"Vær altid på vagt over for Djævelen, jeres fjende; for han strejfer omkring som en sulten og brølende løve, der søger efter et offer, som han kan sønderflænge" (Peter 5,8). Bibelen fortæller os meget klart, at i de sidste dage, vil Kristi menighed stå overfor en rasende djævel. Satan ved at hans tid er kort, og han er fast besluttet på at opsluge Guds folk. " Derfor: Glæd jer, I Himle, og alle I der bor i dem! Men ve jorden og havet, for Djævelen er steget ned til jer, og han er rasende, for han er klar over, at han kun har kort tid tilbage" ( Johs. Åb. 12,12).
Hvem retter Djævelen sin vrede imod? Han retten den mod familierne, både frelste og ufrelste, over hele verden. Han brøler som en glubsk løve og slår kløerne i hjemmene for at ødelægge dem. Han er besluttet på at knuse ægteskaber, fremmedgøre børnene i familien, sætte familiemedlemmer op imod hinanden. Og hans mål er simpelt: han ønsker at bringe ødelæggelse og undergang til så mange hjem som overhovedet muligt.
Jesus henviste til dette dæmoniske arbejde når han beskrev Satan: "Han var en morder fra begyndelsen" (Johs. 8,44). Vi kan virkelig se fjendens ødelæggende plan mod den allerførste familie. Det var Djævelen, der for ind i Kain og overbeviste ham om at han skulle dræbe hans bror, Abel.
Og dette mord trækker stadig sine spor. I de seneste år, har det vist sig på uhyggelig vis. For fire år siden, drev Djævelen to teenage drenge i Colorado ud i en vanvittig ødelæggelse. Da de to drenge angreb Columbine High School, og dræbte elever som sataniske løjer, var verden lamslået. De skød en ung pige på klods hold, mens hun lå på sine knæ og bad. En pige, som de både kendte og respekterede. Hvem andre end Satan kunne drive dem så langt ud?
Jeg tænker på den ulykkelige situation, som denne hændelse bragte familierne til både ofre og gerningsmænd ud i. I kølvandet på den tragiske hændelse var der selvmord, skilsmisser og traumatiserede søskende. Stadigvæk er der eftervirkninger, som ligger ud over vores fatteevne.
Forældre og venner til alle de involverede vil sørge resten af livet.
Et år senere, krøb Kathleen Hagen, en pioner indenfor urologi-faget og uddannet på Harvard, ind til hendes aldrende forældre, som lå og sov i deres soveværelse i Chatham New Jersey, og kvalte dem med en hovedpude. Hendes far var 92 år og hendes mor var 86. Efter mordene boede Hagen i huset i flere dage, og ignorerede ligene af forældrene i soveværelset. Da hun blev anholdt, fremstod hun konfus og forpjusket. Men hun viste ingen anger i forhold til det hun havde gjort. Psykologer vidste ikke, hvordan de skulle forklare, hvordan en så veluddannet kvinde kunne kvæle sine forældre, for derefter at leve videre som om intet var hændt.
Tænk på den ødelæggelse, der aldrig blev nævnt i denne horrible beretning. Smerten hos familiemedlemmer, sorgen hos børnebørnene Hvilken modbydelig ødelæggelse og undergang. Hvem andre end Satan kunne drive en så respekteret kvinde til at myrde sine forældre uden nogen grund?
For nogle år siden, bragte avisen New York Times en bemærkelsesværdig rapport: "Fortvivlede forældre giver op overfor deres børn". Artiklen fortalte om frustrerede forældre, som i dusinvis strømmede til Manhattans dommerkontor, for frivilligt at overgive deres børn til myndighederne. De kunne simpelthen ikke længere håndtere deres egne børn. Èn af fædrene kunne ikke håndtere sin søn efter at drengens mor var død. En anden far opgav sin teenage-datter på grund af hendes vilde livsførelse, som var fuldstændigt ude af kontrol. Myndighederne, som hørte om disse sager, var desorienterede. En af dommerne spurgte en mor, som havde bragt sin datter med: "Ønsker du hende ikke? Hvorfor vil du ikke have din datter med hjem?" Moderen rystede træt på hovedet. Da brød den unge pige i ukontrollabel gråd.
Artiklens konklusion var, at familierne går i opløsning hurtigere og hurtigere. Og New York's familieret var blevet overbebyrdet med den slags sager. Det viste sig, at mange af de børn, som var kommet på børnehjem, snart var blevet bragt i en værre situation. Nogle af dem endte med at flygte fra børnehjemmene for at ende i et liv på gaden.
