18. 4+11; Heb. 13. 8).
I Bibelen regnes dagene fra solnedgang til solnedgang (1. Mos. 1. 14-19; 3. Mos. 23. 32; Neh. 13. 16-21).
Den katolske kirke og flere protestantiske kirkesamfund kalder søndagen for „ Herrens dag" , men Bibelen siger, at sabbatten er „ Herrens dag " (Es. 58,13).
DIES DOMINI
Pave Johannes Paul II erkender i sit hyrdebrev „Dies Domini" , maj 1998, at sabbatten er Guds oprindelige hviledag, men han siger ganske frækt, at de „ kristne, som er kaldt til at proklamere friheden, som er vundet ved Kristi blod, følte, at de havde autoritet til at overføre sabbattens betydning til opstandelsens dag. " Paven snakker også om „ den åndelige og pastorale rigdom med søndagen, som er blevet givet os gennem traditi-onen ". Ser du svag-hederne i denne argumenta-tion. Paven siger, at de følte, at de havde autoritet til at gøre denne forandring, og han indrømmer, at søndagen som hviledag er en tradition .
„ Søndagen er en katolsk indstiftelse, og deres krav om at helligholde den kan kun forsvares ud fra katolske præmisser ". (The Catholic Press, Sydney, Australia, august 1900). Nu er det sådan, at alle Bibelens kendetegn på den antikristelige magtfaktor, „dyret", passer på pavemagten. Reformatorerne sagde også lige ud, at paven bærer antikrists kendetegn . Dette står også i Den Augsburgske Trosbekjennelse , s. 539 (norsk udgave).
Vi har også set, at den katolske kirke har fjernet Guds fysiske segl eller mærke i sine katekismebud, og så siger de i forskellige udsagn, at søndagen er deres autoritetsmærke , og at andre erkender kirkens magt ved at helligholde søndagen . (H.F.Thomas, Chancellor of Cardinal Gibbons og The Douay Catechism, s.59) .
Nadver + Søndagshelligholdelse
I sit hyrdebrev Dies Domini opfordrer Pave Johannes Paul II præsterne til at holde katolsk nadver hver søndag. Dvs. han opfordrer folk til at indføre to ubibelske skikke på en gang, katolsk nadver og den falske sabbat. Vi ser nu klarere og klarere, hvordan tingene tilspidser sig, og paven siger i et andet hyrdebrev, „ Ad Tuendam Fidem ", udgivet den 28. maj 1998, at den, som ikke er loyal over for de katolske principper, skal „straffes som en kætter". Disse udtalelser er som en gysen fra fortiden. Men lad dig ikke skræmme. Den, som har Kristus som sin leder, har den stærkeste på sin side, og han vil give sine børn kraft til at holde ud selv under trusler og forfølgelser.
Dyrets Tal
I hæftet „Se op for magteliten og den globale union!" finder vi 16 kendetegn på „dyret". Alle kendetegnene passer på den katolske kirke, også tallet, som dyret har, dyrets tal = 666. Bibelen siger, at dette tal er ET MENNESKES TAL og ikke et cifferkode-systems tal. De, som siger, at cifferkodesystemet eller micro-chip`en er dyrets mærke eller dyrets tal, vildleder folk. Dette har ikke noget direkte med dyrets mærke at gøre. At det elektroniske system kan blive brugt til at kortlægge folk og sørge for, at de, som ikke tager dyrets mærke, ikke kan købe og sælge, ja, det er meget muligt.
Men tilbage til dyrets tal. Bibelen siger altså, at dette er et menneskes tal. Hvilket menneske er det?
Alle paverne har et fælles navn, eller en fælles titel: VICARIUS FILII DEI, som betyder „Guds søns stedfortræder" på jorden. ("Our Sunday Visitor"= katolsk ugeblad, Bureau of Investigation, Huntington, Ind.,18.april 1915) .
De latinske bogstaver har bestemte talværdier. Indsætter man disse talværdier, får man 666. (V og U = 5, I = 1, C = 100, A = 0, R = 0, S = 0, F = 0, L = 50, D = 500, E = 0). Tilsammen 666 .
