Jeg tror at de fleste mennesker, som vedkender sig Guds navn, har lært at gå til ham i nødens stund. Faktisk tror de fleste kristne på nødvendigheden af bøn. Mange søger Herren flittigt, de kommer til ham med tårer, hellig sorg og omvendelse. De udøser deres hjerte for ham med gråd og hjerteskærende bøn, overbevist, som David var, af Guds Ord:
"Da du sagde: «Søg mit åsyn», gentog mit hjerte for dig: «Dit åsyn, Herre, vil jeg søge»" (Salme 27:8)
Du er sandsynligvis enig med mig i at mange kristne er bedende søgere efter Gud. Alligevel har jeg et spørgsmål til dig: Hører Gud alle sine børn, som råber til ham? Får alle, som kommer til Herren og søger hans velsignelse og velvilje, svar? Får alle det de spørger om?
Hvad med de, som kommer til Gud med faste og tårer? Der er troende, som nogle gange faster i tyve, tredive og til og med fyrre dage. Nogle afrikanske kristne faster i lange perioder og tror at Gud kan oprejse de døde.
Og hvad med dem, som tilbringer lange, smertefulde timer med at råbe på Gud? Bliver de hørt på grund af deres flittighed, beslutsomhed og oprigtighed?
Mange kristne har en idé om, at alt hvad de har behov for er "mere, mere, mere" - mere tid i enrum med Gud, flere tårer, mere sønderknust, mere nidkærhed for hans Ord. Noget indeni dem siger: "Hvis jeg bare kunne faste mere, bede mere, råbe mere, så ville jeg blive en bedre kristen, og Gud ville svare på mine bønner."
David sagde,
"I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud om hjælp." (Salme 18, 7).
Skriften fortæller os, at fordi David råbte, kom Gud ned, og det tordnede fra himlene:
" Da rystede og skælvede jorden... Han sænkede himlen og steg ned... Herren tordnede i himlen.. Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande." (Salme 18, vers 8, 10, 17 og 17).
Jeg spørger dig: Er det alt hvad der skal gøres? At du ganske enkelt kommer til Gud, råber højt til ham, og han vil høre og udfri dig?