Særligt chokerende var en anden beretning fra nyhederne, som fortalte om en ny slags narko-misbrugere. Overskriften lød således: " Børn tager stoffer sammen med deres forældre". Omkring 30% af misbrugerne siger, at de er blevet afhængige af stoffer hjemme hos deres forældre, som har introduceret dem til stofferne. Hvordan i alverden kan sådan noget ske?
Disse forældre har selv været stofmisbrugere siden de var teenagers. Senere, når deres egne børn blev teenagere, har forældrene sikkert tænkt "Vi tog selv stoffer sammen med vores forældre, og vi overlevede. Vi klarer os fint i dag. Det er bedre for vore børn at de tager stoffer herhjemme end at de gør det på gaden. Og det er bedre for dem at lære af os hvordan man håndterer stoffer, end at de lærer det af uerfarne venner". Så derfor lærer de deres børn at ryge pot, sniffe coke og bruge sprøjter. På den måde, resonerer de, kan de kontrollere deres børns stofmisbrug.
Men tilbagebetalingsdagen kommer. Deres børn er blevet afhængige af stoffer, og deres livsførsel er helt ude af kontrol. Mange af dem har forladt hjemmet for at leve på gaden. De er vrede på deres forældre, desillusionerede af den mangelfulde opdragelse de har fået; og de er opgivet af samfundet og uden fremtid. Tilbage sidder forældrene med knust hjerte, grædende og skyldbetyngede- men alt for sent. Jeg spørger dig, hvordan kunne nogen forældre foretage sådan et tåbeligt valg? De har bragt ødelæggelse over deres egen familie. Hvem anden end Satan kan have forblindet dem?
De tragedier, som plager familierne i dag, er helt ufattelige. Og de eksempler jeg her har nævnt, er kun dem som er sket i Amerika. I hele verden forretter denne rasende djævel total og frygtelig ødelæggelse. Og han stopper ikke før han har angrebet hver en familie på sin vej.
Mange troende familier har været smadret af kaos, sorg og smerte. Og den dæmoniske hærgen er kommet ind på mange måder: gennem skilsmisse, oprørske børn, alle former for misbrug. Og altid er resultatet det samme: en familie, der engang var glade, er blevet revet fra hinanden og er blevet opslugt.
Jeg så dette på første hånd for over fyrre år siden, da misbrugerne og alkoholikerne kom til vores tjenestes misbrugscentre og opholdssteder for at få hjælp. Det var en glæde, at se hvordan disse knuste mænd og kvinder er blevet herligt frelste og sat fri fra deres lænker. Jesus har overnaturligt forandret dem til helt nye skabninger.
Et af de sikreste tegn på en ægte forvandling og omvendelse er, når en ung mand eller kvinde begynder at se tilbage og se hvad djævelen har stjålet fra dem. De brød hulkende sammen mens de klyngede sig til et laset fotografi af en tidligere ægtefælle, et barn eller en forældre. Som stofmisbrugere havde de været ligeglade med at miste deres familie. Det eneste der interesserede dem, var alkohol eller stoffer, men nu græd de inderligt over deres tab. De pegede på fotoet, og sagde, "Pastor David, dette er min hustru. Hun elskede mig og jeg elskede hende. Og dette er min lille dreng. Men jeg ved ikke hvor de er nu. Se hvad jeg har mistet....".
Det var tragisk, tilintetgørende. I sådan nogle øjeblikke går det op for dig, hvilken destruktiv kraft der er over disse familier. Sandelig, den største tragedie var ikke vedrørende disse misbrugeres ødelagte kroppe, deres udtærede udseende, deres tomme udtryk. Det var det der var blevet stjålet fra dem: en ægtefælle, et barn, en fremtid. Endnu værre var det, det var blevet stjålet fra disse misbrugeres familiers børn - en chance for at vokse op i et gudfrygtigt hjem, en chance for at lære Jesu kærlighed at kende, at blive elsket og værnet om af omsorgsfulde forældre og blive vist Jesu eksempel i forhold til hvordan man bør leve sit liv.
Heldigvis er mange af disse tidligere misbrugere blevet velsignet af Gud med genoprettede familier. Eller, i nogle tilfælde, har de fået en helt ny familie i form af deres åndelige søstre og brødre i menigheden. Men jeg sørger stadig sammen med dem over den ødelæggelse de har været ude for.
