Når jeg læser om Guds mænds bedrifter i Det Gamle Testamente, brænder mit hjerte. Disse tjenere var så tyngede og overgivne i forhold til Guds sag og de gjorde mægtige gerninger, som forbløffer de fleste kristne i dag.
Disse gamle hellige mænd var klippefaste i deres afvisning af at gå fremad uden et ord fra Gud. Og de græd og sørgede i dagevis over frafaldet i Guds hus. De nægtede at spise eller drikke eller vaske sig. De rev totter af hår af hovedet og deres skæg. Profeten Jeremias lå oven i købet på gaden i Jerusalem i 365 dage, mens han uden ophør advarede om Guds kommende dom.
Jeg spekulerer over, hvor disse hellige fik deres åndelige autoritet og udholdenhed fra, til at gøre alt det de gjorde? Det var mænd af en anden støbning, tjenere af en fuldstændig anderledes slags, end dem vi ser i kirken i dag. Jeg kan næsten ikke forholde mig til dem og deres vandring. Jeg ved, at jeg ikke fuldstændig er som de. Og jeg kender ikke en eneste kristen, der er.
Der er noget omkring det faktum, som bekymrer mig. Bibelen fortæller, at disse mænds gammel-testamentelige bedrifter er nedskrevet for at vi skal lære af dem: "Alle disse ting skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet" (1. Kor, 11). Deres beretninger er ment som eksempler, for at vise os hvordan man rører Guds hjerte, eller hvordan man bringer korrupte mennesker til omvendelse.
Var disse mænd en særlig art? Var de supermænd, med en forudbestemt skæbne, udrustet med særlige overnaturlige kræfter, som er ukendte for vores generation? Overhovedet ikke. Bibelen slår eftertrykkeligt fast at vore gudfrygtige forfædre var mennesker som du og jeg, under samme kår som vi (Jakob 5, 17). Faktum er at deres eksempel afslører et forbillede til efterfølgelse. Disse mænd ejede noget i deres karakter, som fik Gud til at lægge sin hånd på dem. Det var derfor han valgte dem til at udrette hans gerninger. Og det er ham påtrængende nødvendigt at søge nogle med de samme kvaliteter i deres karakter i dag.
Jeg er bekymret over en anden modsætning mellem disse mænd af det gamle testamente og de fleste kristne i dag. Vi lever i den ondeste tidsperiode i historien. Vores nulevende generation er mange gange værre end dem fra Nineve og Sodoma. Vi er mere stivnakkede end det gamle Israel og mere voldelige end i Noas dage. Hvis verden nogensinde har haft et behov for gudfrygtige hellige med intens tro, er det nu. Og jeg tror, at Gud søger den samme slags helhjertede tjenere i dag. Han leder efter mænd og kvinder, som vil stræbe efter at kende hans hjerte, gøre mægtige gerninger i hans navn og bringe hele samfund tilbage til ham.
Tænk over det: hvorfor skulle Gud oprejse mænd af dyb nedbrudthed og hellig efterstræbelse i fortiden, og undlade at gøre det samme i dag? Hvorfor skulle han vilkårligt efterlade den generation med det største behov i historien uden hellige røster? Vi ved, at Gud ikke har forandret sig. Han er den samme i går, i dag og til evig tid (Hebr. 13, 8). Og vi tjener den samme Herre som disse tidligere generationer. Så hvor er de intense tjenere i dag, som vil bære hans byrde og tale hans sag?
Sidst men ikke mindst, bekymrer det mig, at vi ejer noget, som disse gamle gudfrygtige mænd ikke havde. I disse sidste tider, har Herren udgydt sin Helligånd over os. Derfor har vores generation adgang til mere nærende kraft og nådegaver end nogensinde. Kort sagt, er vi blevet givet alt hvad vi behøver for at rejse os op i tro som mænd af en anden støbning. Og Gud kalder netop sådanne tjenere til at træde frem og skille sig ud.
