Der har i nogen tid været ført en diskussion i medierne om fortabelsen. Diskussioner om et emne som dette udløser altid store følelser, men om lige netop denne diskussion må vi medgive, at den er ført med stor saglighed fra begge sider. Måske endda med for megen saglighed.

Det er ingen hemmelighed, at ingen af os bryder os om at føre denne diskussion. Som regel føler vi os svært forlegne og har også svært ved at forstå (og måske anerkende), at enden for nogle mennesker kan blive evig kval, og at der findes et evigt pinested.

Det føles stødende og kynisk at skulle holde fast ved noget, som mange mennesker, også kristne, afskriver som “mørk middelalder" og som uforeneligt med, hvad de forstår som Bibelens tale om en grænseløs kærlig og nådig Gud. 

Men ikke at opretholde læren om evig fortabelse går Skriften imod. Det er der desværre mange, som tager ganske let. For dem har Bibelen kun autoritet på de områder, vi tillader den at have autoritet. Men så nemt kommer vi ikke uden om det, hvis vi bekender, at Jesus er Herre, og har al magt i himlen og på jorden. Så har Hans ord også endegyldig autoritet. Det er også, hvad Jesus selv sagde og gjorde krav på: “Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord", sagde Jesus, “har mødt sin dommer: Det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag" (Joh 12:48). Så må vi ikke glemme, at bag Jesu autoritet er Faderens autoritet: “For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig" (Joh 12:49-50).

Når Jesus taler om “helvede", om “den evige ild", om “pine", om “fortabelse" om “det yderste mørke", og om “gråd og tænders gnidsel", så er vi klar over, at det er alvor, og at der er en evig virkelighed i det, Han siger, også selv om noget af det, han siger, udtrykkes i billedsprog.
Vil vi være tro mod Jesu lære, må vi stå ved, at Jesus taler om en dobbelt udgang, og at han taler om det som en virkelighed hinsides døden, som en dom nogle vil blive dømt med på den yderste dag. Han talte ikke om det som noget eksistentielt, og som noget, vi som mennesker kan komme til at opleve, medens vi henlever vort liv på jorden.

Det samme gælder, når Apostlene taler. Så taler de med den myndighed, de havde fået overdraget af den opstandne Herre, kirkens Hovede og Herre. Som eksponent for apostlenes holdning kun dette ene citat af apostlen Paulus: 

“.. når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt, når han på den dag kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro; for hvad vi har vidnet for jer, har I troet" (2 Thes 1:7-10).

Også Bibelens sidste bog, Johannes' Åbenbaring, taler tydeligt om den dobbelte udgang: “Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt enhver efter sine gerninger.Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen" (Åb 20:11-15).

Disse skriftsteder er kun et lille udvalg i Det nye Testamente, hvor der tydeligt vidnes om fortabelsens mulighed. 

Bortfortolker man det ved at gøre det til en anden virkelighed end den, der tydeligt er ment, ophøjer man sin egen mening og tolkning over Skriftens; med Paulus' ord har man gjort “sig klog i egne tanker" (Rom 11:25). I stedet for at “gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus" (2 Kor 10:3-6) tager man Guds ord til fange under sine egne tanker.

Det kan naturligvis gøres med stor dygtighed, men det er og forbliver et bedrag, som ikke holder på den “vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares" (Rom 2:5 ff.).

Bundet i synd og frelst af nåde
Men vi vil noget mere end blot at fastslå, at der findes et helvede. Blot at hævde det fører os ikke langt. Vi må se det i den større sammenhæng, som Bibelens grundfortælling om dom og om frelse handler om.

Den moderne tænkning har undermineret Bibelens tale om frelse. Frelse opfattes ikke længere så radikal, som Bibelen gør, og som den er blevet opfattet med i evangelisk, protestantisk tænkning. Arvesyndens virkelighed står ikke længere så skarpt i bevidstheden hos mange kristne, som den før har gjort. Det samme gælder forsoningen og Guds nåde som menneskets eneste håb om redning og evigt liv. 