„Dyrets tal", „dyrets mærke" og „dyrets billede" er kun tre af mange kendetegn på „dyret". Alle kendetegnene må passe på en bestemt magtfaktor, og de passer alle på pavemagten. Luther og reformatorerne havde ret, når de sagde, at paven bærer antikrists kendetegn .
På Panden eller Hånden
Bibelen siger at dyrets mærke vil blive accepteret enten på panden eller på hånden. Der står sådan:
„Og det (USA, påvirket af pavemagten) får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal." (Åb. 13,16-17)
Bibelen forklarer sig selv og siger, at panden har med hovedet/tankerne at gøre og hånden med gerningerne at gøre. (5. Mos. 6,6-9 og 2. Mos. 13,8-10) .
De, som - når tiden for dyrets mærke kommer - har fået at vide, hvad mærket er, og har opfattet, hvad det drejer sig om, men alligevel i sit sind vælger at holde pavemagtens søndagsbud, tager mærket på panden. De, som tager mærket på hånden, viser ved deres hånd og gerning, hvilke valg de har taget. De arbejder på Herrens sabbat, mens de lader deres hånd hvile på den falske sabbat. I begge tilfælde tager de „dyrets mærke".
Meget kortfattet kan vi sige det sådan: At modtage „dyrets mærke" betyder, at man træffer den samme afgørelse, som DYRET har gjort, og forsvarer de samme ideer, i direkte opposition til Guds ord.
Mens de fleste godtager tegnet på troskab mod jordiske magter og dermed tager „dyrets mærke", vælger en lille minoritetsgruppe at være loyal mod Gud og at have ham som deres autoritet og får dermed „Guds segl".
Til dem, som kommer til at tage „dyrets mærke", lyder advarselsbudskabet fra himmelen:
„Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger;..." (Åb. 14,9-10).
„Men ingen vil blive udsat for at lide under Guds vrede, før han er blevet overbevist om sandheden og har afvist den. Der er mange, der aldrig har haft lejlighed til at høre de særlige sandheder, der gælder for vor tid. Ingen har nogen sinde vist dem det fjerde buds krav i dets sande lys. Han, som læser i hjerterne og undersøger hver bevæggrund, lader aldrig nogen, der ønsker at kende sandheden, bedrages med hensyn til kampens udfald. Folk skal ikke tvinges til blindt at følge befalingen. Enhver skal have lys nok til selv at træffe sin beslutning efter moden overvejelse." (Bogen Konfrontation, side 496).
Desværre vil alt for mange give efter for pres fra myndighederne og tage dyrets mærke, delvis af frygt for at miste sit arbejde og at mangle mad og klæder. Men en sand Kristi discipel vil have tillid til, at Gud vil hjælpe ham gennem den sidste krise - også på dette område.
Hvilken Autoritet vil Du Vælge?
I dette lille hæfte bliver du sat på valg. Hvilken autoritet vil du vælge? Jesus, som indstiftede sabbatten, eller pavemagten, som går ind for søndagshelligholdelse? I denne forbindelse vil vi komme med en lille redegørelse. Jesus var med i skaberværket, ja, Bibelen siger, at „ alt er skabt ved ham ". (Joh. 1,1-3+14. vers) . Han var med til at indstifte sabbatten, og Bibelen siger, at Jesus er sabbattens Herre . (Mark. 2,28) . Så hvis nogen skulle ændre på hviledagen, så måtte det være Jesus Kristus. Men kan du finde et ord fra Jesu mund, som siger, at vi skal slutte med at holde sabbatten og hellere begynde at holde søndag som hviledag? Vi har tidligere læst Jesu egne ord om, at ikke en tøddel eller et bogstav skal tages bort fra loven . Desuden siger Bibelen at...
„Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid." (Heb. 13,8)
Det fortæller, at Guds bud står ved magt, sabbatsbudet inkluderet.
