Jeg tror at få kristne oplever sig selv som utålmodige. De fleste sande Jesu efterfølgere vil indrømme at de ikke har nået målet, at de ikke er så lig Kristus som de ønsker at være. De vil fortælle dig, at der er områder i deres liv, som behøver forbedring. Men få kristne genkender en form for åndelig utålmodighed i sig selv, som er af åndelig karakter.
Det er subtilt, skarpsindigt og alligevel kan det skabe forvirring hos Guds mest trofaste tjenere. Det har sandelig haft indflydelse på den trofaste vandring hos mange. For at hjælpe med at forstå dette, lad mig påstå at utålmodighed er en form for stolthed. Og jeg har denne definition direkte fra Skriften: Stolthed er uafhængighed, men ydmyghed er afhængighed.
Den form for stolthed jeg taler om her, er en utålmodighed i forhold til at vente på at Gud handler på sin måde og på det tidspunkt han vælger. Den utålmodighed vil gerne tage sagen i egen hånd. Efter årtier i tjeneste er jeg overbevist om, at dette er en af de største fristelser som enhver overbevist kristen står overfor: At handle forhastet selv, når det ser ud som om Gud ikke handler hurtigt nok.