Når jeg læser i det Gamle Testamente, oplever jeg, at min tro bliver meget opmuntret af Davids eksempel. En forfærdelig katastrofe ramte denne mand, som medførte at han blev truet på livet af dem som stod ham nærmest. Jeg er imponeret over, at David var så besluttet på at få et ord fra Gud midt i denne vanskelige situation.
Her er situationen: David og hans gruppe af 600 loyale mænd var på flugt fra kong Saul, som havde forsøgt at dræbe ham. På et tidspunkt havde den lille hær slået lejr i byen Siklag sammen med deres familier. Derudfra gik de i kamp, mens de efterlod deres hustruer og børn hjemme i byen.
Efter en kamp tog David og hans hær tilbage til byen, en tur som varede tre dage, fordi deres by pludselig blev raseret af Amalekitterne. Denne grusomme fjende havde kidnappet de familier som tilhørte David og hans mænd. Forestil dig hvordan det så ud, da de kom tilbage: " Da David og hans mænd kom til byen, fandt de den nedbrændt og deres koner og sønner og døtre taget til fange." (1. Sam. 30, 3).
Disse brave mænd måtte have tabt mælet, da de så hvad der var sket. Det var så pludseligt og katastrofalt, at de ikke kunne fatte det. Jeg forestiller mig dem gå forvirrede og målløse rundt, mens de fortvivlet råbte, "Hvordan kunne det ske? Hvorfor tillod Gud dette?" Da brast David og hans folk i gråd, og de græd, til de ikke kunne græde mere. (30, 4).
Denne scene fra Davids liv viser os, at der bestemt er en tid til at græde når ulykken rammer os. Skriften beskriver Davids soldater som 'mægtige mænd'. De var hærdede af kamp. De var mænd som ikke græder. Men denne katastrofe fik disse mænd til at bryde ud i gråd.
Det var heller ikke nogen ubetydelig ulykke. Det var ikke kun det, at de havde mistet deres hjem, kvæg eller afgrøder, som fik Davids mænd til at græde. For det ville de snart have kommet sig over. Nej, det var truslen mod deres kære hustruer og børn, som gennemhullede selveste deres sjæle. Og det der derefter skete, kunne have været endnu mere katastrofalt for David: "David var nu hårdt trængt; folkene truede med at stene ham, for de var alle sammen forbitrede over tabet af deres sønner og døtre." (30, 6).