Spørgsmålet bliver derfor: Hvilken autoritet vil du vælge? Dem, som står bag menneskebud og søndagen som hviledag, eller Gud og hans hviledag?
Bibelen siger, at dette spørgsmål vil komme klart frem i endetiden, om du vil tilbede dyret og tage dets mærke = pavemagtens søndagshviledag, eller om du vil tilbede Gud og være lydig mod ham ved at holde sabbatten. (Åb. 13,15-17 og Åb. 14,9-12) . Alle vil tage deres valg, efter sagen er tilstrækkeligt belyst. Denne skrivelse er med til at klargøre dette valg, men du kan læse mere om det i bogen KONFRONTATION eller i traktaten FRIHEDEN I FARE ! Sabbatten vil derfor blive den store loyalitetsprøve, for det er netop dette sandhedspunkt striden gælder. Når folk bliver sat på den afgørende prøve, bliver der trukket en grænse mellem dem, som tjener Gud, og dem, som ikke gør det. Fejringen af den falske sabbat - i overensstemmelse med landets lov, men i strid med det fjerde bud - vil være en loyalitetserklæring til den magt, som er i opposition til Gud, mens helligholdelsen af den sande sabbat i lydighed mod
Guds bud vil være en loyalitetserklæring til Skaberen. Mens den ene gruppe godtager tegnet på troskab mod jordiske magter og dermed tager „dyrets mærke", vælger den anden gruppe loyalitetstegnet på Guds autoritet og får dermed „Guds segl".
Guds Segl på Panden
Selv om Guds fysiske segl står i hviledagsbudet, og Gud siger at sabbatten skal være et tegn mellem ham og hans folk, (Ezek. 20,12+20) , forstår vi, at det segl, som Guds børn vil få på panden lige før striden på denne jord er slut, vil blive af en speciel karakter. Denne besegling vil da blive givet til de troende, som overlever og sejrer i striden angående „dyrets mærke".
„Guds segl" er et tegn på Guds anerkendelse af sine børn. Bibelen siger, at de, som omvender sig og kommer til troen på Kristus, er blevet lovet Helligånden som et segl. Den troende har Helligånden som et segl i sit liv, så længe han/ hun holder sig nær til Kristus og gør hans vilje (Ef. 1,13 og Ap.G. 5,32)
Men nu skal vi se på den besegling, som Guds engel udfører, lige før Jesus kommer igen. Bibelen siger, at Guds engel vil sætte „Guds segl" på panden på dem, som sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som findes/praktiseres blandt dem, som bekender sig til at være åndelige ledere for Guds folk. „Guds segl" på panden er et mærke, som engle, men ikke det menneskelige øje, kan se (Ezek. 9,4-6) . „Guds segl" på panden er en befæstelse i sandheden, både intellektuelt og åndeligt, så Guds børn ikke kan blive rokket (Åb. 14,1-6) .
De, som ikke stoler på sig selv, men som ydmyger sig for Gud og med Helligåndens iboende kraft lever i pagt med Guds vilje, disse tager imod det himmelske præg og bereder sig for at tage imod „Guds segl". Når stemplet bliver indpræget på deres pander, fortsætter deres karakter at være ren og uplettet i al evighed. Derfor bliver „Guds segl", eller anerkendelsesmærke, givet til dem, som har Guds Ånd, og de bliver dermed befæstet i Ånden, så de ikke vil blive rokket. Ingen kan da skade dem, når plagerne kommer, og de er egnede til at være med, når Kristus kommer for at hente sine børn.
Bibelen åbenbarer altså, at „dyrets mærke" vil blive fremsat før nådetidens afslutning og før Jesu genkomst (Åb.13,11-16). Derfor læser vi, at de som...
„var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stod ved glarhavet med Guds harper i deres hænder." (Åb. 15,2)
Johannes fik også lov til at se dem, som havde sejret over „dyrets mærke", stå foran Jesu trone, som er i himmelen (Åb. 4,2 og Åb. 7,9). DE HAVDE SEJRET. Det fortæller, at de havde været i kamp. De frelste, som lever, når Jesus kommer igen, vil derfor have været igennem den store prøvelse med „dyrets mærke".