Men lad mig nu vende tilbage til overskriften på dette budskab " Om hvordan din familie kan frelses fra ødelæggelse og undergang". Dette er hvad Den Hellige Ånd har åbenbaret for mig om denne sag.
Der kommer et tidspunkt, hvor bestemte livssituationer er uden for menneskelig rækkevidde. Der er ikke nogen rådgivning, ingen læge eller medicin, eller noget andet der kan hjælpe. Situationen er håbløs. Og det kræver et mirakel ellers vil det ende med undergang.
På sådanne tidspunkter er det eneste håb, der er tilbage, at vedkommende kommer til Jesus. En eller anden skal have vedkommendes opmærksomhed og få ham eller hende til at lytte. Det er lige meget hvem det er, om det er en far, en mor eller et barn. Denne person må tage ansvar for at gribe fat i Jesus. Og han eller hun må være beslutsom: "Jeg vil ikke gå før jeg har hørt fra Herren. Han må fortælle mig: "Det er sket". Nu kan du gå!"
I Johannes Evangeliet finder vi netop sådan en familie i krise: "Der var en embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum" (Johs Ev. 4, 46). Det var en anset familie, måske endda adelig. En dødens ånd hvilede over deres hjem, mens forældrene plejede deres døende søn. Der har måske været andre familiemedlemmer i hjemmet, måske onkler og tanter eller bedsteforældre eller andre børn. Vi bliver fortalt, at hele husstanden var troende, inklusive tjenestefolkene. "(Faderen) og hele han familie kom til at tro på Jesus" (Johs. Ev. 4, 53).
En eller anden i denne bekymrede familie vidste hvem Jesus var, og havde hørt om hans mirakuløse kraft. Og på en eller anden måde fik familien at vide, at Jesus var i Kana, ca. 40 kilometer væk. I desperation tog faderen selv af sted for at få kontakt til Jesus. Skriften fortæller os, at "Da han hørte Jesus var på vej fra Judæa til Galilæa, tog han af sted for at finde ham" (Johs. Ev. 4,47).
Gennem årene er dusinvis af mødre i vores menighed kommet til mig, grædende over deres opløste familie. Måske har ægtemanden forladt familien, eller en søn har været i fængsel, eller en datter har prostitueret sig selv for at kunne forsyne sig med narkotika. Ofte er det moderen, der er det sidste håb denne familie har for at komme til Jesus. Så hun tager ansvaret for at gå i forbøn. Og hun har besluttet sig for at bede indtil Herren bringer befrielse. Hun sikrer sig at andre beder sammen med hende, idet hun siger: "Det er ude med alt håb for os. Vi behøver et mirakel".
Embedsmanden i Johannes Evangeliets kapitel 4 havde denne beslutsomhed, og han kom igennem til Jesus. Bibelen fortæller os at "Han bønfaldt Herren: Du må komme, inden min lille dreng dør", for han var døende (Johs. Ev. 4, 47-48). Hvilket vidunderligt vidnesbyrd om forbøn. Denne mand satte alt andet til side, for at søge Herren for at få et ord fra ham.
Alligevel svarede Jesus ham: "I vil kun tro mig, hvis I ser tegn og undere" (Johs Ev. 4, 48). Hvad mente Jesus med det? Han fortalte denne embedsmand, at hans behov for mirakuløs indgriben ikke var hans vigtigste behov. I stedet var denne mands tro den vigtigste sag. Tænk over det. Kristus kunne have været taget ind til denne mands hjem; have lagt hænderne på den syge søn og helbredt ham. Men det eneste denne familie ville have erfaret af Jesus, var hans mirakler.
Kristus ønskede mere for denne mand og hans familie. Han ønskede, at de skulle tro at han var Guds Søn. Så hvad han egentlig sagde til denne embedsmand var, "Tror du at det er Gud du søger for at få hjælp til dette behov? Tror du, at jeg er Kristus, verdens frelser?" Embedsmanden svarede, " Herre du må komme, inden min dreng dør". (Johs Ev. 4, 49). På dette tidspunkt må Jesus have set denne mands tro. Det er som om Jesus sagde, "Han tror at jeg er Guds Søn". Fordi det næste vi læser, er "Gå blot hjem", sagde Jesus, "Din søn er helbredt". (Johs. Ev. 4, 50).
Sørgeligvis, er der mange troende, der går deres vej inden de har hørt fra Jesus. Men denne mand tog af sted i tro. Hvad er forskellen? Han havde modtaget et ord fra Herren. Han havde søgt Gud og havde ventet på ham i tro. Og han ville ikke gå igen før han havde fået et løfte om liv. "Manden troede på Jesus og gik hjemad" (Johs. Ev. 4, 50) .
