Daniel sagde, "Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig ned på knæ og hænder." (Daniel 10, 10). Ordet for 'rørte' her, betyder 'gribe', eller 'bemægtige sig'. Egentlig sagde Daniel, "Da Gud lagde sin hånd på mig, fik det mig helt ned på mit ansigt. Hans berøring gav mig en trang til at bede og til at søge ham med alt jeg har i mig."
Det sker hver gang Gud berører menneskers liv. Dette menneske falder på sine knæ og bliver en bønnens mand eller kvinde, og bliver drevet til at søge Herren. Jeg har ofte tænkt over, hvorfor Gud kun berører nogle bestemte mennesker på den måde. Guds-berørte tjenere har et nært forhold til Herren, de modtager åbenbaringer fra himlen og nyder en vandring med Herren, som få andre gør det. Hvorfor er der nogen, som hungrigt søger Herren, mens andre går deres vej?
Jeg tænker på Daniel. Denne hengivne tjener blev berørt af Gud på en overnaturlig måde. Der var mange andre gode, gudfrygtige mennesker, som tjente på Daniels tid: Shadrak, Meshak og Abednego, såvel som Baruk, en skriver fra Jerusalem. Snesevis af andre israelitter havde bevaret deres tro mens de var i slaveri i Babylon.
Så hvorfor lagde Gud sin hånd på Daniel og berørte ham på den måde? Hvorfor var denne ene mand i stand til at se og høre ting, som ingen andre kunne? Han erklærer, "Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke." (10, 7).
Her var det ufattelige syn, som Daniel fik: "På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare."10, 4-6).
Det var et syn af Kristus selv, klart og tydeligt. Faktisk blev det samme syn givet til Johannes på øen Patmos (se Åb. 1, 13-15). Nu talte Gud umiskendeligt til Daniel, "som en folkeskare" (Daniel 10, 6). Det var ikke et lille piv eller en hvisken, men den tordnende lyd som en stor menneskeskare.
Herren åbenbarede sig for Daniel af en særlig grund: Han ønskede, at slutte den lange periode, hvor hans Ord ikke havde lydt. Han besluttede, at tiden var inde til at give et budskab til en fortabt menneskehed. Og han ønskede, at hans tjenere skulle vide hvad han ville gøre og hvorfor: "Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage." (10, 14).
Men Gud ønsker en stemme til at tale sit budskab. Han ønskede en bedende tjener, en som fuldt ud ville svare på hans kald. Daniel var manden. Han havde hengivent bedt tre gange om dagen. Nu, mens han vandrede langs floden, åbenbarede Kristus sig for ham - og Daniel var rystet over oplevelsen. Han siger, " Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden.2 (10, 7-9).
Skriften identificerer ikke de mænd, som var sammen med Daniel. De kan have været babyloniske vagter eller embedsmænd. Når alt kommer til alt, bestred Daniel en høj stilling i kongeriget. Jeg tror dog, at disse mænd var israelitter, nærmere bestemt Daniels gudfrygtige venner og kolleger. Men hvis det var tilfældet, hvorfor flygtede de så? Daniel siger, at de intet hørte eller så. Hvorfor følte de sig så tvunget til at gemme sig?
Her er årsagen: Gud var i færd med at indtage Daniel. Han forberedte sin tjener på krop og sjæl til at modtage et ord fra himlen. Og det er altid et ærefrygtindgydende syn. Når Gud berører en af sine bedende tjenere, manifesterer han sig i dette menneskelige kar. Først fjerner han alt selvet og derefter bemægtiger han ham fuldstændig.
Synet af denne proces kan give frygt hos kristne, som er bundet af det kødelige. Enten får det deres skjulte synder til at smelte, eller det får dem til at flygte. Jeg husker sådan en rørelse i mit eget liv for flere år siden, før vores tjeneste flyttede til New York. Min kone Gwen og jeg sad på vores terrasse i Texas med nogle andre kristne par. Pludselig greb Guds Ånd mig, og jeg faldt på mit ansigt.
Herren begyndte at tale til mit hjerte om fortabte sjæle. Jeg begyndte at græde og profetere. Jeg følte, jeg var i Guds nærhed, væk fra denne verden. Hans Ånd rørte mig, kaldte mig og gav mig en vision for tjeneste. Jeg ved ikke hvor længe, jeg var i den tilstand. Alt jeg ved, er, at mine gæster undskyldte sig og tog af sted. Der var noget som forskrækkede dem.
Jeg har tit spekuleret på, om sådan en overnaturlig berøring af Gud er et spørgsmål om udvælgelse? Er de, som modtager hans berøring, valgt og udvalgt til det selv før de blev født? Er det blot deres skæbne at være dedikerede til bøn, indtaget af Helligånden, og få ord fra Guds trone?
Jeg stiller disse spørgsmål på grund af en uforklarlig Gud-given hunger i min sjæl. Mit indre menneske sukker efter en åbenbaring af Kristus. Noget i mig vil ikke nøjes med et andet menneskes åbenbaring. Hvorfor? Jeg er overbevist om, at Gud har noget særligt at sige til denne generation. Og lige nu søger han efter jordiske tjenere, som han kan bemægtige sig. Han ønsker mænd og kvinder, som vil tjene som hans orakler til en fortabt verden.
Kun hans kraftfulde, salvede Ord kan stå op imod ånden fra islam og falske evangelier. Og kun hans sandhed kan give dødsstødet til selviskhed, materialisme og begær i sin menighed.
Et rent ord vil komme fra himlen en gang mere. Overbevisende sandhed vil blive prædiket fra læberne på en ny generation af 'Guds-søgere',
mennesker, som helt og aldeles har overgivet deres hjerter til Kristus. Selv nu oprejser Herren mænd og kvinder, som er berørt af Gud og indtaget af Ånden. Han vil tænde en sandheds ild i disse tjenere. Og hans berøring i deres liv vil få hele verdens opmærksomhed.