Da Israel gik over det Røde Hav, sang de lovsange til Gud for deres udfrielse. Tænk på det store mirakel de netop havde oplevet. De brusende vande havde delt sig for dem, men havde opslugt deres fjender. De må have været dybt forundrede over det der skete. De må have sagt til hinanden:
"Der vil aldrig komme et større mirakel end dette. Der er ingen fremtidige generationer, som vil blive vidne til så mægtig en demonstration af Guds kraft. Og aldrig vil hans folk komme i så alvorlig en krise, som vi har været i. Generation efter generation vil huske denne dag. De vil se tilbage på den som det største bevis på Guds mægtige værk blandt mennesker."
I mange år var det også sådan det var. Faktisk var Israel befalet, at fortælle efterfølgende generationer om Guds store mirakler, som det ved det Røde Hav: "Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger og styrke, om de undere, han har gjort." (Salme 87, 4).
Århundrede senere så David tilbage på Israels mirakuløse udfrielse fra Egypten for at opbygge folkets tro. Han sagde til Israel, "Kom og se Guds gerninger, hans handlinger indgyder mennesker frygt; han forvandlede hav til tørt land, så de gik gennem strømmen til fods. Lad os da glæde os over ham!" (66, 5-6).
Som barn må David have været betaget af de beretninger, han hørte igen og igen fra sin egen far: hvordan Gud havde udfriet deres forfædre fra Farao, hvordan han holdt bølgerne tilbage og skabte en flugtvej, hvordan han knuste den mægtige egyptiske hær. David fortalte sine egne børn de samme beretninger: "I ved Gud lever fordi han førte vores forfædre over det Røde Hav på tør grund. Nu skal I fortælle denne beretning til jeres børn og børnebørn."
Da David var konge, mindede han hele nationen om Guds befaling om at fortælle enhver generation det forunderlige vidnesbyrd: "Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden. Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger og styrke, om de undere, han har gjort. Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn, for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn." (78, 2-6).
Da David var konge, mindede han hele nationen om Guds befaling om at fortælle enhver generation dette forunderlige vidnesbyrd.
"Han gjorde undere for deres fædre i Egypten, på Soans slette. Han kløvede havet og førte dem igennem, han rejste vandene som en vold." (78, 12-13).