Jesu Kristi menighed burde være fyldt med mennesker, der vil vinde sjæle. De fleste kristne er villige til det. Vi beder for vores fortabte nation, for vækkelse i vore byer og for vores ikke-kristne naboer. Jeg takker Gud for at folk gør dette vigtige arbejde. Dog vil jeg spørge dig, hvem beder trofast for din ufrelste far, mor, søster, bror, fætter eller bedsteforældre? Forbøn for vore kære burde være det absolut vigtigste i vores liv. Når alt kommer til alt, er det sådan at ansvaret for forbøn hviler på de, som kender Herren, som har samfund nok med ham til at komme med anmodninger til ham. Hvis det ikke er dig, hvem er det så? Hvem vil være brændende nok til at bede for din families frelse, hvis det ikke er dig?
Måske siger du til dig selv "Jeg har vidnet for min familie i årevis. Jeg har trofast været et kristent eksempel for dem. De ved hvad jeg står for. Nu må jeg overlade deres sag til Jesus". Det er sandt, at vi må overlade vore ufrelste kære til Helligåndens påvirkning. Men selv om vi gør det, betyder det ikke at vi kan undlade intens forbøn for vores familie. Hvis vi stopper med at gå i forbøn for vore kære, er det det samme som at sige, at det er håbløst.
At stole på Herren betyder præcis det modsatte. Hvis vi virkelig stoler på ham for deres frelse og befrielse, må vi udbryde som denne embedsmand: " Kære Jesus, kom og hjælp. Kom hurtigt, før min kære er fortabt for evigt". Kun intens, inderlig bøn kan kæmpe imod Satans destruktive angreb mod vores familie. Halvhjertet bøn vil ikke kunne nedbryde Satans fæstninger. Vi må rystes ud af vores egnes bekymringer og gå i seriøs forbøn. Og vi må forblive i Jesu nærhed indtil svaret kommer.
Da Jesus opholdt sig på egnene omkring Tyrus og Zidon, kom en kvinde fra Kanaan og råbte bønfaldende: "Hav barmhjertighed med mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig" (Matt. 15, 22). Satan var flyttet ind i denne kvindes hjem, og havde besat hendes datter. Dette betyder, at pigen var modbydelig og ondskabsfuld, drevet af Satan.
Men dette var ikke en ond mor. Selv om hun har en hedning, troede hun. Når alt kom til alt, så tiltalte hun Jesus som "Herre, Søn af David", hvilket betyder, at hun egentlig sagde: "Du er frelseren, Guds Messias". På dette tidspunkt rejser sig et spørgsmål: hvordan kan Satan få adgang til et barn af en troende? Hvordan kan han dæmonisere børn, som lever i et gudfrygtigt hjem?
Måske er du en kristen forældre. Du har opdraget dit barn til at komme i menigheden, og har gjort dit bedste for at vise dit barn Guds vej. Men nu, efter flere års søndagsskole og lytten til salvede gudstjenester og møder i menigheden, er dit barn blevet kølig og ligeglad med Guds Ord. Han er blevet uinteresseret i at tjene Jesus. Og du undrer dig: "Hvordan kunne det ske?".
Gennem årene, har jeg set dette ske for mange pastorers børn. Massevis af unge mennesker har deltaget i vores "Teen Challenge Misbrugscenter" efter at være blevet misbrugere. De var opdraget i gudfrygtige hjem, men på en eller anden måde, er det gået skævt for dem. Deres liv begyndte at blive drevet af dæmoniske kræfter, og de blev afhængige af stoffer, alkohol, pornografi og prostitution.
Mens du læser dette, sukker du måske af lettelse, mens du tænker: "Tak Gud, at det ikke er min søn eller datter. Jeg har gode børn. Jeg har omsorgsfuldt opdraget dem til at kende og frygte Gud. De kender den rette vej. De er måske ikke brændende for Jesus, men i det mindste er de ikke stofmisbrugere".
Sådan nogle forældre gør ret i at være taknemmelige. Dog er de ikke bange for at deres barn skal få et lunkent gudsforhold. Ifølge Jesus selv, er det at være lunken i sit gudsforhold lige så farlig en situation, som at være under dæmonisk indflydelse. Da Kristus advarede: "Jeg vil spy dig ud af min mund", talte han ikke til stofmisbrugere. Han talte til lunkne troende i kirken (Johs.Åb. 2, 3). Jesus vidste, at en lunken ånd vil blive udsat for alle mulige dæmoniske fristelser fra helvede.
