Vores livs bestemmelse og mening

Ifølge kristendommen er ethvert menneskets bestemmelse til at blive “menneske" efter Guds plan. Guds plan for det “at blive menneske" er at aflægge “det gamle menneske" (som er død for Gud på grund af dets overtrædelser af Guds lov såsom arvesynden) og i stedet for tage “det nye menneske" på (derom står der mere i Kolosenserbrevet). Dette betyder ingenlunde, at Gud ønsker at ødelægge vores personlighed. Tværtimod, vi finder først vores personlighed, nemlig den som Gud har bestemt for os, i Kristus. Gud bekræfter vores personlighed i Kristus. Når man finder Gud, bliver man ikke udsat for en nedbrydning af éns personlighed, hvor man bliver fremmedgjort for sig selv, men man finder i stedet for det det omvendte af fremmedgørelsen, man føler sig som om man kommer til sin hjemby, som man havde helt glemt og nu falder det hele ligesom på plads. Dette er fordi Gud er ikke en abstrakt størrelse, en kosmisk kraft, en nirvana-oplevelse, en eksistentiel udspring i det mørke ukendte, men Gud er Den der styrer Hans harmoniske univers, denne “bedste af alle teoretisk mulige verdener" som Leibniz siger, og derfor er det at komme tilbage til Gud gennem Jesus som at komme hjem til sin gamle far som man har forladt for længe siden og som man har helt glemt men nu genkender man Ham og glæder sig. Guds væsen illustreres i psalm 84 hvor det hedder at “Guds altar" er der, hvor virkelig omsorg finder sted - illustrationen er så nogle fugle, der sørger for deres unger ved at bygge en fuglerede. Når man kommer tilbage til Gud er man som en fugleunge, der faldt ud af reden og nu bliver sat tilbage i reden.

Jesus Kristus er det eneste menneske, som Gud kan sige godt for. Alle andre mennesker er under Guds vrede (Romerbrev kapitel 3) - vi er alle sammen faldt ud af fuglereden, for at følge illustrationen fra før. Da Gud skabte Adam og Eva, var de skabte “i Guds billede". Mennesket har fortsat dette “være skabt i Guds billede" i sig, dog i stærk forvrænget form. Mennesket er som en bil, der har ligget på bunden af en sø i nogle år. Det der trækkes ud af søen, ligner meget en bil, men det er fuldstændig ubrugeligt som bil. Dets oprindelige bestemmelse havde været at køre rundt og transportere folk og ikke at være legeplads for fiskene. Ligeså er mennesket oprindeligt bestemt til at være i samvær med Gud, at genspejle Gud og at “nyde Gud", som det siges i det anglikanske trosbekendelse “...man's end is to know God and enjoy Him forever". Man skal have glade af at have en bil, men hvis den altså er ødelagt af vandet, skal der foretages en omfattende, dyr, radikal, ja en nærmest overnaturlig restauration med den, før den kan komme til at fremstå igen i al dens glans og herlighed - normalt betragtes biler, der røj ind i vandet, selv om de kun har været deri i nogle få timer, som totalskadede.

Hvordan kan man nu blive et “oprindeligt" menneske igen efter Guds protokol? Dette kan kun ske, ved at tro på Jesus Kristus og denne tro indebærer, at man for det første accepterer at den, der døde på den mest pinlige og uudsigelige måde, nemlig ved en henrettelsesmetode, der var så uhørt foragtet i Romerrigets tid, at man ikke engang skrev om det eller talte om det som romersk borger; at altså denne Jesus ikke bare var uskyldig men også Gud og at Han netop ved at dø på korset sonede verdens syner, vores synder. Denne accept er dog ikke nok. Man skal nemlig nu også tro på, at man selv skulle have været på korset, ikke Jesus! Man indgår på denne måde en pagt, en kontrakt, med Gud, hvor Gud forpligter sig til at samtlige synder som man har begået og som man fik arvet af ens familie (henholdsvis i sidste konsekvens af Adam, det første menneske), er nu fordømte i Jesus, Jesus bliver synden, han er forbandet på korset, fordi Bibelen siger nemlig “enhver der hænger på et træ er forbandet". Gud forpligter sig videre til at lade som om det menneske, der indgår denne pagt, betragtes som om han eller hun var Jesus, rent juridisk set. Gud ser på Jesus på korset og ser kun mig og mine synder som dømmes dér. Derfor bliver Gud også nødt til at vende sig fra Jesus, da han hænger på korset og Jesus mærker pludselig, at han er forladt af Gud og råber “Eli, Eli, lama sabachtani!", det vil sige, “Gud hvorfor har du forladt mig?"Gud ser på mig, der har indgået denne pagt, og ser kun Jesus. Det er så i første omgang denne juridiske udskiftning af den skyldige med den sonede, som Gud foretager, man bytter plads med Jesus, så at sige, og bliver adopteret af Gud som en søn henholdsvis datter.

