Tænk et øjeblik på det herlige øjeblik hvor Israels folk stod sikkert på den anden side af det Røde Hav. Guds folk stod i tusindvis og oplevede dette mirakuløse øjeblik, da det urolige hav faldt sammen over Faraos mægtige hær!
Hvilken utrolig scene det må have været - synet og lyden må have været frygtindgydende. Heste vrinskede, soldater skreg, stridsvognenes hjul fløj i alle retninger. Mænd kæmpede sig op til overfladen og gispede efter luft, hvorefter de forsvandt i havets dyb.
Omkring halvanden million israelitter overværede dette. Jeg forestiller mig, at folket må have været lamslået, at de faldt på deres knæ og løftede hænderne i lovprisning, helt overvældet af synet af Guds kraft i aktion. Moses søster, Miriam, ledte spontant hundredvis af dansende unge piger i et sejrsoptog og tusindvis af stemmer råbte "Hosianna!"
Hvis du havde været der den dag, ville du sikkert have sagt til israelitterne, "Dette er mirakuløst. Hvordan vil I nogensinde kunne tvivle på Gud igen - uanset hvad der måtte komme på jeres vej?" Og svaret ville helt sikkert have været, "Aldrig! Hvordan kan nogen tvivle på en Gud, som har begravet en hel hær? Han er miraklernes Gud." Men Israels store tro holdt i præcis tre dage.
Jeg tror, at Israels folk ønskede, at stole på Gud af hele deres hjerte, og at de sandsynligvis var overbevist om at de ville. De var helt opsat på at vandre hver en mil til Løfternes Land, indtage det og sige, "Vi har set de ti plager i Egypten. Vi har set Gud dele det Røde Hav og tilintetgøre vores fjende. Hvem vil nogensinde kunne tvivle på en så stor og mægtig Gud?"
Sådan er det også i dag. Næsten alle sande Jesu efterfølgere har en intention om at leve i tro. Aldrig tvivle eller beklage sig. Vi siger, "Jeg har set mirakler i mit eget liv. Jeg har mine egne erfaringer med det Røde Hav. Hvordan skulle jeg kunne tvivle på ham, når han har gjort alt dette for mig?"
Men har du alligevel været utaknemmelig, beklagende og tvivlende ligesom Israel? Mange kristne har. Bibelen fortæller, at i de sidste dage vil mange miste troen og forlade deres første kærlighed. De vil ende i en ørken af tvivl og vantro - frelst men elendige!
Paulus skrev til Timotheus, "Med tro og med god samvittighed. Den har nogle afvist, og derved har deres tro lidt skibbrud." (1. Tim. 1, 19). Paulus skrev dette lige efter pinsen, hvor Gud havde bevæget sig på mægtig vis i deres midte. Men alligevel havde mange allerede mistet troen.'
Jesus selv sagde, "Når Menneskesønnen kommer, mon så han finder troen på jorden?" (Luk. 18, 8). Med andre ord, "Når jeg kommer tilbage efter mit folk, vil så jeg finde sand tro blandt dem?" En gang havde jeg svært ved at sluge disse ord. Jeg tænkte, "Jamen Herre, massevis af mennesker vandrer i tro."
Men Herren mindede mig om: Ud af disse 600.000 israelitter, som var fast besluttede på altid at stole på ham, så var der kun to som bevarede troen. Det er sandt - 599.998 mistede troen. Kun Joshua og Kaleb troede og tvivlede ikke. Og kun de to kom ind i Løfternes Land. Alle andre israelitter over 20 år, som engang var bevæget af Guds mirakler, døde i tvivl i en elendig ørken.