Spørgsmålet for os er, hvorfor berørte og salvede Gud netop disse særlige mænd så kraftfuldt? Hvorfor var deres tjeneste i stand til at ændre skæbnen for hele nationer? Bibelen fortæller, hvordan disse "mænd af en anden støbning" blev så henrykkede over Herren og hans sag. Og den viser, hvordan deres sti kan betrædes af enhver af Guds tjener.
Ezra var en Guds tjener, som opvakte en hel nation.
Skrifterne fortæller, at Ezra var en mand, som havde Guds hånd over sig. Ezra vidnede om at "Jeg fattede da mod, eftersom Herren min Guds hånd var over mig." (Ezra 7, 28). Med andre ord, Gud rakte sin hånd ud og omsluttede Ezra og gjorde ham til et andet menneske.
Hvorfor gjorde Gud dette med Ezra? Der var hundredvis af skriftkloge i Israel på dette tidspunkt. Og de havde alle sammen det samme kald til at studere og udlægge skifterne til folket. Hvad gjorde Ezra anderledes end disse? Hvad fik Herren til at række sin hånd ud efter denne ene mand, og give ham ledelse over 50.000 mand, som skulle genopbygge den faldne by Jerusalem?
Skriften giver os svaret: "Thi Ezra havde vendt sit hjerte til at granske Herrens lov og handle efter den." (Ezra 7, 10). Det er enkelt, Ezra havde taget en bevidst beslutning. Han var besluttet på at søge Guds Ord før alt andet - og adlyde det. Og han fraveg ikke den beslutning. Han sagde til sig selv "Jeg vil studere Ordet og jeg vil handle på alt hvad jeg læser".
Ezra havde ikke nogen overnaturlig oplevelse, som gav ham forkærlighed for Skrifterne. Han var ikke blevet rørt Guds Ånd om natten og blevet fortalt: "Du skal lede 50.000 mand til omvendelse og gøre min gerning. Og for at kunne det, kommer du til at behøve kraft, sjælsstyrke, renselse og åndelig autoritet. Dette kommer kun af at kende og adlyde mit ord. Så for at fuldføre min plan for dig, vil jeg udruste dig med en kærlighed for Skrifterne. I morgen vil du vågne op med en til stadighed voksende tørst efter at studere og adlyde mit Ord".
Det var slet ikke sådan det skete. Længe før Gud lagde sin hånd på Ezra, havde denne mand flittigt søgt i Skrifterne. Han tillod sig selv at blive overhørt i det, blive renset fra alt urenhed i krop og sjæl. Som resultat, så Gud en mand i Ezra, som var gennemtrængt af hans Ord. Ezra hungrede efter Skrifterne og frydede sig over dem. Kort sagt, han tillod dem at forberede hans hjerte for en hvilken som helst tjeneste Gud måtte have til ham. Derfor lagde Gud sin hånd på Ezra og salvede ham.
Jo, Guds salvelse er overnaturlig. Men han lægger kun sin hånd på de, som fuldstændigt har overgivet sig til at kende og adlyde hans Ord. Det er her al salvelse begynder. Der er ingen, som kan regne med at få Guds berøring i sit liv, hvis han ikke er helhjertet i sit forhold til Skrifterne.
Ligesom Ezra, var David en mand af en anden støbning, som ændrede kursen for hele sin nation.
Og lige som Ezra, var David gennemtrængt af Guds Ord i sit hjerte. Han skrev Salme 119, som indeholder 176 vers, hvoraf næsten hvert eneste af dem priser Guds Ords herlighed: "Jeg har gemt dit Ord i mit hjerte, for ikke at synde imod dig.....I dine vedtægter har jeg min lyst, jeg glemmer ikke dit ord...Hvor jeg dog elsker din lov! Hele dagen grunder jeg på den.....Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti....Dit ord er fuldkommen rent, din tjener elsker det" (Salm. 119 11, 16, 97, 105, 140).
Ezra satte sit hjerte for at faste og bede
" Så lod jeg...udråbe en faste til ydmygelse for vor Guds åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig rejse for os, vor familie og vore ejendele." (Ezra 8, 21).
