Jeg ønsker at fortælle dig om en salvet Guds tjener, som hadede synd i en grad, som ganske få har gjort det. Hans had til det onde var så passioneret, så intenst, at han var parat til at dræbe alle overtrædere.
Jeg taler om Saul, Israels første konge! Ingen person i det Gamle Testamente har udtrykt større had til synd end Saul.
Filistrene havde invaderet Israel, måske for at teste den nyligt udpegede konge. De kom mod Israel i tre separate delinger og angreb på tre forskellige flanker. En kujonagtig følelse spredte sig blandt de israelitiske soldater - og de begyndte at flygte op til nogle huler og klipper for at skjule sig for fjenden.
Saul blev efterladt med kun 600 soldater. Og de var i sørgeligt undertal og dårligt udrustede. "... Der var derfor ingen af Sauls og Jonatans folk, der havde sværd eller spyd; men det havde Saul og hans søn Jonatan." (1. Sam. 13, 22).
Saul og hans brogede hær sad under nogle træer og spekulerede på hvad de skulle stille op. Imens smuttede Jonathan og hans væbner væk fra lejren for at planlægge deres egen strategi. Sauls unge søn var en gudfrygtig mand, fyldt af tro. Han sagde til sin væbner: "... Der er intet, der hindrer Herren i at give sejr, uanset om vi er mange eller få." (14, 6).
De to drog hen til et sted kaldet Mikmas, hvor de så et kompagni af filister-soldater på et klippefremspring oven over sig. Jonathan rejste sig og gav sig til kende for soldaterne, og de udfordrede ham til at komme op til dem. På en eller anden måde kravlede han og hans væbner op ad den stejle klippe og overraskede soldaterne. På et øjeblik havde de dræbt tyve filistre.
Efter drabene gik der panik i resten af fillister-soldaterne. Der var en smal passage ud fra slagmarken, og soldaterne blev klemt inde der som i en flaskehals. Skriften fortæller, at de rystede af rædsel og begyndte at bekæmpe hverandre: " Da opstod der rædsel i lejren og i hele hæren; selv forposten og plyndringsstyrken blev grebet af rædsel." (14,15).
En af Sauls udkigsposter opdagede tumulten. Da han kiggede ned i dalen, så han to mænd, som sendte filistrene på flugt. Han råbte på Saul, som kom og betragtede denne scene. Saul kunne ikke finde ud af hvem de to soldater var, så han beordrede sine soldater: "Find ud af hvem der mangler blandt os." Efter at have gjort mandtal, tilbagerapporterede de til Saul, "Jonathan og hans våbenbærer er væk!"
Da Saul hørte dette gik han og hans hær ind i kampen. Pludselig kom alle de deserterede soldater frem fra hulerne og klipperne. Og de endte med at jage filistrene væk.
I kampens hede, gav Saul en overilet ordre. Han sagde til sine soldater: "Forbandet være den mand, som spiser, før det bliver aften, og jeg har taget hævn over mine fjender.« Ingen spiste."( v. 24). Han havde beordret, “Ingen må stoppe op og spise til kampen er forbi!" Det var en idiotisk udtalelse at komme med.
Jonathan havde selvfølgelig ikke hørt denne ordre. Og mens han kæmpede i et skovområde, kom han forbi nogle træer med bikager, hvor honningen bogstavelig talt dryppede ned på jorden. Han stak hånden ind i en af dem og nød en forfriskende mundfuld. Øjeblikkelig fik hans øjne ny glans og han fik mere energi til kampen.
Denne aften, efter kampen, var den israelitiske hær glubende sulten. De slagtede får og okser på stedet, og spiste kød som stadig indeholdt blod. Begge disse handlingen var forbudt ifølge loven.
Nogen så det ske og fortalte det til Saul. Kongen blev forfærdet, Han vidste, at loven krævede at dyr ikke skulle slagtes på jorden og at de skulle drænes for blod. Pludselig blev han grebet af indignation og fyldt med raseri. Han beordrede alle til at samles om ham og han rasede: " I er troløse! Rul straks en stor sten herhen til mig!" (v. 33).
Saul sagde, “Gud er blevet fornærmet! I har såret ham! Dette er en direkte åbenlys synd - der er ingen tid at spilde! Kom med en stor sten. Og I skal alle sammen komme med jeres kvæg og slagte dem på stenen. Lad dem blive drænet for blod. Spis ikke noget med blod i. Gør det rigtigt."