„Guds segl" eller „dyrets mærke"; dette vil blive den store prøvelse, som afgør vor evige skæbne. Dette er testen, som Guds folk må gennemgå, før de bliver beseglet. Alle, som viser lydighed mod Gud ved at holde hans lov, og som nægter at godtage den falske sabbat, vil stille sig under Guds banner, og vil modtage „den levende Guds segl." De, som viger bort fra sandheden, som har guddommelig ophav, og accepterer søndagssabbatten, vil modtage dyrets mærke.
Nu er det tid til at berede sig. „Guds segl" vil aldrig blive sat på en uren mands og kvindes pande. Det vil aldrig blive sat på panden hos den mand eller kvinde, som er ærgerrig og elsker verden. Det vil aldrig blive sat på mænd og kvinder med falske tunger eller bedrageriske
hjerter. Alle, som tager imod seglet, må være uden plet og lyde for Gud - sådanne, som har himmelen som mål.
En Søndagsbevægelse er i Gang
Der er en søndagsbevægelse i gang over hele verden. Pave Johannes Paul II vil indskærpe søndagen som hviledag. Store religiøse organisationer, sådan som „ The Christian Coalition ", mener, at vi må tilbage til Guds ti bud.
I EU forsøger protestanterne og katolikkerne at finde punkter, de kan samle sig om, og søndagen som hviledag er et sådant samlingspunkt. I Europa vil den fælleskirkelige alliance CEC binde kirkesamfundene sammen efter et katolsk mønster, og søndagen vil komme i fokus som fælles hviledag. Da Harald blev indsat som konge i Norge, ville han have signings- ceremonien på en søndag for at styrke søndagen som hviledag. Biskopper og præster længes efter fornyet søndagsfejring. Nogle vil have folkeaktion for at værne om hviledagen, mens andre vil give bøder for brud på helligdagsfreden. Vi oplever også, hvordan biskopper og præster slår sig sammen med fagforeninger, miljøbevægelser og forskellige brancher i næringslivet for at værne om søndagen og gøre den til en anderledes dag. Motiverne kan være gode, og i udgangspunktet er det godt, at de vil lade hviledagen få et bedre indhold. Vi trænger til at stresse ned, hvile og få en åndelig og fysisk fornyelse, men hvis bekendende kristne skal indskærpe hviledagen, bør det være den dag, som Skaberen har helliget og velsignet, sabbatten, Bibelens syvende dag i ugen. Desuden er det ikke rigtigt, at nogle bliver presset til at holde den hviledag, som myndighederne bestemmer. At holde hviledagen hellig må gøres frivilligt, ikke med tvang. Men Bibelen siger, at samvittigheds-friheden desværre vil blive brudt på dette punkt. Allerede nu lægges der op til en sådan religionstvang.
Dyrets Mærke Kommer Snart
„ Dyrets mærke " føres først ud i livet, når søndagen som hviledag bliver fremsat ved tvang eller påbud - mest sandsynlig i meget nær fremtid. Til trods for dette bør du, når du nu kender til denne forfalskning, som er gjort med hviledagen, tage dit valg i dag. Det er afgørende at stille sig helt og fuldt på Jesu side også i dette spørgsmål nu, sådan at vi kan få Helligånden som kraftkilde i valgene og prøvelserne, som ligger foran os.
En Rest vil Holde Ud, de vil Holde Guds Bud og Have Jesu Tro
Bibelen beskriver dem, som ikke vil give efter for den menneskeproducerede falske hviledag, sådan:
„Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og Jesu tro." (Åb. 14,12)
Lad os derfor blive kendt med Guds bud og den tro, som Jesus havde.
