For nylig kom jeg tynget til Herren i bøn. Jeg havde mange byrder og problemer. Jeg begyndte at føre min sag frem for ham:
"Åh Herre, jeg har aldrig før været så tynget. Jeg kan næsten ikke fortsætte! Jeg er så træt i mit hoved. Jeg tror ikke jeg kan få et nyt budskab. Du bliver nødt til at hjælpe mig med disse tunge byrder, som du har lagt på mig i min tjeneste og i mit liv. Jeg må have min styrke fra dig, Herre. Hjælp mig!"
Så begyndte jeg at græde. Jeg var så udmattet, at tårerne væltede frem. Som jeg lå der og græd, tænkte jeg, "Mine tårer må helt sikkert røre Guds hjerte!"
Så kom Helligånden og tjente mig - men ikke på den måde, som jeg havde troet han ville! Jeg ønskede sympati, opmuntring og forståelse. Og det gav ham mig - men på en ganske anden måde end jeg havde forventet.
Herren bad mig blidt om at læse 2. Brev til Korinterne kapitel 9 vers 6-11. Han sagde, at alt jeg havde behov for, var indeholdt i disse vers:
"For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til - ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.
Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt - som der står skrevet: Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.
Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os." (2. Kor. 9, 6-11).
Jeg læste disse vers og genlæste dem - men jeg forstod det ikke. Til sidst lukkede jeg min Bibel og bad, "Herre, jeg er forvirret. Jeg ser intet i disse vers, som hjælper mig eller opmuntrer mig."
I disse vers taler Paulus til menigheden i Korinth om at samle ind til de kristne ofre for hungersnøden i Jerusalem. Han bad dem indtrængende om at de skulle vise gavmildhed i stedet for påholdenhed, ligesom makedonierne, som havde givet på trods af deres fattigdom.
Jeg spurgte Herren, "Hvad har det med mig at gøre? Jeg lider, føler mig forkastet, drænet og et løbet tør for ressourcer. Jeg behøver hjælp! Desuden er jeg en gavmild giver. Hvad er det du vil fortælle mig med dette?"
Til sidst talte Ånden kraftfuldt, men kærligt til mit indre menneske: "David, dette har alt at gøre med det du gennemgår. På det seneste har du tjent mig uden en gavmild, opmuntret ånd! Hvor er din glæde ved at tjene mig? Mit Ord taler ikke kun om at give penge til de fattige. Det taler om at tjene mig og tjene mit legeme!
"Jeg har kaldt dig til New York City for at samle en hellig rest i disse sidste dage. Og jeg sendte dig ikke uden hjælp eller rigelige ressourcer! Alt hvad du behøver, er til din rådighed - styrke, hvile, kraft, evner, glæde og godt humør. Der er ikke nogen grund til at du skal være trist når du arbejder, at du skal være overbebyrdet. Du har adgang til al styrke og glæde!"
Jeg vil gerne dele noget meget vigtigt, som Ånden har åbenbaret for mig i forhold til dette, med dig: