Men det er ikke blot en bibelsk beretning, at Jesus opstod påskemorgen. Talrige ikke bibelske kilder har også beskrevet opstandelsen som en kendsgerning, der ikke kan rokkes ved.
Sir William Ramsay, der brugte 15 år på at forsøge at underminere den vidunderlige beretning, endte med at skrive, at Lukas var en første klasses historiker, som skulle regnes for en af de største gennem tiderne. Og sådan vil det gå for enhver, der er ærlig nok til at vedgå sandheden.
Efter jødisk skik blev Jesu legeme svøbt i linnedklæder, der var mættet med aromatiske salver, blandet sammen i en blanding af passende konsistens. Derefter blev legemet anbragt i en klippegrav, og en ekstrem stor sten, der ofte kunne veje 2 tons, blev rullet for indgangen.
En romersk vagtafdeling blev sat til at vogte graven. Vagten forsynede graven med det romerske segl. Og enhver, der brød et sådant segl, var hjemfalden til den romerske straf, som var meget streng. Vi undrer os måske over, hvorfor Pilatus ikke lod jøderne bruge deres egne tempelvagter. Men den kendsgerning, at vagterne skyndte sig at gå ypperstepræsterne efter opstandelsen, viser os, at disse var indblandede og sammen med de ældste besluttede at give soldaterne en større sum penge, idet de sagde: I skal sige: "Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov." Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi nok stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke får ubehageligheder." Så tog de imod pengene og gjorde, som man havde forklaret dem. Og det rygte spredtes blandt jøderne indtil den dag i dag.." Matt. 27:65-66 og 28:11-15.
Rygtet om, at disciplene havde stjålet Jesu legeme, medens vagterne sov, kunne holdes levende, fordi Jesus ikke viste sig for myndighederne efter sin opstandelse, men kun for dem, der ville tage imod ham som frelser og Herre. Vagterne var så skrækslagne, at de intet så. Og kvinderne, der tidligt om morgenen kom til graven, så heller ikke selve opstandelsen. "Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom hid og se stedet, hvor han lå!" Matt. 28:6.
Men hvorfor forstod disciple ikke Jesu klare ord om, at han skulle opstå? (Mark.8:32.) Måske fordi de havde troet, at var han Messias, kunne han ikke dø. Jesu tale om død og opstandelse var uforståelig for dem. (Mark. 9:10.) De så Jesus som en triumferende konge for Israel. Det kom derfor som et chok for dem, at vagterne overhovedet kunne gribe Jesus. Han var så ofte blot gået bort mellem hænderne på dem. Og selve korsfæstelsen var det værste. De havde jo troet, at han var Guds Søn, den lovede Messias, hvilket ordene i Luk. 24:21 tydeligt viser: "...vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel." Men nu var han både arresteret og dræbt.
Det er ckokerende, at de jødiske ledere ikke nu så, at de havde gjort en forfærdelig fejl ved at slå deres Messias ihjel, og indrømme deres fejl, thi rygterne om, at Jesus havde sagt, han ville opstå, må have spredt sig også til dem. Derfor bad de om at få sat vagt, dersom han skulle gå hen og opstå. De havde jo hørt og set så meget om og fra denne mand.
Hvordan klarede de jødiske autoriteter den kendsgerning, at mange havde set den opstandne Jesus? Det er utænkelig, at ikke adskillige mennesker fra Jerusalem om morgenen gik ud til graven, da Jesus var kendt og elsket af mange. Så de intet? Eller var det kun for de få, Jesus lod sig se?
At bryde det romerske segl
Som nævnt var der strenge straffe for at bryde et romersk segl. En normal straf ville være at blive hængt på en stage med hovedet nedad. Så det er naturligt, at vagterne blev skrækslagne og flygtede hen til ypperstepræsten, da englen kom og væltede stenen bort. (Matt. 28:2.)
Den store sten flyttet
Tidlig påskemorgen var den ca. 2 tons tunge sten flyttet. Dem, der så, den var flyttet, beskrev det således, at den var rullet bort fra gravens massive indgang. Alene stenens størrelse fortæller os det umulige for disciplene i at komme og stjæle Jesu legeme uden at vække de "sovende" vagter.
De romerske vagter flygtede i forfærdelse
At vagterne flygtede fra deres ansvarsfulde poster fortæller os, at de må have oplevet noget meget stærkt. Det fortælles fra den tid, at straffen kunne være som før omtalt, eller at de klædtes af og derefter blev brændt levende. Dersom det ikke var sikkert, hvilken soldat der havde svigtet, blev der trukket lod om, hvem der skulle straffes med døden. Men en ting må stå klart, det er umuligt, at hele vagtmandskabet skulle være faldet i søvn. Dr. Gerorge Currie, en ekspert i fortidens romersk ret, siger, at frygten for den hårde straf ville udelukke en sådan mulighed.