Bibelen gør det klart, at der vil blive en voldsom åndelig kamp i den sidste tid, lige før Jesus kommer igen. De som ikke vil tage dyrets mærke, vil blive presset på alle måder. Der står, at de ikke vil kunne købe og sælge, og at der vil blive givet ordre om at dræbe dem. (Åb. 13,15-16) . Hele verden vil undre sig og følge efter pavemagten („dyret"), men den trofaste rest af
Guds folk vil ikke give efter for pres. Bibelen siger, at de ikke har gjort sig urene med andre kvinder (menigheder, 2. Kor. 11,2) ; for de er som jomfruer. De godtager, med andre ord, ikke „Babylons berusende vin", men de forkynder „de tre englebudskaber" med klar røst, og de åbenbarer Guds karakter i deres liv. De lader ikke selvet råde, men følger Guds vej - ved Helligåndens vejledning. Der står om disse, at ...
„det er dem, der følger Lammet (Kristus) , hvor det går..., og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri." (Åb. 14,1-5)
De har helliget deres liv til Kristus, og de har fået Helligånden som kraftkilde i deres liv, til at leve ret for Gud og mennesker.
Der står, at de er dadelfri. Det samme siges der om lammene, som de skulle ofre i den gamle pagt. De skulle vise hen til Kristus, som også var uden lyde. Med Helligåndens virken i os, kan vi også åbenbare Kristi karakter i vore liv, sådan at vi ikke vil synde. Lad der ikke blive nogen misforståelser her. Dette kan vi ikke gøre i egen kraft, men i Guds kraft som virker i os til at handle efter Guds vilje (1. Pet. 1,14-16 og Fil. 2,12-13) . Derfor kommer Bibelen med denne udfordring til dig: Føler du dig uværdig over for Gud, eller frygter du for fremtiden, så skal du vide, at Helligånden kalder på dig til at komme til Jesus med din syndebyrde nu! Læg al din synd frem for Jesu fødder i bøn, sådan at han kan sone din synd! Da vil hans retfærdighed blive din retfærdighed. Samtidig må vi bede om Helligåndens kraft til at fortsætte vandringen med Kristus, sådan at vi kan leve retfærdigt i alle ting. Ved Guds nåde vil vi da være rede, når han snart kommer for at hente sine.
Dyrets Billede
Eftersom pavemagten opfylder Bibelens kendetegn på „dyret", må „dyrets billede" være en efterligning af dette system. „Dyrets billede" betyder en form for frafalden protestantisme, som opstår, når de protestantiske kirkesamfund søger støtte hos staten for at tvinge sine normer igennem.
I Europa har mange lande en statskirkeordning. Stat og kirke arbejder sammen. Kirken får hjælp fra staten til at drive sin mission. Dette ligner et katolsk system. I den mørke Middelalder har vi et godt eksempel på, hvordan den katolske kirke brugte magt og tortur mod anderledes troende. Bibelen siger, at det samme magtmisbrug vil komme igen i endetiden. (Åb. 13,11-18) . Fordi USA ikke har et statskirke-system i sin styreform, skulle man ikke tro, at det er dem, som vil indføre et billede af pavemagtens styreform, men Bibelen gør det klart, at netop dette vil ske. De vil bruge staten til at tvinge religiøs lovgivning igennem, og specielt dette med tvungen søndagshelligholdelse.
Men USA er jo et religionsfrihedens land, siger du måske. Ja, Bibelen karakteriserer det også som et lam, som har to horn og taler som en drage. USA fremstod i sin tidlige historie som et lam, et religionsfrihedens land. Lammehornene står for ungdom, uskyld og mildhed - karakteristiske egenskaber for De forenede Stater, da landet begyndte at tage form i slutningen af 1700-tallet. Protestantisme og republikansk styreform var de grundlæggende principper. Religionsfriheden blev sikret, så enhver havde ret til at dyrke Gud efter sin egen samvittighed. Bibelen tilkendegiver alligevel, at tilstanden vil ændre sig sådan, at landet til slut vil tale som en drage. En nation taler gennem sin lovgivning og sit retsvæsen.