Jeg kan se denne scene for mig. Saul står indigneret ved det alter, han har rejst, mens israelitterne kom frem i skam og med et fåret udtryk på deres ansigter. Han ryster på hovedet og siger til sine kaptajner, "Hvordan kunne de gøre noget sådant? Er de virkelig så dumme? Jeg kan ikke tillade Guds vrede kommer over denne nation. Det må gøres godt igen!" Han var vred!
Den aften var soldaterne udmattede og traumatiserede af kampen. De ønskede at komme hjem. Men de havde ikke gjort det af med filistrene. De havde kun vundet en delvis sejr.
Saul beordrede dem tilbage til kampen og jage filistrene hele natten. Han sagde, "Vi sover ikke i nat! Vi skal kæmpe til jeg har fået hævn over mine fjender!" Men præsten foreslog, “Lad os spørge Herren først." Bibelen siger, "Saul spurgte da Gud: »Skal jeg sætte efter filistrene? Giver du dem i Israels hånd?« Men denne gang fik han ikke noget svar." (V. 37).
Igen blev Sauls had til synden vækket. Han rasede, "Gud taler ikke fordi han er vred på os! Nogen har syndet - og jeg vil finde ud af hvem det er. Jeg vil ikke tillade synd blandt Guds folk. Stil jer op på række - Israel på den ene side, og min søn og jeg på den anden side."
Skriften fortæller, at de kastede lod. "... Loddet faldt på Jonatan og Saul ... “ (v. 41). Kongen og hans søn var blevet udpeget. Så Saul vendte sig til Jonathan og sagde, “Så det er dig!" “Sig mig hvad du har gjort..." (v. 43). “Hvad har du gjort, Jonathan? Har du syndet?"
Men nu havde Saul allerede sagt til sit folk, “Så hjælp mig Gud. Selv hvis den skyldige er min egen søn, så skal han dø!" Jeg spørger dig, hvad er det for vrede mod synd?
Jonathan kiggede vantro på sin far og spurgte, “Mener du at du vil slå mig ihjel fordi jeg spiste en smule honning?" Men Saul var ubøjelig. Han stod fast i sit had til synden og råbte, “Du skal sandelig dø, Jonathan" (v. 44). Han beordrede sine soldater til at tage Jonathan og dræbe ham. Men soldaterne trådte til og reddede ham!
Min ven, dette er et billede på en salvet Guds tjener. Han udtrykker et kompromisløst had til synden. Men det er noget, som er tragisk forkert her. Ser du det? Saul hadede synd i forsamlingen. Og han hadede synd i sin familie. Men han undskyldte en frygtelig synd i sit eget hjerte! Han hadede kun synd hos de andre!
Saul burde have sørget over sine egne synder. Han havde netop haft et møde med profeten Samuel, som have afsløret hvor syndig han var. Profeten havde irettesat ham for hans dumhed, ulydighed, utålmodighed og oprør. På dette tidspunkt burde Saul have sagt, "Hvis nogen skal dømmes, så er det mig!" Man han havde stadigvæk et raseri for Guds hellighed og mod uretfærdighed blandt folket!
Jeg ønsker at fortælle dig, hvad der er bag, det man kalder “kingdom dominion" evangeliet i Amerika i dag. Den drivende kraft disse “Rekonstruktions" doktriner - de, som ønsker at gå tilbage til det Gamle Testamentes love - er et intenst had til den samlede synd i Amerika.
Topfigurerne i denne Rekonstruktionisme siger, at vores samfund er råddent, i fordærv, ude af kontrol - og den eneste vej tilbage til hellighed er at vende tilbage til oven. De vil bogstavelig talt vende tilbage til Moseloven: “Sten dem der er for abort! Og sten hver en pige, som har fået en abort! Gør som muslimerne - hug hænderne af dem som stjæler. Fyrre piskeslag på ryggen til misbrugere. Død over alle narkotikahandlere og voldtægtsforbrydere! Ingen nåde, ingen forståelse for overtrædere!
Tal om raseri mod synd. Men meget sigende, er der ikke nævnt noget om straf mod en egen personlige synder!
En af rekonstruktionismens vigtigste forfattere gjorde indsigelser mod de profetier jeg skrev om i min bog, 'Set the Trumpet to Thy Mouth'. Han skrev adskillelige giftige breve om det. Da jeg læste dem, kunne jeg næppe tro at han var en kristen.
Denne mand skriver den ene bog efter den anden mod synd i Amerika - men selv både ryger og drikker han! Han siger, at han har fået 'pålagt at rense det moderne samfund', men han vil ikke rense sig selv for sine egne syndige vaner!
Jeg kalder dette for ‘saul-syndromet'. Det er karakteriseret ved et had til samfundets syndere, synderne i kirken, synd blandt andre - men ingen sorg over egne synder!