Jesus var opstanden, men gravklæderne lå tilbage
Da Johannes så ind i graven, var den ikke helt tom. Jesus var der ikke, men gravklæderne lå der. De havde måske stadig form efter et legeme, men legemet var der ikke.
De så den opstandne Jesus flere gange. Og havde der været tvivl om, at han var Kristus, var den der ikke mere. På et tidspunkt var der over 500, der så Jesus på samme tidspunkt. De blev vidner, der i hast spredte vidnesbyrdet om den opstandne Jesus. Og Paulus oplyser, at størstedel af disse endnu levede, da han skrev sit brev derom, som om han dermed ville sige: Spørg dem, så vil de sige det samme!
Men på trods af de stærke vidnesbyrd cirkulerede rygtet i årtier, ja i århundrede om, at disciplene havde stjålet Jesu legeme. Og der kom mange teorier til, bl.a. at Jesus slet ikke havde været rigtig død. Endog i dag er der adskillige, der mener det samme.
Jesu opstandelse rystede uden tvivl Jerusalem, som var stærk rystet i forvejen over rettegangen og korsfæstelsen. Matthæus skriver: "Forhænget i templet splittedes i to stykker, fra øverst til nederst; og jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad og viste sig for mange." Matt. 27:51-53.
Utallige af de første kristne blev slået, stenet, kastet for løver, brændt eller korsfæstet på grund af, at de fuld og fast troede på Jesu opstandelse, og at Jesus lever og er nær hos alle, der tror på ham. Og intet er så stærkt bevist, som at Jesus Kristus opstod påskemorgen, og dog har mange gennem snart 2000 år krævet et endnu større bevis, før de vil tro.
Historiske beviser på Jesu opstandelse
Foruden Bibelen er der mange dokumenter, der beretter om opstandelsen, bl.a. år 115 eft.Kr. i Tacitus´ History of Rom Også i beretninger om kejser Nero findes der omtalt en Kristus, der blev korsfæstet under Pontius Pilatus. Og de fleste historikere fastslåt som en kendsgerning, at der levede en mand ved navn Jesus imellem år 2 før Kr. til omkring år 33 eft. Kr.
Omkring år 112 eft. Kr. skrev en romersk guvernør i det, der nu er det nordlige Tyrkiet, til kejser Trajan om de kristne i dette distrikt:
"Jeg har aldrig selv været nærværende ved retssager mod kristne, derfor ved jeg ikke, i hvor høj grad de er skyldige eller ikke...." Han skriver omfattende også om dem, der slap for en retssag ved at forbande Kristus. Som det blev sagt, at oprigtige kristne ikke vil gøre. Det viser, at kristendommen var velkendt indenfor Roms grænser de første 80 år efter Jesu død.
Den jødiske historiker Josefus var som sagt skriver for de romerske myndigheder i år 70 i vor tidsregning, hvor han fremkom med interessante oplysninger om Kristus og om menigheden. Han bekræfter, at Johannes Døber døde for Herodes´ hånd. Og at en "broder til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob... blev overgivet til at stenes." (Josefus, Antiquities of the Jews, Book XVIII, ch. V, side 20, Book XX, ch. IX, side 140)
Alt dette er fra kilder udenfor Bibelen, der fortæller det samme som Bibelen. Josefus levede øjensynlig på Jesu tid, og indenfor 40 år var beretningen om Jesu liv og død blevet så kendt, at denne jødiske skriver meddelte en del af det, han vidste om Jesus.
Nøjagtigheden i de bibelske beretninger
Spørgsmålet rejser sig: Hvorledes kan et dokument, der er blevet kopieret igen og igen være præcis lige så nøjagtig som det første? Alle Bibelens håndskrifter blev kopieret fra tid til anden. Og alle ved, hvor let det er at skrive fejl. Josefus fortæller om kopieringen af Det gamle Testamente. Først beskriver han den ærbødighed, jøderne havde for det skrevne ord. Alt måtte være præcis som i den kilde, de kopierede fra. Der tåltes ingen fejl, så blev manuskriptet kasseret. Og det var en udbredt jødisk opfattelse, at dersom nogen kom til lægge noget til skriften, ville hans straf være i helvede for evigt. Og hvor nøjagtig kopierne var, ses da også, da man fandt Døde Havs Rullerne, som var skrevet ca. 1000 år før de blev fundet, havde præsis samme ordlyd som dem der var blevet kopieret i den efterfølgende tid.