Der er flere, som har lagt mærke til, at kongressen i USA allerede nu er begyndt at vedtage love angående religion, bl.a HR 2431 , som giver et specielt nyoprettet departement fuldmagt
til at overvåge religiøse grupperinger over hele verden. De, som har med religiøs forfølgelse at gøre, skal straffes. Hvad, der er religiøs forfølgelse, skal dette specielle departement afgøre. Vil dette hæfte f.eks. blive betragtet som forfølgelse af den katolske kirke?
Den amerikanske grundlov siger, at de ikke skal lave love, som har med religion at gøre. Der står bl.a: „Kongressen skal ikke vedtage nogen lov angående indføring af religion eller forbyde fri religionsudøvelse." Kun ved en åbenbar tilsidesættelse af disse garantier for nationens frihed kan de borgerlige myndigheder give religiøse pålæg. Det er det, der er ved at ske nu, og mere vil komme. Ja, Bibelen siger, at al den magt pavemagten (det første dyr) har, vil USA (det andet dyr) gøre brug af, på vegne af pavemagten (det første dyr). De vil indføre „dyrets billede". Det er de allerede i færd med at gøre.
USA vil være Anførende ved Indførelsen af Tvungen Søndagshelligholdelse
Det vil også blive overraskende for de fleste, at netop USA vil være anførende ved indførelsen af „dyrets mærke" (tvungen søndagshelligholdelse), og andre lande vil følge efter. De, som vil stå imod disse magtgiganter (den frafaldne protestantisme og katolicisme) og ikke tage „dyrets mærke", vil blive stemplet som oprørere, som er skyld i alle katastrofer og ulykker, og som forstyrere af verdensfreden. Bibelen siger, at der til slut vil blive udstedt ordre om at udrydde dem. (Åb. 13,11-16) . Det er i denne situation, at Jesus Kristus, verdens Frelser, vil komme igen for at udfri sit folk. (Læs mere om „dyret, som lignede et lam" i bogen „Konfrontation", side 363-367).
Forfærdelig Straf
Bibelen gør det klart, at de, som vil tage „dyrets mærke", vil få en forfærdelig straf. Bibelen fortæller tydeligt, at de, som tager „dyrets mærke", først vil lide forfærdelige pinsler under „de 7 sidste plager", som kommer lige efter nådetidens afslutning. (Åb. 15,5-8) . I Bibelen står det således:
„Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: „Gå hen og hæld Guds harmes syv skåle ud over jorden!" Og den første gik hen og hældte sin skål over jorden. Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede." (Åb. 16,1-2)
De efterfølgende seks plager, som er Guds harmes skåle, vil ramme dem, som har taget „dyrets mærke", mens Guds børn, som har fået „Guds segl" vil gå fri. (Åb. 16, 1-21) . I dag bliver vi alle ramt af djævelens plager, men Guds børn, som har fået Guds anerkendelsesmærke, „Guds segl", vil ikke blive ramt af „de syv sidste plager", akkurat som israelitterne ikke blev ramt af de syv sidste plager før de forlod Ægypten (2. Mos. 8,22) .
Den sidste og værste straf, som vil ramme dem, der har taget „dyrets mærke", vil være, når Satan og de, som har stillet sig på hans side, til slut bliver udslettet med ild og svovl. Bibelen beskriver det sådan:
„Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død." (Åb. 21,8)
De, der har stået Gud imod, vil blive dømt efter deres gerninger, og de vil brænde som halm. De vil blive tilintetgjort. (Åb. 20,11-15 og Mal. 4,1) .
Dette er den endelige udslettelse af det onde og dem, som har stillet sig på den ondes side. Derefter vil Gud skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Da er ringen sluttet. Gud har da skabt et nyt Paradis, et nyt Eden, hvor synd ikke eksisterer mere, og hvor menneskene igen kan tale med Gud ansigt til ansigt, fordi de har fået et herligheds legeme. (1. Kor. 15,50-54) . Dette er noget at se frem til, og vanskelighederne her er ikke noget at regne for i forhold til den herlighed, som venter de frelste. Lad os bede om Helligåndens hjælp til at komme der, og tegnene i tiden tyder på, at den tid ikke er langt borte.