På dette tidspunkt ledte Ezra israelitterne tilbage til Jerusalem fra Babel. Rejsen ville blive farlig, fyldt med røvere, tyve og mordere på vejen, så den persiske konge havde lovet dem at sende militær beskyttelse med på vejen. Men det tilbud ville Ezra ikke acceptere. I stedet vidnede han for kongen ved at sige: "Vor Guds hånd er over alle, der søger ham, og hjælper dem, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham." (Ezra 8, 22).
Ezras svar til kongen fortæller os meget om den tankegang, der prægede en "mand af en anden støbning". For det første bekræfter Ezra igen at Guds beskyttelse ikke kun er forbeholdt nogle få udvalgte. Herren udstrækker sin berøring til alle, som søger ham: "vor Guds hånd er over alle, som søger ham" (min fremhævelse).
For det andet, fortæller Ezra kongen, at "(Guds) vrede er over alle, der forlader ham". Dermed sagde han "Tak for dit tilbud, konge, men vi tjener en almægtig Gud. Han er i stand til at beskytte os i hver en opgave, som han har kaldet os til". Ezra følte så stærkt for dette. Skriften fortæller, at han faktisk "undså sig ved at bede kongen om krigsfolk og ryttere til at hjælpe os undervejs mod fjenden". (Ezra 8, 22).
For det tredje kaldte Ezra folket til at faste. Dette betyder, at han ikke alene bad folket om at acceptere Guds løfter ved tro. Han sagde ikke, "Vi må stå fast på Guds ord når han siger, at han vil beskytte os mens går vi videre."
Nej, ifølge Ezra, var der mere, der skulle gøres. Han sagde, "Ja, vi tror på Guds løfter til os. Men nu vil vi faste og bede indtil vi ser hans ord gå i opfyldelse, og vi vil ikke gå et skridt mere før det sker". Skriften fortæller, "Så vi fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønhørte os....Så brød vi op... og vor Guds hånd var over os, så han frelste os fra fjendernes og røvernes hånd undervejs." (Ezra 8, 23, 31).
Den samme type karakter finder vi hele vejen gennem det Gamle Testamente. Moses, Joshua, de ældste og profeterne fastede og bad alle. De accepterede ikke bare henkastet Guds Ord ved tro. De handlede på det i tro. Og dette betød ikke bare, at de på lykke og fromme gik fremad, uden at faste og bede først, i fuldstændig tiltro til at hans Ord ville ske.
Det samme bibelske mønster er tiltænkt os i dag. Frelsens Hær, er grundlagt af General Booth på baggrund af bøn og faste. Ligeledes er vores Teen Challenge kommet til for over 40 år siden ud af bøn og faste. Det samme gør sig gældende ved talløse tjenester, som blomstrer indtil nu. Herren kalder til faste og bøn for enhver, som helhjertet ønsker at kende Guds vej.
--------------------------------------
Sammen med studiet af Guds Ord og bøn og faste, må der være en renselse ved hans Ord.
-------------------------------------
Ezra og hans lige græd og jublede under Guds hånd. Så hvorfor endte disse helhjertede mænd i en sådan tilstand? Hvordan kom de til at dele Guds sønderbrudte hjerte over synden i deres generation?
Vi finder et svar i Ezras tjeneste. Da folket endelig ankom til Jerusalem, blev Ezra brugt af Gud til at bringe folket til en fuldstændig og gennemgribende omvendelse. "Derpå lovpriste Ezra Herren, den store Gud, og hele folket svarede med oprakte hænder: Amen!" (Nehemias 8, 6)
Derefter udlagde Ezra Guds lov for folket, og "thi hele folket græd, da de hørte lovens ord". (Nehemias 8, 9). Så snart som folket havde omvendt sig bad Ezra folket glæde sig: "(Han" sagde til folket, sørg ikke og græd ikke....thi Herrens glæde er jeres styrke." (Nehemias 8, 9-10). "Da gik alt folket hen og spiste og drak og sendte gaver, og de fejrede en stor glædesfest; thi de fattede ordene , man havde kundgjort dem." (Nehemias 8, 12).