På denne måde er kristendommen faktisk den mest radikale form for humanisme - samtlige mennesker er dømte på forhånd, intet menneske kan frelse sig selv, det religiøse menneskets forsøg for at indsmigre sig hos Gud med gode gerninger er afskyelige i Guds øjne - en vederstyggelighed. Men så bliver Gud selv menneske og viser os, hvad det betyder, at være skabt i Hans billede. Gud beviser derved, at Han ikke har givet op på menneskeheden, men at Hans oprindelige plan med mennesket bliver ført til ende. I Guds frelsesplan findes der et “Happy End" - nemlig udvælgelsen af mennesker, som vælger at lade sig forsone med Ham gennem Jesus for at høre Hans folk til. De andre mennesker, som ikke vælger denne vej, betragtes som dyr, der dumpes i helvede, som man dumper døde dyr i en stor kødmaskine (der er nogle tilsvarende grove formuleringer i slutningen af psalm 49). De mennesker, der ikke vælger, at indgå en pagt med Gud gennem Jesus Kristus, har mistet deres livs egentlige bestemmelse, de kan så kun behandles som dyr. Antikristen (fremtidens diktator, som der profetiseres om i Bibelen, og som vil få Hitler og Stalin til at ligne Gøj og Gøkke) betegnes også som “dyr" eller “bæst" og han vil forsyne alle mennesker (som er tilovers, efter at de kristne er blevet pist væk på grund af bortrykkelsen) med numre på deres kroppe, lige som man gør med burhøns.

Det som mennesket, der på denne måde er blevet forsonet med Gud gennem Kristus, nu har at gøre, er at fortsat betragte sig som død i Kristus (Galaterbrev, 2,19-22). Livet som en kristen lever, er ikke sit eget liv, men det liv, som Jesus Kristus ville have ført, hvis han havde været i den samme situation. Dog kniber det tit for den troende at “vandre i troen" og derfor kommer der tit noget af den gamle Adams natur til syne, hvorfor også billedet af Jesus bliver forstyrret, som ved en dårlig modtaget fjernsynskanal. Men man kan dog, hvis man kigger nøje og er ærlig overfor sig selv, ved mødet med de kristne få nogle glimt af et billede af Jesus Kristus. Naturligvis er djævelen der også med sine folk og religiøse mennesker, der fremstår som karikatur af det at være kristen, fordi så vil de ikke-troende blive afskrækket fra at blive kristne. Men hvis man søger sandheden, vil man før eller senere støde på nogle kristne, der i nogen grad lever i det at være død i Kristus for så at genspejle noget af Jesu Kristi genopstandelseskraft.

Dynamikken af at “leve i troen" og “være død i Kristus" er bevægelsen fra “død" til “genopstandelse", som man så gennemlever gang på gang. Man dør i Kristus, man taber venner, man bliver foragtet, måske endog forkastet som familiemedlem, kommer ud for forfølgelser af forskellige slags, men så genopstår man igen som en phønix ud af asken, ja endog får man tit en bedre plads i livet end den man måske lige netop tabte på grund af éns uvilje til at leve efter de principper, som verden dikterer. Man lever lige som Josef, der bliver ført som fange til Ægypten hvor han sælges som slave. Forrådt af sine brødre og uskyldig beskyldt af Potifar's hustru tilbringer han adskillige år i fængel. Men så bliver han vice-konge og sørger for, at hans brødre overlever en 7-årig hungersnød og at Guds folk kan vokse sig stor i Gosen, en ægyptisk provins. Sådan bliver man også som kristen udsat for underlige ting, hvor det først går ned ad bakken og derefter op igen, men altid på den måde, at Gud forherliges derved.

Som kristen giver man nu sine “lemmer" i Guds tjeneste (Rom. 6,19). Man vælger at følge Guds protokol i stedet for verdens protokol. Man vælger for eksempel ikke at lyve, fordi hvis man lyver, bevæger man sig ind i djævelens magtområde. Djævelen betegnes jo som løgnens fader. Psykiateren og psykologen William Glasser skriver i kapitel 13 i sin bog “Skolen uden tabere" (1969, oversat til dansk af Poul Nissen i 1972) om nogle 7. års elever i USA, der var meget modstræbende til at indgå en aftale om ikke at lyve. En pige sagde til Glasser, at hvis hun opgav at lyve, ville hele hendes verden styrte sammen. Dette fordi man har opbygget sig en verden, et netværk af sociale relationer, ved at bruge de midler, den korrupte verden stiller til rådighed. Glasser mener nu at det er ikke muligt at have en god atmosfære på en skole hvor eleverne lyver til lærere, forældre og medelever. Han siger at eleverne behøver ikke finde sig i en amoralsk verden, de kan bare træde ud af denne onde cirkel og nægte at have del af de tilsyneladende fordele man får ved at lyve, snyde, afpresse og intrigere. Glasser mener, at mennesket kan selv foretage dette valg og han stiller mennesket foran dette valg.