De Frelste Skal Først til Himmelen
Når Jesus kommer igen, vil de frelste blive bortrykket i luften og taget med til himmelen. Bibelen beskriver det sådan:
„Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren." (1. Tess. 4,15-17; Fil. 3,20-21; Joh. 14,1-3)
De frelste skal sammen bortrykkes i luften for at møde Herren.
Jesus vil ikke komme ned på jorden da, men de frelste vil blive bortrykket i luften . De skal til himmelen. (Åb. 15,2) .
Bibelen siger, at de frelste skal være i himmelen i 1000 år. (Åb. 20,4-5) . Det bliver en herlig tid sammen med Jesus, vor Frelser, og de frelste, men også en alvorlig tid. Bibelen åbenbarer, at de frelste vil holde dom. De vil få at se, at de ufrelste har fået en retfærdig dom, og at Gud er retfærdig.
Efter de 1000 år vil de ufrelste stå op fra gravene og få deres endelige dom. De vil blive kastet i ildsøen, sådan som vi allerede har beskrevet det. (Studer tidslinjen. For mere information om, hvad der vil ske på tidslinjen helt frem til den nye jord, bestil videofilmen: „ Endetidsbudskapet som vil gi vekkelse og dele verden i to leirer!" og „ Israel i endetiden" - norsk tale).
1. Guds segl: Åp. 7. 2-4; Åp. 14. 1-5; 2. Mos. 20. 8-11; Esek. 9.4
2. Dyrets merke: Åp. 13 (spes. v. 16-17); 5. Mos. 6. 6-8; Åp. 15. 2; Åp. 20. 4; Åp. 16. 2
3. Nådedøren lukkes: Åp. 15. 8; Åp. 22. 11
4. De sju siste plager: Åp. 15. 2 - 16. 21
5. Jesu 2. komme: Ap. gj. 1. 9-11; Åp. 1. 7; Åp. 14. 14; Matt. 24. 27 + 30-31
6. 1. Tess. 4. 15-18; 1. Kor. 15. 51-55; Joh. 5. 28-29
7. De frelste er hos Jesus i himmelen: Åp. 14. 1-3; Åp. 20. 4+6; Åp. 15. 2-4; Åp. 7. 9-17
8. De 1000 år: Åp. 20. 2-7
9. De ugudelige dør ved Jesu annet komme: Åp. 6. 15-17; Åp. 20. 5a
10. Satan og hans engler er bundet til den øde jorden i løpet av de 1000 år: Åp. 20. 1-3; Jer. 4. 23-26
11. Det nye Jerusalem stiger ned: Sak. 14. 3-9; Åp. 21. 2+10
12. Ildsjøen: Satan og de onde vil bli utslettet for evig: Åp. 20. 7-9; Åp. 20. 13-15; Åp. 21. 8; Mal. 4. 1-4; Jes. 5. 24
13. Den annen oppstandelse: Joh. 5. 28-29; Åp. 20. 5a
14. Den nye jord: Åp. 21. 1-5; Åp. 22. 1-5
Gud Har Kontrollen
Selv om det i dag ser ud til, at verdens herskere har overtaget, er det alligevel Gud, som har kontrollen. Han vil gribe ind til sin tid for at udfri Sit folk og tage dem derhen, hvor han er - til himmelen. (Joh. 14,1-3). Derfor beskriver Bibelen kampresultatet sådan:
„Og jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses´, Guds tjeners, sang og Lammets sang: „Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!" (Åb. 15,2-3)
Åb. 17,14 fortæller også, hvem som vil sejre; enten „dyret" (pavemagten) og dens allierede eller „Lammet" (Kristus) og dem, som står på Lammets side. Konklusionen beskrives sådan:
„De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste."