Jeg spørger dig, hvorfor var der glæde? Det var fordi én mand allerede havde taget den byrde på sig at dele Guds tyngede hjerte over folkets synd. Ezra kendte allerede alle deres overtrædelser, om hvordan de havde blandet sig med hedningene og havde tolereret deres afskyeligheder. Hvad var så Ezras reaktion på dette?
"Da jeg hørte denne tale, sønderrev jeg min kjortel og min kappe, rev hår af mit hoved og mit skæg og satte mig hen i stum smerte....Men ved aftengrødeofferets tid rejste jeg mig af min selvydmygelse og idet jeg sønderrev min kjortel og min kappe, kastede jeg mig på knæ og udbredte hænderne til Herren min Gud og sagde: "Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit ansigt til dig, min Gud, thi vore misgerninger er vokset os over hovedet og vor skyld er så stor, at den rækker til himlen...det er umuligt at stå for dit åsyn, når sligt kan ske."
Ezra var rystet helt ind i sit inderste, da han havde set dybden af folkets synd. Men alligevel, hvordan kunne han vide hvor dybt dette havde såret Guds hjerte? Det kunne han, fordi han havde et klart billede af Guds vrede. Guds ord havde ramt hans sjæl, og fik ham til at bryde ud i gråd, "Jeg skammer mig, jeg må rødme af skam for dit åsyn på grund af vore synder." Ingen kan opleve den form for nedbrudthed, som Ezras, uden at være slået af Ordet.
Det er den samme sandhed for enhver, som elsker Jesus i dag. Hvis vi er gennemtrængt af hans Ord, kender vi helt personligt effekten af at blive ramt af Guds Ords hammer. Det banker og nedbryder hver en klippe af stolthed og besudling i os. Og vore hjerter vil blive knust over hvordan vores synd og såret ham. "Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Herren, og som en hammer, der knuser fjelde"
(Jer. 23, 29). Derefter kommer ægte glæde.
---------------------------------
Jeremias talte om hjertets optagethed af at søge Herren
(se Jeremias 30, 21)
--------------------------------
Vi finder at det samme bibelske mønster er en sandhed i Jeremias' liv. Denne mand havde ligeledes besluttet i sit hjerte at søge Herren, og Guds Ord kom til ham. Igen og igen læser vi om profeten "at Guds Ord kom til Jeremias".
Mange bibelkommentatorer kalder Jeremias "den grædende profet", og det er sandt. Men denne
Mand har også bragt os det glædeligste og mest prisværdige evangelium i hele det Gamle Testamente. For han berettede om den kommende herlighed i Den Nye Pagt: "Jeg slutter en evig pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig tilbage fra dem, men gøre vel imod dem." (Jer. 32, 40). Jeg kvæger præsterne med fedt, mit folk skal mættes med min fylde, lyder det fra Herren." (Jer. 31, 14).
"Jeg renser dem for al deres brøde." (Jer. 33, 8).
Se det er gode nyheder. Den nye pagt er fuld af barmhjertighed, nåde, glæde, fred og godhed. Men, ser du, der er en personlig historie bag hvert af Jeremias ord her. Og denne historie inkluderer en sønderbrudthed, som ligger langt over et menneskes formåen.
Jeremias skrev, "Mit indre, mit indre! Jeg skælver! Mit hjertes vægge! Mit hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen." (Jer. 4, 19). "Ak, var mit hoved vand, mine øjne en tårekilde! Så græd jeg dag og nat over mit folks slagne datter." (Jer. 9, 1).
Jeremias græd hellige tårer, som ikke var hans egne. Denne profet hørte rent faktisk Gud tale om sit eget grædende brudte hjerte. Først advarede Herren Jeremias om at han ville sende dom over Israel. Derefter fortalte han profeten, "Over bjergene bryder jeg ud i gråd og klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme, der høres ej lyd af kvæg; himlens fugle og dyrene flygtede bort." (Jer. 9, 10). Gud selv græd over den dom, som måtte komme over hans folk.