Dine børn er måske søde og velopdragne. De har måske undgået at komme blandt forkerte venner, de respekterer deres forældre og har en god moral. Men de er ikke helhjertede i deres kærlighed til Jesus. - hvis de bare åndeligt driver med strømmen, er de i farezonen. Ser du, et hvilket som helst barn, som er opdraget i et troende hjem et allerede et af Satans hovedmål. Djævelen går efter familier, som er mest inderlige i deres kærlighed til Jesus. Men nu har dit barns lunkenhed gjort Satans arbejde så meget nemmere. Han vil fryde sig over, hvor nemt det er at narre din søn eller datter ind i syndens trældom.
Selv de mest inderlige kristne, inklusive pastorerne, kan være blinde overfor de fælder, som Satan har lagt for dit åndeligt passive barn. Fjenden er hele tiden opmærksom på at slukke selv den mindste gnist af åndeligt liv, som måtte være i dem. Jeg beder dig, kristne forældre, lad ikke Djævelen få adgang til dit barn. Gå dagligt ned på knæ, og omgiv dine børn og unge med forbøn. Gud har givet dig kraften til at ryste dem ud af deres lunkenhed.
Da mine børn var teenagers, troede jeg at jeg simpelthen kunne elske mine børn ind i Guds rige. Jeg sagde til mig selv: "Jeg vil være der for mine børn. Jeg vil være en kammerat for dem. Jeg behøver bare at være til rådighed for dem, så de kan fortælle mig om deres behov".
Men en dag kom min ældste søn, Gary, hulkende hjem fra skole. Han gik direkte ind på sit værelse og kastede sig på sengen. Da jeg spurgte ham om hvad der var i vejen, svarede han: "Far, jeg tror ikke der findes en Gud. Det er bare en myte".
Da vidste jeg, at alverdens kærlighed ikke kunne modgå denne slags dæmonisk angreb. Og kommunikation med min søn ville ikke løse dette problem. Jeg kunne ikke overbevise mig selv om at "dette bare var en fase, som Gary ville komme sig over. Han er en god dreng, og han kender min kærlighed til ham".
Nej, jeg måtte tage alvorligt fat på det, som jeg her så foran mig: Satan var ved at stjæle min søns grundlæggende, inderlige tro fra ham. Jeg havde set Gary give sit liv til Jesus, da han var fem år gammel, og jeg vidste at hans tro var dyrebar. Nu ville fjenden have denne tro, og han forsøgte, at anvende tvivl og vantro til at ødelægge det. Satan sigtede på selve nervecentret i vores familie: vores tiltro til Jesus.
Jeg vidste, at jeg kun havde én mulighed. Jeg gik ind i mit lønkammer. Og jeg låste døren efter mig. Faldt på mine knæ og gik ind i kampen. Jeg var beslutsom, "Satan, du får ikke min søn". Fra denne dag råbte jeg til Herren på Garys vegne. Jeg tryglede: "Herre, red min dreng fra Den Onde".
Garys forandring skete ikke fra dag til dag, eller indenfor en uge, eller endda måneder. Han kæmpede stadig med tvivl. Men den dag kom, hvor Garys overbevisning om Jesus var genoprettet. Hvis du har læst mine meddelelser i en nogen tid, vil du vide, at Gary har tjent som fuldtids-prædikant siden han var teenager. Han elsker Jesus helhjertet. Og i den seneste år har jeg nydt det privilegium, at kunne prædike side om side med ham ved kristne forsamlinger.
Hvert af mine andre tre børn har haft deres unikke tros-kampe. Men ligesom det skete med Gary, har Herren også grebet trofast ind og ledt Debbie, Bonnie og Greg igennem dem. Ligesom deres bror, er de også blevet gudfrygtige kristne og er i kristen tjeneste. Alligevel har min forbøn for familien aldrig ophørt. Nu er min hustru Gwen og jeg, sammen med vore voksne børn i forbøn for vore ti børnebørn.
Kvinden med den dæmoniserede datter insisterede på at søge Jesus. Til sidst sagde disciplene til deres Herre: "Herre, send hende bort, hun bliver ved med at genere os". Læg mærke til Jesu reaktion på kvindens råb om hjælp: "Jesus svarede hende ikke et ord" (Matt. 15,23). Faktisk ignorerede Jesus hele situationen. Hvorfor gjorde han det? Vi ved, at Herren aldrig har vendt det døve øre til et oprigtigt råb om hjælp.
