Der er saa lidt fromhed hos vor tids kristne. Der er meget andet smukt og godt, nidkærhed og offervillighed, arbejdslyst og hørelyst; men der er saa lidt fromhed. Tiden er ikke gunstig for denne dyd. Hvad har travlhed og jag og avislæsning og partispaltning og massemøder og organisation med fromhed at gøre? Og dog, hvad udretter tilsidst alt dette uden fromhed?

Fromhed er en Guds gave, og sandt synger vi: "Skab da i os hjærter fromme." Men den næres og gror i lønkammeret, under bøn og betragtning. Her er bibelen vor bedste vejledning; men undertiden er det ogsaa godt at tage en god andagtsbog til hjælp. Og fortidsslægter har gennem aarhundreder givet en bestemt lille bog førsteprisen næst bibelen: Det er "De imitatione Christi" ("Kristi Efterfølgelse") af Thomas fra Kempen - i mer end 2000 udgaver og utallige oversættelser.

Forfatteren døde, 90 aar gammel, i aaret 1471, - altsaa nær op imod reformationen. Hans liv er snart fortalt, thi det bevægede sig indenfor yderst snævre rammer og i lige linjer. Han er udgaaet af en brav haandværkerfamilie i grænse-egnene mellem Nederlandene og det tyske Rhinland, søn af fromme forældre. En ældre broder var klosterstifter og døde som Prior. Denne tog sin 13aarige broder ujnder armene og skaffede ham skolegang hos "brødrene af fælleslivet" i Deventer. Dermed er han ledet ind i det strømleje, hvori hans liv skulde bevæge sig, det bedste og lykkeligste, hans tid bød paa. Tyske mystikere havde i det sidste hundredaar øvet indre mission og bebudet kirkefornyelsens foraar uden at vide det. Et brud med kirken laa fjærnt fra deres tanker, men de lod følelsen raade og tog stille imod forfølgelse, naar deres sværmerier gik over den kirkelige lære. I Nederlandene fandt de ogsaa god jordbund, men fik et mere nøgternt præg, som Hollænderen altid er nøgtern. "Brødrene af fælleslivet" er et ægte nederlandsk udslag af bevægelsen: Lægfolk slutter sig sammen i smaa samlag, hvor brødrene har alt fælles, og hvor flittigt arbejde gaar i pagt med hjælpsomhed og fromhed, - uden at man binder sig til munkeløfte. Dog førte vejen for mange over i en munkeorden; og vor Thomas Hemerken, som er hans fulde navn, fandt sit hjemsted i klostret paa Agnetebjærget ved Zwolle. Her var han af og til underprior, i en overgang ogsaa økonom; det huede ham næppe; han satte Marias plads højt over Marthagærningen, og et af de ældste billeder afbilder ham vistnok betegnende "i en krog med en bog"; bedre har han egnet sig som Novitse-mester; han har maattet kunne tale forstaaende og kærligt til unge begyndere og var ogsaa siden elsket af sine disciple. En lille kortvarig flugt i anledning af en strid om et bispevalg har været klostrets hovedbegivenhed i de mange aar, han holdt til dér; at afskrive bøger var ellers hans yndlingsbeskæftigelse, dem han udførte med en smuk, zirlig haandskrift; der haves endnu adskillige efter ham. Han fik ogsaa tid til selv at forfatte en del, og vilde vistnok undres, om han vidste, at en af hans bøger skulde blive verdensberømt og nu paany forelægges for danske evangeliske kristne.

- Det er vor utrættelige Edvard Lehmann, som har taget initiativet og drevet paa med en ny udgave og oversættelse af "Kristi efterfølgelse". Sognepræst Dr. S. A. Becker syntes at maatte være nærmest af alle til at besørge en ny og tro oversættelse, og vi beraadede os om et og andet, som maatte ændres eller udelades, mens pricipper var at beskære saa lidt som muligt. Dew tidligere danske udgaver har i reglen lidt af den fejl, enten at tage alt med, ogsaa det som virker helt fremmed og forkert, eller at udelade og omskrive altfor meget.

Der aander vistnok klosterluft fra bogens blade. Men man synes at se en ren, lys hvidkalket celle, hvor solen skinner ind. Noget af det nydelige og renlige, som kendemærker Holland, genfindes ogsaa her. Og klosterluft, - er det mon det, vi trænger til? Midleritdige klostre, tænker jeg ofte, vilde vist kunne gøre deres nytte iblandt os overfor nyvakte og omtumlede sjæle, havde vi blot de rette munkefædre. Og er "social settlements", af hvilke fremtiden vil behøve flere, ikke en art "Brødre af fælleslivet "? Ogsaa en Thomas s Kempis gælder ordet i visse maader: Denne discipel dør ikke. Han er ganske vist ikke nok. Han er noget af en haveblomst, men vi skal nu engang plantes ud i frijord; han er ængstelig og oplevede ikke evangeliets befrielse. Men han taler mildt og mindeligt, enfoldigt og inderligt. Og han havde skrevet den ganske bibel af fire gange, saa vi møder dog mere af bibelens end af klostrets aand. Nær op til reformationen levede dens forfatter, uden at ane det; i Staupitz, Luthers skriftefader i de strenge munkeaar, mødte hans aand fremtidens mand og rakte ham, hvad den formaaede af trøst og forstaaelse. Kanske den endnu til en afveksling, og sammen med stærkere og klarere røster, kan have en gærning at gøre hos Luthers kampfæller i vore dage.

- Bogen bestaar af 4 dele, som er blevet til paa forskellige tider og siden af forfatteren selv samlet til eet. Der er ingen klar fremskriden i dens gang eller inddeling i dens bygning; dens styrke er dens koncentration, den kredser idelig om sit hoved-emne.

Den læses derfor ogsaa bedst, ikke i store partier ad gangen, men fra dag til dag i smaastykker. Jeg kan personlig bekende, at den to gange har været mig til hjælp og glæde paa denne maade

Olfert Ricard

Fortale

Den oversættelse, som hermed udsendes, er foretaget saa nær efter den latinske tekst, som det har været muligt. Det havde været mest tilfredsstillende, om den kunde være gennemført helt uden lempelser. Det er dog ikke muligt, hvis bogen skulde svare til sit opbyggelige formaal.

At foretagne rettelser og lempelser kan eksempelvis nævnes: "Munkelig" omskrivet til "stille og fromt liv", "ordensmedlemmer" til "fromme" eller "hellige fædre", "klostercelle" til "lønkammer", "klosterbroder" til "den som har viet sig til Gud", o.lign.

Af udeladelser er der forholdsvis faa; enkelte stærke udtalelser om gode gerninger og menneskets fortjenester overfor Gud, nogle henvisninger til bestemte munkeordener, skærsild o.lign. Selv i skriftets 4 bog om nadverens sakramante er der udeladt saa lidt som muligt, mindre stykker, hovedsageligt nogle stærke ord om præstens stilling og messeofferet.

Enkelte henvisninger til bibelsteder, som ved eftersyn ikke findes i vor bibel, har deres forklaring deri, at de af Thomas fra Kempen er anført efter den latinske bibeltekst (Vulgata).

For de foretagne rettelser dele jeg ansvaret med Olf Ricard.

Sc. A Becker