Da Jeremias hørte dette, delte hans denne byrde af Guds gråd over sit folk. Jeg har også kendt Guds folk, som har taget denne byrde på sig. Søster Basilia Schlink, som grundlagde det Luthersk-Evangeliske Søsterskab af Mary i Tyskland, var en overgiven Kristi tjenerinde. Gennem årene blev vi venner. Denne kvinde syntes at have et førstehåndskendskab til den grædende byrde på Guds hjerte.
Ofte, når jeg besøgte denne søsters tjeneste, gik jeg ind i kirken og fandt dem grædende. De sørgede over mange ting, inklusive deres nations rolle i Hitlers nedslagtning af jøderne. De græd i timevis over disse overtrædelser. I begyndelsen kunne jeg ikke forstå hvorfor troende skulle vælge at græde i timevis. Men så lærte jeg dybden af den sorg, som Gud føler overfor syndere, af søster Basilea. Hendes mange skrifter er et rørende udtryk for disse dybder.
For nylig, på en evangelisations- tur til England, har jeg også selv følt denne grædende byrde fra Herren. Mens jeg talte om den faldne kirkes tilstand, spurgte en journalist mig, "Har du slet ikke noget godt at sige om religion?"
Hans spørgsmål fik mig til at tænke på den frygtelige tilstand, som så mange unge mennesker er i der ovre. De lever på gaden med druk og junk, til de er helt fra sans og samling, mens den engelske statskirke "af-helliger" kirke efter kirke, hvilket betyder lukke dørene til disse huse for tilbedelse, som har stået åbne i århundrede.
Da jeg talte i Westminster Chapel, den store prædikant, E. Stanley Jones' kirke, kom unge mennesker væltende ind. De var sultne efter at høre noget, som talte om håb i Gud. Da jeg ved slutningen, inviterede til bøn, strømmede de ind i bønnekamrene, grædende og hulkende over deres nedbrudte og håbløse liv. En attenårig pige med svømmende øjne, stod i kø for forbøn. Hun fortalte mig: "Hr. Wilkerson, jeg kan ikke græde. Kirken har berøvet mig min tro. Jeg føler intet nu."
I denne scene og i mange ligesom denne, blev jeg overstrømmet af en sønderbrudthed, som oversteg mit eget hjerte. Det var gråd fra Guds hjerte, som fortalte mig, "David, hvis jeg nogensinde har behøvet profeter, som vil sørge over mit hus, så er det nu."
Men hvad sker der når vi deler Guds byrde af sorg? Herren deler efter tur med os hans tanker og hvad han har på hjerte. Jeremias vidner om dette. Han blev givet en skarpsindig viden for hans tid, som gav ham indsigt i det som ville komme. "Israel og Juda, det er på grund af jeres ondskab, at Gud den Almægtige, der engang plantede jer, nu vil have træet ødelagt....Da afslørede Herren deres planer for mig og indviede mig i deres ugerninger" (Jer. 11, 17-18).
Enhver nedbrudt hellig person, som er gennemtrængt af ordet, vil blive givet skarpsindig fornemmelse af tiderne. Således var der mange i kirkerne, som ikke blev overrasket over angrebene d. 11. september 2001. Måneder før katastrofen, havde Times Square Church afholdt forbønsmøder, hvor deltagerne brød ud i gråd, uden at være klar over hvor dommen kom fra. Men vi blev klar over, at der ville komme en dom. Ligeledes tror jeg, at enhver troende pastor eller præst, som kender Guds brudte hjerte, også havde en erkendelse af forestående dom.
--------------------------------
Daniel var en mand af en anden støbning, som havde sat alt ind for Herren
--------------------------------
Daniel var også en "mand af en anden støbning", som talte om at være sønderbrudt. "Derfor bad jeg inderligt til Gud Herren om at ophæve vort fangenskab og sende os tilbage til vort land. Under bønnen fastede jeg og ydmygede mig ved at gå klædt i sækkelærred og med aske drysset over mig, mens jeg bekendte min egen og mit folks synd." (Daniel 9, 3-4). Endvidere var Daniel i stand til at kende tiderne, fordi han kendte Guds hjerte. "I hans (Darius', red.) første regeringsår lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias, skulle ligge i grus..." (Jer. 9, 2). Ligeledes var det Daniel, som oversatte synet af stenen, som rullede ned ad bjerget, for at knuse alle verdens kongedømmer.