Dette er meget tæt på kristendommens sandhed. Kristendommen siger dog, at mennesket netop ikke kan træde ud af “den onde cirkel", af verdens og djævelens magtområde, ved sine egne anstrengelser, selv om det i en vis grad er muligt at ændre nogle af éns indstillinger og éns adfærd ved bevidst træning og positiv tænkning. Ifølge kristendommen er det sådan, at man har brug for Helligånden for at få kraft til at kunne leve et liv udenfor verdens og djævelens magtområde. Helligånden er stedfortræderen for Jesus Kristus, Jesus troner i himlen og Helligånden i de kristne fortsætter hans gerning på jorden. Helligånden får man, når man indgår pagten beskrevet overfor. Man bliver forseglet med den og dette kaldes også som en “genfødsel" - man bliver så at sige født på ny, det er derfra begrebet “born again Christian" kommer.

En anden psykolog, som kommer meget tæt på kristendommens sandhed, er Viktor Frankl. Han havde været som østrigsk jøde i koncentrationslejren og skrevet en bog om dette (som solgtes i 9 millioner eksemplarer: “En psykolog oplever koncentrationslejren"). Frankl mener nu, at de filosofier, der førte til nazismen og altså til koncentrationslejrene og gaskamrene, er altsammen filosofier, der nægter menneskets åndelige bestemmelse og natur. Han betegner disse som “homunkulismer" i hans bog “Psykologiens menneskebillede". En “homunkulus" er et kunstigt menneske, fremstillet af legemsdele fra døde mennesker (altså en slags Frankenstein). “Homunkulisme" er så en filosofi, der forenkler mennesket til nogle mekanismer, der kan manipuleres på en forudsigbar måde. Han nævner 3 homunkulismer: Biologismen, psykologismen og sociologismen. Biologismen er det menneskebillede, jævnfør hvilket mennesket er bare en organisme, en kompliceret maskine, en sammensætning af kemiske forbindelser og et resultat af noget man har arvet genetisk fra sine forældre. Psykologismen (og her kritiserer han Freuds psykoanalyse) betragter mennesket som bestemt af nogle drifter og instinkter, der rumstrerer i “id", i det Freud siger er ubevidstheden. Derfor er Freudianismen også en slags nihilisme. En katolsk sociolog ved navn Michael Casey har skrevet en bog “Meaninglessness - The Solutions of Nietzsche, Freud and Rorty" (Meningsløshed - det som Nietzsche, Freud og Rorty har at tilbyde). Ifølge Freud er Gud jo også kun en projektion af super-ego'ets tvangsbillede af en far, det vil sige, religionen er kun en måde for mennesket til at tackle problemerne man havde med sin far. Man havde det ikke så godt med sin far og derfor opfinder man nu en far i himlen for at forlagre det hele på et højere plan og få fred fra sin sjæls pinsler. Derfor betegnes den omvæltende bevægelse, som Freud satte i gang, også som en “anti-far-revolution". Freuds psykoanalyse er altså ifølge Frankl en “homunkulisme", en lære, der forenkler menneskets natur ved at skære den åndelige dimension væk. Den åndelige dimension betegnes hos Freud som et symptom på det psykiske, mennesket er set som udelukkende værende produktet af de drifter og instinkter, der bevæger sig i det ubevidst-psykiske. Den tredje “homunkulisme" som Frankl kritiserer, er sociologismen, hvorefter mennesket betragtes udelukkende som et produkt af samfundet (sociologi = samfundsvidenskab) henholdsvis miljøet. Også her findes der ingen mening ved at være menneske, mennesket er kun et produkt af masserne.