Der er en række kilder, der fortæller om Jesu opstandelse, hvor hovedindholdet lyder: Jesus døde ved korsfæstelse og blev begravet i en grav, der var kendt af autoriteterne. Hans disciple var bange på grund af Jesu død. Jesu grav blev fundet tom men de kom til at tro på ham, da de så den tomme grav. Og denne tro forandrede fuldstændigt deres liv!
Udfra historiske oplysninger får vi bekræftet, at Jesus blev pisket af romerske soldater før korsfæstelsen. Også at det var med 39 piskeslag, idet 40 regnedes for lig med døden. Romerne brugte en "ni-halet-kat". I hver "hale" var stumper af glas, ben og spidse metalstykker indflettet, som rev ryggen op i en blodig kødmasse. Efter at være blevet pisket skulle den totalt udmattede Jesus bære sit kors. Evangelierne fortæller, at Jesus var for svag til det og segnede under byrden. (Matt. 27:32.)
Romerne hængte Jesus op på et træbjælke. Men jøderne havde den opfattelse, at ingen måtte hænge der længere end til solnedgang dagen før en sabbat. "Da det nu var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulde blive på korset sabbaten over; thi denne sabbatsdag var stor." Joh. 19:31.
Da de romerske vagter kom til Jesus, så de, at han allerede var død. "Da kom stridsmændene og knuste benene på den første og på den anden; som vare korsfæstede sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben.... Og den, der har set det, har vidnet om det, og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han siger sandt, for at også I skal tro." Joh. 19:32-35.
Johannes fortæller i vers 34, at Jesus fik et spyd stukket i siden. I en artikel, publiceret i Journal of the American Medical Associatioen, har læger studeret denne beretning og konkluderet, at spydstikket øjensynlig gennemborede hjertesækken med de væsker, der omgav hjertet. (JAMA, Vol. 255, No. 11, 1986, side 1455ff). Dette alene ville påføre Jesus døden, dersom han ikke allerede havde været død.
At Jesus var elsket og æret også højere stående, ser vi af disse ord: "Josef fra Arimatæa, som var en Jesu discipel, dog lønligt af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu legeme. Men også Nikodemus, som første gang var kommen til Jesus om natten, kom og bragte en blanding af myrra og aloe, omtrent hundrede pund." Joh. 19:38-39. Disse mænd var fra den herskende klasse, der i alt udgjorde 71 mænd.
"Og Josef tog legemet og svøbte det i et rent, fint linklæde og lagde det i en ny grav, som han havde ladet hugge i klippen, og væltede en stor sten for indgangen til graven og gik bort." Matt. 27:59-60.
Arkæologiske beviser bekræfter, at den var ejet af en rig mand. Graven beskrives i evangelierne som at ligge i en have ved Jerusalems nordmur. Og der er nogle vigtige oplysninger. For det første var det ikke en fattig mands grav. Kun rige havde grave, hugget ud i en klippe og beliggende så nær bymuren.
Den grund, hvorpå vi bygger
Jesu opstandelse er den grund, hvorpå den kristne tro er bygget. Og tro på den var stærk nok til at give disciplene frimodighed. Vi læser i Ap.g. 2:22-32: "I israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus af Nazareth, en mand, som af Gud var udpeget for jer ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, som I jo selv ved. Ham, som efter Guds bestemte rådslutning og forudviden var blevet forrådt, ham har I ved lovløses hænder korsfæstet og slået ihjel. Men Gud oprejste ham, idet han gjorde ende på dødens veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af døden. Thi David siger med henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for mine øjne; thi han er ved min højre hånd, for at jeg ikke skal rokkes. Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, også mit kød skal bo i håb; thi du vil ikke lade min sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din Hellige at se forrådnelse, du har kundgjort mig livets veje; du skal fylde mig med glæde for dit åsyn." I mænd, brødre! Jeg kan sige med frimodighed om patriarken David, at han er både død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag. Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at af hans lænds frugt skulde en sidde på hans trone, talte han forudseende om Kristi opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans kød forrådnelse. Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle er vidner."
Denne beretning må have skabt høje bølger, eftersom Josefus 40 år senere skriver om den.
Vi elsker disse ord af Jesus: "Sandelig, sandelig, siger jeg jer, den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, har et evigt liv og kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet." Joh. 5:24.
At tro er at eje ubeskrivelige rigdomme i Gud. Og virkelig at tro er at turde bruge disse rigdomme. Opstandelsen er et synligt bevis på, at Gud har herredømme over døden, og at Jesus har dødsriget nøgler. "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler." Åb. 1:18.
Jesus er døren til livet. Han siger: "Om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst." Joh. 10:9.