Hvordan kom Daniel ind på denne vej af sønderbrudthed? Var det visdom eller dømmekraft? Det begyndte med at studere Guds ord. Daniel tillod skrifterne at indtage ham fuldstændig. Og han citerede dem ofte og gemte dem i sit hjerte. "Som det står skrevet i loven..." (Daniel 9, 13).
I kapitel 10, får denne gudfrygtige profet et syn af Kristus. "Og jeg løftede mine øjne og skuede. Og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af ofirguld om hofterne..... hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob. (Daniel 10, 5-6).
Der var andre mænd sammen med Daniel, da han havde synet. Disse mænd måtte blive troende. I hans fangenskab havde Daniel sat en standard for sig selv, om ikke at omgås de onde. Alligevel var disse troende, som var omkring ham på det tidspunkt, ikke mænd af en anden støbning ligesom Daniel. Så da synet viste sig, flygtede disse mænd. "Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig." (Daniel 10, 7).
Guds hellige tilstedeværelse havde fået disse mænd til at flygte af rædsel. Og vi ved, at kun hjerter med skjult synd, fyldes med frygt i Guds nærvær.
Dette bringer mig til de sidste ord om det at være en troende "af en anden støbning". På det seneste har jeg ofte tænkt på den dag, da vi skal træde frem for Herren, om dommen. På denne dag, skal vi stå foran Kristus Jesus, både menneske og Gud. Ligesom os, levede Jesus på jorden, hvor han talte med andre mennesker, og blev berørt af alle former for menneskelige følelser. Og nu skal hver og én stå frem for ham, og da vil vi enten se et tilfreds glimt i hans øjne eller et såret blik.
Jeg tænker på Samuels ord til Saul: "..Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den befaling, Herren din Gud gav dig, ville Herren nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid; men nu skal dit kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en mand efter sit hjerte.." (1. Samuel 13, 13-14).
Saul vil stå der en dag sammen med alle os andre. Jeg spekulerer på, hvad Herren vil sig til ham da. Vil det blive følgende? "Saul, lad mig vise dig, hvilke planer jeg havde for dig. Du skulle have været en mild far for David. Og nationen, som du regerede, ville have bøjet sig for mig. På Israels vegne ville du have vundet de omkringliggende nationers respekt. Og mit folk ville have nydt en overstrømmende fred. Jeg ville have givet dig ære og et navn, som bar Guds eget sejl.
"Men det skulle blive anderledes. Du forlod mine planer for dig, fordi du ikke tog mit ord alvorligt. I stedet tillod du jalouxi, bitterhed og utilgivenhed at berøve dig alt. Saul, se hvad du har mistet!".
Jeg gyser ved tanken om, at Kristus vil sige sådan til mig: "David, se hvad du kunne have været. Se disse strømme af guddommelig velsignelse du gik glip af, fordi du vandrede i stolthed. Din tjeneste blev kun en skygge af det, jeg havde planlagt. Ja, jeg tilgav dig og løskøbte dig, men du kom ikke i nærheden af mine håb for dig i den måde du levede på."
Kære troende, vi lever i en tid på liv-og-død lige nu. Derfor er det på tide, at vælge mellem vejen til åndeligt liv og lydighed, eller vejen til åndelig død og hykleri. Overvej Moses' ord "Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, for at du og dit afkom må leve" (5. Mos. 19).
Jeg beder dig indtrængende, bestem dig i dag for at søge Gud af hele dit hjerte, omhyggeligt og beslutsomt. Gå derefter ind til Ordet med voksende kærlighed og attrå. Bed fastende for sønderbrudthed, for at modtage Hans byrde. Og sidst, bekend din synd og omvend dig fra alt, som måtte hindre Helligånden i at åbne himmelens velsignelser til dig. Den vej, som "mænd af en anden støbning" gik, er også åben for dig. Vil du gå ad den?