Jesu stedfortrædende død på korset er ikke længere midtpunktet, som kristen forkyndelse samler sig om, og som kristentlivet udfolder sig fra. Disse mangler forplanter sig gennem hele vor kristendomsopfattelse og indvirker dybt på den måde, vi anskuer fortabelsen på.

Tidligere tiders kristendomsforkyndere gik ikke af vejen for at kalde både sig selv og sine tilhørere for helvedsfortjenende. Og de mente det med baggrund i evangeliet. Tidligere tiders salmedigtere som Arnulf af Louvain (før 1250) gik ikke af vejen for at synge:

“Min Jesus, du er såret
for mine synder så,
jeg burde have båret
den straf, som på dig lå;
se hid, her står jeg arme,
fortjente vredens ris,
min Gud,dig dog forbarme,
din nådes glimt mig vis!"
Paul Gerhardts gendigtning 1656. Salmebogen (gamle) 168, nye 193.

Brorson digtede:

“O, jeg er en syndig krop,
det er al min titels ære,
bedre kan det ikke være,
når jeg slår i loven op;
men for du er Jesus blevet
og min jammer på dig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt ud i livets bog".
Salmebogen (gamle) 112; nye 135.

Med en evangelieforståelse som den, der ligger bag de to her nævnte salmer, er fortabelsen en sikker del af den virkelighed, vi alle har del i. Det mærkelig er ikke, at fortabelsen findes, men, at vi (ved Guds nåde) kan blive frelst ud af den.

Sådan ser man ikke længere på det. Uden tvivl anser vi det for underligt selvpinerisk at synge med på ordene: “Jeg burde have båret den straf, som på dig lå; se hid her står jeg arme, fortjente vredens ris", og stemmer vi i med Brorson “O, jeg er en syndig krop, det er al min titels ære", så mener vi det næppe så inderligt, som han gjorde. Vi forstår os måske som syndere, men det er vi jo alle, så det behøver vi ikke tænke så meget over.

At det på nogen måde skulle gøre mig strafskyldig over for Gud og hjemfalden til helvedes straf, det strejfer dårligt nok min bevidsthed for ikke tale om min samvittighed. Helvede findes måske, men så kun for de virkeligt slemme drenge, ikke for pæne mennesker, som de fleste af os tror sig at være.

Men sådan ser Gud ikke på det, og når dommedag kommer, er det kun, hvad Gud tænker, der bliver afgørende. Vil vi virkelig det, der tjener til vor fred, er det mest forstandige, vi kan gøre at forlige os med Gud og lade hans tanker om os gælde. Når han siger om os (personligt individuelt såvel som universelt) at “vi har synd" (1 Joh 1: 8), så “fører" vi os selv “på vildspor", hvis vi siger, at “vi ikke har synd", og “sandheden er ikke i os". 
Med “synd" tænkes der her ikke så meget på konkrete syndige handlinger, som at være “under synd" (Rom 3:9; Joh 8:21; 24), dvs. at være en synder af natur og dermed fortabt (se Joh 1:5; 3:14-21; Rom 3:19-20; 5:12 ff, 6:23). 

Gud elsker på trods
For at frelse det fortabte kom Jesus til verden (Luk 19:10; 1 Tim. 1:15). I Joh 3:16-21 står der:

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som gør ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud".

Gud elskede ikke verden, fordi verden er stor eller god og dermed værdig til at blive elsket. Han elskede den heller ikke ud af nødvendighed og forpligtelse. Han elskede den på trods af dens faldenhed og fjendtlighed. Han elskede den, fordi hans forsæt fra evighed af var at give den til sin søn og underlægge den ham. Han elskede den ud af sin rigdom på nåde, godhed og barmhjertighed, og han elskede den i fuldkommen frihed; han skyldte ikke nogen noget, var ubunden og kunne handle suverænt, som han ville. Havde han valgt at udslette verden, kunne ingen have hindret ham. 

Ikke så sjældent vælger vi at overse det og ender med, at Gud skylder os at lukke os ind i Himlen, når vi engang er døde. Frelse og Himmel bliver en ret, vi har som mennesker, som en kærlig Gud ikke kan nægte os. Og nægter han os det, er han ikke god. Instinktivt føler vi - og ikke så få teologer med os - at Gud ikke kan lade noget menneske gå fortabt. 

