Jeg er en gammeldags prædikant, som tror på at man skal holde hviledagen hellig. Årsagen til min overbevisning er at jeg blev opdraget i en prædikants hjem, hvor hviledagen blev helligholdt på en religiøs måde.
Hviledagen begyndte for os børn, når vi blev vækket tidligt søndag morgen for at tilbringe en hel dag i kirken. Først kom søndag morgen i kirken efterfulgt af middag. Efter middagen måtte vi alle tage en lur hvad enten vi ville eller ej. (Nogle gange virkede det helt forfærdeligt, vi måtte lægge os ned selv om vi var helt fuld af liv!)
Efter at vi stod op fra vores middagslur, fik vi lov til sidde stille og læse lidt, eller måske fik vi lov til at lytte til lidt evangelisk musik. Søndag aften gik vi alle i kirke igen og når vi kom hjem skulle vi straks i seng.
Dette var en typisk sabbat i de år jeg voksede op - hver søndag. Hele dagen igennem måtte vi ikke gøre noget der var livligt, f.eks. at spille fodbold, eller tumle os vildt omkring. Vi måtte ikke engang bruge en saks til at klippe papir til vores skolearbejde. Vore forældre mindede os altid om: "Dette er Herrens dag, og det er en hviledag." Og på den måde holdt vi den hellig.
I de dage var "lukkeloven" i kraft. Det betød at ingen forretninger fik lov til at være i åbne om søndagen, undtagen det som var livsvigtigt, så som sygehuse eller benzinstationer. Meget få butikker var åbne, faktisk var det sådan, at hvis en butiksejer åbnede butikken af en eller anden grund, så ville folk hviske: "Den mand har forladt sin religion!" Selv den mest forhærdede synder tænkte ikke engang på at købe noget om søndagen.
For et århundrede siden forkyndte den store evangelist D.L. Moody et flammende budskab, hvor han beklagede sig over enhver form for helligdagsbrud. Moodys prædiken fordømte kærester som cyklede rundt på tandemer en søndag eftermiddag, han talte også mod de mennesker som læste aviser om søndagen, han talte til og med hårdt imod kvinder som spadserede rundt i flotte kjoler og store iøjnefaldende hatte om søndagen. Han advarede dem alle: "I bryder sabbatten, alt det I gør er et udslag af stolthed og arrogance imod Guds hellige forordning!"
For kristne som lever i dag kan alt dette lyde som fanatisme, men faktum er at Moody satte ord på de dybe følelser og holdninger fra en mængde troende på den tid. Søndagen var Herrens dag - og den var ikke ment til fornøjelser eller selvforherligelse. Det var en dag, hvor man skulle tilbede Herren og hvor man skulle hvile fra alle andre aktiviteter.
Det betyder ikke noget for de fleste kristne i dag, at holde sabbatten. På en hvilken som helst fredag, kan man se millioner af troende på vej til familiens hytte - en hytte på bjerget, et hus på landet, eller en hytte ved en sø. For dem er søndagen den eneste store legedag - en tid sat til side for at sejle, svømme, stå på ski, vandreture eller teltture.
Man kan undres - er al denne aktivitet helt enkelt et brud mod den strenge loviskhed? Er det i virkeligheden godt at vi har gjort sabbatten til en åndelig lov som skal overholdes, i stedet for kun en ydre, lovisk lydighed? Kan det til og med være et tegn på åndelig modenhed?