Men faktum er, at denne beretning ville blive fortalt til hver en fremtidig generation, og Jesus ønskede at åbenbare denne sandhed til alle som læser det. Derfor testede han denne kvindes tro. Da han endelig talte til hende, sagde han: " Jeg er blevet udsendt for at hjælpe jøderne, ikke hedningerne" (Matt. 15,24). Det han egentlig sagde var. "Jeg er kommet for at frelse jøderne, hvorfor skulle jeg spilde deres evangelium på hedninge?".
Sådan en udtalelse ville have jaget de fleste af os væk. Men denne kvinde opgav ikke. Hendes datters tilstand var et spørgsmål om liv eller død for hende. Hun havde ikke tænkt sig at lade Jesus i fred, før han gav hende hvad hun bad om.
Jeg spørger dig: hvor ofte opgiver du i bøn? Hvor mange gange er du blevet træt og tænkt, "Jeg har søgt Herren, jeg har bedt og spurgt. Og jeg har ikke fået noget svar"? Men var dette et spørgsmål om liv eller død for dig? Søgte du virkelig Herren af hele dit hjerte, sjæl, sind og styrke, vel vidende at der ikke er andre muligheder?
Overvej hvordan denne kvinde reagerede. Hun klagede ikke, hun pegede ikke på ham med en anklagende finger, og sagde: "Hvorfor afviser du mig, Herre?" Nej, Skriften siger det modsatte, "Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde, "Herre, hjælp mig". (Matt. 15,25).
Det der følger herefter er svært at forstå. Endnu engang afviste Jesus hende, men denne gang var hans svar endnu mere afvisende: "Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og kaste det for hundene". (Matt. 15,26).
Det er vigtigt for os at forstå, at jøderne på det tidspunkt ikke anså hedningene for at være andet end hunde i Guds øjne. Selvfølgelig accepterede Jesus ikke det synspunkt.; han ville aldrig sætte nogen af Guds skabninger i bås på den måde. Men han kendte denne kvinde, og var opmærksom på jødernes holdning til hedningene. Så endnu engang testede han hende.
Nu svarede moderen ham, "Jo det er, sagde hun, for de små hunde får jo lov at æde de rester, der falder på gulvet fra deres herres bord". (Matt. 15, 27). Hvilket utroligt svar. Denne beslutsomme kvinde havde ikke tænkt sig at opgive hendes stræben efter Jesus. Og Herren fandt det prisværdigt. Jesus sagde til hende: "Kvinde, du har en stor tro. Du skal få det du beder om!" I samme øjeblik var hendes datter helbredt". (Matt. 15, 28).
Min kære, vi skal ikke nøjes med resterne. Vi har fået løfte om al den nåde og barmhjertighed vi har behov for i vore kriser. Dette inkluderer en hvilken som helst krise, som involverer vore familier, frelste eller ufrelste. Vi er blevet inviteret til frimodigt at komme ind foran Herrens trone, i tillid og fortrolighed. Og vi kan præsentere hvert et behov for ham, uanset om det er en ikke-troende forældre eller et oprørsk barn. Måske for vi ikke se hvert et elsket barn komme overens med Herren, men vi kan sætte forhindringer på vejen, så de ikke ræser direkte til helvede. Vi kan bede overbevisning om synd ned over dem. Vi kan bede om at der bliver rejst beskyttende hegn om dem. Vi kan også bede om at der kommer mennesker ind i deres liv, som kan vidne for dem.
Jeg kan i hvert fald sige dig en ting, Disse ting vil ikke ske, hvis du bare giver op og henviser det til et spørgsmål om tro. Vi kan måske forsøge at overbevise os selv: "Jeg må bare tage et tros-skridt nu". Men det er at narre sig selv. Alt hvad det gør, er at holde os fra at bruge åndelige kræfter og kampe i forbøn for vore kæres sjæle.
Jeg beder dig, gør dette til din bøn: "Herre, hvis én af mine er fortabt, så lad det ikke være fordi jeg ikke bad for dem. Lad det ikke være fordi jeg tog din Ånds indflydelse på deres liv for givet. Og lad det ikke være fordi jeg ikke græd over dem. Uanset hvad der skal til, så vil jeg gå ind i forbønnens kamp for dem, indtil én af os er hjemme hos dig."