Det er ikke langt fra, at man tænker, at han vil ophøre med at være Gud, hvis han gjorde det. Men selv om motiverne til at tænke sådan og tale sådan om Gud måske er de smukkeste af alle, er det mere et udtryk for humanistisk tankegang end for bibelfunderet kristen tankegang.

Gud elskede verden, og han gav sin søn, den eneste, den elskede. Det er i sandhed en kærlighed uden sidestykke, guddommelig fra først til sidst, under-fuld, ubegribelig. I den samme kærlighed sendte Han også sin søn til verden, ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Verden (vi alle) fortjente at blive dømt, men Guds formål med at sende sønnen var ikke at dømme, men at frelse. Det er her eftertrykket i evangeliet ligger. Evangeliet er et frelsesbudskab. Men evangeliet (og ikke mindst Johannes Evangeliet) lægger ikke skjul på, at Jesus også er den af Gud udpegede og indsatte dommer. 

En dag kommer Han som verdens dommer, men indtil da er han verdens frelser. Gud elskede os, for at vi ikke skulle fortabes; vi var allerede fortabte, men ved Jesus og Guds kærlighed ved at give ham kan vi frelses fra fortabelsen. “vi kommer ikke for dommen, men er (allerede nu) gået over fra døden til livet" (Joh 5:24). Kun denne redningsaktion fra Gud ved Herren Jesus Kristus kan sætte os fri og frelse os ind til livet. For vor indfangethed i os selv og under djævelen og mørket er så stor, at det siges om os, at “vi elskede mørket fremfor lyset", og kun Jesus kan lede os ud af mørket og ind i lyset, ud af løgnen og ind under sandheden.

Nødvendigt at kalde på Gud
Spørgsmålet om fortabelse er dermed et spørgsmål, som angår os alle, hver eneste menneskefødt; det er universelt. Vi “dør alle i Adam", og det ikke kun i den begrænsede betydning, at vi dør, når livet engang slutter, men i betydningen “evig død" (fortabelsen). Men alle kan også “få liv i Kristus", dvs. leve i Ham og med Ham. Men for at få liv i Kristus, den anden Adam, må vi overgive os til den anden Adam, til Jesus Kristus, kongen i Guds rige. Det er det, som ligger i at “tro på Sønnen", tro på ham, “lyde Sønnen" (Joh 3:36, 1 Joh 5:12), “have Sønnen". 

Intet i Det Nye Testamente kan udlægges på en måde som, at det at have det evige liv er noget, vi fødes med; overalt er det forudsat, at det er meddelt os gennem evangeliet, og at vi får det ved at høre og modtage i tro (se bl.a. Rom 10:5 ff.; 1 Tim 1:15); gaven er “af tro til tro", forjættelsen om frelse og evigt liv hænger uløseligt sammen med “at tro på Herren Jesus Kristus". 

Guds børn, “elskede" og “kaldede" blev vi, da vi modtog Guds ord (se 1 Thes 1 & 2). Kirkens opgave er at forkynde evangeliet, så mennesker kommer til tro på Kristus. I evangeliet er der altid en befaling til mennesker om at “omvende sig og tro på evangeliet", en indbydelse til at komme, men også en advarsel om følgerne af at sige nej til indbydelsen.

Gud har forligt verden med sig selv. Han er i Kristi stedfortrædende død på korset blevet forsonet, hans hellige harme mod synden er blevet stillet; derfor kan vi blive forligt med Gud og få fred med ham, få al vor synd tilgivet, blive helt nye skabninger i Kristus (2 Kor 5:12 ff.). Men det forudsætter, at “vi lader os forlige med Gud" (2 Kor 5:20), at vi gør brug af “den nåderige stund" og lader den blive “en frelsens dag" ved at vi kalder på Gud til frelse (2 Kor 6:1-2). 