Frankl siger så at hvis et menneske er psykisk syg, kan det have andre årsager end problemer med hjernen eller det psykiske eller det, samfundet har forvoldt mod én. Der kan være noget, som en læge skal tage sig af, men som ikke har med hjernen at gøre, fx en under- eller overfunktion af binyrebarken, skjoldbrystkirtlen eller nogle andre kirtler i kroppen. Men det kan også have årsag i en eksistentiel krise eller en moralsk konflikt. Frankl er i denne forbindelse ikke moralrelativistisk som Freud, han siger, at en læge kan kun være en god læge når han eller hun også er et godt menneske. Der findes altså hos ham noget absolut godt og noget absolut ondt (lige som hos Leibniz, og faktisk går også Glasser i denne retning, selv om han ikke skriver om det på en filosofisk måde). En moralsk konflikt er altså ikke en neurose, men den kan føre til en neurose. Årsagen i mange sygdomme kan ifølge Frankl være at man ikke har fundet en mening med ens eksistens, derfor betegner han også sin terapiform som “eksistens-terapi" eller “logoterapi" (fra logos = betydning, mening). Det er en meningsfindings- og personlig-instillings-terapi. Patienten skal finde ud af, hvad hans bestemmelse er i verden. Man ser på hans biografi (curriculum vitae) og snakker sig frem til det, mennesket ser som det mest logiske og indlysende for hans livs bestemmelse. Frankl (som ellers gerne vil have psykologien og religionen adskilt) siger endog, at nogle af hans patienter havde været engang kristne men var kommet væk fra kristendommen og gennem hans terapi kom de tilbage til kristendommen, de var blevet klare over, at Jesus Kristus var deres livs egentlige bestemmelse. Frankl forsøger at “genetablere en urtillid til tilværelsen", for at overvinde menneskets “urangst", som ifølge ham er er angsten for ikke at finde mening med ens liv. Frankl siger også at mennesket kan ikke separeres fra moralske værdier, det skal tværtimod få øjnene op for eksistensen af disse værdier. Lige som Glasser vil han opdrage mennesket til at tage ansvar for dets eget liv og træffe de rigtige beslutninger. Både Frankl og Glasser vil ikke prædike, fordi begge mener at det er kun mennesket selv, der kan tage disse beslutninger, for at kunne finde mening i livet (Frankl) henholdsvis en høj livskvalitet (Glasser i hans “choice theory" fra 1998).

Disse psykologiske teorier kommer meget tæt på kristendommens sandhed, men som sagt er forskellen den, at det ifølge kristendommen er kun muligt ved et indgriben fra Guds side at få del af Guds rige og få kraften og viljen til at ændre sit liv. Dog skal mennesket derefter fortsat træffe de rigtige valg, det kan Gud ikke gøre for én. Ifølge kristendommen er det sådan, at Kristus i én træffer disse valg, men den gamle natur (“Adam") er vel at mærke i stand til at sabotere dette, og så træffer man alligevel nogle forkerte valg. Dette lyder meget indviklet og det er det også, fordi det overstiger menneskets fatteevne, at Gud er både Den, der stiller mennesket foran sit eget ansvar og respekterer menneskets frie vilje til at vælge og Den, der formår at virke det hele. Herom har teologerne skrevet meget og er ikke kommet til nogen form for konsensus.

Som kristen skal man være stædig - man skal være som en elefant, der har besluttet at ikke rokke sig, selv om alle trækker i én. Når verden forsøger at få én til en kompromitterende gerning, så skal man stå på sit og sige nej. Nogle gange kan dette endog føre til martyrdøden, men så bliver man bare et sædkorn der bliver plantet og i stedet for én selv er der pludselig flere andre som bliver kristne og som fører Kristi gerning videre.

En gang kørte jeg med min bil i centrum af Paris. Det var en meget spændende oplevelse, fordi trafikken er temmelig kaotisk, ikke så velordnet som i Tyskland eller Danmark. På et tidspunkt kom jeg til at sidde fast i midten af et gadekryds. Både fra venstre og højre side, såsom fra foran mig og bagfra stod der biler, som ikke kunne komme videre. De tudede med deres horn, vinduer blev rullet ned og der kom vrede skrig. Men jeg kunne bare ikke rokke mig. Til sidst kom der en politibetjent der fik orden på sagen - det havde ikke været min fejl, der var bare for stor trafik eller en lyskurv havde ikke virket (mange kører alligevel over for rødt i Paris). Sådan er også mange gange de kristne - de roder sig uforskyldt ind i noget i verden, så nægter de at spille med på verdens præmisser og blokerer det hele. Det romerske imperium faldt på grund af læren om en henrettet jøde. Martin Luther sagde til biskopperne og kongerne i Worms: “Her står jeg, jeg kan ikke anderledes" og væltede den romerske katolske kirkes enevælde. Martin Luther King nægtede at opgive sin “drøm" om et retfærdigt samfund uden raceadskillelse og vendte sydstaterne op og ned. Det polske folk betragtede sig som helhed som den korsfæstede Kristus og fik Warszawapagten væltet. Bare én eneste kristen er en udfordring og en trussel for djævelens magtområde og kan ødelægge meget ved simpelthen at blokere for det perverse og korrupte spil der spilles i den onde cirkel.