Det er Kristus og dem, som stiller sig på hans side, som vil sejre i den strid, som ligger foran os. De trofaste vil have Jesu tro. I kærlighed til Gud og ved Helligåndens hjælp vil de også holde hans bud, ikke af tvang, men af glæde. Bibelen siger det sådan:
„Derpå kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og gør efter hans bud. Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde." (1. Joh. 5,2-3)
Hvem Vil Være Med?
De tre engle, som forkynder „de tre englebudskaber", repræsenterer mennesker, som har viet deres liv til Kristus. De vil forkynde „de tre englebudskaber" med høj røst. Det vil blive en klar og høj røst, fordi Helligånden samarbejder med dem. Vil du ikke også være med til at forkynde „de tre englebudskaber"? Tiden er inde til at tage denne beslutning. Hvis du føler dig bundet af Satan og magtelitens lænker, så bed Gud i himmelen om kraft til at rive dig løs. Bibelen giver os denne opfordring:
„Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg." (Es. 58,6)
Måtte du og jeg bede om kraft til at rive os løs fra alle de åg, som menneskene lægger på vor nakke, som strider mod Guds ord og Bibelens principper. De prøver at binde os med tusindvis af menneskeproducerede regler, så vi ikke kan være fri i Herren. Men den sande frihed findes, når vi begynder at samarbejde med himmelske kræfter, så vi kan bryde syndens åg. Igen bliver vi mindet om disse opmuntrende ord fra Bibelen:
„Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie." (Joh. 8,36) Og: „Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed." (2. Kor. 3,17)
Fordi vi lever i en afslutningsperiode og nådetiden snart er slut, ville det være naturligt, at Guds folk engagerede sig til det yderste for at være med til at redde mennesker fra Satans snarer, og hjælpe dem til at få øjnene op for frelsens budskab. Men Bibelen kalder menigheden i den sidste tid for „Laodikea". (Åb. 3,14-22) . Laodikea kendetegnes af sløvhed og lunkenhed. Størstedelen af dem, som bekender sig til at tro på de tre englebudskaber, er lunkne bekendere, som har et navn, men som ingen nidkærhed har for at få budskabet ud til andre. De er hverken kolde eller varme. De indtager et neutralt standpunkt, og på samme tid smigrer de sig med, at de ikke trænger til noget. De er uvillige til at dø fra selvet. De tror, at de er rige og ikke mangler noget (åndelig set), men de er fattige blinde og nøgne. De kan ikke se sig selv sådan, som de virkelig er. Er du og jeg med i denne lunkne tilstand? ... Men lad os takke Gud! Han tilbyder os en udvej fra denne håbløse situation. Han kommer med en inderlig og kærlig opfordring til, at vi skal omvende os og tage imod øjensalven. Øjensalven er Guds ords tale til vor samvittighed, gennem Helligånden. Ved at „smøre den på", kan vi få åndelig dømmekraft til at stå imod Satans listige angreb, opdage synden og få afsky for den - og se sandheden og lyde den. Når denne omvendelse har fundet sted, da vil Gud igen bruge os, og vi vil blive mægtige vidner for Gud i dette afslutningsværk..
Vi håber, du vil vie dit liv til tjeneste for Gud og være med til at forkynde „de tre englebudskaber" både i liv og lære. Dette er det sidste nåde- og advarselsbudskab til en falden verden, og det er et højtideligt og stort ansvar, som lægges på vore skuldre. Vi må forstå, at det bærer mod slutningen af denne jords historie. Når nådetiden er slut, og Jesus kommer igen, er der ikke flere chancer. Det er nu, vi må svare positivt på Helligåndens kalden på vort hjerte og sind.
Må så mange som muligt, som læser dette, se kaldet til at være med til at forkynde de tre englebudskaber som et privilegium. Høsten er moden, men arbejderne er få, og Gud vil bruge dem, som vier deres liv til ham. Må du og jeg være en af dem!
Venlig hilsen Bente og Abel Struksnes
Denne side tilhører Abel Struksnes. For mer information, skriv til Kristen Informasjonstjeneste, Bente & Abel Struksnes, Vestrumsbygda 26, 2879 Odnes, Norge, eller send en e-mail til meg på abels@online.no