Fra Guds side er alt rede for at frelse os fra evig død. Det er ikke en udgang, Gud ønsker for noget menneske (Rom 2:4; 1 Tim 2:4; 1 Pet 3:20; 2 Pet 3:9, Ez 18:23; 32). Men Gud har heller ikke ønsket, at nogen skal være tvunget ind i hans rige, tvunget til at elske ham. Han har givet mennesker ret til at afvise hans gave.

Det er det forfærdeligt alvorlige ved at være skabt i Guds billede. Det sætter os over for et valg, mellem livets træ eller kundskabens træ, lydigheden til liv eller ulydigheden til død. Adam valgte det sidste og valgte det på vore allesammens vegne. Kristus valgte det første og valgte det på vore allesammens vegne. Ved Jesu død og opstandelse står vejen os åben, igen kan vi vælge: “vælge mellem liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og øde ørke, Helved hedt og Himmel sød" (Salmebogen (gammel) 213; nye 250).

Vi kan naturligvis ikke rumme fortabelsens gru. Vi kan heller ikke måle den sorg, det giver i Guds hjerte, at nogle vælger at dø, når de ikke behøvede at dø (Jer 27:13; Ez 18:31-32). 

Vi ved, at vi er frelst ved Guds nåde alene (Ef 2:4-10); det skyldes ikke os selv, Guds er gaven. Vi har modtaget Guds nådegave, som er evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre; vi har fred med Gud, vi er Guds børn; vi er beseglet med Guds Ånd, vi er uden for fordømmelsen (fortabelsen), vi ved, at Gud er for os, og at derfor intet og ingen kan være imod os, vi ved at intet, overhovedet intet skiller os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. 

Vi har intet i os selv, som berettiger os til sådan en tryghed. Vi er syndere som alle andre, og hele forskellen står alene om, om vi er i Kristus eller ej. Uden om Kristus er der ingen vej til Himlen, i ham er vejen banet og vidt åbnet.

Mennesker fravælger frelsen
Vover vi i lyset af alt dette at kalde Gud urimelig? Må vi ikke snarere stille os selv det spørgsmål, som Hebræerbrevet stiller: “Hvordan skulle vi kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?" (2:3). Det spørgsmål slipper vi ikke uden om at skulle besvare, hvis kristendommen ikke skal blive ligegyldig. Gud havde god grund til at blive “højt fortørnet" (Salmebogen (gamle) 25; nye 30) både da Adam faldt, og vi alle faldt i ham, og da vi hver især og successivt, menneskeslægten i sin totalitet og uden undtagelse faldt og igen og igen falder i synd og brøde, men “han har båret over og ikke tilregnet os vores overtrædelser" (ApG 17:30; Rom 3:26; 2 Kor 5:19).

Hvad så, hvis vi efter det rige nådebord han har dækket for os i Kristus, stadig afviser ham. Kan vi så forvente os andet end, at hans fortørnelse (hans “vrede") vender sig mod os, og vender sig mod os for evigt? 
“Hvorfor vil I dø, Israels hus?" spørger Gud gennem profeten Ezekiel, og han fortsætter: “Jeg ønsker ikke nogens død. Vend om så skal I leve" (18:32).

Det spørgsmål og svar kan vi række videre til os alle. Hvorfor vil I dø? Fra Guds side er alt gjort for, at det ikke skal ske for nogen? Hvorfor vil det så alligevel ske? Hvorfor vil der være fortabte? 

Bliver vi ikke nødt til at svare, at det vil ske, fordi der vil være nogen, som ikke vil “tage imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst" (2 Thes 2:10), at der vil være dem, som vil holde fast ved deres had til lyset og deres kærlighed til mørket (Joh 3:19) og holde fast ved til det yderste og ind i “mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren" (Matt 25:30). 

Fortabelsens virkelighed er ikke et vidnesbyrd om Guds strenghed, men et vidnesbyrd om, at menneskehjertet kan blive så forhærdet i synd, at det ikke kan eller vil åbne sig for Guds kærlighed. Det er ind i os selv, vi skal se, når vi leder efter årsagen til fortabelsen, og det er mod os selv vi skal rette alle anklager, ikke mod Gud.